Ikke en dag på 24 timer, men en særlig tidsperiode hvor Jehova griber ind over for sine fjender til gavn for sit folk. Det er en „dag“ hvor Jehovas dom bliver eksekveret over de gudløse, og hvor Jehova sejrer over sine modstandere. „Dagen“ bringer også frelse og udfrielse til de retfærdige, og Jehovas overhøjhed bliver hævdet og fastslået. Det er således på mere end én måde Jehovas store dag.

Denne dag beskrives i Bibelen som en kampens dag, en stor og frygtindgydende dag med mørke og brændende vrede, en dag med heftig vrede, kval, trængsel, ødelæggelse og krigsråb. „Hvad vil Jehovas dag da betyde for jer?“ spurgte Gud ved profeten Amos sit egensindige folk, Israel. Dette: „Den vil være mørke og ikke lys; det vil gå jer som når en mand flygter for en løve og han møder en bjørn, og han går ind i huset og støtter hånden mod væggen og bliver bidt af en slange.“ (Am 5:18-20) Til Esajas blev der sagt: „Se, Jehovas dag kommer, grusom og med en heftig og brændende vrede.“ (Es 13:9) „Den dag er en dag med heftig vrede, en dag med kval og trængsel, en uvejrets og ødelæggelsens dag, en mørkets og mulmets dag, en dag med skyer og tykt mulm.“ (Zef 1:15) I en sådan trængselstid bliver penge værdiløse. „Deres sølv kaster de på gaderne.“ „Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne  udfri dem på Jehovas heftige vredes dag.“ — Ez 7:19; Zef 1:18.

Med en følelse af at budskabet hastede, advarede profeterne gang på gang om at Jehovas dag var nær. „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ (Zef 1:14) „Ak, hvilken dag! For Jehovas dag er nær.“ „Lad alle landets indbyggere bæve; for Jehovas dag kommer, ja, den er nær!“ — Joel 1:15; 2:1, 2.

En tid med dom og ødelæggelse. I betragtning af profetiernes formulering og de indtrufne begivenheder ser det ud til at udtrykket „Jehovas dag“, i det mindste forbilledligt, anvendes om forskellige perioder i fortiden hvor den Højeste fuldbyrdede sin ugunstige dom. Esajas forudså for eksempel hvordan det ville gå det troløse Juda og Jerusalem på „dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova“; denne ’dag’ ville komme over enhver iblandt dem der var „selvophøjet og stolt“. (Es 2:11-17) Ezekiel henvendte sig til Israels utro profeter og advarede dem om at de på ingen måde ville kunne befæste deres byer så de kunne „holde stand i krigen på Jehovas dag“. (Ez 13:5) Gennem profeten Zefanias forudsagde Jehova at han ville række sin hånd ud mod Juda og Jerusalem og især være opmærksom på at fyrsterne og kongens sønner ikke undslap. (Zef 1:4-8) Som historien viser, kom denne „Jehovas dag“ over Jerusalems indbyggere i 607 f.v.t.

I denne svære trængselstid for Juda og Jerusalem viste de omboende nationer, deriblandt Edom, deres had til Jehova og hans folk, hvilket fik profeten Obadias (v. 1, 15) til at profetere imod dem: „For Jehovas dag mod alle nationerne er nær. Som du har gjort, vil der blive gjort mod dig.“ „Jehovas dag“ og den brændende ødelæggelse den ville medføre, kom også over Babylon og Ægypten, ganske som forudsagt. — Es 13:1, 6; Jer 46:1, 2, 10.

Senere blev der ved profeten Malakias forudsagt endnu en „Jehovas dag“ — „Jehovas store og frygtindgydende dag“ — og der blev i profetien nævnt at Jehova forud for denne dag ville sende „profeten Elias“. (Mal 4:5, 6) Elias levede omkring 500 år før denne profeti blev udtalt, men i det 1. århundrede e.v.t. forklarede Jesus at Johannes Døber var det forudsagte modstykke til Elias. (Mt 11:12-14; Mr 9:11-13) På den tid var en „Jehovas dag“ altså nær. På pinsedagen i år 33 forklarede Peter at det der skete, var en opfyldelse af Joels profeti (2:28-32) om udgydelsen af Guds ånd, og at dette var noget som skulle indtræffe før „Jehovas store og strålende dag“ kom. (Apg 2:16-21) Denne „Jehovas dag“ kom i år 70 da Jehova opfyldte sit ord ved at lade de romerske hære eksekvere hans dom over den nation der havde forkastet hans søn og udfordrende råbt: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh 19:15; Da 9:24-27.

Bibelen peger imidlertid frem til endnu en „Jehovas dag“. Efter at jøderne var vendt hjem fra landflygtigheden i Babylon, lod Jehova sin profet Zakarias (14:1-3) forudsige „en dag som tilhører Jehova“. På denne dag ville Jehova samle ikke blot én nation, men „alle nationerne til krig mod Jerusalem“, og derefter ville han selv „drage ud og føre krig mod disse nationer“ og tilintetgøre dem. Apostelen Paulus forbandt under inspiration denne kommende „Jehovas dag“ med Kristi nærværelse. (2Ts 2:1, 2) Og Peter omtalte den i forbindelse med oprettelsen af „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. — 2Pe 3:10-13.

Alle bør ønske at komme i sikkerhed på Jehovas store dag. Efter at Joel har stillet spørgsmålet: „Hvem kan udholde den?“ siger han: „Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ (Joel 2:11; 3:16) Opfordringen er nådigt henvendt til alle, men kun få benytter sig af muligheden for at komme i sikkerhed ved at følge Zefanias’ råd: „Før forordningen føder, før dagen er fløjet bort som avner, før Jehovas brændende vrede kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer, søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ — Zef 2:2, 3.