At håret gråner, skyldes aftagende pigmentproduktion som følge af ændringer i kroppens kemi. Tilstanden forekommer i enkelte tilfælde hos unge mennesker, men er som regel noget der følger med alderen. Det er alderdommens grå hår der hentydes til med det hebraiske udsagnsord sīv (at blive grå) og det hyppigere forekommende navneord sēvahʹ (grå hår, gråhårethed, alderdom). (Rut 4:15; 1Sa 12:2; 1Kg 2:6, 9; Job 15:10; Sl 71:18) Abraham, Gideon og David døde „i en god alderdom [sēvahʹ]“. — 1Mo 15:15; 25:8; Dom 8:32; 1Kr 29:28.

Bibelen taler ikke blot om ungdommens hæder, men også om alderdommens prydelse. „Unge mænds hæder er deres styrke, og gamle mænds prydelse er deres grå hår.“ (Ord 20:29) Dette sidste gælder især hvis de pågældende tilbeder og tjener Jehova. „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“ (Ord 16:31) „De der er plantet i Jehovas hus . . . trives stadig i alderdommen [sēvahʹ].“ (Sl 92:13, 14) Deres Gud svigter dem ikke. (Es 46:4) Jehovas lov påbyder: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand som er til stede.“ — 3Mo 19:32.

At håret gråner, har intet at gøre med personens køn og heller ikke med hårets naturlige farve, hvad enten det er blondt, sort, brunt eller rødt. Det står ikke i menneskets magt at forhindre processen eller at råde bod på den med medicinske midler. Det var dét Jesus sigtede til efter at han havde sagt at man ikke skulle aflægge en ed ved sit hoved. — Mt 5:36.

Det er ikke noget nyt at man farver håret; det var en praksis som var kendt allerede blandt grækerne og romerne. Ifølge Josefus blev det fortalt at Herodes den Store farvede sit grånende hår for at skjule sin fremskredne alder. — Jewish Antiquities, XVI, 233 (viii, 1).