Jehova pålagde gennem Moses sit udvalgte folk at fejre visse højtider som var uløseligt forbundet med den sande tilbedelse. Det hebraiske ord chagh, der oversættes med „højtid“, er muligvis afledt af et udsagnsord der betyder „at bevæge sig rundt i en kreds, at være kredsformet, at danse rundt i en kreds“, og deraf har det fået betydningen „at fejre en regelmæssigt tilbagevendende fest eller højtid“. Grundbetydningen af ordet mō‛edhʹ, som gengives med „festtid“, er et fastsat eller aftalt sted, et mødested, og en fastsat tid. — 1Sa 20:35; 2Sa 20:5.

De højtider og andre særlige dage eller perioder som skulle helligholdes, var:

HØJTIDER I ISRAEL

FØR LANDFLYGTIGHEDEN

ÅRLIGE HØJTIDER

1. Påsken, 14. abib (nisan)

2. De usyrede brøds højtid, 15.-21. abib (nisan)

3. Ugefesten, eller pinsen, 6. sivan

4. Trompetblæsningsdagen, 1. etanim (tisjri)

5. Forsoningsdagen, 10. etanim (tisjri)

6. Løvhyttefesten, 15.-21. etanim (tisjri), med et højtidsstævne den 22.

ANDRE HØJTIDER

1. Den ugentlige sabbatsdag

2. Nymånedagen

3. Sabbatsåret (hvert 7. år)

4. Jubelåret (hvert 50. år)

EFTER LANDFLYGTIGHEDEN

1. Indvielseshøjtiden, 25. kislev

2. Purimsfesten, 14., 15. adar

De tre store højtider. De tre vigtigste „festtider“ kaldes undertiden valfartshøjtider fordi alle personer af mandkøn skulle samles for at fejre dem i Jerusalem. De blev holdt på faste tider i løbet af året og blev derfor betegnet med det hebraiske ord mō‛edhʹ. (3Mo 23:2, 4) Men når der  udelukkende er tale om de tre store højtider, bruges som oftest ordet chagh, der ikke blot indeholder tanken om noget periodisk tilbagevendende, men også om en tid med stor fryd og glæde. Disse tre store højtider var:

(1) De usyrede brøds højtid. (2Mo 23:15) Denne højtid begyndte dagen efter påsken og varede fra den 15. til og med den 21. abib (nisan). Påsken blev fejret den 14. nisan og var egentlig en selvstændig højtid, men eftersom den tidsmæssigt var så nært forbundet med de usyrede brøds højtid, blev de to højtider ofte under ét betegnet som påsken. — Mt 26:17; Mr 14:12; Lu 22:7.

(2) Ugefesten, senere kaldet pinsen. Den blev fejret på den 50. dag efter den 16. nisan, det vil sige den 6. sivan. — 2Mo 23:16a; 34:22a.

(3) Løvhyttefesten, også kaldet indsamlingshøjtiden. Denne højtid blev fejret fra den 15. til den 21. etanim (tisjri; den 7. måned), og den 22. blev der holdt et højtidsstævne. — 3Mo 23:34-36.

Hvor, hvornår og hvordan disse højtider skulle fejres, var bestemt af Jehova. Det var „Jehovas festtider“. (3Mo 23:4) De var knyttet til forskellige årstider efter det religiøse år: Det tidlige forår, det sene forår og efteråret. Dette var ikke uden betydning, for på disse tidspunkter høstede man de første afgrøder på markerne og i vingårdene, noget som gav anledning til stor glæde blandt det forjættede lands indbyggere, og gennem højtiderne fik de lejlighed til at anerkende og takke Jehova som deres gavmilde Forsørger.

Generelle forskrifter for disse højtider. Ifølge Moseloven skulle alle mandlige israelitter ’vise sig for Jehova deres Gud’ ved at samles for at fejre de tre store årlige højtider på det sted han udvalgte. (5Mo 16:16) Det sted der til sidst blev udvalgt, var Jerusalem. Der var dødsstraf for at udeblive fra påsken (4Mo 9:9-13), men der var ikke fastsat nogen straf for at udeblive fra de øvrige højtider. Dog ville tilsidesættelse af Guds love i almindelighed, deriblandt lovene om højtider og sabbatter, medføre straf og vanskeligheder for folket som helhed. (5Mo 28:58-62) Påsken skulle fejres den 14. nisan eller, under særlige omstændigheder, en måned senere.

Skønt kvinderne, i modsætning til mændene, ikke var forpligtede til at foretage rejserne til de årlige højtider, var der nogle kvinder der gjorde det, for eksempel Hanna, Samuels moder (1Sa 1:7), og Maria, Jesu moder. (Lu 2:41) Israelitiske kvinder som elskede Jehova, deltog i højtiderne når som helst de havde mulighed for det. Som det fremgår af beretningen, var det ikke blot Jesu forældre der regelmæssigt tog op til Jerusalem, men deres slægtninge og bekendte var med i rejseselskabet. — Lu 2:44.

Jehova gav israelitterne forsikringen: „Ingen vil begære dit land mens du drager op for at se Jehova din Guds ansigt tre gange om året.“ (2Mo 34:24) Selv om der ikke blev nogen mænd tilbage til at beskytte byerne og landet, var der helt frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 ingen fremmed nation som forsøgte at indtage jødernes land under en af deres højtider. I år 66, efter at den jødiske nation havde forkastet Jesus som Messias, dræbte Cestius Gallus dog 50 personer i Lydda under løvhyttefesten.

Ingen af de mandlige deltagere måtte komme tomhændede til højtiderne. Enhver skulle medbringe en gave som ’svarede til den velsignelse Jehova havde givet’. (5Mo 16:16, 17) Og i Jerusalem skulle man sammen med levitterne spise den „anden“ tiende (i modsætning til den tiende der blev givet til levitternes underhold [4Mo 18:26, 27]) af årets korn, vin og olie, foruden de førstefødte af hornkvæget og småkvæget. Hvis rejsen til højtiden var for lang, kunne man dog omsætte disse ting i penge og for pengene købe mad og drikke til brug under opholdet ved helligdommen. (5Mo 14:22-27) Højtiderne gav israelitterne lejlighed til at vise deres troskab mod Jehova og gav dem anledning til at komme sammen og fryde sig. Glæden skulle også deles med enkerne, de faderløse og de fastboende udlændinge (5Mo 16:11, 14), det sidste naturligvis under forudsætning af at de dyrkede Jehova, og at mændene iblandt dem havde ladet sig omskære. (2Mo 12:48, 49) Der blev altid bragt særlige ofre ud over de daglige ofre, og mens brændofrene og fællesskabsofrene blev frembåret, blev der blæst i trompeter. — 4Mo 10:10.

Kort før templet blev bygget, reorganiserede kong David præsteskabet, idet han inddelte de hundreder af aronitiske præster i 24 skifter, sammen med de levitiske hjælpere. (1Kr 24) Hvert skifte tjente senere ved templet i en uge to gange om året. Overhovedet for fædrenehuset traf de nødvendige foranstaltninger. Af 2 Krønikebog 5:11 fremgår det at alle de 24 præsteskifter tjente sammen ved indvielsen af templet, der blev afholdt under løvhyttefesten. (1Kg 8:2; 3Mo 23:34) Alfred Edersheim skriver i The Temple (1874, s. 66) at alle præster var velkomne til at komme og tjene i templet ved højtiderne, mens det var et krav at alle de 24 skifter gjorde tjeneste under løvhyttefesten.

Under disse højtider havde præsterne, levitterne og netinim-folkene, der tjente sammen  med dem, en kolossal arbejdsbyrde. Dette fremgår for eksempel af beskrivelsen af den højtid som kong Ezekias holdt efter at han havde renset templet. Ved denne lejlighed blev den syv dage lange højtid forlænget til fjorten dage, og det hedder i beretningen at Ezekias selv gav 1000 tyre og 7000 får som skulle ofres, og at fyrsterne gav 1000 tyre og 10.000 får. — 2Kr 30:21-24.

Visse dage under højtiderne var dage med helligt stævne eller højtidsstævne; det var sabbatter hvor man, ligesom på de ugentlige sabbatter, skulle afholde sig fuldstændig fra de sædvanlige gøremål og ikke måtte udføre noget som helst verdsligt arbejde. Den eneste undtagelse var at man på disse dage havde lov til at træffe forberedelser til højtiden, for eksempel ved at tilberede mad, hvilket var forbudt på de ugentlige sabbatter. (2Mo 12:16) Der var altså i denne henseende en forskel mellem højtidssabbatterne og de faste ugesabbatter (og sabbatten på den tiende dag i den syvende måned [forsoningsdagen], der var en fastedag), på hvilke der overhovedet ikke måtte udføres noget arbejde, end ikke tændes ild i boligen. — Sml. 3Mo 23:3, 26-32 med versene 7, 8, 21, 24, 25, 35, 36 og med 2Mo 35:2, 3.

Højtidernes betydning i israelitternes liv. Højtiderne spillede en meget vigtig rolle i den israelitiske nations liv. Mens israelitterne endnu var i trældom i Ægypten, sagde Moses til Farao at grunden til at de ville rejse, var at de havde „en højtid for Jehova“. (2Mo 10:9) Der blev i Lovpagten medtaget mange detaljerede forskrifter for hvordan højtiderne skulle fejres. (2Mo 34:18-24; 3Mo 23:1-44; 5Mo 16:1-17) I overensstemmelse med Guds bud hjalp højtiderne alle deltagerne til at holde sindet rettet mod Guds ord og ikke blive så optaget af deres personlige anliggender at de glemte den vigtigere, åndelige side af tilværelsen. Disse højtider mindede dem også om at de var et folk for Jehovas navn. På vejen til og fra højtiderne havde de rig lejlighed til at tale om deres Guds godhed og de velsignelser han skænkede dem dag efter dag året igennem. Højtiderne gav dem lejlighed til at være sammen og til at tale om og grunde over Jehovas lov. De bidrog til at de lærte det gudgivne land bedre at kende, øgede forståelsen og næstekærligheden iblandt dem og fremmede enheden og den rene tilbedelse. De var anledninger til glæde, mindede deltagerne om Guds tanker og veje og var til åndelig velsignelse for alle som deltog i dem i oprigtighed. Et eksempel på dette er den velsignelse som tusinder fik del i da de fejrede pinsen i Jerusalem i år 33. — Apg 2:1-47.

Højtiderne var ensbetydende med glæde for jøderne. Før landflygtigheden i Babylon, da de fleste israelitter havde glemt det egentlige, åndelige formål med højtiderne, udtalte profeterne Hoseas og Amos at Jerusalems kommende, forudsagte ødelæggelse ville betyde at disse glædelige højtider ophørte eller blev forvandlet til sorg. (Ho 2:11; Am 8:10) Efter Jerusalems fald sagde Jeremias klagende at „vejene til Zion sørger, for ingen kommer til festtiden“. Festtid og sabbat var nu ’gået i glemme’. (Kl 1:4; 2:6) Esajas beskrev på forhånd hvor lykkelige de der i 537 f.v.t. vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon, ville være: „Der vil være sang hos jer, som den nat man helliger sig til en højtid.“ (Es 30:29) Men ikke længe efter at de var vendt tilbage til deres gudgivne land, vanhelligede de igen Jehovas højtider i en sådan grad at Gud gennem profeten Malakias advarede præsterne om at skarnet fra deres højtider ville blive spredt på deres ansigter. — Mal 2:1-3.

De kristne bibelskribenter omtaler højtiderne adskillige gange, både direkte og indirekte, undertiden med en glædelig, symbolsk og profetisk anvendelse på kristne. Det blev imidlertid ikke pålagt de kristne at de bogstaveligt skulle fejre disse højtider. — Kol 2:16, 17; se de enkelte højtider under deres respektive navne.