De guddomme der gennem tiderne er blevet dyrket af nationerne, er frembragt eller udtænkt af ufuldkomne mennesker der „blev tomhjernede i deres overvejelser . . . og byttede den uforgængelige Guds herlighed ud med noget der lignede billedet af et forgængeligt menneske og af fugle og firføddede skabninger og krybdyr“. (Ro 1:21-23) Det er derfor ikke overraskende at disse guddomme afspejler de selv samme egenskaber og svagheder som de mennesker der tilbeder dem. Et af de hebraiske ord der bruges til at betegne falske guder eller afguder, betyder bogstaveligt „noget som er værdiløst“. — 3Mo 19:4, fdn.

Bibelen omtaler Satan Djævelen som „denne tingenes ordnings gud“. (2Kor 4:4) At det er Satan der er tale om, fremgår af de næste ord i verset, hvor der siges at denne „gud“ har „forblindet de ikketroendes forstand“. I Åbenbaringen 12:9 siges det at han „vildleder hele den beboede jord“. At Satan hersker over den nuværende tingenes ordning med dens regeringer, fremgår af at han kunne tilbyde Jesus „alle verdens riger“ til gengæld for „en tilbedelseshandling“. — Mt 4:8, 9.

Den ærefrygt og tilbedelse som mennesker retter mod deres afguder og gudebilleder, går i virkeligheden „til dæmoner og ikke til Gud“. (1Kor 10:20; Sl 106:36, 37) Jehova Gud kræver  udelt hengivenhed. (Es 42:8) Den der tilbeder en afgud, fornægter derfor den sande Gud og tjener Jehovas store modstander, Satan, og hans dæmoner.

Flere af de gamle folkeslags guder og gudinder er nævnt i Bibelen, men en sikker identifikation er ikke altid mulig.

Guddommenes oprindelse. Når man sammenligner de gamle folkeslags guder og gudinder, finder man en slående lighed mellem dem som næppe kan være tilfældig. Herom skriver J. Garnier i sin bog The Worship of the Dead: „Ikke blot ægypterne, kaldæerne, fønikierne, grækerne og romerne, men også hinduerne, buddhisterne i Kina og Tibet, goterne, angelsakserne, druiderne, mexicanerne og peruanerne, urbefolkningen i Australien, ja endog de vilde på Sydhavsøerne, må alle have deres religiøse opfattelser fra en fælles kilde og et fælles udgangspunkt. Overalt opdager vi de mest forbavsende lighedspunkter i ritualer, ceremonier, skikke, traditioner og i navnene på og slægtskabsforholdene mellem deres respektive guder og gudinder.“ — London 1904, s. 3.

De bibelske vidnesbyrd peger på Sinears land som stedet hvor falske religiøse opfattelser opstod efter Vandfloden. Uden tvivl under ledelse af Nimrod, „en vældig jæger i opposition til Jehova“, begyndte man at bygge byen Babel og et tårn, sandsynligvis en ziggurat der skulle bruges i dyrkelsen af falske guder. Formålet med dette byggeri var ikke at ære Jehova Gud, for bygningsmændene søgte deres egen ære og ønskede at gøre deres eget navn berømt. Desuden var det i direkte modstrid med Guds hensigt, som var at menneskene skulle spredes over hele jorden. Den Almægtige forpurrede deres planer ved at forvirre deres sprog. Da de ikke længere kunne forstå hinanden, holdt de efterhånden op med at bygge byen og spredtes ud over jorden. (1Mo 10:8-10; 11:2-9) Det lader dog til at Nimrod blev boende i Babel og udvidede sit herredømme, hvorved han grundlagde det første babyloniske storrige. — 1Mo 10:11, 12.

De der blev spredt, tog deres falske religion med sig og begyndte at udøve den på deres nye sprog under nye betingelser dér hvor de kom hen. Folkene blev spredt på Pelegs tid, og Peleg blev født omkring hundrede år efter Vandfloden og døde i en alder af 239 år. Eftersom både Noa og hans søn Sem overlevede Peleg, må denne spredning have fundet sted i en periode hvor man stadig huskede begivenhederne i forbindelse med Vandfloden. (1Mo 9:28; 10:25; 11:10-19) Kundskaben om disse begivenheder har uden tvivl holdt sig levende i en eller anden form i de adspredtes erindring. Et vidnesbyrd om dette er den omstændighed at de gamle folkeslags gudesagn minder om forskellige dele af den bibelske beretning, selv om formen er forvansket og polyteistisk. I sagnene skildres visse guder som slangedræbere, og mange af de gamle folkeslag dyrkede en gud der i rollen som velgører lider en voldsom død på jorden og derefter vækkes til live igen. Dette tyder på at denne gud i virkeligheden var et guddommeliggjort menneske der med urette blev anset for at være det lovede „afkom“. (Jf. 1Mo 3:15.) Myterne fortæller om kærlighedsaffærer mellem guderne og jordiske kvinder og om deres bastardafkoms heltegerninger. (Jf. 1Mo 6:1, 2, 4; Jud 6.) Der findes næppe et folk på jorden som ikke har et sagn om en verdensomspændende oversvømmelse. Beretningen om tårnbyggeriet har også efterladt sig spor i disse sagn.

Babyloniske guddomme. Efter Nimrods — ifølge overleveringen voldsomme — død har babylonierne rimeligvis været tilbøjelige til at ære hans minde som deres bys grundlægger og første konge og som grundlæggeren af det oprindelige babyloniske rige. Eftersom guden Marduk (Merodak) blev anset for at være Babylons grundlægger, har nogle draget den slutning at Marduk repræsenterer den guddommeliggjorte Nimrod. Der er dog stærkt delte meninger blandt forskerne om hvordan forskellige guddomme kan identificeres med bestemte mennesker.

Med tiden dukkede der flere guder op. Det babyloniske panteon kom til at indbefatte adskillige triader, eller treheder, af guder eller guddomme. En af disse triader bestod af himmelguden Anu, jordens, luftens og stormens gud, Enlil, og vandenes gud, Ea. En anden trehed bestod af måneguden Sin, solguden Shamash og frugtbarhedsgudinden Ishtar, Tammuz’ elskerinde eller hustru. (BILLEDE, bd. 2, s. 529) Babylonierne havde endog treheder af djævle, som for eksempel treheden Labartu, Labasu og Akhkhazu. Dyrkelsen af himmellegemerne indtog en fremtrædende plads (Es 47:13), og forskellige planeter blev sat i forbindelse med bestemte guddomme. Planeten Jupiter blev identificeret med Babylons øverste gud, Marduk; Venus med Ishtar, en gudinde for kærlighed og frugtbarhed; Saturn med Ninurta, en krigs- og jagtgud og agerbrugets beskytter; Merkur med Nebo, en gud for visdom og agerbrug; Mars med Nergal, en krigs- og pestgud og underverdenens herre.

 Byerne i oldtidens Babylonien fik deres egne skytsguder. I Ur var det Sin; i Eridu Ea; i Nippur Enlil; i Kuta Nergal; i Borsippa Nebo, og i byen Babylon Marduk (Merodak). Da Hammurabi gjorde Babylon til Babyloniens hovedstad, fik byens yndlingsgud, Marduk, naturligvis større betydning. Det endte med at man tillagde Marduk nogle af de andre guders egenskaber og lod ham indtage deres plads i de babyloniske myter. I senere perioder blev hans egennavn „Marduk“ erstattet med titlen „Belu“ („Ejer“), med det resultat at han i daglig omtale blev kaldt Bel. Hans hustru blev kaldt Belit („Fruen“, „Herskerinden“). — Se BEL; NEBO, 4.

Det billede der tegnes af guderne og gudinderne i de gamle babyloniske tekster, afspejler blot den syndige menneskeverden. Ifølge disse beretninger blev guderne født, de elskede, de giftede sig og fik børn, de sloges, og de døde endog, sådan som det for eksempel siges om Tammuz. Det berettes at da syndfloden kom, krøb de sammen som skrækslagne hunde. Guddommene skildres også som grådige væsener der ofte hengav sig til frådseri og drikkeri. De havde et heftigt temperament og var mistænksomme og hævngerrige over for hinanden. Der var bitre fjendskaber imellem dem. Et eksempel: Gudinden Tiamat var besluttet på at udslette de andre guder, men blev besejret af Marduk, som brækkede hende i to dele, hvorefter han dannede himmelen af den ene halvdel og brugte den anden halvdel ved grundlæggelsen af jorden. Underverdenens gudinde, Eresh-Kigal, befalede pestens gud, Namtaru, at indespærre hendes søster Ishtar og at slå hende med 60 onder. — Se NERGAL.

Denne beskrivelse giver et indtryk af det miljø som den trofaste Abraham forlod da han drog ud fra den kaldæiske by Ur, som dengang var gennemsyret af babylonisk afgudsdyrkelse. (1Mo 11:31; 12:1; Jos 24:2, 14, 15) Århundreder senere blev tusinder af jøder ført som fanger til Babylon, „et land med billedstøtter“ og „uhumske guder“. — Jer 50:1, 2, 38; 2Kg kap. 25.

Assyriske guddomme. Assyrerne dyrkede i det store og hele de samme guddomme som babylonierne, dog med den undtagelse at deres øverste gud var Assur. Eftersom „Assur“ også er navnet på landet — der var opkaldt efter Sems søn Assur — er den formodning blevet fremsat at det i virkeligheden var Sems søn Assur som afgudsdyrkerne havde ophøjet til gud. — 1Mo 10:21, 22.

I modsætning til babyloniernes Marduk, der også blev dyrket i Assyrien, men hvis vigtigste tilbedelsessted altid forblev byen Babylon, skiftede Assur tilbedelsessted når de assyriske konger skiftede residensby. Desuden blev der bygget helligdomme for Assur i forskellige dele af Assyrien. Assurs hovedsymbol var en militær standart, som blev taget med ud hvor kampen var hårdest på slagmarken. Guden var repræsenteret ved en vinget skive, eller cirkel, over hvilken man ofte ser en skægget mand. Til tider holder skikkelsen en bue i hånden eller er i færd med at afskyde en pil. En anden fremstilling af Assur vækker forestillinger om en slags trehed. Foruden den centrale skikkelse der stiger op fra cirklen, vises to menneskehoveder over de to vinger, en på hver side af den centrale skikkelse. — Se BILLEDE, bd. 2, s. 529; ASSYRIEN; NISROK.

Efter Samarias fald i 740 f.v.t. blev de landflygtige fra tistammeriget bosat blandt de afgudsdyrkende assyrere. (2Kg 17:1-6) Senere forudsagde profeten Nahum at Assyriens hovedstad Nineve og dens guder ville blive besejret og ødelagt, hvilket skete i 632 f.v.t. — Na 1:1, 14.

Ægyptiske guddomme. De guder og guddomme der blev dyrket af ægypterne, vidner tydeligt om en babylonisk arv. Der var treheder af guddomme og endda tredobbelte treheder, eller „nigudekredse“. En af de populære treheder, eller triader, bestod af Osiris, hans hustru Isis og deres søn Horus. — BILLEDE, bd. 2, s. 529.

Osiris, der blev regnet for at være søn af jordguden Geb og himmelgudinden Nut, var den populæreste af de ægyptiske guder. Det hed sig at han blev gift med Isis og herskede som konge over Ægypten. Ifølge de mytologiske fortællinger blev han myrdet af sin broder Seth, men blev vakt til live igen, hvorefter han blev de dødes dommer og konge. Forholdet mellem Osiris og Isis svarer slående til forholdet mellem de babyloniske guddomme Tammuz og Ishtar, og der er en tilsvarende parallel mellem deres respektive egenskaber. Ikke så få lærde regner derfor de to gudepar for at være identiske.

Moder-og-søn-dyrkelsen var også meget udbredt i Ægypten. Isis fremstilles ofte siddende med Horusbarnet på skødet. Denne fremstilling minder så stærkt om de „kristne“ fremstillinger af Maria med barnet at nogle i kristenheden undertiden uafvidende har æret det ægyptiske Isisbillede. (BILLEDE, bd. 2, s. 529) I forbindelse med guden Horus er der vidnesbyrd om en forvanskning af løftet i Eden om det afkom der skulle knuse slangens hoved. (1Mo 3:15) Horus  fremstilles undertiden som trædende på krokodiller og gribende fat om slanger og skorpioner. Da Horus ifølge en af beretningerne ville hævne sin fader Osiris’ død, forvandlede Seth, der havde myrdet Osiris, sig til en slange.

På ægyptiske skulpturer og malerier forekommer hankekorset, crux ansata, meget ofte som et helligt symbol. Dette såkaldte „livets tegn“ ligner bogstavet „T“ med et ovalt håndtag foroven og forestillede sandsynligvis det mandlige og det kvindelige forplantningsorgan i forening. De ægyptiske guddomme er ofte afbildet med et hankekors i hånden. — BILLEDE, bd. 2, s. 530.

Ægypterne ærede mange dyr som hellige, blandt andre falken, flodhesten, frøen, gribben, ibisen, katten, koen, krokodillen, løven, sjakalen, skarabæen, skorpionen, slangen, tyren, ulven og vædderen. Nogle af dem var kun hellige i én del af Ægypten og ikke i en anden del, hvilket undertiden udløste borgerkrige. Ikke alene var dyrene hellige for visse guder; nogle af dem blev endog betragtet som inkarnationer af en gud eller gudinde. Apistyren blev således betragtet som inkarnationen af guden Osiris og som en emanation af guden Ptah.

Hvis man forsætligt dræbte et helligt dyr, blev man ifølge Herodot (II, 65-67) straffet med døden; skete det uforsætligt, fastsatte præsterne en bod. Men dræbte man en ibis eller en høg, måtte man dø, hvad enten det var sket med forsæt eller ej, og straffen blev som regel eksekveret af en rasende folkehob. Når en kat døde, ragede alle husets beboere deres øjenbryn af, og når en hund døde, ragede de hele kroppen. Hellige dyr blev balsameret og begravet med pomp og pragt. Der er fundet mumier af katte, krokodiller, falke og tyre, for blot at nævne nogle.

I myterne skildres de ægyptiske guder med menneskelige svagheder og ufuldkommenheder. Ifølge beretningerne led de svære kvaler, følte rædsel og kom gentagne gange i fare. Guden Osiris blev dræbt. Horus led i barndommen af indre smerter, hovedpine og dysenteri, og han døde af et skorpionstik, men blev vakt til live igen. Isis mentes at have haft en byld i brystet. Man lærte at da solguden Re blev gammel, svandt hans kræfter, og spyttet dryppede fra hans mundvige. Hans liv kom endog i fare da han blev bidt af en magisk slange som Isis havde dannet, men han kom sig igen ved at Isis udtalte nogle trylleord. Sekhmet, en gudinde der repræsenterede solens ødelæggende kraft, blev fremstillet som grusom og blodtørstig. Hun fandt så stor fornøjelse i at dræbe mennesker at Re skulle have frygtet for menneskeslægtens fremtid. For at redde menneskene fra udslettelse fordelte Re 7000 krus øl blandet med granatæblesaft over slagmarken. I den tro at det var menneskeblod, drak Sekhmet det begærligt indtil hun blev så beruset at hun ikke kunne fortsætte myrderierne. Nefthys drak sin broder Osiris, der var gift med hendes søster Isis, beruset og havde derefter samleje med ham. Solguderne Tem og Horus masturberede.

Da Farao gjorde Josef til den næsthøjeste i Ægypten, blev Josef interessant nok ophøjet over tilbederne af Ægyptens falske guder. — 1Mo 41:37-44.

De ti plager. Ved hjælp af de ti plager Jehova sendte over ægypterne, ydmygede han deres guder og eksekverede dom over dem. (2Mo 12:12; 4Mo 33:4; BILLEDER, bd. 2, s. 530) Den første plage, hvorunder Nilen og alle Ægyptens vandsamlinger blev forvandlet til blod, bragte forsmædelse over nilguden Hapi. At fiskene i Nilen døde, var også et slag mod Ægyptens religion, for visse fiskearter blev holdt i ære og endda mumificeret. (2Mo 7:19-21) Frøen, et frugtbarhedssymbol og et udtryk for ægypternes forestilling om opstandelsen, var frøgudinden Heqts hellige dyr. Frøplagen bragte derfor vanære over denne gudinde. (2Mo 8:5-14) Ved den tredje plage måtte magerne erkende deres nederlag da de ikke ved hjælp af deres hemmelige kunster kunne forvandle støv til myg. (2Mo 8:16-19) Opfindelsen af magien eller de hemmelige kunster blev tilskrevet guden Thot, men selv denne gud kunne ikke hjælpe magerne til at eftergøre den tredje plage.

Fra og med den fjerde plage blev der sat et tydeligt skel mellem ægypterne og dem der tilbad den sande Gud. Da store sværme af klæger trængte ind i ægypternes huse, gik israelitterne i Gosens land fri. (2Mo 8:23, 24) Den næste plage, kvægpesten, ydmygede sådanne guddomme som kogudinden Hathor, tyren Apis og himmelgudinden Nut, der blev opfattet som en ko på hvis bug stjernerne var fastgjort. (2Mo 9:1-6) Byldeplagen vanærede de guder og gudinder der blev tillagt helbredende kræfter, som for eksempel Thot, Isis og Ptah. (2Mo 9:8-11) Det voldsomme haglvejr var beskæmmende for de guder der blev anset for at beherske naturkræfterne, deriblandt Reshpu, der blev anset for at byde over lynene, og Thot, der mentes at være herre over regn og torden. (2Mo 9:22-26) Græshoppeplagen var et nederlag for de guder der mentes at sikre en rigelig høst; en af disse var frugtbarhedsguden Min, der blev betragtet som  afgrødernes beskytter. (2Mo 10:12-15) Den niende plage, mørket, vanærede solguder som Re og Horus og desuden måneguden Thot, som man mente havde sat solen, månen og stjernerne i system. — 2Mo 10:21-23.

Med de førstefødtes død kom den største ydmygelse af de ægyptiske guder og gudinder. (2Mo 12:12) De ægyptiske konger benævnte sig selv som guder, sønner af Re eller Amon-Re. Man hævdede at Re eller Amon-Re havde seksuelt samkvem med dronningen. Hendes søn blev derfor opfattet som en gud i menneskeskikkelse og blev indviet til Re eller Amon-Re i hans tempel. Faraos førstefødtes død var derfor ensbetydende med en guds død. (2Mo 12:29) Dette var i sig selv et hårdt slag for Ægyptens religion, og dets guders absolutte magtesløshed kom tydeligt til udtryk ved at ingen af dem kunne redde de førstefødte fra døden. — Se AMON, 4.

Kana’anæiske guddomme. Af ikkebibelske kilder fremgår det at man betragtede guden El som skaberen og den øverste hersker. El synes ikke at have beskæftiget sig meget med jordiske anliggender, men han fremstilles ofte som den de øvrige guder rettede anmodninger til. Han skildres som en oprørsk søn der fordrev sin fader fra tronen og kastrerede ham; endvidere skildres han som en blodtørstig tyran, en morder og en ægteskabsbryder. I Ras Shamra-teksterne omtales han som „Tyren, El,“ og fremstilles med gråt hår og gråt skæg. Hans gemalinde var Asjera, der betegnes som gudernes stammoder, mens El indtager pladsen som gudernes stamfader.

Den mest fremtrædende af de kana’anæiske guder var imidlertid frugtbarhedsguden Ba’al, der var himmelens, regnens og stormens gud. (Dom 2:12, 13) I Ras Shamra-teksterne kaldes Ba’al ofte søn af Dagan, skønt El også benævnes som hans fader. Ba’als søster Anat omtaler El som sin fader, og han kalder hende sin datter. Det lader således til at Ba’al blev betragtet som Els søn, men han kan også være blevet opfattet som Els sønnesøn. I de mytologiske tekster fortælles det at Ba’al angriber og besejrer Yamm, havets fyrste, som synes at have været Els yndlingssøn. Men i striden med Mot, dødens og tørkens gud, der også blev regnet for at være søn af El, lider Ba’al nederlag. Kana’an havde altså, ligesom Babylon, en gud der led en voldsom død og derefter blev vakt til live igen. — Se BA’AL, 4.

De vigtigste gudinder der nævnes i Ras Shamra-teksterne, er Anat, Asjera og Astarte. Deres roller synes at overlappe hinanden en del. I Syrien, hvor teksterne er fundet, blev Anat muligvis regnet for at være Ba’als hustru, for selv om hun gentagne gange betegnes som „jomfruen“ (eller „den unge kvinde“), forenes hun seksuelt med Ba’al. Bibelen omtaler imidlertid kun Astarte og Asjera og deres hellige støtter og pæle i forbindelse med Ba’al. Det er derfor muligt at Asjera og Astarte også til tider er blevet betragtet som Ba’als hustruer. — Dom 2:13; 3:7; 10:6; 1Sa 7:4; 12:10; 1Kg 18:19; se ASTARTE; HELLIG PÆL; HELLIG STØTTE.

Ras Shamra-teksternes skildring af Anat vidner i nogen grad om hvilke fordærvede forestillinger aramæerne — og uden tvivl også kana’anæerne — gjorde sig om deres guder. Anat beskrives som den yndigste af Ba’als søstre, men hun havde et overmåde voldsomt temperament. Hun truede med at knuse sin faders (Els) hovedskal så hans grå hår ville flyde med blod og hans grå skæg med levret blod hvis han ikke gjorde som hun ønskede. Ved en anden lejlighed tog hun ud for at myrde løs. Hun bandt afhuggede hoveder på sin ryg og hænder til sit bælte og vadede rundt i tapre mænds blod til knæene og deres levrede blod til hoften. Hendes lyst til blodsudgydelse afspejles i disse ord: „Hendes lever er fuld af latter, hendes hjerte svulmer af glæde.“ — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 136, 137, 142, 152.

Den ekstremt lastefulde og fordærvede kana’anæiske gudsdyrkelse understreger at det kun var retfærdigt af Gud at dømme landets indbyggere til udslettelse. (3Mo 18; 5Mo 9:3, 4) Israelitterne eksekverede imidlertid ikke Guds dom til fulde, og de fordærvede skikke der var forbundet med tilbedelsen af de kana’anæiske guder, blev efterhånden en snare for dem. — Sl 106:34-43; se også KANA’AN, KANA’ANÆER, 2.

Medo-persiske guddomme. Det medo-persiske riges konger var efter alt at dømme tilhængere af Zarathustras lære. Om Kyros den Store gik ind for denne lære, vides ikke med sikkerhed, men fra og med Darius I’s tid nævner de kongelige inskriptioner gentagne gange Ahura Mazda, zarathustrismens hovedguddom. Darius I betegnede Ahura Mazda som himmelens, jordens og menneskets skaber og anerkendte denne gud som den der havde skænket ham visdom, fysiske færdigheder og kongemagt.

Et karakteristisk træk ved zarathustrismen er dualismen, det vil sige troen på to uafhængige guddomme, den ene god og den anden ond. Ahura Mazda blev betragtet som skaberen af alt det gode, mens Angra Mainju havde frembragt alt hvad der var ondt. Det mentes at sidstnævnte  kunne fremkalde jordskælv, uvejr, sygdom og død, anstifte oprør og ophidse til krig. Desuden troede man at hver af de to guder fik hjælp af underordnede ånder.

Symbolet for guden Ahura Mazda minder en del om symbolet for assyrernes Assur, nemlig en vinget cirkel hvorover ses et skægget mandshoved og en lodret fuglehale.

Ahura Mazda er muligvis indgået i en slags triade. Det antydes af den omstændighed at Artaxerxes Mnemon anråbte følgende guder om beskyttelse: Ahura Mazda, Anahita (gudinde for vand og frugtbarhed) og Mithra (gud for lyset), og at han tilskrev disse tre guddomme æren for hans genrejsning af Søjlehallen i Susa.

Flere forskere har forbundet Anahita med babyloniernes Ishtar. E. O. James skriver i bogen The Cult of the Mother-Goddess (1959, s. 94): „Hun blev tilbedt som ’den store gudinde hvis navn er Frue’, ’den almægtige ubesmittede’ der lutrer ’mænds sæd og kvinders mælk og moderliv’. . . . Hun var i virkeligheden det iranske modstykke til den syriske Anat, den babyloniske Inanna-Ishtar, den hetitiske gudinde Komana og den græske Afrodite.“

Ifølge den græske historiker Herodot tilbad perserne også naturkræfterne og himmellegemerne. Han skriver: „Om persernes sæder og skikke ved jeg følgende: De plejer ikke at rejse billedstøtter, templer eller altre, tværtimod betragter de dem, der gør det, som tåber, efter min mening fordi de ikke mener, at guderne har menneskelig skikkelse, sådan som hellenerne gør. De har den skik at gå op på de højeste bjerge og ofre til Zeus dér; de kalder nemlig himmelhvælvingen Zeus. De ofrer også til solen og månen og jorden og ilden og vandet og vindene. Oprindelig var det de eneste, de ofrede til, men senere har de yderligere lært at ofre til Afrodite Urania, og det har de lært af assyrierne og araberne. Hos assyrierne hedder Afrodite Mylitta, hos araberne Alilat og hos perserne Mitra.“ — Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 131.

Zend-Avesta, de hellige zarathustriske skrifter, indeholder bønner til ilden, vandet og planeterne og til lyset fra solen, månen og stjernerne. Ilden omtales ligefrem som Ahura Mazdas søn.

Selv om kong Kyros sikkert har været Zarathustra-dyrker, nævnes han i bibelprofetien som den der var udpeget af Jehova til at omstyrte Babylon og give de jødiske fanger fri. (Es 44:26–45:7; jf. Ord 21:1.) Efter Babylons ødelæggelse i 539 f.v.t. blev israelitterne underlagt de Zarathustra-dyrkende medo-persere.

Græske guddomme. Det gamle Grækenlands gudeverden bærer præg af babylonisk indflydelse. Professor George Rawlinson ved Oxford-universitetet siger: „Den slående lighed mellem det kaldæiske system og den klassiske mytologi synes værdig til særlig omtale. Denne lighed er for omfattende, og i nogle henseender for påfaldende, til at give rum for den antagelse at det hele skyldes et tilfælde. I det græske og romerske, og også i det kaldæiske, panteon genkender man den samme almindelige gruppering; man sporer ikke sjældent samme slægtskabsforhold; og i nogle tilfælde lader selv de mest velkendte navne og titler på de klassiske guddomme sig på den mærkværdigste måde belyse og forklare i kaldæiske kilder. Vi kan næppe være i tvivl om at trosindholdet på en eller anden måde er blevet udbredt — at de mytologiske opfattelser og ideer i meget tidlige tider er nået frem fra Den Persiske Bugts kyster til landene omkring Middelhavet.“ — The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World, 1885, bd. I, s. 71, 72.

Guds erklæring om det lovede afkom forekommer muligvis i en forvansket udgave i de mytologiske beretninger om guden Apollon der dræber dragen Python, og om barnet Herakles (søn af Zeus og en jordisk kvinde, Alkmene) der kvæler to slanger. Det velkendte tema at en gud dør og vækkes til live igen, findes også i den græske mytologi. Adonis’ voldsomme død og tilbagevenden til livet mindedes ved en årligt tilbagevendende begivenhed hvor specielt kvinderne begræd hans død og bar billeder af hans legeme som i et ligtog og senere kastede dem i havet eller i kilder. En anden guddom hvis voldsomme død og tilbagevenden til livet blev fejret af grækerne, var Dionysos (Bacchus), der, ligesom Adonis, er blevet identificeret med den babyloniske gud Tammuz.

I myterne fremtræder de græske guder og gudinder stort set som mænd og kvinder. De blev ganske vist opfattet som langt større af skikkelse og langt stærkere og smukkere end menneskene, men deres legemer blev beskrevet som menneskelegemer. Da man mente at der flød „ichor“ i stedet for blod i deres årer, blev deres legemer anset for at være uforgængelige. Alligevel troede man at menneskene med deres våben kunne tilføje guderne smertefulde sår. Men man sagde at sårene altid heledes, og at guderne bevarede deres ungdom.

De græske guddomme skildres for det meste som meget umoralske og behæftet med menneskelige svagheder. De skændtes og sloges indbyrdes  og lagde råd op mod hinanden. Den øverste gud, Zeus, havde efter sigende afsat sin fader, Kronos, fra tronen. Tidligere havde Kronos selv afsat og endda kastreret sin fader, Uranos. Både Uranos og Kronos skildres som grusomme fædre. Uranos skjulte straks de børn som hans hustru, Gaia, fødte ham, i jorden og tillod dem ikke at se det mindste dagslys. Kronos slugte de børn som Rhea fødte ham. Blandt de ugerninger der ellers tillægges forskellige guder, kan nævnes ægteskabsbrud, utugt, blodskam, voldtægt, løgn, tyveri, drukkenskab og mord. De der pådrog sig en guds eller gudindes mishag, mentes at blive straffet på den mest grusomme måde. Satyren Marsyas, der udfordrede guden Apollon til en musikalsk dyst, blev af denne bundet til en træstamme og flået levende. Gudinden Artemis skal have forvandlet jægeren Aktaion til en hjort og derefter ladet hans egne hunde sønderrive og fortære ham fordi han havde set hende nøgen.

Nogle hævdede ganske vist at sådanne myter blot var digt, et foster af digternes fantasi. Men herom skrev Augustin i det 5. århundrede e.v.t.: „Hvad angår det forsvar, der fremføres, at det ikke er sandt, hvad der siges om guderne, men at det er urigtigt og opdigtet, så er netop dette endnu værre, hvis man sammenholder det med sand religiøsitet; og hvis man tænker på gudernes ondskab, hvad er så et mere snedigt og udspekuleret bedrag? For når man bebrejder en god og dygtig leder af fædrelandet noget forkert, mon det så ikke er desto mere uværdigt, jo fjernere det er fra sandheden, og jo mere det afviger fra hans livsførelse? Men hvilke straffe vil så slå til, når der sker en så ondskabsfuld og åbenbar krænkelse af en gud?“ (Om Guds Stad, oversat af Bent Dalsgaard Larsen, 2. bog, kap. 10) Den positive modtagelse digternes fortællinger fik når de blev opført på de græske teatre, viser imidlertid at flertallet ikke opfattede skildringerne som bagvaskelse, men at de helt og holdent anerkendte dem. Gudernes umoralitet tjente til at undskylde menneskenes handlinger, og det var noget folk kunne lide. — Se GRÆKENLAND, GRÆKERE (Græsk religion).

Under sin tjeneste kom apostelen Paulus i berøring med tilbedere af de græske guder Zeus og Hermes. (Apg 14:12, 13) Athenerne viste deres frygt for guderne ved at bygge mange templer og altre. (Apg 17:22-29) Den grove kønslige umoralitet der var forbundet med grækernes afgudsdyrkelse, vandt endog indpas i den kristne menighed i Korinth, så Paulus fandt det nødvendigt at sætte menigheden alvorligt i rette. — 1Kor kap. 5.

Romerske guddomme. Romernes religion vidner om stærk etruskisk påvirkning. Man mener i almindelighed at etruskerne er kommet fra Lilleasien, og den spådomskunst de praktiserede, vidner om at deres religiøse rødder gik tilbage til Babylonien. En levermodel af bronze som er fundet i Piacenza i den norditalienske region Emilia-Romagna, har således stor lighed med de levermodeller af ler som blev brugt til varseltagning i Mesopotamien. Da romerne overtog de etruskiske guddomme, overtog de altså i virkeligheden en babylonisk arv. (Se ASTROLOGER.) Den romerske triade bestående af Jupiter (den øverste gud, himmelhvælvingens og lysets gud), Juno (Jupiters hustru, der blev anset for at tage sig af de forhold der specielt angik kvinder) og Minerva (kunstens og håndværkets gudinde) svarer til etruskernes Tinia, Uni og Menrva.

Med tiden fandt de fremtrædende græske guder vej ind i det romerske panteon, dog under nye navne. Andre landes guddomme blev også overtaget af romerne, deriblandt persernes Mithra, hvis fødselsdag blev fejret den 25. december, og frygernes frugtbarhedsgudinde Kybele og ægypternes Isis, som begge er blevet identificeret med babyloniernes Ishtar. De romerske kejsere blev også ophøjet til guder.

Saturnus blev anset for at have bragt guldalderen til Rom. Til hans ære fejrede man saturnalierne, der oprindelig varede én dag, men senere blev udvidet til en højtid på syv dage i anden halvdel af december. Det var en løssluppen glædesfest. Man gav hinanden gaver, som for eksempel voksfrugter og vokslys, og til børnene lerdukker. Så længe festen varede, blev der ikke idømt straffe. Skoler og domstole lukkede; selv krigshandlinger blev indstillet. Slaver byttede roller med deres herrer og kunne ustraffet give tungen frit løb.

De første kristne nægtede at deltage i den romerske gudsdyrkelse, specielt kejserdyrkelsen, og blev af den grund udsat for hård forfølgelse. De holdt urokkeligt fast ved at ville ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’ og nægtede derfor at tilbede de romerske herskere, en tilbedelse der rettelig tilkom Gud. — Apg 5:29; Mr 12:17; se ROM (Religion).

Nationernes guder kontra Jehova. Af mange af de guder der nævnes i Bibelen, er kun navnet tilbage. Selv om deres tilhængere til tider endog ofrede deres egne børn til dem, var disse falske guder ikke i stand til at frelse dem der  søgte hjælp hos dem når de var i nød. (2Kg 17:31) Den sejrrige assyrerkonge sagde derfor pralende gennem sin talsmand Rabsjake: „Har nogen af nationernes guder nogen sinde udfriet sit land af Assyriens konges hånd? Hvor er Hamats og Arpads guder? Hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas guder? Har de mon udfriet Samaria af min hånd? Hvem er der blandt alle landenes guder som har udfriet deres land af min hånd, så Jehova skulle kunne udfri Jerusalem af min hånd?“ (2Kg 18:28, 31-35) Men Jehova svigtede ikke sit folk, sådan som disse afguder havde svigtet deres tilbedere. På én nat dræbte Jehovas engel 185.000 mand i assyrernes lejr. Ydmyget måtte den stolte assyrerkonge Sankerib vende tilbage til Nineve, hvor han senere blev myrdet af to af sine sønner i sin gud Nisroks tempel. (2Kg 19:17-19, 35-37) „Alle folkeslagenes guder er afguder; men Jehova har frembragt himmelen.“ — Sl 96:5.

Ikke alene udstyres de falske guder med de samme egenskaber som deres ophavsmænd, men menneskene kommer også til at ligne de guder de dyrker. Kong Manasse af Juda dyrkede således falske guder og lod endda sin søn gå gennem ilden, men hans nidkærhed for afguderne gjorde ham ikke til en bedre konge. Tværtimod blev han som de blodtørstige guder han tilbad, og udgød uskyldigt blod i store mængder. (2Kg 21:1-6, 16) I modsætning hertil søger de der tilbeder den sande Gud, at efterligne deres fuldkomne Skaber og at bære hans ånds frugt: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. — Ef 5:1; Ga 5:22, 23.