Det græske ord blasfēmiʹa har grundbetydningen ond, bagtalerisk eller ærekrænkende tale, hvad enten den er møntet på Gud eller på mennesker. (Jf. Åb 16:11; Mt 27:39.) På dansk er fremmedordet blasfemi (som kommer af blasfēmiʹa) derimod begrænset til kun at omfatte uærbødig eller ærekrænkende tale henvendt til Gud eller udtalt om Gud og hellige ting. — Se også SPOT.

Navnet Diaʹbolos (der betyder „djævel“, eller „bagvasker“) viser at Guds ærkefjende var den første der gjorde sig skyldig i gudsbespottelse. Selv om hans ord til Eva i Eden var dunkle og underfundige, var det tydeligt at han fremstillede Skaberen som upålidelig eller usandfærdig. (1Mo 3:1-5) Fra dengang til nu har Satan været hovedophav til gudsbespottelig tale. — Joh 8:44-49.

Den ’påkaldelse af Jehovas navn’ der begyndte på Enosj’ tid, kan ikke have været en oprigtig og korrekt påkaldelse, for denne var begyndt længe før, uden tvivl da Abel henvendte sig til Gud med anvendelse af hans personlige navn. (1Mo 4:26; He 11:4) Hvis påkaldelsen på Enosj’ tid bestod i at man brugte Jehovas navn om mennesker eller om genstande man tilbad som afguder, sådan som nogle mener, var der tale om gudsbespottelse. — Se ENOSJ.

Den trofaste Job bragte ofre for det tilfælde at hans børn på et tidspunkt skulle have „forbandet Gud i deres hjerte“ ved at tænke syndige tanker; og under de trængsler han selv blev udsat for, ’syndede han ikke og tillagde ikke Gud noget utilbørligt’, på trods af modstanderens gudsbespottelige forsøg på at få ham til at ’forbande Gud lige op i hans ansigt’. (Job 1:5, 11, 20-22; 2:5-10) Bevidst eller ubevidst talte Jobs tre venner usandt om Gud og „kendte Gud skyldig“, mens de antydede at Job havde talt og handlet gudsbespotteligt. — Job 15:6, 25; 32:3; 42:7, 8.

Under Lovpagten. De første tre af „De Ti Ord“ omhandler Jehova Guds enestående stilling som universets Suveræn og hans eneret til al tilbedelse. Advarende siges der: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.“ (2Mo 34:28; 20:1-7) Det var forbudt at nedkalde ondt over Gud eller at forbande en høvding. (2Mo 22:28) Den første beretning derefter om et tilfælde af udtalt gudsbespottelse drejer sig om en søn af en israelitisk kvinde og en ægypter der under et slagsmål med en israelit „gav sig til at spotte Navnet og at nedkalde ondt over det“. (For „spotte“ bruges her det hebraiske ord naqavʹ, der har grundbetydningen „at bore; at gennembore“ [2Kg 12:9; 18:21], og det betegner en grov og uforskammet tale, som i dette tilfælde var rettet mod Jehova Gud.) Jehova afgjorde at overtræderen skulle stenes til døde, og han fastsatte dette som straffen for enhver der i fremtiden ’spottede Jehovas navn’, hvad enten det var en indfødt israelit eller en fastboende udlænding iblandt dem. — 3Mo 24:10-16.

Kort efter gjorde det store flertal af israelitterne sig skyldige i en respektløs knurren mod Jehova. Af den grund blev de dømt til at vandre 40 år i ørkenen, og de der var fra 20-årsalderen og opefter, blev dømt til at dø dér. (4Mo 14:1-4, 11, 23, 29; 5Mo 1:27, 28, 34-39) Drevet af deres gudsbespottelige indstilling var de nær ved at stene Guds trofaste tjenere. (4Mo 14:10) Koras, Datans og Abirams bespottelige tale var ganske vist rettet mod Moses og Aron, der repræsenterede Gud, men før Gud henrettede disse mænd og dem af deres husstande der havde taget opstilling foran deres telte, sagde Moses alligevel til de omkringstående: „Så skal I vide at disse mænd har handlet respektløst over for Jehova“ — nemlig ved at vise ringeagt for hans teokratiske udnævnelser. — 4Mo 16:1-3, 30-35.

Handlinger som var i modstrid med Guds pagtslove, kunne åbenbart i sig selv, uden ord, opfattes som en bespottelse af Jehova. Mens den der af vanvare overtrådte Guds lov, kunne opnå tilgivelse, skulle den der gjorde det med vilje eller med overlæg, hvad enten han var en indfødt israelit eller en fastboende udlænding, lide døden  som en der havde spottet Jehova og ringeagtet hans ord og bud. — 4Mo 15:27-31; jf. 5Mo 31:20; Ne 9:18, 26.

Andre som ifølge De Hebraiske Skrifter handlede bespotteligt, var præsten Elis sønner (1Sa 3:12, 13) og den hedenske assyriske hofmand Rabsjake. (2Kg 19:4-6, 22, 23) I dette sidste tilfælde bruges det hebraiske ord gadhafʹ for „spotte“. (V. 6 og 22) Dets oprindelige betydning er at tilføje fysisk skade, „at stene“, men det er derefter blevet brugt i den overførte betydning at skade med ord, „at spotte“. (Også i 4Mo 15:30; Ez 20:27.) Den uskyldige Nabot blev kendt skyldig i gudsbespottelse og dømt til døden på falske vidneudsagn. (1Kg 21:10-13) Senere fordømte Gud de falske profeter der beroligede dem som handlede respektløst over for Jehova. (Jer 23:16, 17) Jehova advarede udtrykkeligt om at de der smædede ham, ville få deres tilmålte løn „i deres favn“. (Es 65:6, 7; jf. Sl 10:13; Es 8:20-22.) På grund af Israels frafald blev Jehovas navn vanæret blandt nationerne. — Es 52:4, 5; Ez 36:20, 21.

Med tiden fostrede den rabbinske lære den fejlagtige opfattelse at det ifølge 3 Mosebog 24:10-23 i det hele taget var forbudt og gudsbespotteligt at udtale navnet Jehova. Og når dommerne ved den religiøse domstol hørte vidneudsagn om de bespottelige ord som den anklagede formodedes at have fremsagt, skulle de ifølge den talmudiske overlevering sønderrive deres klæder, efter eksemplet i 2 Kongebog 18:37; 19:1-4. — The Jewish Encyclopedia, 1976, bd. III, s. 237; jf. Mt 26:65.

I De Kristne Græske Skrifter. Apostelen Paulus viser hvilken betydning der ligger i ordet blasfēmiʹa når han i Romerne 2:24 bruger udsagnsordet blasfēmeʹō i et citat fra Esajas 52:5 og Ezekiel 36:20, 21.

Det er også gudsbespottelse når man tillægger sig selv Guds egenskaber, når man tiltager sig hans rettigheder eller tilskriver andre dem, det være sig personer eller ting. (Jf. Apg 12:21, 22.) De jødiske religiøse ledere beskyldte Kristus Jesus for gudsbespottelse fordi han sagde at nogle menneskers synder var tilgivet (Mt 9:2, 3; Mr 2:5-7; Lu 5:20, 21), og de gjorde forsøg på at stene ham som en gudsbespotter fordi han sagde at han var Guds søn. (Joh 10:33-36) Da Jesus over for Sanhedrinet udtalte sig om Guds hensigt med ham og den høje stilling han skulle beklæde, sønderrev ypperstepræsten sine yderklæder og anklagede Jesus for gudsbespottelse, af hvilken grund Jesus blev dømt skyldig til døden. (Mt 26:63-66; Mr 14:61-64) Da de jødiske ledere ikke havde beføjelse fra romerne til at fuldbyrde en dødsdom, ændrede de underfundigt deres anklage for gudsbespottelse til en anklage for oprør da de førte Jesus frem for Pilatus. — Joh 18:29–19:16.

Eftersom Jesus var Guds søn og udsendt på Guds vegne, kan onde ord henvendt til ham også med rette kaldes blasfēmiʹa, bespottelse. (Lu 22:65) På samme måde er den hellige ånd eller virksomme kraft der udgår fra Gud, så snævert forbundet med Gud selv at Jesus kunne tale om „bespottelse [blasfēmiʹa] imod ånden“ som en utilgivelig synd. (Mt 12:31; Mr 3:28, 29; Lu 12:10) Da bespottelse (blasfēmiʹa) siges at have sin oprindelse i hjertet (Mt 15:19; Mr 7:21, 22), må hjertetilstanden, der afspejles i graden af forsætlighed, have forbindelse med bespottelse af ånden. De omstændigheder der førte til Jesu udtalelse om en sådan synds utilgivelighed, viser at der er tale om at modstå Guds ånds virke med vidende og vilje og ikke som følge af bedrag, menneskelig svaghed eller ufuldkommenhed. Farisæerne så tydeligt Guds ånd virke i Jesus når han gjorde gode gerninger, og alligevel tilskrev de af selviske grunde Beelzebub, Satan Djævelen, de mirakuløse evner han besad, hvorved de spottede Guds hellige ånd. — Mt 12:22-32; jf. He 6:4-6; 10:26, 27.

I lighed med Jesus led Stefanus martyrdøden på en anklage for gudsbespottelse. (Apg 6:11-13; 7:56-58) Paulus, der også hed Saulus, havde været en gudsbespotter og havde prøvet at tvinge kristne til at „afsværge deres tro“ (ordr.: „at spotte“), men da han selv blev en Kristi discipel, måtte han udstå bespottelige modsigelser fra jøderne, og i Efesus blev hans lære af nogle direkte stemplet som en bespottelse af den hedenske gudinde Artemis. (Apg 13:45; 19:37; 26:11; 1Ti 1:13) Ved at udstøde Hymenæus og Alexander overgav Paulus dem ’til Satan for at de gennem tugt kunne lære ikke at spotte Gud’. (1Ti 1:20; jf. 2Ti 2:16-18.) Jakob sagde at de rige som klasse betragtet var tilbøjelige til at ’spotte det smukke navn’ hvormed disciplene blev kaldt. (Jak 2:6, 7; jf. Joh 17:6; Apg 15:14.) I „de sidste dage“ skulle der være mange gudsbespottere (2Ti 3:1, 2), som det også forudsiges både direkte og i billedtale i Åbenbaringens Bog. — Åb 13:1-6; 16:9-11, 21; 17:3.