Ærefrygt, tilbedelse og tjeneste rettet mod Gud, forbundet med loyalitet over for hans suveræne herredømme. Begrebet udtrykkes i Bibelen med det græske navneord euseʹbeia og de dermed beslægtede tillægsord, biord og udsagnsord. Navneordet betyder bogstaveligt „det at ære vel“ og betegner ærefrygt eller hengivenhed over for det der er helt igennem helligt og retfærdigt. (Jf. 2Pe 1:6, Int.) Antonymet til „gudhengivenhed“ er „ugudelighed“ eller „uærbødighed“ (gr.: aseʹbeia).

I bogen Christian Words skriver Nigel Turner: „I samtidige inskriptioner forekommer eusebeia nu og da i en sammenhæng hvor det udtrykker personlig religiøs hengivenhed . . . men i romertidens græske talesprog havde det den mere generelle betydning ’loyalitet’. . . . For de kristne er eusebeia den højeste form for hengivenhed over for Gud.“ (1981, s. 111) Som ordet bruges i Bibelen, betegner det en loyal hengivenhed der er rettet mod Jehova Gud personligt.

Det beslægtede tillægsord eusebēsʹ, der forekommer i Apostelgerninger 10:2, 7 og 2 Peter 2:9, betyder „from, gudhengiven“. Ifølge John A. H. Tittmann udtrykker dette ord „en ærbødighed for Gud som ytrer sig i handling, især i tilbedelsen af Gud; . . . man er [eusebēsʹ] når man viser denne fromhed i gerning“. — Remarks on the Synonyms of the New Testament, Edinburgh 1833, bd. I, s. 253, 254.

Udsagnsordet eusebeʹō anvendes i 1 Timoteus 5:4 om den måde hvorpå børn og børnebørn skal forholde sig over for deres mødre og bedstemødre som er blevet enker. Ifølge A Greek and English Lexicon of the New Testament af Edward Robinson (1885, s. 307) kan eusebeʹō betyde dét at være from over for alle i almindelighed. Derfor gengives denne passage i nogle oversættelser således: „De [skal] først og fremmest lære at gøre deres pligt over for deres egen familie.“ (JB; jf. Seidelin og Kalkar.) Det er imidlertid Gud der har indstiftet familieordningen (Ef 3:14, 15), og Guds husstand sammenlignes i Bibelen med en jordisk familie. Derfor vil ærbødighed eller gudhengivenhed i den kristne familie i virkeligheden være ærefrygt for Gud og lydighed mod hans bud vedrørende familieforholdet og den rette adfærd i familien. I overensstemmelse med denne forståelse lyder gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand.“

„Gudhengivenhedens hellige hemmelighed“. Det ypperste eksempel med hensyn til at vise gudhengivenhed blev sat af Jesus Kristus. Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Ja, denne gudhengivenhedens hellige hemmelighed er stor, det må indrømmes: ’Han blev gjort kendt i kød, blev erklæret retfærdig i ånd, blev set af engle, blev forkyndt blandt nationer, blev troet i verden, blev taget op i herlighed.’“ (1Ti 3:16) Den fuldkomne Adam havde ikke vist fuldkommen  gudhengivenhed. Hans efterkommere, der alle var født ufuldkomne, kunne heller ikke gøre det. Hvem ville så være i stand til det? Da Guds søn kom til jorden og bevarede sin uangribelighed, blev dette spørgsmål besvaret, og den hellige hemmelighed blev åbenbaret. Det var ham Timoteus skulle se hen til som det fuldkomne eksempel med hensyn til at færdes i gudhengivenhed. — 1Ti 3:15.

Jesus Kristus var det eneste menneske der i enhver henseende viste fuldkommen gudhengivenhed og dermed beviste at mennesker i kødet kan lægge en sådan hengivenhed for dagen. Under de sværeste prøvelser lige til afslutningen af sit jordiske liv forblev Jesus „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (He 7:26) Der fandtes ingen brist i hans uangribelighed for hvilken han kunne anklages over for Gud. Inden han døde, sagde han: „Jeg har besejret verden,“ og: „Verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ (Joh 16:33; 14:30) Der fandtes ingen uretfærdighed i ham. Han kunne med rette sige til sine fjender: „Hvem af jer beviser at jeg er skyldig i synd?“ (Joh 8:46) Det der blev åbenbaret ved afsløringen af „gudhengivenhedens hellige hemmelighed“, er så storslået og betyder så meget for menneskene at det må forkyndes i hele verden. Jesus Kristus selv er grundlaget for den kristnes gudhengivenhed og mønsteret for den kristnes adfærd i menigheden.

Må opøves, sammen med tilfredshed. Fuld gudhengivenhed opnår den kristne kun ved at anstrenge sig for at opøve denne egenskab og være parat til at udholde modstand og forfølgelse. (2Ti 3:12) Selv om målet ikke er materiel vinding, er der stor vinding at opnå for den der fortsat udviser gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med det han har. Gudhengivenheden „indeholder et løfte for livet nu“, nemlig et løfte om åndelig sundhed, tilfredshed, lykke og en mening med livet, og den indeholder desuden et løfte for ’det liv som skal komme’. — 1Ti 4:7, 8; 6:6-8; jf. Ord 3:7, 8; 4:20-22.

Selv om den gudhengivne kommer ud for trængsel og forfølgelse, behøver han ikke at være bange, for ’Jehova forstår at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse’. (2Pe 2:9) Apostelen Peter giver de kristne det råd at de til deres udholdenhed skal føje gudhengivenhed. (2Pe 1:5, 6) Han tilskynder dem til at øve „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“, for at overleve dommen på Jehovas dag. — 2Pe 3:7, 10, 11; 1Pe 4:18.

Gudhengivenhedens kraft. Den der vil gå for at være gudhengiven, må anerkende at gudhengivenheden har kraft til at ændre hans personlighed, og han må være oprigtig og ægte i sin gudsfrygt. (1Ti 6:11; Ef 4:20-24) Han må anerkende at gudhengivenhedens vej er afstukket i Guds ord, og han må følge de anvisninger der findes i det. (Tit 1:1; 2Pe 1:3) Eftersom gudhengivenheden er rettet mod Gud personligt, vil man gennem hans ord og ånd lære ham personligt at kende, få et fortroligt forhold til ham og komme til at ligne ham mere og mere, ja blive hans efterligner. (Ef 5:1) Man vil i stadig højere grad komme til at genspejle Jehova Guds gode egenskaber. — 2Kor 3:18.

Hvis en der giver sig ud for at tjene Gud, begynder at stole på sine egne opfattelser i stedet for at holde sig til Guds ord, og hvis hans lære ikke „stemmer med gudhengivenhed“, og han således som lærer undlader at genspejle hengivenhed for Gud, bliver han „syg i sindet“. (1Ti 6:3, 4) Apostelen Paulus advarede sin yngre medtjener Timoteus om ugudelige personer der foregav at være gudhengivne. Han tilskyndede Timoteus til at behandle sandhedens ord på rette måde og at gå uden om tom snak som krænkede det der var helligt, for at Timoteus ikke skulle vige bort fra gudhengivenhedens vej. Derefter pegede han på at der var nogle som ville øve alle mulige former for ugudelighed og endda hyklerisk vise en ydre form for gudhengivenhed, men være en benægtelse af dens kraft. (2Ti 2:15, 16; 3:1-5) Judas taler også om sådanne mennesker og gør opmærksom på at de ikke har nogen virkelig ærefrygt eller hengivenhed for Gud, at de ikke værdsætter Guds ufortjente godhed, og at de bruger gudhengivenheden som et middel til at nå materialistiske mål og tilfredsstille et sanseligt begær. Deres hykleri giver sig til kende i deres skamløse adfærd. — Jud 4.

Hvad er „denne lovløsheds hemmelighed“ som Paulus nævner?

Der er her tale om en anden hemmelighed, som er den diametrale modsætning til Jehovas „hellige hemmelighed“. Den betegnes som „denne lovløsheds hemmelighed“. Den var en hemmelighed for de sande kristne på Paulus’ tid fordi „lovløshedens menneske“ endnu ikke havde vist sig i form af en tydeligt genkendelig og definerbar gruppe af mennesker. Og selv efter at dette „menneske“ havde taget form, ville dets identitet fortsat være en gåde for de fleste  mennesker fordi det ville øve sit ugudelige virke under dække af gudhengivenhed og i gudhengivenhedens navn. Der ville i virkeligheden være tale om et frafald fra den sande gudhengivenhed. Paulus sagde at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed på hans tid — fordi der i den kristne menighed var en lovløs indflydelse som efterhånden ville føre til denne frafaldne skares fremtræden. Men til sidst ville Jesus Kristus udrydde dette „menneske“ ved sin nærværelses tydelige fremtræden. Dette frafaldne „menneske“ som var ledet af Satan, ville ophøje sig selv over „enhver som siges at være ’gud’ eller genstand for dyrkelse“ (gr.: seʹbasma). Denne store modstander af Gud der virkede som Satans redskab, ville således være yderst bedragerisk og bringe undergang over sine ofre. „Lovløshedens menneske“ ville netop have held med sit virke fordi det ville øve sin gudløshed under et hyklerisk dække af gudhengivenhed. — 2Ts 2:3-12; jf. Mt 7:15, 21-23.