Da Paulus omkring år 55 opholdt sig i Efesus, skrev han til korintherne: „Angående indsamlingen til de hellige, gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien.“ (1Kor 16:1, 2) Det græske ord for „indsamling“, logiʹa, blev brugt allerede i det 3. århundrede f.v.t. Det forekommer kun i disse to vers i De Kristne Græske Skrifter.

Paulus’ ordvalg tyder på at det ikke var mad eller tøj der blev indsamlet, men penge, og den omstændighed at han bruger bestemt form, „indsamlingen“, viser at der var tale om en indsamling som korintherne allerede kendte til. Paulus gav blot instruktioner om måden den skulle foretages på. Indsamlingen skulle finde sted privat, „derhjemme“, på frivillig basis, alt efter hvad den enkelte ’havde råd til’, ligesom det var tilfældet i „menighederne i Galatien“. — 1Kor 16:1, 2.

At Paulus ’gav besked’ om dette, betyder ikke at han gav egenmægtige, strenge ordrer, men blot at han tog ledelsen og førte tilsyn med en sag der berørte flere menigheder. (1Kor 16:1) Han og andre havde omhyggeligt planlagt dette foretagende. Foruden at menighedernes åndelige behov lå Paulus stærkt på sinde, var han også opmærksom på de fattige kristnes fysiske behov, og det ser ud til at denne indsamling især fandt sted til fordel for de kristne i Judæa, som led stor nød på den tid. (Ga 2:10) Andre steder omtaler Paulus denne indsamling med udtryk som „et bidrag til de fattige blandt de hellige i Jerusalem“ (Ro 15:26), „hjælpen til de hellige“ (2Kor 9:1), „jeres rigelige gave, som I tidligere har lovet“, „hjælpen i forbindelse med denne offentlige tjeneste“ (2Kor 9:5, 12), og „barmhjertighedsgaver“ (Apg 24:17). Kærlig omsorg for kristne trosfællers behov var et af urkristendommens kendetegn. — Joh 13:35; se BIDRAG.