At udtage eller udskille noget til et helligt formål; ved en højtidelig handling at indsætte i et embede eller markere at noget tages i brug til et ophøjet formål; man kan indvi en person, en forordning, en ting, et bygningsværk eller et sted.

Personer. Om personer bruges det hebraiske udsagnsord nazarʹ, der har grundbetydningen „holde (sig) adskilt; skille sig ud; trække sig tilbage“. (3Mo 15:31; 22:2; Ez 14:7; jf. Ho 9:10, fdn.) Det beslægtede navneord neʹzær betegner det hellige indvielsestegn eller -symbol der blev båret som en krone af de indviede ypperstepræster eller salvede konger; det blev også brugt om en persons nasiræerstand. — 4Mo 6:4-6; jf. 1Mo 49:26, fdn.

Da Aron blev indsat som ypperstepræst, blev en turban af fint linned anbragt på hans hoved. Foran på turbanen, synligt for alle, blev der med en snor af blåt garn fastgjort et ’helligt indvielsestegn [neʹzær]’, en skinnende plade af rent guld med følgende indskrift på hebraisk: „Hellighed tilhører Jehova.“ Derefter blev den hellige salveolie udgydt over ypperstepræsten som et led i indsættelsesceremonien. (2Mo 29:6, 7; 39:30, 31, fdn.; 3Mo 8:9, 12) I overensstemmelse med dette måtte ypperstepræsten omhyggeligt passe på ikke at gøre noget som ville vanhellige helligdommen, „for indvielsestegnet, hans Guds salveolie, [var] på ham“. — 3Mo 21:12.

Ordet neʹzær blev også brugt om diademet, den officielle hovedbeklædning der blev båret af Israels salvede konger som symbol på deres hellige embede. — 2Sa 1:10; 2Kg 11:12; 2Kr 23:11; Sl 89:39; 132:18; Ord 27:24.

Når en mand aflagde et nasiræerløfte til Jehova, måtte han ikke klippe sit hår eller barbere sit skæg så længe løftet varede. Hans lange hår blev således en krone der betegnede hans nasiræerstand (neʹzær). (4Mo 6:4-21) Profeten Jeremias personificerede Jerusalem som en kvinde der havde brudt sine hellighedsløfter til Jehova, idet han udbrød: „Klip dit uklippede hår [el.: „indviede hår“; nizrekhʹ, en form af neʹzær] af og kast det bort.“ (Jer 7:29) Ved profeten Hoseas erklærede Jehova at de egensindige israelitter „kom til Ba’al-Peor, og de viede sig [wajjinnazeruʹ, en form af udsagnsordet nazarʹ] til den skammelige afgud“. — Ho 9:10.

Bygninger og andet. I forbindelse med bygningsværker og andet bruges det hebraiske udsagnsord chanakhʹ, der betyder „at indvi“ ved en hellig handling. Det beslægtede navneord, chanukkahʹ, betyder „indvielse“, „indvielseshøjtid“. Hertil svarer det græske udsagnsord enkainiʹzō, der egentlig betyder „at gøre ny“, „at forny“, derefter „at indvi“. Navneordet hertil er enkaiʹnia, „indvielse“, „indvielseshøjtid“.

Da den mosaiske Lovpagt blev sat i kraft, skete det under udførelse af passende ceremonier. Der blev bragt dyreofre og stænket blod på alteret, på pagtsbogen og på folket. I sin omtale af denne begivenhed siger apostelen Paulus at denne pagt blev „indviet“. — 2Mo 24:4-8; He 9:18-20.

Med ordene: „Derfor blev den tidligere pagt heller ikke indviet [en form af enkainiʹzō] uden blod“ (He 9:18) viser Paulus at den nye pagt ligeledes blev sat i kraft, indviet, ved udgydelse af blod, nemlig ved Jesu død, opstandelse og opstigning til himmelen, hvor han frembar værdien af sit liv som menneske og derefter udgød den hellige ånd over sine disciple. Da Jesus Kristus blev oprejst i ånden, kunne han gå ind i den virkelige helligdom, ind på „det hellige sted“,  himmelen, og træde frem for Jehova selv og med sit genløsningsoffer gøre det muligt for sine salvede disciple også at få adgang til himmelen. Således kan det siges at han var den der først betrådte, indviede, vejen til himmelen, så andre kunne følge efter. — He 10:19, 20.

Alteret i teltboligen i ørkenen blev indviet ved en højtidelig ceremoni, hvortil stammehøvdingerne frembar deres offergaver. (4Mo 7:10, 11, 84-88) Indvielsen af Salomons tempel og dets store alter blev fejret ved en særlig højtid. — 1Kg 8:63; 2Kr 7:5, 9.

Da templet blev genopbygget under Zerubbabel efter landflygtigheden i Babylon, foregik det ved en højtidelig ceremoni ved hvilken hundreder af dyr blev ofret. (Ezr 6:16, 17) Senere blev murene omkring det genopbyggede Jerusalem genopført under Nehemias’ ledelse, og så blev der igen holdt en storstilet indvielseshøjtidelighed, ved hvilken to store takkekor deltog i lovsangen til Jehova. — Ne 12:27-43.

Foruden disse store, nationale indvielsesceremonier var der indvielse når en mand tog sit hus i brug (5Mo 20:5); og Salme 30, der tilskrives David, betegnes i overskriften som „En sang ved husets indvielse“.

Da Nebukadnezar havde rejst sin vældige guldbilledstøtte på Durasletten, sammenkaldte han alle satrapperne, præfekterne, landshøvdingerne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle provinsembedsmændene til en imponerende indvielsesceremoni, idet han håbede at kunne forene alle sine undersåtter i tilbedelsen af denne afgud. De tre unge hebræere som var til stede, nægtede at svigte deres tilbedelse af Jehova ved at deltage i dyrkelsen af denne nationale afgud. — Da 3:1-30.

Jøderne fejrer den dag i dag i december måned en årlig højtid kaldet chanukka til minde om den indvielseshøjtid (hebr.: chanukkahʹ) der blev holdt i 165 f.v.t. efter at Judas Makkabæer havde renset templet i Jerusalem, som Antiochos IV Epifanes havde vanhelliget. Det græske ord for denne højtid, som er omtalt i Johannes 10:22, er enkaiʹnia. (Se INDVIELSESHØJTIDEN.) Jesus omtalte en form for indvielse da han nævnte farisæernes lære om „korban“, det vil sige en gave der var viet til Gud. (Mr 7:11; Mt 15:5; se KORBAN.) Han advarede også om at Herodes’ tempel med dets smukke sten og de „ting der var viet til det [anathēʹmasin]“, en dag ville blive revet ned. — Lu 21:5, 6.