Den tilstand eller egenskab at være hellig. Hellighed er ensbetydende med „religiøs renhed“. Det hebraiske ord qoʹdhæsj indeholder desuden tanken om at være skilt ud og viet til Gud, som er hellig; at være sat til side til tjenesten for Gud. De græske ord for „hellig“ (haʹgios) og „hellighed“ (hagiasmosʹ [betyder også „helligelse“]; hagioʹtēs; hagiōsyʹnē) betegner ligeledes det at være sat til side til Gud; de bruges også om Guds hellighed og om renhed og fuldkommenhed i menneskers adfærd.

Jehova. Hellighed er en egenskab hos Jehova. (2Mo 39:30; Zak 14:20) Kristus Jesus kaldte ham „hellige Fader“. (Joh 17:11) De himmelske serafer erklærede: „Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Jehova,“ hvorved de tilskrev ham hellighed og renhed i højeste grad. (Es 6:3; Åb 4:8; jf. He 12:14.) Eftersom han overgår alle andre i hellighed, er han den Allerhelligste. (Ord 30:3; det hebraiske ord der er gengivet med ’den Allerhelligste’, står her i pluralis majestatis, flertal anvendt som tegn på værdighed og ophøjethed.) Israelitterne blev mindet om at Jehova er kilden til al hellighed hver gang de så ordene „Hellighed tilhører Jehova“, der var indgraveret i den skinnende guldplade på ypperstepræstens turban. Denne plade blev kaldt „det hellige indvielsestegn“, hvilket viste at ypperstepræsten var sat til side til en særlig hellig tjeneste. (2Mo 28:36; 29:6) I Moses’ sejrssang, som israelitterne sang efter udfrielsen ved Det Røde Hav, hed det: „Hvem blandt guderne er som du, Jehova? Hvem er som du, der viser dig mægtig i hellighed?“ (2Mo 15:11; 1Sa 2:2) Som en yderligere garanti for at Jehova vil gennemføre sit ord, har han svoret ved sin hellighed. — Am 4:2.

Guds navn er helligt, fri for enhver besmittelse. (1Kr 16:10; Sl 111:9) Hans navn, Jehova, skal frem for noget andet navn helliges eller holdes helligt. (Mt 6:9) Ringeagt for hans navn straffes med døden. — 3Mo 24:10-16, 23; 4Mo 15:30.

Eftersom Jehova Gud er ophav til alle retfærdige love og principper (Jak 4:12), og eftersom al hellighed udgår fra ham, vil enhver person eller ting som er hellig, være det som følge af et forhold til Jehova og tilbedelsen af ham. Kun ved at kende den Allerhelligste kan man opnå visdom eller forstand. (Ord 9:10) Jehova kan kun tilbedes i hellighed. De der hævder at tilbede ham, men som øver urenhed, er vederstyggelige i hans øjne. (Ord 21:27) Da Jehova forudsagde at han ville berede vejen for sit landflygtige folk så det kunne vende tilbage til Jerusalem, sagde han: „Hellighedens Vej skal den kaldes. Den urene skal ikke færdes på den.“ (Es 35:8) Den lille rest der vendte tilbage i 537 f.v.t., lod sig ikke lede af politiske eller egoistiske motiver, men var opfyldt af et oprigtigt og helligt ønske om at genoprette den sande tilbedelse. — Jf. profetien i Zak 14:20, 21.

 Den hellige ånd. Jehovas virksomme kraft, eller ånd, er underlagt hans kontrol og udfører altid hans hensigt. Den er ren, ubesmittet, hellig og sat til side til at udføre det Gud ønsker. Den kaldes derfor „hellig ånd“ og „helligheds ånd“. (Sl 51:11; Lu 11:13; Ro 1:4; Ef 1:13) Når den hellige ånd påvirker et menneske, fremmer den hellighed eller renhed. Enhver uren eller uret handlemåde modvirker eller ’bedrøver’ ånden. (Ef 4:30) Den hellige ånd er ikke en person, men eftersom den er et udtryk for Guds hellige personlighed, kan den ’bedrøves’. Hvis man fortsat øver uret, kan det føre til at ’ånden udslukkes’. (1Ts 5:19) Guds hellige ånd bliver ikke alene bedrøvet, men Gud forvandles til den opsætsiges fjende. (Es 63:10) En person der bedrøver ånden, kan gå så vidt at han bespotter den, en synd som ifølge Jesu Kristi ord ikke vil blive tilgivet, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende. — Mt 12:31, 32; Mr 3:28-30; se ÅND.

Jesus Kristus. Jesus Kristus er i en særlig forstand Guds Hellige. (Apg 3:14; Mr 1:24; Lu 4:34) Han fik sin hellighed fra Jehova da denne skabte ham som sin enestefødte søn. Han bevarede sin hellighed som den der stod sin Fader nærmest i himmelen. (Joh 1:1; 8:29; Mt 11:27) Da hans liv blev overført til jomfru Marias moderliv, blev han født som en hellig jordisk søn af Gud. (Lu 1:35) Han er den eneste der som menneske har bevaret fuldkommen hellighed, og som ved afslutningen af sit jordiske liv stadig var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (He 7:26) Han blev ’erklæret retfærdig’ ved egen fortjeneste. (Ro 5:18) Andre mennesker kan kun blive hellige i Guds øjne på grundlag af Kristi hellighed og ved tro på hans genløsningsoffer. Det er en ’hellig tro’ som, hvis man holder fast ved den, vil bevirke at man forbliver i Guds kærlighed. — Jud 20, 21.

Mennesker. Hele den israelitiske nation blev regnet for hellig fordi Gud havde udvalgt og helliget den idet han havde indgået et pagtsforhold med den, hvorved den var blevet hans særlige ejendom. Han sagde til israelitterne at hvis de adlød ham, ville de blive „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2Mo 19:5, 6) Hvis de var lydige, ville de blive ’hellige for deres Gud’. Han formanede dem: „I skal være hellige, for jeg, Jehova jeres Gud, er hellig.“ (4Mo 15:40; 3Mo 19:2) De kostbestemmelser, hygiejneforskrifter og morallove Gud gav dem, mindede dem bestandig om at de var sat til side til ham som et helligt folk. Disse bestemmelser begrænsede i høj grad deres omgang med de hedenske nabofolk, og det viste sig at være til beskyttelse for dem eftersom det hjalp dem til at forblive hellige. Hvis de var ulydige mod Guds love, ville de miste deres stilling som en hellig nation. — 5Mo 28:15-19.

Nogle israelitter blev anset for at være hellige i en særlig forstand. Præsterne, og især ypperstepræsten, var sat til side til tjenesten ved helligdommen og repræsenterede folket over for Gud. I denne egenskab var de hellige, og de måtte bevare deres hellighed for at kunne udføre deres tjeneste og fortsat være hellige i Guds øjne. (3Mo 21; 2Kr 29:34) Profeterne og andre inspirerede bibelskribenter var hellige mænd. (2Pe 1:21) Fortidens kvinder som var trofaste mod Gud, betegnes af apostelen Peter som „hellige“. (1Pe 3:5) Israelitiske soldater der drog i kamp, blev regnet for hellige, for de krige de førte, var Jehovas krige. (4Mo 21:14; 1Sa 21:5, 6) Hver førstefødt af hankøn var helliget Jehova, for ved påsken i Ægypten havde Jehova skånet de førstefødtes liv; de tilhørte ham. (4Mo 3:12, 13; 8:17) Af den grund skulle hver førstefødt søn løskøbes ved helligdommen. (2Mo 13:1, 2; 4Mo 18:15, 16; Lu 2:22, 23) En mand (eller kvinde) der aflagde et løfte om at leve som nasiræer, var hellig så længe hans nasiræerstand varede. I denne periode var han fuldstændig viet til en særlig tjeneste for Jehova. Nasiræeren skulle opfylde visse krav som var fastsat i loven. Hvis han overtrådte dem, blev han uren og måtte bringe et særligt offer for igen at blive hellig. Derefter skulle han begynde forfra med at opfylde sit nasiræerløfte; de dage han havde tjent før han blev uren, blev ikke medregnet. — 4Mo 6:1-12.

Steder. Et sted bliver helligt ved Jehovas nærværelse. (Når han viste sig for mennesker, manifesterede han sin nærværelse ved engle som repræsenterede ham; Ga 3:19.) Moses befandt sig på hellig grund da han stod og så på den brændende tornebusk hvorfra en engel, der repræsenterede Jehova, talte til ham. (2Mo 3:2-5) Josua blev mindet om at han stod på et helligt sted da en engel, fyrsten over Jehovas hær, viste sig for ham i menneskeskikkelse. (Jos 5:13-15) Da Peter skrev om Jesu forvandling og om at Jehova ved den lejlighed talte fra himmelen, kaldte han stedet „Det Hellige Bjerg“. — 2Pe 1:17, 18; Lu 9:28-36.

Teltboligens forgård var et helligt område. Ifølge overleveringen var præsterne barfodede når de gjorde tjeneste i helligdommen, som var forbundet med Jehovas nærværelse. Helligdommens to rum blev kaldt henholdsvis „Det Hellige“ og „Det Allerhelligste“, idet graden af hellighed bestemtes af pagtens ark der stod i det inderste  rum. (He 9:1-3) Også det tempel der senere blev rejst i Jerusalem, var helligt. (Sl 11:4) Zions Bjerg og Jerusalem tilskrives hellighed fordi helligdommen og „Jehovas trone“ befandt sig her. — 1Kr 29:23; Sl 2:6; Es 27:13; 48:2; 52:1; Da 9:24; Mt 4:5.

Israels hær blev mindet om at lejren skulle holdes ren for menneskers ekskrementer og anden urenhed fordi, som Jehova sagde, „Jehova din Gud vandrer omkring i din lejr . . . og din lejr skal være hellig, så han intet anstødeligt ser hos dig og vender sig bort og ikke følger dig.“ (5Mo 23:9-14) Her var fysisk renhed forbundet med hellighed.

Perioder. Visse dage eller perioder blev også regnet for hellige i Israel, ikke fordi der i sig selv var noget helligt ved dem, men fordi de i særlig grad var helliget og sat til side til tilbedelsen af Jehova. Da Gud fastsatte disse dage og tider, var det med henblik på folkets velfærd og dets åndelige opbyggelse. Til disse tider hørte den ugentlige sabbatsdag. (2Mo 20:8-11) På denne dag kunne israelitterne samle deres opmærksomhed om Guds lov og undervise deres børn i den. Desuden var der særlige sabbatsdage med helligt stævne: den første dag i den syvende måned (3Mo 23:24) og forsoningsdagen på den tiende dag i den syvende måned. (3Mo 23:26-32) Ved højtiderne blev der på visse dage afholdt „hellige stævner“. (3Mo 23:37, 38) Disse højtider var påsken og de usyrede brøds højtid (3Mo 23:4-8), pinsen eller ugefesten (3Mo 23:15-21) og løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden. — 3Mo 23:33-36, 39-43; se STÆVNE.

Endvidere var hvert syvende år et sabbatsår, et helligt år, hvor jorden ikke måtte dyrkes. Denne ordning gav, ligesom de ugentlige sabbatter, israelitterne tid til at studere Jehovas lov, grunde over den og undervise deres børn i den. (2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:2-7) Endelig var hvert 50. år et jubelår, der ligeledes var helligt. Det var også et sabbatsår, men det tjente desuden til i økonomisk henseende at genoprette den teokratiske tilstand som Jehova havde indført ved fordelingen af jorden da israelitterne bosatte sig i det forjættede land. Det var et helligt frihedsår hvor man fandt hvile og kom til kræfter igen. — 3Mo 25:8-12.

Jehova befalede israelitterne at de på forsoningsdagen, hvor der blev holdt „et helligt stævne“, skulle ’spæge deres sjæle’, hvilket betød at de skulle faste og bekende deres synder og være oprigtigt bedrøvede over dem. (3Mo 16:29-31; 23:26-32) Men i almindelighed var de dage der var hellige for Jehova, ikke dage hvor man skulle sørge og græde, men dage hvor man skulle glæde og fryde sig og lovprise Jehova for den måde han viste sin loyale hengivenhed på. — Ne 8:9-12.

Jehovas hellige hviledag. Efter at Gud for ca. 6000 år siden havde fuldført sit skaberværk på seks skabelsesdage, helligede han den syvende „dag“ som en hviledag. (1Mo 2:2, 3) At Jehovas hviledag strækker sig over et langt tidsrum, fremgår af Hebræerbrevet, hvor apostelen Paulus taler om at de kristne stadig har mulighed for ved tro og lydighed at gå ind til hvilen på denne dag. Eftersom dagen er hellig, er den en tid hvor de kristne kan glæde sig og føle befrielse selv om de befinder sig midt i en verden der træller under synden. — He 4:3-10; se DAG.

Ting. Visse ting eller genstande var sat til side til brug for gudsdyrkelsen. Også her gjaldt det at de var hellige fordi de var blevet helliget til tjenesten for Jehova ved en særlig handling. De var ikke hellige i sig selv, sådan at de besad en særlig kraft og kunne bruges som en fetich. For eksempel besad pagtens ark, som var en af de helligste genstande, ikke nogen særlig kraft da Elis to ugudelige sønner tog den med ud i kampen mod filistrene. (1Sa 4:3-11) Til de ting der ifølge Guds forordning var hellige, hørte foruden pagtens ark brændofferalteret (2Mo 29:37), salveolien (2Mo 30:25), den særlige røgelse (2Mo 30:35, 37), præsternes klæder (2Mo 28:2; 3Mo 16:4), skuebrødet (2Mo 25:30; 1Sa 21:4, 6) og helligdommens inventar, deriblandt guldrøgelsesalteret, skuebrødsbordet og lampestanderne med de tilhørende redskaber. Mange af disse ting er nævnt i 1 Kongebog 7:47-51. De var også hellige i en større betydning ved at de var billedlige gengivelser af det himmelske og tjente som forbilleder til gavn for dem der skal arve frelse. — He 8:4, 5; 9:23-28.

Guds skrevne ord betegnes som „de hellige skrifter“. Det blev skrevet under indflydelse af den hellige ånd og har magt til at hellige eller helliggøre dem der adlyder dets bud. — Ro 1:2; 2Ti 3:15.

Dyr og høstudbytte. De førstefødte handyr af okserne, fårene og gederne tilfaldt Jehova som hellige og kunne ikke løskøbes. De skulle bringes som slagtofre, og en del af deres kød blev givet til præsterne. (4Mo 18:17-19) Førstegrøden og tienden var hellige, og det samme var ofrene og de gaver der blev givet til tjenesten ved helligdommen. (2Mo 28:38) Det der var helligt for Jehova, måtte man ikke tage let på eller bruge til almindelige eller verdslige formål. Et eksempel på dette ses i loven om tienden. Når en mand  havde sat noget til side der skulle gives som tiende, for eksempel af hvedehøsten, og han selv eller en i hans husstand derpå af vanvare kom til at tage noget af det til eget brug, for eksempel til madlavningen, havde manden gjort sig skyldig i en overtrædelse af Guds lov angående det hellige. Loven krævede at han ydede helligdommen erstatning ved at give samme mængde som der var brugt, plus 20 procent, og desuden at han bragte en sund vædder af småkvæget som skyldoffer. Sådanne bestemmelser skabte stor respekt for det hellige der tilhørte Jehova. — 3Mo 5:14-16.

Kristen hellighed. Guds søn, de kristnes Fører, var ved sin fødsel som menneske hellig (Lu 1:35), og han bevarede denne hellighed gennem hele sit jordiske liv. (Joh 17:19; Apg 4:27; He 7:26) Hans hellighed var gennemgribende og fuldkommen; den fyldte alle hans tanker, ord og handlinger. Ved at bevare sin hellighed lige til døden som et offer gjorde han det muligt for andre at opnå hellighed. Derfor bliver de der kaldes til at gå i hans fodspor, kaldet med „en hellig kaldelse“. (2Ti 1:9) De bliver Jehovas salvede, Jesu Kristi åndelige brødre, og betegnes som „hellige“. (Ro 15:26; Ef 1:1; Flp 4:21) De opnår denne hellighed ved tro på Kristi genløsningsoffer. (Flp 3:8, 9; 1Jo 1:7) Den er altså ikke noget iboende, noget de har ifølge egen fortjeneste, men noget de opnår gennem Jesus Kristus. — Ro 3:23-26.

De mange skriftsteder hvori menighedens levende medlemmer betegnes som „hellige“, viser at man ikke gøres hellig (eller bliver gjort til helgen) af mennesker eller af et kirkesamfund, og at det heller ikke er en status den pågældende først opnår efter sin død. Den kristne bliver „hellig“ ved at Gud kalder ham til at være medarving med Kristus. Han er hellig i Guds øjne endnu mens han lever på jorden og har håb om liv i himmelen i den åndelige verden, hvor Jehova Gud og hans søn bor sammen med de hellige engle. — 1Pe 1:3, 4; 2Kr 6:30; Mr 12:25; Apg 7:56.

Ren adfærd nødvendig. De der befinder sig i denne hellige tilstand over for Jehova, stræber med hans ånds hjælp efter at opnå hans og Kristi hellighed. (1Ts 3:12, 13) Det kræver at de studerer Guds sandhedsord og retter sig efter det (1Pe 1:22), og endvidere at de lader sig tugte af Jehova. (He 12:9-11) Når man er hellig, vil man altså leve på en måde der er hellig, ren og moralsk retskaffen. De kristne formanes til at fremstille deres legemer for Gud som et slagtoffer der er helligt, ligesom de slagtofre der blev frembåret og antaget ved helligdommen i fortiden. (Ro 12:1) Deres adfærd må være hellig: „I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ — 1Pe 1:15, 16.

De der bliver lemmer på Kristi legeme, er „de helliges medborgere og medlemmer af Guds husstand“. (Ef 2:19) De sammenlignes med et helligt tempel af levende sten for Jehova og udgør „et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. (1Pe 2:5, 9) De må rense sig for „enhver besmittelse af kød og ånd, idet [de] fuldender hellighed i gudsfrygt“. (2Kor 7:1) Hvis en kristen øver handlinger der besmitter eller skader hans legeme, eller som tilsmudser det eller gør det urent, eller hvis han handler imod Bibelens lære eller moralprincipper, elsker eller frygter han ikke Gud, og han mister da sin hellighed. Man kan ikke øve urenhed og forblive hellig.

Det hellige skal behandles med respekt. Hvis et medlem af tempelskaren bruger sit legeme på en uren måde, besmitter og ødelægger han ikke alene sig selv, men også Guds tempel, og „hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham; for Guds tempel er helligt, det tempel som I er“. (1Kor 3:17) Han er blevet løskøbt med Kristi, Guds Helliges, blod. (1Pe 1:18, 19) Hvis nogen misbruger det der er helligt for Jehova — enten sit eget legeme eller noget andet som er indviet til Gud — eller hvis han skader eller synder imod et andet menneske som er helligt for Gud, vil han blive straffet af Gud. — 2Ts 1:6-9.

Jehova viste israelitterne hvordan han så på brugen af det der var helliget ham. I Moseloven forbød han dem at anvende det der var sat til side som helligt, for eksempel førstegrøden og tienden, til almindelige eller verdslige formål. (Jer 2:3; Åb 16:5, 6; Lu 18:7; 1Ts 4:3-8; Sl 105:15; Zak 2:8) Desuden straffede han Babylon fordi det misbrugte hans tempelkar og mishandlede hans hellige folk. (Da 5:1-4, 22-31; Jer 50:9-13) Kristne bliver derfor mindet om at behandle Guds hellige, Jesu Kristi åndelige brødre, kærligt og vise dem godhed, og de bliver gentagne gange rost for at have gjort dette. — Ro 15:25-27; Ef 1:15, 16; Kol 1:3, 4; 1Ti 5:9, 10; Flm 5-7; He 6:10; jf. Mt 25:40, 45.

Andre som regnes for hellige i Guds øjne. Troende mænd og kvinder som levede før Jesus kom til jorden og åbnede vejen til livet i himmelen, blev regnet for hellige. (He 6:19, 20; 10:19, 20; 1Pe 3:5) På samme måde indtager „en stor skare“ som ikke hører til de 144.000 „beseglede“, i dag en stilling hvori Gud regner dem  for hellige. Deres klæder er i symbolsk forstand blevet vasket rene i Kristi blod. (Åb 7:2-4, 9, 10, 14; se STOR SKARE.) En dag vil alle som lever i himmelen og på jorden, være hellige, for „skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Ro 8:20, 21.

Hellighed velsignes af Jehova. Når et menneske er helligt, medfører det en fortjeneste i Guds øjne som kommer den pågældendes ægtefælle og børn til gode hvis disse ikke selv er indviede Guds tjenere. Apostelen Paulus giver derfor dette råd: „Hvis en broder har en ikketroende hustru, og hun er indforstået med at bo sammen med ham, så lad ham ikke forlade hende; og hvis en kvinde har en ikketroende mand, og han er indforstået med at bo sammen med hende, så lad hende ikke forlade sin mand. For den ikketroende mand er helliget ved hustruen, og den ikketroende hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige.“ (1Kor 7:12-14) Den rene, troende ægtefælle bliver således ikke uren ved forbindelsen med den ikketroende, og Gud regner ikke familien som helhed for uren. Desuden giver den troendes tilstedeværelse de ikketroende familiemedlemmer den bedste mulighed for at komme til troen, forny deres personlighed og fremstille deres legemer som „et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer“. (Ro 12:1; Kol 3:9, 10) Familien velsignes i den rene, hellige atmosfære som den troende Guds tjener kan skabe. — Se HELLIGELSE, HELLIGGØRELSE (I ægteskabet).