Hellig hemmelighed
Noget der stammer fra Gud, holdes tilbage til hans tid er inde og kun åbenbares for dem han vælger at gøre det kendt for.
Det græske ord mystēʹrion, der gengives med „hellig hemmelighed“, betyder først og fremmest „det som den indviede er bekendt med“. I de gamle mysteriereligioner der florerede i den første kristne menigheds tid, måtte de der ville deltage i mysteriefestlighederne, gennemgå et indvielsesritual. Uindviede var forment adgang både til de såkaldte hellige handlinger og til oplysning om hvori de bestod, og de indviede var bundet ved ed til ikke at røbe hemmelighederne. Men ordet blev også brugt i hverdagssproget i ikkereligiøs betydning om for eksempel en personlig hemmelighed, en hemmelighed mellem venner eller familiehemmeligheder. Apostelen Paulus bruger den passive form af myeʹō i denne sidstnævnte betydning når han siger: „Jeg [har] lært hemmelighederne [ordr.: „Jeg er blevet indviet i hemmeligheder“], både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.“ — Flp 4:12.
Adskiller sig fra mysteriereligionerne. Om det græske mystēʹrion siger Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words: „I [Det Nye Testamente] betegner det ikke det mysteriøse (i betydningen ’det gådefulde’), men det som ikke umiddelbart kan opfattes med sanserne, og som derfor kun kan erfares ved en åbenbaring fra Gud, der bliver givet på den måde og til den tid Gud selv fastsætter, og kun til dem der er oplyst af hans ånd. Ved en hemmelighed forstås i almindelighed tilbageholdt viden, men i bibelsk forstand er det en åbenbaret sandhed. Det er derfor navnlig sådanne ord som ’gjort bekendt med’, ’bekendtgjort’, ’åbenbaret’, ’forkyndt’ og ’forstå’ der bruges i forbindelse med dette begreb.“ — 1981, bd. 3, s. 97
Guds hellige hemmeligheder og andre „hemmeligheder“ der nævnes i Bibelen, som for eksempel den der drejer sig om Babylon den Store, skal derfor ikke holdes hemmelige for evigt, men vil blive åbenbaret af Jehova for dem der ser hen til ham, og som han ønsker at åbenbare dem for når hans tid er inde. Apostelen Paulus kommer ind på dette i 1 Korinther 2:6-16, hvor han omtaler Guds ’hellige hemmelighed’ som „den skjulte visdom“ han har åbenbaret for sine kristne tjenere ved sin ånd, en hemmelighed som verdens ånd eller menneskers visdom ikke kan fatte, men som de der „forbinder åndelige anliggender med åndelige ord“, taler om og forstår. Som Jesus Kristus allerede havde sagt til sine disciple: „Jer er Guds riges hellige hemmelighed [gr.: mystēʹrion] blevet givet, men for dem udenfor fremstilles alt i billeder, for at de, skønt de ser og ser, dog ikke skal indse, og skønt de hører og hører, dog ikke skal få fat i meningen, og heller ikke nogen sinde skal vende om og få tilgivelse.“ — Mr 4:11, 12; Mt 13:11-13; Lu 8:10.
Den store forskel mellem Guds hellige hemmelighed og mysteriereligionernes hemmeligheder består først og fremmest i at Guds hemmelighed indeholder en god nyhed og ikke løgn og menneskers bedrag. (Joh 8:31, 32, 44; Kol 1:5; 1Jo 2:27) Dernæst består forskellen i at de der bliver udvalgt til at forstå Guds hellige hemmelighed, er forpligtede til at forkynde og bekendtgøre den i videst muligt omfang i stedet for at holde den hemmelig. Dette fremgår, som nævnt ovenfor, af at Bibelen bruger ord som ’forkynde’ og ’bekendtgøre’, og desuden ’fremholde’ og ’tale’, i forbindelse med „den gode nyheds hellige hemmelighed“. De sande kristne gjorde sig store anstrengelser for at forkynde den gode nyhed om forståelsen af den hellige hemmelighed for „al skabningen under himmelen“. (1Kor 2:1; Ef 6:19; Kol 1:23; 4:3, 4) Gud afgør hvem der ikke er værdig til at få denne forståelse, og holder den tilbage fra dem. Det vil ikke sige at Gud er partisk når han gør det. Det skyldes „deres hjertes ufølsomhed“ at Gud ikke åbner for forståelsen af sin hellige hemmelighed for dem. — Ef 4:17, 18.
Kristus er midtpunktet. Eftersom „det at vidne om Jesus er . . . ånden i profetien“, må „Guds hellige hemmelighed“ have Kristus som midtpunkt. (Åb 19:10; Kol 2:2) Alle Guds „hellige hemmeligheder“ drejer sig om hans messianske rige. (Mt 13:11) Apostelen Paulus skriver til sine medkristne: „Omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier,“ og „det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt“. — Kol 2:2, 3, 9.
Paulus kalder sig selv husholder over „Guds hellige hemmeligheder“. (1Kor 4:1) Han taler om „den indsigt [han] har i den hellige hemmelighed om Messias“. (Ef 3:1-4) Han siger at denne hellige hemmelighed er en skjult visdom som Gud har forudbestemt før tingenes ordninger. (1Kor 2:7) Kundgørelsen af „Guds hellige hemmelighed“ begyndte med Jehovas egen profeti i 1 Mosebog 3:15. I århundreder så troens mænd frem til det lovede „afkom“ der skulle udfri menneskene fra synd og død, men de forstod ikke hvem der skulle være dette „afkom“, og hvordan udfrielsen skulle finde sted. Det var først da Kristus kom og ’kastede lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed’, at dette kom til at stå klart. (2Ti 1:10) Da begyndte man at forstå hemmeligheden om ’kvindens afkom’.
Det messianske rige. Paulus giver i sine breve et fuldstændigt billede af åbenbarelsen af den hellige hemmelighed om Messias. I Efeserne 1:9-11 nævner han at Gud har gjort „sin viljes hellige hemmelighed“ kendt, og siger: „Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi også er blevet udpeget som arvinger, idet vi var forudbestemt efter hans forsæt, han som udvirker alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder.“ Denne „hellige hemmelighed“ vedrører en regering, Guds messianske rige. „Det i himlene“ som Paulus omtaler, er Kristi kommende medarvinger til dette himmelske rige. „Det på jorden“ er Rigets jordiske undersåtter. Jesus forklarede sine disciple at den hellige hemmelighed har at gøre med Riget da han sagde til dem: „Jer er Guds riges hellige hemmelighed blevet givet.“ — Mr 4:11.
Indbefatter også menigheden. Der er mange ting forbundet med forståelsen af den hellige hemmelighed. Apostelen kom nærmere ind på en af dem da han nævnte at den hellige hemmelighed også indbefatter menigheden, hvis hoved er Kristus. (Ef 5:32; Kol 1:18; Åb 1:20) Dens medlemmer er hans medarvinger, som han deler regeringsmagten i Riget med. (Lu 22:29, 30) De udtages både blandt jøder og hedninger. (Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27) Denne side af „den hellige hemmelighed“ kunne ikke forstås før Peter i år 36 fik besked på at gå til hedningen Kornelius, hvor han så ham og hans hedenske husstand modtage den hellige ånds gaver. (Apg 10:34, 44-48) I et af sine breve til hedningekristne sagde Paulus: „I . . . var uden Kristus, . . . fremmede for løftets pagter, og I havde intet håb og var uden Gud i verden. Men nu, i samhørighed med Kristus Jesus, er I som engang var langt borte, kommet nær ved hjælp af Messias’ blod.“ (Ef 2:11-13) Ved den måde hvorpå Gud tog sig af menigheden, ville hans „alsidige visdom“ „blive gjort kendt for regeringerne og myndighederne i det himmelske“. — Ef 3:10.
I et syn der er beskrevet i Åbenbaringen, ser Johannes at menigheden består af 144.000 der er „blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. De står sammen med Lammet, Jesus Kristus, på Zions Bjerg, dér hvor ’byen der tilhører den levende Gud, det himmelske Jerusalem’, ligger. I det gamle jordiske Jerusalem stod „Jehovas trone“, og kongerne af Davids slægtslinje sad på den, og Jehovas tempel fandtes også her. I det himmelske Jerusalem er det Jesus Kristus der sidder på tronen, og hans loyale, åndssalvede disciple er hans medregenter i Riget. (Åb 14:1, 4; He 12:22; 1Kr 29:23; 1Pe 2:4-6) En af de ting Gud gør i forbindelse med menigheden, er at han oprejser disse medregenter til udødeligt og uforgængeligt liv når Kristus er nærværende, hvilket også er „en hellig hemmelighed“. — 1Kor 15:51-54.
Gudhengivenhedens hellige hemmelighed. Paulus skrev til Timoteus: „Jeg . . . skriver disse ting til dig for at du . . . kan vide hvordan du bør færdes i Guds husstand, som er den levende Guds menighed, en sandhedens søjle og støtte. Ja, denne gudhengivenhedens hellige hemmelighed er stor, det må indrømmes: ’Han [Jesus Kristus] blev gjort kendt i kød, blev erklæret retfærdig i ånd, blev set af engle, blev forkyndt blandt nationer, blev troet i verden, blev taget op i herlighed.’“ — 1Ti 3:14-16.
2Ti 3:5.) Den kunne derfor være „en sandhedens søjle og støtte“ midt i en verden fuld af vildfarelse og falsk religion, deriblandt de ’mysterier’ eller hemmeligheder der var hellige for Satan og dem han havde forblindet. (2Kor 4:4) Jesus Kristus er den hvis gudhengivenhed var forudsagt og beskrevet i de inspirerede hebraiske skrifter. I århundreder, lige siden Guds suverænitet blev udfordret og der blev rejst tvivl om menneskets uangribelighed, var det en „hellig hemmelighed“ om de der blev udsat for pres fra Djævelen, kunne bevare en fuldstændig, urokkelig, uplettet gudhengivenhed. Hvem, om overhovedet nogen, ville være i stand til at holde ud under denne prøve og komme igennem den fuldstændig ren, uden synd og ubesmittet, i udelt hengivenhed for Jehova? Et spørgsmål der var beslægtet med dette, drejede sig om hvem ’kvindens afkom’, der ville knuse Slangens hoved, var. Dette ville blive helt åbenbaret når Kristus „blev gjort kendt i kød, blev erklæret retfærdig i ånd, blev set af engle, blev forkyndt blandt nationer, blev troet i verden, blev taget op i herlighed“. (1Ti 3:16; 6:16) Dette var et spørgsmål af meget stor betydning. Spørgsmålet om gudhengivenhed var centreret om én person, Jesus Kristus. Og Kristus viste en urokkelig gudhengivenhed i sit livsløb. Dette var til stor gavn for menneskeheden, og det ophøjer Jehovas navn. — Se GUDHENGIVENHED.
„Den levende Guds menighed“ havde sandheden, og den vidste fuld besked med „gudhengivenhedens hellige hemmelighed“. Den havde ikke blot gudhengivenhedens ydre form, men også dens kraft. (Jf.Vil blive fuldbyrdet. I forbindelse med det syn apostelen Johannes fik, hørte han en engel sige: „I dagene for den syvende engels røst, når han skal til at blæse i sin trompet, er Guds hellige hemmelighed ifølge den gode nyhed som han forkyndte sine trælle profeterne, virkelig fuldbyrdet.“ (Åb 10:7) Denne fuldbyrdelse af den hellige hemmelighed er nært forbundet med at den syvende engel blæser i sin trompet, hvorefter følgende bekendtgørelse lyder i himmelen: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ (Åb 11:15) Følgelig er Guds hellige hemmelighed fuldbyrdet på det tidspunkt Jehova begynder at herske i sit rige ved sin Messias, eller Kristus. Jesus Kristus talte meget til sine disciple, Guds „trælle“, om Guds rige, og han sagde at ’den gode nyhed om riget’ ville blive forkyndt helt frem til enden (gr.: teʹlos) på „tingenes ordning“. Efter at „Guds hellige hemmelighed“ var „fuldbyrdet“, ville ’den gode nyhed’ der blev forkyndt, derfor også indbefatte det som røsterne i himmelen kundgjorde: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’.“ — Mt 24:3, 14.
Angående ’lovløshedens hemmelighed’ (2Ts 2:7), se LOVLØSHEDENS MENNESKE. Angående „en hemmelighed: ’Babylon den Store’“ (Åb 17:5), se BABYLON DEN STORE.