I Bibelens sprogbrug svarer hofterne til bækkenpartiets sider og lænderegionen. Hovedordet for „hofter“ på hebraisk er måthnaʹjim, som dog nogle få gange er oversat med „lænder“. (Sl 66:11; 69:23; Ez 29:7)

Lænden er den del af det menneskelige legeme der ligger bagtil, mellem de underste ribben og bækkenet. Det hyppigst forekommende hebraiske ord for „lænder“ er chalatsaʹjim. Man vil se at de to ord bruges næsten synonymt. (2Kg 4:29; Es 5:27) Det græske ord for „lænd“ er osfysʹ.

Om hofterne spændte man ofte et bælte, hvori for eksempel soldater kunne bære skeden til et sværd eller en daggert, enten stukket ind under bæltet eller fastgjort til det. (2Sa 20:8; Ne 4:18; Mt 3:4) Sekretæren bar sit skrivesæt ved hoften, anbragt under bæltet eller skærfet. (Ez 9:2) Som tegn på sorg bandt man sækkelærred om hofterne. — 1Mo 37:34; Am 8:10.

Når man skulle udføre legemligt arbejde, ’bandt man op om sine hofter’ eller ’bandt noget om lænden’ ved at samle enderne af den løse klædning op mellem benene og stikke dem ned under skærfet. Derved fik man større bevægelsesfrihed, for eksempel når man skulle løbe eller udføre legemligt arbejde. Israelitterne i Ægypten spiste påskemåltidet med et bælte spændt om hofterne, parate til at drage ud af landet. Elias havde bundet op om sine hofter da han løb foran Akabs vogn. (2Mo 12:11; 1Kg 18:46)

Udtrykket blev brugt symbolsk om dét at forberede sig til en energisk eller anstrengende mental eller åndelig virksomhed, og undertiden kunne det indeholde tanken om at styrke. — Lu 12:35; jf. 1Pe 1:13: „Gør derfor jeres sind klar [ordr.: „Bind derfor op om jeres sinds lænder“] til at arbejde.“

Ifølge Efeserne 6:14 skal de kristne have ’sandheden spændt som bælte om deres lænd’. Det vil sige at de skal have den støtte som Guds sandhedsord kan give dem, ligesom man bogstaveligt støtter lænden med et stramtsiddende bælte og beskytter den mod at blive beskadiget som følge af usædvanlig anstrengelse eller belastning.

Det hebraiske ord måthnaʹjim bruges på lignende måde billedligt. Eftersom lændemusklerne spiller en vigtig rolle når man skal løfte eller bære tunge byrder, hedder det meget passende i Salme 66:11 at Jehova „har lagt et pres på vore lænder“. At man gør hofterne stærke, vil sige at man forbereder sig på at yde en kraftanstrengelse, for eksempel i et slag. (Na 2:1) Den dygtige hustru siges at binde styrke om sine hofter og at gøre sine arme stærke for at kunne udføre sine mange forskelligartede opgaver til husstandens gavn. (Ord 31:17) De der er blevet svage på grund af frygt, sorg eller et nederlag, siges derimod at have lænder der ryster, eller hofter der er ved at bryde sammen. (Sl 69:23; Ez 21:6; 29:7) At løse bæltet om kongers hofte vil sige at fratage dem deres styrke. — Es 45:1.

Jehova sagde at Israels hus og Judas hus havde været som et bælte om hans hofter; så tæt havde han knyttet dem til sig for at de skulle være ham en lovsang og en hæder. (Jer 13:11) Jesus Kristus skildres profetisk som en hersker der har retfærdighed som bælte om sine hofter og trofasthed som bælte om sine lænder. Dette kan betyde at alt hvad han gør, alle de kræfter han udfolder, vil være styret af retfærdighed og trofasthed. Ligesom et bælte yder støtte, styrker egenskaben retfærdighed ham til opgaven som Jehovas udnævnte dommer. — Es 11:1, 5.

Jehova forudsagde Jerusalems smerte og trængsel med dette billede: „Hvordan kan det være at jeg har set hver våbenfør mand med hænderne på sine lænder [form af chalatsaʹjim] som en kvinde der føder?“ — Jer 30:6.

Endnu et hebraisk ord, kæʹsæl, er oversat med „lænd“. Det forekommer i 3 Mosebog 3:4-15 i beskrivelsen af fællesskabsofrene. Det bruges også i Job 15:27 og Salme 38:7.

Et andet hebraisk ord der er oversat med „hofte“, er jarekhʹ, der egentlig betegner den øverste kødfulde del af låret eller den del af benet der strækker sig fra hoften til knæet. Da „hoften“ eller „låret“ sidder på siden af et menneske, kan det hebraiske ord også bruges i betydningen „side“, for eksempel siden af teltboligen eller af et alter. — 2Mo 40:24; 2Kg 16:14.

Sværdet blev båret ved siden, eller ved hoften. (2Mo 32:27; Dom 3:16, 21; Høj 3:8; Sl 45:3) I Åbenbaringen 19:11-21 skildres Kristus Jesus som en kriger der på en hvid stridshest rider ud til kamp mod „vilddyret“ og jordens konger og deres hære. Hans titel, „Kongers Konge og Herrers Herre“, står tydeligt skrevet på den del af yderklædningen der dækker hoften [gr.: mērosʹ], hvor sværdet — et symbol på myndighed — sædvanligvis bæres.

De israelitiske præsters benklæder skulle „nå fra hofterne [måthnaʹjim] og til lårene [jarekhʹ]“, det vil sige dertil hvor låret sluttede, så deres nøgenhed var dækket når de forrettede tjeneste i  mødeteltet og ved Jehovas alter. Ellers ville de dø. — 2Mo 28:42, 43.

Når én blev taget i ed af en anden, kunne han blive bedt om at lægge hånden under vedkommendes hofte. (1Mo 24:2-4, 9; 47:29-31) En nærmere forklaring af denne praksis findes under KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER (Edsaflæggelse). At slå sig på hoften var et udtryk for sorg, bedrøvelse eller anger. — Jer 31:19; Ez 21:12.

Forplantningsorganer. Ordet jarekhʹ bruges også eufemistisk om forplantningsorganerne, da disse befinder sig i nærheden af lænden eller hoften. I disse tilfælde er ordet gengivet med „lænd“. Der siges således at patriarken Jakobs og dommeren Gideons afkom ’udgik af deres lænd’. (1Mo 46:26; 2Mo 1:5; Dom 8:30) Det almindelige hebraiske ord for lænder, chalatsaʹjim, anvendes i samme betydning (1Mo 35:11; 1Kg 8:19), og ligeledes det græske osfysʹ (Apg 2:30).

Paulus refererede til dette da han påpegede at Jesu præstedømme (der er som Melkizedeks) står over Arons, idet Arons forfader Levi jo befandt sig i Abrahams lænd og i den forstand betalte tiende til Melkizedek. (He 7:5-10) Paulus brugte det samme argument i Romerne 7:9, hvor han skrev: „Jeg [jøden Paulus, der befandt sig i sine forfædres lænder før Loven blev givet] var engang levende uden lov; men da budet kom, kom synden til live igen, og jeg døde.“

Brugen af ordet „lænd“ i denne betydning kaster lys over den måde hvorpå en kvinde der i det skjulte havde gjort sig skyldig i ægteskabsbrud, blev afsløret og straffet.

Hvis en mand mistænkte sin kone for utroskab, skulle han bringe hende til præsten. Præsten stillede kvinden foran Jehova, tog noget helligt vand (øjensynlig rent, frisk vand), kom noget støv fra teltboligens gulv deri og vaskede de forbandelser han havde skrevet ned, ud i vandet. Efter at kvinden havde svoret på at hun var uskyldig, skulle hun drikke vandet. Hvis hun var skyldig, ville ’hendes lænd [hebr.: jarekhʹ] visne’ og hendes mave svulme op. Var hun uskyldig, ville der ikke ske hende noget. — 4Mo 5:12-31.

Hvad menes der med at en ægteskabsbryderskes lænd ville visne?

I denne passage bruges ordet „lænd“ åbenbart eufemistisk om forplantningsorganerne. (Jf. 1Mo 46:26.) Det vil være rimeligt at slutte at straffen ville ramme de organer der var involveret i overtrædelsen. (Jf. Mr 9:43-47.) Udtrykket „visne“ gengives i andre oversættelser med „skrumpe“ (DA92) eller „svinde“ (Bu, A. A. Wolff) og kan sigte til at kønsorganerne svandt ind så kvinden ikke længere kunne undfange eller føde børn. Ordene om at kvinden ville blive befrugtet af sin mand hvis hun var uskyldig, kunne tyde på at en ægteskabsbryderske ville blive nægtet retten til fremtidige graviditeter. (4Mo 5:28) Hvis kvinden havde gjort sig skyldig i ægteskabsbrud, ville hendes mave desuden svulme op som følge af forbandelsen, og ikke som følge af et svangerskabs velsignelse.

Dette kan på ingen måde sammenlignes med middelalderens såkaldte „hekseprøver“, som det kunne kræve et mirakel at overleve. Der var intet i selve vandet som kunne have de nævnte følger, men det var helligt vand og indeholdt helligt støv, og den skrevne forbandelse var vasket ud i det. Det havde derfor stor symbolsk værdi, og kvinden skulle drikke det foran Jehova efter at have aflagt en højtidelig ed. Der var ingen usikkerhed forbundet med sagens udfald. Hvis kvinden var skyldig, lod Jehova mirakuløst vandet forårsage de resultater hun fortjente. Der var dødsstraf for ægteskabsbrud, men i dette tilfælde havde man ikke de påkrævede to vidner. (4Mo 35:30; 5Mo 19:15) I et sådant tilfælde kendte man som regel heller ikke navnet på den skyldige mand, som også fortjente døden.