Den egenskab at være god, at have den rette etiske beskaffenhed. Der er intet dårligt, slet eller fordærvet forbundet med godhed. Det er en positiv egenskab som giver sig udslag i gode gerninger der gavner andre. De almindeligste ord i Bibelen for „god“ er det hebraiske tōv og det græske agathosʹ. Det græske ord bruges som regel i moralsk eller religiøs betydning.

Jehovas godhed. Jehova Gud er god i fuldeste og egentligste forstand. Bibelen siger: „God og retskaffen er Jehova.“ (Sl 25:8) Og: „Hvor er hans godhed stor!“ (Zak 9:17) Selv om Jesus Kristus ejede denne egenskab, ville han ikke anerkende at man brugte betegnelsen „god“ om ham som tiltaleform, for han sagde til en der kaldte ham „gode lærer“: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Mr 10:17, 18) Han anerkendte således Jehova som den ypperste norm for godhed.

Da Moses bad om at måtte se Jehovas herlighed, svarede denne: „Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt, og jeg vil udråbe Jehovas navn foran dig.“ Jehova lagde skærmende sin hånd over Moses så han ikke så hans ansigt, men idet han gik forbi (øjensynlig repræsenteret ved en engel [Apg 7:53]), forkyndte han for Moses: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf.“ — 2Mo 33:18, 19, 22; 34:6, 7.

Heraf ses det at godhed er en egenskab som indbefatter barmhjertighed, loyal hengivenhed og sandhed, men som ikke ser gennem fingre med eller samarbejder med det der er ondt eller fordærvet. Derfor kunne David bede Jehova tilgive ham hans synder og huske ham ’for Jehovas godheds skyld’. (Sl 25:7) Det skyldes Jehovas godhed såvel som hans kærlighed at han gav sin søn som et sonoffer. Herved tilvejebragte han et middel til at hjælpe dem der virkelig ønsker det gode, samtidig med at han fordømte det onde og skabte et grundlag hvorpå rettens og retfærdighedens krav fuldt ud kunne tilfredsstilles. — Ro 3:23-26.

En frugt af Guds ånd. Godhed er en frugt af Guds ånd og af lyset fra hans sandhedsord. (Ga 5:22; Ef 5:9) Det er en egenskab som den kristne må opdyrke. Lydighed mod Jehovas befalinger avler godhed; intet menneske ejer godhed i sig selv. (Ro 7:18) Salmisten appellerer til Gud som kilden til godhed: „Lær mig godhed, fornuft og kundskab, for jeg tror på dine bud.“ Og: „Du er god og gør godt. Lær mig dine forordninger.“ — Sl 119:66, 68.

Godhed gør noget til gavn for andre. Godhed kan også give sig udslag i godgørenhed, at man gør noget til gavn for andre. Jehova ønsker at vise sit folk godhed, sådan som det kommer til udtryk i Paulus’ bøn for de kristne i Thessalonika: „[Vi beder] altid for jer, at vor Gud må anse jer for værdige til kaldelsen og fuldføre alt hvad han i sin godhed har behag i, og troens gerning med kraft.“ (2Ts 1:11) Der er utallige eksempler på Guds store godhed mod dem der søger ham. (1Kg 8:66; Sl 31:19; Es 63:7; Jer 31:12, 14) Desuden er Jehova „god mod alle, og hans barmhjertighed hviler over alt hvad han har frembragt“. (Sl 145:9) Jehova gør godt mod alle i den bestemte hensigt at mange må blive tilskyndet til at tjene ham så de kan opnå livet. På samme måde er det menneske der viser godhed, en velsignelse for sine omgivelser. — Ord 11:10.

De kristne får som Guds tjenere og efterlignere befaling til at forvisse sig om hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje med dem (Ro 12:2); de skal holde sig til det gode (Ro 12:9), gøre det gode (Ro 13:3), gøre hvad der er godt (Ro 2:10), jage efter det (1Ts 5:15), være nidkære for det (1Pe 3:13), efterligne det gode (3Jo 11) og overvinde det onde med det gode (Ro 12:21). De skal især gøre det der er godt, mod dem der er beslægtede med dem i troen, men i øvrigt gøre godt mod alle. — Ga 6:10.

 Et beslægtet udtryk. Ved siden af det græske ord for god(t), agathosʹ, findes et andet som betydningsmæssigt ligner det, kalosʹ. Det betyder det som i sit inderste væsen er godt, smukt, vel tilpasset omstændighederne eller velegnet til sit formål (fx god jord; Mt 13:8, 23), det som er af god kvalitet, samt det som er etisk godt, rigtigt og smukt (fx Guds navn; Jak 2:7). Det ligger i betydning nær agathosʹ, men kan adskilles fra dette med gengivelser som „udmærket“, „rigtig“, „smuk“, „skøn“, „pæn“ og „ærlig“. — Mr 9:50; Ga 6:9; Mt 13:45; 2Ti 1:14; 1Kor 5:6; 2Kor 8:21.

Ufortjent godhed. Det græske ord chaʹris forekommer over 150 gange i De Græske Skrifter og gengives på forskellige måder, alt efter sammenhængen. Alle steder er grundbetydningen af chaʹris imidlertid bibeholdt: det som skaber en følelse af velbehag, er velset og vindende. (1Pe 2:19, 20; Lu 4:22) Derfor anvendes det i nogle tilfælde om en venlig gave (1Kor 16:3; 2Kor 8:19) og om det at øve velgørenhed. (2Kor 8:4, 6) I andre tilfælde anvendes det om den følelse i form af anerkendelse og taknemmelighed som den venlige handling fremkalder. — Lu 6:32-34; Ro 6:17; 1Kor 10:30; 15:57; 2Kor 2:14; 8:16; 9:15; 1Ti 1:12; 2Ti 1:3.

I de fleste bibeloversættelser gengives chaʹris gennemgående med „nåde“. Men dette ord bibringer ikke læseren de tanker og forestillinger der knytter sig til det græske ord. Hvad menes der for eksempel i Johannes 1:14, hvor den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger: „Ordet blev kød . . ., fuld af nåde og sandhed.“ Er der tale om „gunst“, „barmhjertighed“ eller noget tredje?

I Synonyms of the New Testament oplyser R. C. Trench at chaʹris indeholder betydningen „en gunst der gavmildt vises, uden krav eller forventning om gengæld — ordet synes således på forhånd som skabt til at antage den nye, særlige betydning det får [i de kristne skrifter] . . . som udtryk for den i alle henseender overstrømmende kærlighed og godhed som Gud har vist menneskene. Således lægger Aristoteles i sin definition [af chaʹris] hele vægten på netop dette at den vises gavmildt, uden forventning om gengæld og udelukkende tilskyndet af giverens rundhåndethed og storsindethed.“ (London 1961, s. 158) Joseph H. Thayer siger i sin græske ordbog: „Ordet [chaʹris] indeholder tanken om en godhed der vises en person uden at vedkommende har gjort sig fortjent til den . . . De nytestamentlige forfattere bruger det hovedsagelig om den godhed som Gud viser endog dem der ikke har gjort sig fortjent til den, og hvorved han tilgiver syndere og byder dem tage imod den evige frelse ved Kristus.“ (A Greek-English Lexicon of the New Testament, 1889, s. 666) Chaʹris er nært beslægtet med et andet græsk ord, chaʹrisma, om hvilket William Barclay siger i A New Testament Wordbook (1956, s. 29): „Grundtanken i ordet er den at der er tale om en ufortjent gave der gives gavmildt, noget der gives en person uden at vedkommende har gjort sig fortjent til det.“ — Jf. 2Kor 1:11, Int.

Når chaʹris bruges i ovennævnte betydning om en godhed der vises en person uden at vedkommende har gjort sig fortjent til den — hvilket er tilfældet med den godhed som Gud viser på forskellige måder — er „ufortjent godhed“ et dækkende udtryk for det græske ord. — Apg 15:40; 18:27; 1Pe 4:10; 5:10, 12.

En arbejder har ret til at få sin løn for det arbejde han har udført; han forventer at få sin løn; den er noget man skylder ham, og betalingen af den er ikke nogen gave eller noget udtryk for en særlig eller ufortjent godhed der vises ham. (Ro 4:4) Men når syndere der er dømt til døden (og vi er alle født som syndere), udfries fra denne fordømmelse og erklæres retfærdige, vises der dem en godhed der er ganske ufortjent. (Ro 3:23, 24; 5:17) Hvis man vil hævde at de der blev født under Lovpagten, var under en større fordømmelse fordi Loven afslørede dem som syndere, må man huske at der også blev vist jøderne en større ufortjent godhed ved at de fik frelsen tilbudt først. — Ro 5:20, 21; 1:16.

Denne særlige ufortjente godhed fra Guds side mod menneskeheden i almindelighed viste han ved at udfri den fra fordømmelse ved hjælp af en løsesum, sin elskede søns, Jesu Kristi, blod. (Ef 1:7; 2:4-7) Ved denne ufortjente godhed frelser Gud alle slags mennesker (Tit 2:11), noget som profeterne havde talt om. (1Pe 1:10) Paulus’ ræsonnement er derfor rigtigt når han siger: „Når det nu er ved ufortjent godhed, er det ikke længere som følge af gerninger; ellers er den ufortjente godhed ikke længere ufortjent godhed.“ — Ro 11:6.

Paulus nævner mere end nogen anden af bibelskribenterne Guds ufortjente godhed — over 90 gange i sine 14 breve. Han nævner Guds og/eller Jesu Kristi ufortjente godhed i indledningen til alle sine breve med undtagelse af Hebræerbrevet og i den afsluttende hilsen i hvert af brevene. Andre bibelskribenter nævner ligeledes Guds ufortjente godhed i indledningen til og afslutningen af deres skrifter. — 1Pe 1:2; 2Pe 1:2; 3:18; 2Jo 3; Åb 1:4; 22:21.

 Paulus havde al mulig grund til at fremhæve Jehovas ufortjente godhed, for han havde tidligere været „en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske“. „Ikke desto mindre,“ fortsætter han, „blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro. Og vor Herres ufortjente godhed var ovenud rigelig sammen med den tro og kærlighed som er forbundet med Kristus Jesus.“ (1Ti 1:13, 14; 1Kor 15:10) Paulus afviste ikke Guds ufortjente godhed, som nogle tåbeligt har gjort (Jud 4), men han tog med glæde og taknemmelighed imod den og opfordrede andre som havde taget imod den, til ’ikke at forfejle hensigten med den’. — Apg 20:24; Ga 2:21; 2Kor 6:1.