[en som griber fat i hælen; fortrænger].

1. Søn af Isak og Rebekka og yngre tvillingebroder til Esau. Isak og Rebekka havde været gift i 20 år før tvillingerne, deres eneste børn, blev født i 1858 f.v.t. da Isak var 60 år gammel. Ligesom i Abrahams tilfælde blev Isaks bønner om afkom altså først besvaret efter at hans tro og tålmodighed var blevet prøvet fuldt ud. — 1Mo 25:20, 21, 26; Ro 9:7-10.

Da Rebekka under sit svangerskab blev urolig fordi sønnerne i hende sloges, forklarede Jehova at de ville blive til to nationer som ville bekæmpe hinanden. Desuden ville den ældste, mod herskende sædvane, tjene den yngste. Ved fødselen holdt den sidst fødte derfor den førstefødte om hælen og fik af den grund navnet Jakob, der betyder „en som griber fat i hælen“. (1Mo 25:22-26) Jehova viste således at han er i stand til at læse de ufødtes arveanlæg og kan benytte sin forudviden og sin ret til på forhånd at udvælge hvem han vil, til at tjene sin hensigt, uden dog at fastlægge enkeltpersoners endelige skæbne. — Ro 9:10-12; Ho 12:3.

I modsætning til Isaks yndlingssøn, Esau, der var en rastløs jæger som færdedes i vildmarken, beskrives Jakob som „en uangribelig [hebr.: tam] mand der boede i telte“, en mand der førte en rolig tilværelse som hyrde, som samvittighedsfuldt tog sig af de hjemlige gøremål, og som især var elsket af sin moder. (1Mo 25:27, 28) Det hebraiske ord tam bruges andre steder til at beskrive dem der har Guds godkendelse. Der siges for eksempel at „blodtørstige mænd hader den uangribelige“, men Jehova forsikrer at „den uangribelige . . . har en fremtid med fred“. (Ord 29:10; Sl 37:37) Job var „uangribelig [hebr.: tam] og retskaffen“. — Job 1:1, 8; 2:3.

Fik førstefødselsretten og velsignelsen. Under sin opvækst havde Jakob rig lejlighed til at høre om Guds edsvorne pagt, ikke blot af sin faders mund, men også af sin bedstefader Abrahams egen mund, idet Abraham først døde i 1843 f.v.t. da Jakob var 15 år gammel. (1Mo 22:15-18) Jakob forstod hvilken forret det ville være at medvirke til opfyldelsen af de guddommelige løfter, og da der bød sig en lejlighed til på retmæssig vis at erhverve sig sin broders førstefødselsret med alt hvad den indebar (5Mo 21:15-17), var han ikke sen til at gribe den. Det skete da Esau en dag kom udmattet ind fra vildmarken mens Jakob var ved at tillave en velsmagende ret mad. „Hurtigt,“ udbrød Esau, „lad mig dog sluge noget af det røde — det røde dér, for jeg er træt!“ Jakob svarede: „Sælg mig først din førstefødselsret!“ Esau ringeagtede førstefødselsretten, så handelen blev hurtigt indgået og beseglet med en højtidelig ed. (1Mo 25:29-34; He 12:16) Jehova havde derfor al mulig grund til at sige: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.“ — Ro 9:13; Mal 1:2, 3.

Var det rigtigt af Jakob at give sig ud for at være Esau?

Da Isak var blevet gammel og mente at han snart ville dø, sendte han Esau ud for at jage noget vildt idet han sagde: „Lad mig spise, for at min sjæl kan velsigne dig før jeg dør.“ Imidlertid  hørte Rebekka dette og sendte hurtigt Jakob ud for at hente to gedekid så hun kunne lave en velsmagende ret til Isak, og hun sagde til Jakob: „Du skal bringe den ind til din fader og han skal spise den, for at han kan velsigne dig før sin død.“ Hun lagde oven i købet skindene af kiddene på Jakobs hænder og hals for at få Isak til at tro at det var Esau når han følte på Jakob. Da Jakob bragte sin fader maden, spurgte denne ham: „Hvem er du, min søn?“ Og Jakob svarede: „Jeg er Esau, din førstefødte.“ Juridisk set havde Jakob — sådan som han også selv vidste — ret til at optræde som Esau, Isaks førstefødte. Isak følte på Jakob for at forvisse sig om at det virkelig var Esau, og han sagde: „Stemmen er Jakobs stemme, men hænderne er Esaus hænder.“ Imidlertid gik alt som det skulle, og Jakob fik velsignelsen. (1Mo 27:1-29) Havde Rebekka og Jakob handlet rigtigt?

Der er ingen tvivl om at Jakob havde ret til velsignelsen. Før tvillingernes fødsel havde Jehova sagt til Rebekka: „Den ældste skal tjene den yngste.“ (1Mo 25:23) Senere — i overensstemmelse med den tilbøjelighed Jehova allerede havde forudset, og som havde fået ham til at elske Jakob mere end Esau — solgte Esau sin førstefødselsret til Jakob for blot en skål linser. — 1Mo 25:29-34.

I hvilken udstrækning Isak var bekendt med disse fingerpeg om hvem der skulle arve velsignelsen, siger beretningen ikke noget om. Hvorfor Rebekka og Jakob handlede som de gjorde, ved vi ikke, bortset fra at de begge vidste at velsignelsen tilhørte Jakob. Jakob gav sig ikke falskeligt og i ond hensigt ud for at være en anden for at bemægtige sig noget som ikke med rette tilhørte ham. Bibelen fordømmer ikke det Rebekka og Jakob gjorde. Resultatet var at Jakob modtog den velsignelse der retmæssigt tilkom ham. Isak indså åbenbart at det der var sket, var Jehovas vilje. Kort tid efter, da han sendte Jakob af sted til Karan for at han kunne hente sig en hustru dér, velsignede han igen Jakob og sagde udtrykkeligt: „Gud den Almægtige . . . vil give dig Abrahams velsignelse.“ (1Mo 28:3, 4; jf. He 11:20.) Vi kan derfor med rette slutte at det der skete, stemte med Jehovas hensigt. Bibelen understreger også hvad vi skal lære af beretningen, for den advarer os om at vi skal passe på „at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau, der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort“. — He 12:16.

Jakob flytter til Paddan-Aram. (KORT, bd. 1, s. 529) Jakob var 77 år gammel da han forlod Be’er-Sjeba for at tage til sine forfædres land, hvor han skulle komme til at tilbringe de næste 20 år af sit liv. (1Mo 28:10; 31:38) Efter at have vandret ca. 100 km mod nordnordøst gjorde han holdt for at overnatte i Luz (Betel) i det judæiske bjergland. Han lagde sig med en sten som sit hovedgærde, og i en drøm så han en stige eller trappe der nåede til himmelen, og Guds engle stige op og ned ad den. Oven over den så han Jehova og hørte ham stadfæste den pagt over for ham som var indgået med Abraham og Isak. — 1Mo 28:11-13; 1Kr 16:16, 17.

I forbindelse med denne pagt lovede Jehova Jakob at han ville våge over ham og bevare ham og ikke forlade ham før han havde fået det land han lå på, og hans afkom var blevet talrigt som jordens støvkorn. Desuden skulle „alle jordens slægter velsigne sig“ ved Jakob og hans afkom. (1Mo 28:13-15) Da Jakob vågnede og det gik op for ham hvad han havde oplevet, udbrød han: „Hvor er dette sted dog frygtindgydende! Dette er intet mindre end Guds hus.“ Han ændrede derfor navnet Luz til Betel, som betyder „Guds hus“, og rejste en stenstøtte og hældte olie over den for at den kunne tjene som et vidne om disse betydningsfulde begivenheder. Taknemmelig for Guds løfte om at han ville være med ham, lovede han at han uden undtagelse ville give Jehova en tiendedel af alt hvad han fik. — 1Mo 28:16-22.

Jakob fortsatte på sin vej og traf til sidst sin kusine Rakel i nærheden af Karan. Hendes fader, Laban, Jakobs morbroder, indbød ham til at blive hos dem. Jakob forelskede sig i Rakel og blev enig med hendes fader om at arbejde for ham i syv år for at få hende til hustru. Hans kærlighed til Rakel var så stor at årene fløj af sted og var „som nogle få dage“. Men da brylluppet kom, fik han i stedet, uden at vide det, Rakels ældre søster, Lea, fordi det, ifølge Labans forklaring, ikke var skik „at bortgive den yngste før den førstefødte“. Efter at de havde fejret dette bryllup i en uge, gav Laban ham så også Rakel til hustru idet de aftalte at han som betaling skulle tjene hos ham i syv år til. Laban gav også Lea og Rakel hver en tjenestepige, Zilpa og Bilha. — 1Mo 29:1-29; Ho 12:12.

Gennem dette ægteskab begyndte Jehova at grundlægge en stor nation. Lea fødte Jakob fire sønner efter hinanden: Ruben, Simeon, Levi og Juda. Da Rakel så at hun forblev ufrugtbar, gav hun Jakob sin trælkvinde, Bilha, og fik ved hende to sønner, Dan og Naftali. I denne periode var Lea ufrugtbar. Hun gav derfor også Jakob sin trælkvinde, Zilpa, og fik derved to sønner, Gad og Aser. Så begyndte Lea igen selv at føde børn, først Issakar, så Zebulon og derpå datteren Dina. Endelig blev Rakel også gravid og fødte Josef. På  denne måde blev Jakob i løbet af forholdsvis kort tid, nemlig syv år, velsignet med mange børn. — 1Mo 29:30–30:24.

Jakob bliver velstående før han forlader Karan. Da Jakob havde arbejdet de aftalte 14 år som betaling for sine hustruer, var han opsat på at vende tilbage til sit hjemland. Men Laban, der så hvordan Jehova havde velsignet ham på grund af Jakob, ville gerne beholde ham som hyrde for sine hjorde og tilbød ham endog at han selv kunne fastsætte sin løn. I den del af verden er fårene og gederne almindeligvis ensfarvede, fårene hvide og gederne sorte. Jakob bad derfor om blot at få de får og geder der havde unormale farver eller farvetegninger, nemlig alle de får der var mørkebrune, og alle de geder der var hvidspættede. Laban syntes godt om forslaget, og for at holde lønnen så langt nede som muligt skilte han på Jakobs forslag alle stribede, spættede og brogede geder og alle mørkebrune vædderlam ud fra sine hjorde og overgav dem til sine egne sønners varetægt og lagde endog tre dagsrejser mellem dem og Jakob for at hindre dyrene i de to hjorde i at parre sig med hinanden. Kun de unormalt farvede dyr der herefter blev født, skulle tilhøre Jakob. — 1Mo 30:25-36.

Fra begyndelsen var der altså kun normalt farvede får og geder i den hjord Jakob vogtede. Men han passede sit arbejde og gjorde hvad der efter hans mening ville bidrage til at der fødtes unormalt farvede dyr. Han tog nogle friske, grønne stave af storakstræet, mandeltræet og platanen og skrællede noget af barken af dem så de blev stribede eller plettede. Derpå anbragte han dem i renderne ved dyrenes drikketrug, åbenbart med den tanke at hvis dyrene så på striberne når de parrede sig, ville det få indflydelse på det afkom der blev undfanget, så det enten blev spættet eller fik en unormal farve. Han sørgede også for kun at anbringe stavene i trugene når det var de robuste dyr der var brunstige. — 1Mo 30:37-42.

Det viste sig at der nu blev født flere unormalt farvede dyr end normalt farvede, altså flere til Jakob end til Laban. Eftersom det var det Jakob ønskede, kan han have troet at det skyldtes hans list med de afskrællede stave, idet han uden tvivl havde den udbredte, men fejlagtige opfattelse at sådanne ydre ting kunne få indvirkning på afkommet. I en drøm belærte Skaberen ham imidlertid om noget andet.

I denne drøm blev Jakob gjort bekendt med at hans fremgang ikke skyldtes hans påfund med stavene, men visse genetiske principper. Selv om der udelukkende var ensfarvede dyr i den hjord Jakob vogtede, blev det åbenbaret ham i drømmesynet at bukkene var stribede, spættede og plettede. Selv om dyrene var ensfarvede, var de åbenbart hybrider som var fremkommet ved krydsninger i Labans hjord inden Jakob begyndte at få sin løn. Nogle af dyrene havde altså i deres kønsceller anlæg for plettede og spættede farvetegninger, som ville komme til udtryk hos fremtidige generationer — ifølge de arvelighedslove som i forrige århundrede blev opdaget af Gregor Mendel. — 1Mo 31:10-12.

I de seks år Jakob arbejdede på disse betingelser, velsignede Jehova ham rigt idet han ikke alene gav ham meget småkvæg, men også mange tjenere og tjenestepiger, kameler og æsler, og det til trods for at Laban blev ved med at forandre den aftalte løn. Til sidst befalede „den sande Gud fra Betel“ Jakob at vende tilbage til det forjættede land. — 1Mo 30:43; 31:1-13, 41.

Vender tilbage til det forjættede land. Da Jakob var bange for at Laban på ny ville forsøge at hindre ham i at rejse, tog han i hemmelighed sine hustruer og børn og alt hvad han ejede, gik over Eufratfloden og drog mod Kana’an. Mens han overvejede dette skridt, græssede hans hjorde uden tvivl nær ved Eufrat. (1Mo 31:4, 21) Laban var på det tidspunkt ude for at klippe sine får og hørte først om Jakobs afrejse tre dage senere. Der gik måske endnu nogen tid inden han var færdig med fåreklipningen og havde truffet forberedelse til at sætte efter Jakob med sine folk. Dette gav alt i alt Jakob tid til, med sin langsomme karavane, at nå helt ned til Gileads bjergland før Laban indhentede ham. Fra Karan til Gileads bjergland var der godt og vel 560 km i luftlinje, en strækning som Laban og hans slægtninge på kameler uden besvær kunne tilbagelægge på syv dage. — 1Mo 31:14-23.

Da Laban indhentede Jakobs lejr få kilometer nord for Jabbokfloden, afkrævede han Jakob en forklaring på hvorfor han var rejst uden at give Laban lejlighed til at tage afsked med sine børn og børnebørn, og hvorfor han havde stjålet hans guder. (1Mo 31:24-30) Svaret på det første spørgsmål var indlysende nok — Jakob var bange for at Laban ville have forhindret ham i at rejse. Hvad det andet spørgsmål angik, var Jakob uvidende om forholdet, og det lykkedes ikke ved en ransagning at afsløre at Rakel ganske rigtigt havde stjålet familiens terafimstatuetter og skjult dem i sadelkurven på sin kamel. — 1Mo 31:31-35.

Årsagen til Rakels handling og Labans bekymring kan have været at „den der havde husguderne, blev regnet for at være den retmæssige arving“. På denne baggrund forstår man bedre  hvorfor Laban var så opsat på at få sine husguder tilbage. — Ancient Near Eastern Texts, redigeret af J. B. Pritchard, 1974, s. 220, fdn. 51.

Da striden mellem Jakob og Laban var bilagt, rejste Jakob en stenstøtte og lavede derefter en stendysse der i mange år tjente som et vidne om den fredspagt de nu sluttede ved at nyde et ceremonielt måltid sammen. Dyssen blev kaldt Galed („vidnedysse“) og Vagttårnet. — 1Mo 31:36-55.

Jakob var nu ivrig efter også at slutte fred med sin broder, Esau, som han ikke havde set i over 20 år. For at dæmpe en eventuel rest af had hos Esau sendte han kostbare gaver i forvejen — hundreder af geder og får foruden hornkvæg, æsler og kameler. (1Mo 32:3-21) Da Jakob flygtede fra Kana’an, havde han så godt som intet, og nu vendte han, takket være Jehovas velsignelse, tilbage som en velstående mand.

Hvorfor fik engelen Jakob til at halte efter brydekampen?

Da Jakob om natten satte over Jabbokfloden med sin husstand for at møde Esau, havde han en usædvanlig oplevelse. Han brødes med en engel, og på grund af hans udholdenhed blev hans navn ændret til Israel, der betyder „en der kæmper med (holder fast ved) Gud“ eller „Gud kæmper“. (1Mo 32:22-28) Herefter anvendes de to navne ofte synonymt i De Hebraiske Skrifters poetiske parallelismer. (Sl 14:7; 22:23; 78:5, 21, 71; 105:10, 23) Under brydekampen rørte engelen ved Jakobs hofteskål så han kom til at halte resten af sit liv. Dette var muligvis for at lære ham ydmyghed; for at han hele tiden kunne blive mindet om ikke at blive for stor i egne tanker på grund af sin gudgivne velstand eller for at have kæmpet med en engel. Til minde om begivenheden kaldte Jakob stedet for Peniel eller Penuel. — 1Mo 32:25, 30-32.

Efter at Jakob og Esau havde mødtes, skiltes de som venner. De var nu omkring 97 år gamle og sås sandsynligvis ikke igen før de omkring 23 år senere begravede deres fader, Isak. Esau drog med sine gaver mod syd til Se’ir, og Jakob drog tilbage over Jabbokfloden mod nord. — 1Mo 33:1-17; 35:29.

Fastboende udlænding de næste 33 år. Efter afskeden med Esau bosatte Jakob sig i Sukkot. Det var det første sted hvor han tog ophold i længere tid efter at være vendt tilbage fra Paddan-Aram. Hvor længe han blev her, siges ikke, men det kan udmærket have været i nogle år, for han byggede sig en permanent bolig og lavede desuden hytter eller en slags overdækkede stalde til sin hjord. — 1Mo 33:17.

Derfra flyttede Jakob mod vest, over Jordanfloden til egnen ved Sikem, hvor han købte et stykke jord af Hamors sønner for „et hundrede pengestykker [hebr.: qesītahʹ]“. (1Mo 33:18-20; Jos 24:32) Værdien af den gamle qesītahʹ kendes ikke i dag, men et hundrede af disse pengestykker har uden tvivl været en betydelig sum i sølv som var vejet af, da der endnu ikke fandtes slåede mønter.

I Sikem begyndte Jakobs datter Dina at komme sammen med de kana’anæiske kvinder, med det resultat at høvdingen Hamors søn Sikem voldtog hende. Uden at Jakob kunne gribe ind, tog hans sønner egenmægtigt affære. De dræbte alle byens mandlige indbyggere, tog kvinderne og børnene til fange, røvede alt hvad der var i byen, og gjorde således deres fader til en stank for landets indbyggere. — 1Mo 34:1-31.

Jakob fik derefter af Gud påbud om at forlade Sikem og flytte sydpå til Betel, hvilket han gjorde. Men inden han brød op, lod han alle i sin husstand rense sig, skifte tøj og fjerne alle deres falske guder (sandsynligvis også Labans terafimstatuetter) såvel som de ørenringe de bar, muligvis som amuletter, hvorpå han gravede det alt sammen ned under et træ nær ved Sikem. — 1Mo 35:1-4.

Betel, „Guds hus“, var af særlig betydning for Jakob, for det var her Jehova omkring 30 år tidligere havde givet Abrahamspagtens løfte videre til ham. Jakob byggede nu et alter for sine forfædres Gud på dette sted, hvorpå Jehova gentog pagten og bekræftede at Jakobs navn var blevet ændret til Israel. Jakob rejste derefter en stenstøtte som han udgød et drikoffer over og hældte olie over til minde om disse betydningsfulde begivenheder. Under opholdet i Betel døde hans moders amme, Debora, og blev begravet dér. — 1Mo 35:5-15.

Efter nogen tids forløb brød Jakob og hans husstand igen op og fortsatte mod syd. Et stykke vej før Betlehem (Efrat) fik Rakel fødselsveer, og under den svære fødsel, hvor hendes anden søn, Benjamin, kom til verden, døde hun. Jakob begravede sin elskede Rakel dér og opstillede en støtte på hendes grav. — 1Mo 35:16-20.

Nu velsignet med det fulde antal af 12 sønner, hvorfra Israels 12 stammer skulle udgå, fortsatte Jakob mod syd. Hans næste lejrplads kom til at ligge „et stykke på den anden side af Eders Tårn“, det vil sige et sted mellem Betlehem og Hebron. Under opholdet dér havde hans ældste søn, Ruben,  omgang med hans medhustru Bilha, Dans og Naftalis moder. Ruben har måske tænkt at hans fader var for gammel til at gribe ind over for det, men Jehova misbilligede hans handling, som i virkeligheden var blodskam, og Ruben mistede sin førstefødselsret. — 1Mo 35:21-26; 49:3, 4; 5Mo 27:20; 1Kr 5:1.

Senere flyttede Jakob til Hebron, hvor hans aldrende fader endnu levede. Denne flytning fandt muligvis sted før sønnen Josef blev solgt til trældom i Ægypten, men tidspunktet kan ikke fastslås med sikkerhed. — 1Mo 35:27.

En dag sendte Jakob Josef (der nu var 17 år gammel) ud for at se hvordan det gik hans brødre som vogtede deres faders småkvæg. Da han endelig fandt dem i Dotan, ca. 100 km nord for Hebron, greb de ham og solgte ham til en karavane af købmænd som var på vej til Ægypten. Det var i 1750 f.v.t. De lod derefter deres fader tro at Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. Jakob sørgede i mange dage over tabet og ville ikke lade sig trøste, men sagde: „Jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheol!“ (1Mo 37:2, 3, 12-36) Isaks død i 1738 f.v.t. gjorde kun hans sorg værre. — 1Mo 35:28, 29.

Flytter til Ægypten. Omkring ti år efter Isaks død tvang en omfattende hungersnød Jakob til at sende ti af sine sønner ned til Ægypten efter kornvarer. Benjamin blev hjemme. Josef, der nu var blevet en højtstående embedsmand hos Farao og stod for uddelingen af korn, genkendte sine brødre og forlangte at de bragte deres yngre broder Benjamin med til Ægypten. (1Mo 41:57; 42:1-20) Da Jakob hørte om kravet, nægtede han først at lade Benjamin rejse fordi han frygtede at der skulle tilstøde denne hans elskede søn som han havde fået i sin alderdom, en ulykke; Benjamin var på det tidspunkt i hvert fald 22 år gammel. (1Mo 42:29-38) Først da alle de fødevarer der var hentet i Ægypten, var brugt op, gik Jakob endelig med til at lade Benjamin tage af sted. — 1Mo 43:1-14; Apg 7:12.

Da Josef og hans brødre var blevet forsonet, blev Jakob indbudt til at flytte med hele sin husstand og sit småkvæg og hornkvæg og alt hvad han havde, ned til det frugtbare Gosens land i Nildeltaet, for den store hungersnød skulle vare endnu fem år. Farao stillede endog transportvogne og proviant til deres rådighed. (1Mo 45:9-24) På vejen derned forsikrede Jehova Jakob om at flytningen havde hans billigelse og velsignelse. (1Mo 46:1-4) De sjæle der blev medregnet til Jakobs hus, deriblandt Manasse, Efraim og andre der sandsynligvis blev født i Ægypten før Jakob døde, udgjorde i alt 70. (1Mo 46:5-27; 2Mo 1:5; 5Mo 10:22) Dette antal omfattede ikke Lea, som døde i det forjættede land (1Mo 49:31), og heller ikke Jakobs unavngivne døtre og hans sønners hustruer. — 1Mo 46:26; jf. 1Mo 37:35.

Kort efter sin ankomst til Ægypten — det var i 1728 f.v.t. — blev Jakob ført til Faraos hof og forestillet for kongen, som han velsignede. Jakob beskrev sig selv som en der havde boet i udlændighed (i lighed med Abraham og Isak, for ligesom dem havde han endnu ikke fået det land i arv som Gud havde lovet ham). Da Farao forhørte sig om Jakobs alder, svarede han at han var 130 år, men at hans dage i sammenligning med hans forfædres havde været „få og ulykkelige“. — 1Mo 47:7-10.

Kort før sin død velsignede Jakob sine sønnesønner, Josefs to sønner, og ved Guds ledelse satte han den yngste, Efraim, foran den ældste, Manasse. Derefter sagde han til Josef, der ville modtage den førstefødtes dobbelte del af arven: „Jeg giver dig hermed én højderyg mere end dine brødre, den som jeg tog af amoritternes hånd med mit sværd og med min bue.“ (1Mo 48:1-22; 1Kr 5:1) Eftersom Jakob havde købt jordstykket i nærheden af Sikem af Hamors sønner ved en fredelig handel (1Mo 33:19, 20), må dette løfte til Josef være et udtryk for Jakobs tro på at hans efterkommere ville erobre Kana’ans land, og profetisk talte han om denne erobring som var den allerede foretaget med hans eget sværd og hans egen bue. (Se AMORITTER.) Josefs dobbelte del af det erobrede land var de to arvelodder som Efraims og Manasses stammer fik.

Før Jakob døde, samlede han sine sidste kræfter og velsignede hver enkelt af sine 12 sønner. (1Mo 49:1-28) Han viste tro på at alt ville ske sådan som det var Jehovas hensigt. (He 11:21) På grund af denne tro og fordi Jehova udtrykkeligt bekræftede Abrahamspagtens velsignelse over for Jakob, kaldes Jehova ofte i Bibelen ikke blot Abrahams Gud og Isaks Gud, men også Jakobs Gud. — 2Mo 3:6; 1Kr 29:18; Mt 22:32.

Efter at Jakob havde boet i Ægypten i 17 år, døde han i 1711 f.v.t. i en alder af 147 år. (1Mo 47:27, 28) Dermed ender beretningen om denne periode i historien, en beretning der strækker sig fra Jakobs fødsel til hans død, og som optager mere end halvdelen af Første Mosebog. (Kap. 25-50) Eftersom Jakob havde givet udtryk for at han ville begraves i Kana’an, lod Josef de ægyptiske læger balsamere hans legeme som en forberedelse til rejsen. Et stort begravelsestog — svarende til Josefs fremtrædende stilling — brød da op fra Ægypten. Da det nåede til egnen ved Jordan, blev der holdt en sørgefest i syv dage,  hvorefter Jakobs sønner begravede deres fader i Makpelas hule, hvor også Abraham og Isak var blevet begravet. — 1Mo 49:29-33; 50:1-14.

2. Profeterne brugte ofte navnet Jakob om hele den nation der nedstammede fra patriarken. (Es 9:8; 27:9; Jer 10:25; Ez 39:25; Am 6:8; Mik 1:5; Ro 11:26) Jesus brugte navnet billedligt da han ved en lejlighed talte om dem der ville komme og „ligge til bords . . . i himlenes rige“. — Mt 8:11.

3. Fader til Josef, Jesu moder Marias mand. — Mt 1:15, 16.

4. Fader til apostelen Judas (ikke Judas Iskariot). — Lu 6:16; Apg 1:13.

5. Søn af Zebedæus og broder til Johannes; en af Jesu Kristi 12 apostle. (Mt 10:2) En sammenligning af to parallelle beretninger tyder på at hans moder hed Salome. Hvor den ene beretning nævner „moderen til Zebedæus’ sønner“, taler den anden om „Salome“. (Mt 27:55, 56; Mr 15:40, 41; se SALOME, 1.) En sammenligning med Johannes 19:25 viser endvidere at Salome muligvis var en kødelig søster til Maria, Jesu moder. Hvis dette er tilfældet, var Jakob en fætter til Jesus.

Jakob og hans broder arbejdede sammen med deres fader som fiskere da Jesus i år 30 indbød dem og deres partnere Peter og Andreas til at være hans disciple og „menneskefiskere“. Da Jakob og Johannes fulgte denne indbydelse, forlod de en fiskerivirksomhed der var så stor at den foruden Peter og Andreas, som var parthavere, også beskæftigede lejede folk. — Mt 4:18-22; Mr 1:19, 20; Lu 5:7-10.

Da Jesus året efter udpegede 12 af sine disciple til apostle, var Jakob en af dem der blev udvalgt. — Mr 3:13-19; Lu 6:12-16.

Peter, Jakob og Johannes nævnes ofte sammen som nogle der havde et fortroligt forhold til Jesus. De var for eksempel de eneste der var sammen med ham på forklarelsens bjerg (Mt 17:1, 2), de eneste af apostlene der fik lov til at følge med ind og overvære opvækkelsen af Jairus’ datter (Lu 8:51), og dem der var nærmest Jesus da han bad den sidste nat i Getsemane Have. (Mr 14:32-34) Det var Peter, Jakob og Johannes, samt Andreas, der spurgte Jesus hvornår templets forudsagte ødelæggelse ville finde sted, og hvad der ville være tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. (Mr 13:3, 4) Jakob nævnes altid sammen med sin broder, Johannes, og i de fleste tilfælde nævnes han først, hvilket kunne tyde på at han var den ældste af de to. — Mt 4:21; 10:2; 17:1; Mr 1:19, 29; 3:17; 5:37; 9:2; 10:35, 41; 13:3; 14:33; Lu 5:10; 6:14; 8:51; 9:28, 54; Apg 1:13.

Jesus gav Jakob og hans broder tilnavnet „Boanerges“, et semitisk udtryk der betyder „Tordensønner“. (Mr 3:17) Dette skyldtes muligvis deres ivrige, energiske og heftige natur. Da nogle samaritanere ikke tog gæstfrit imod Jesus, var Jakob og Johannes således parate til at kalde ild ned fra himmelen og tilintetgøre dem. Selv om Jesus irettesatte dem for deres hævnånd, vidnede deres indstilling trods alt om deres retfærdige harme og deres stærke tro. (Lu 9:51-55) De tragtede også efter de mest fremtrædende stillinger i Riget, pladsen ved Jesu højre og venstre hånd, og fik åbenbart deres moder (muligvis Jesu moster) til at bede ham om denne gunstbevisning. Efter at Jesus havde forklaret dem at det var hans Fader der bestemte den slags, benyttede han lejligheden til at sige til dem: „Enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ — Mt 20:20-28.

Jakob døde sandsynligvis i år 44. Herodes Agrippa I lod ham henrette med sværdet. Han var den første af de 12 apostle der døde som martyr. — Apg 12:1-3.

6. En anden af Jesu Kristi apostle; Alfæus’ søn. (Mt 10:2, 3; Mr 3:18; Lu 6:15; Apg 1:13) Det antages almindeligvis at Alfæus var den samme som Klopas, hvilket er ret sandsynligt. I så fald var Jakobs moder, Maria, den Maria der var ’moder til Jakob den Lille og Joses’. (Joh 19:25; Mr 15:40; Mt 27:56) Han blev sikkert kaldt Jakob den Lille fordi han enten var mindre eller yngre end den anden apostel ved navn Jakob, Zebedæus’ søn.

7. Søn af Josef og Maria og halvbroder til Jesus. (Mr 6:3; Ga 1:19) Skønt denne Jakob ikke var apostel, er det øjensynlig ham der nævnes som tilsynsmand i menigheden i Jerusalem (Apg 12:17), og som skrev det brev i Bibelen der bærer navnet Jakob. (Jak 1:1) Han har muligvis været den ældste næst efter Jesus, idet han nævnes som den første af de fire sønner Maria fik på almindelig vis: Jakob, Josef, Simon og Judas. (Mt 13:55; se BRODER.) Paulus antyder i sit brev til korintherne, skrevet omkring år 55, at Jakob var gift. — 1Kor 9:5.

Det ser ud til at Jakob under Jesu tjeneste var godt kendt med sin broders virksomhed (Lu 8:19; Joh 2:12), men at han, selv om han ikke var modstander, heller ikke var en af Jesu disciple. (Mt 12:46-50; Joh 7:5) Han var sandsynligvis sammen med sine ikketroende brødre da de tilskyndede Jesus til at vise sig ved løvhyttefesten skønt de jødiske ledere nu søgte at dræbe ham. (Joh 7:1-10) Jakob kan også have været blandt de slægtninge der sagde om Jesus: „Han er gået fra forstanden.“ — Mr 3:21.

 Men efter Jesu død og før pinsedagen i år 33 var Jakob til stede i en sal ovenpå et sted i Jerusalem sammen med sin moder, sine brødre og apostlene for at bede. (Apg 1:13, 14) Det var øjensynlig denne Jakob den opstandne Jesus viste sig personligt for, som berettet i 1 Korinther 15:7, og således overbeviste denne tidligere ikketroende om at han virkelig var Messias. Dette henleder tanken på at Jesus også viste sig personligt for Paulus. — Apg 9:3-5.

Derefter blev Jakob et fremtrædende medlem af menigheden i Jerusalem og åbenbart også „apostel“ for menigheden. (Se APOSTEL [Menighedsapostle].) Paulus siger således at han under sit første besøg hos brødrene i Jerusalem (omkring år 36) var sammen med Peter i 15 dage, men at han ’ellers ikke så nogen af apostlene, kun Jakob, Herrens broder’. (Ga 1:18, 19) Da Peter var blevet udfriet fra fængselet, sagde han til brødrene i Johannes Markus’ hjem: „Meddel dette til Jakob og brødrene,“ hvilket vidner om Jakobs fremtrædende stilling. (Apg 12:12, 17) Omkring år 49 blev spørgsmålet om omskærelse forelagt „apostlene og de ældste“ i Jerusalem. Efter at Peter, Barnabas og Paulus havde aflagt deres vidnesbyrd, var det Jakob der tog til orde og foreslog en afgørelse som blev vedtaget og godkendt af forsamlingen. (Apg 15:6-29; jf. 16:4.) Da Paulus senere henviste til dette, skrev han at Jakob, Kefas og Johannes „ansås for at være søjler“ blandt brødrene i Jerusalem. (Ga 2:1-9) Efter at Paulus havde afsluttet en senere missionsrejse, aflagde han i Jerusalem beretning for Jakob og „alle de ældste“, og disse gav ham så visse anvisninger han skulle følge. — Apg 21:15-26; se også Ga 2:11-14.

At det var ’Jesu broder’ der skrev Jakobs Brev, og ikke en af apostlene af dette navn (enten Zebedæus’ søn eller Alfæus’ søn), synes at fremgå af brevets indledning. Dér omtaler brevskriveren sig som „en Guds og Herren Jesu Kristi træl“ og ikke som apostel. På tilsvarende måde omtaler hans broder Judas sig som „en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder“. (Jak 1:1; Jud 1) Begge brødre undgår beskedent at præsentere sig som kødelige brødre til Herren Jesus Kristus.

Jakob blev ifølge traditionen kaldt „den Retfærdige“ på grund af sin livsførelse. Bibelen oplyser intet om hans død, men den jødiske historiker Josefus fortæller at ypperstepræsten Ananus (Ananias) i tidsrummet mellem landshøvdingen Festus’ død, omkring år 62, og hans efterfølger Albinus’ ankomst „kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til den Jesus som blev kaldt Kristus, og nogle andre, frem for dem. Han anklagede dem for at have overtrådt loven og overgav dem til at blive stenet.“ — Jewish Antiquities, XX, 200 (ix, 1).