Man mener at det hebraiske ord ’asjerahʹ (flertal: ’asjerīmʹ) betegner (1) en hellig pæl der repræsenterede Asjera, en kana’anæisk frugtbarhedsgudinde (Dom 6:25, 26), og (2) gudinden Asjera selv (2Kg 13:6, fdn.), men det er ikke altid muligt at afgøre om et skriftsted taler om den afguderiske kultgenstand eller gudinden. I flere nyere bibeloversættelser har man dog søgt at skelne ved i nogle tilfælde at gengive det hebraiske ord sådan at der lægges vægt på støtten eller pælen, og i andre tilfælde at lade det stå som navnet på gudinden. (JB, DA31, DA92) Andre oversættere har blot translittereret det hebraiske ord (RS) eller har konsekvent gengivet det med „hellig pæl“. (NV) I nogle ældre bibeloversættelser er det hebraiske ord oversat med „lund“. (KJ, Le, Li) Men denne gengivelse er ikke velegnet i skriftsteder som Dommerne 3:7 og 2 Kongebog 23:6 (KJ), der taler om at dyrke (dvs. tilbede) „lunde“ og bringe „lunden“ ud fra templet i Jerusalem.

De hellige pæle. De hellige pæle stod åbenbart oprejst, og de må have været helt eller delvis af træ eftersom israelitterne fik befaling til at hugge dem om og brænde dem. (2Mo 34:13; 5Mo 12:3) Det kan blot have været uforarbejdede pæle, eller i nogle tilfælde simpelt hen almindelige træer, som det synes at fremgå af påbudet til Guds folk om ’ikke at plante noget træ som en hellig pæl’. — 5Mo 16:21.

Hverken Israel eller Juda overholdt Guds udtrykkelige befaling om ikke at opstille hellige støtter og hellige pæle; de rejste dem „på hver høj bakke og under hvert frodigt træ“ ved siden af altrene de ofrede på. Nogle forskere formoder at pælene var et symbol på det kvindelige princip og støtterne et symbol på det mandlige. De var sandsynligvis frugtbarhedssymboler der hørte til afgudsdyrkelsen og den dermed forbundne sexkult, en formodning der bestyrkes af at der tales om tilstedeværelsen af mandlige tempelprostituerede allerede i Rehabeams regeringstid. (1Kg 14:22-24; 2Kg 17:10) Kun sjældent kom der konger som Ezekias og Josias der „fjernede offerhøjene og knuste de hellige støtter og huggede den hellige pæl om“. — 2Kg 18:4; 2Kr 34:7.

 Asjera. Ras Shamra-teksterne omtaler guden El som „Skaberen af skabningen“ og siger at gudinden Asjera var hans hustru. Hun kaldes „Herskerinden, Havets Asjera,“ og „Gudefødersken“, hvilket også gør hende til Ba’als moder. Men som det fremgår af ikkebibelske kilder såvel som af Bibelen selv, herskede der betydelig usikkerhed med hensyn til rollefordelingen mellem ba’alsdyrkelsens tre fremtrædende kvindelige guddomme (Anat, Asjera og Astarte). Astarte var så vidt man kan forstå, Ba’als hustru, men det lader til at Asjera også blev anset for at være det.

I dommertiden dyrkede de frafaldne israelitter „ba’alerne og de hellige pæle [asjererne]“. (Dom 3:7, fdn.; jf. 2:13.) At disse guddomme står i flertal, kunne tyde på at hver egn havde sin egen Ba’al og Asjera. (Dom 6:25) Kong Akab af Israels zidoniske hustru, Jesabel, beværtede 450 ba’alsprofeter og 400 profeter for den hellige pæl, eller Asjera. — 1Kg 18:19.

Efterhånden blev den fordærvede asjeradyrkelse endog udøvet i selve Jehovas tempel. Kong Manasse gik så vidt som til at anbringe en udskåren hellig pæl, der åbenbart forestillede gudinden Asjera, i templet. (2Kg 21:7) Manasse blev tugtet ved at blive ført som fange til Babylon, og da han vendte tilbage til Jerusalem, viste han at han havde taget ved lære af tugten, og rensede Jehovas hus for alle afguderiske ting. Hans søn Amon genindførte imidlertid den fordærvede ba’als- og asjeradyrkelse med dens kultiske prostitution. (2Kr 33:11-13, 15, 21-23) Den retfærdige kong Josias der efterfulgte Amon på tronen, måtte derfor ’rive de huse ned som tilhørte de mandlige tempelprostituerede der var i Jehovas hus, hvor kvinderne vævede telthuse til den hellige pæl’. — 2Kg 23:4-7.