Guds søns navn og titel mens han var på jorden, fra det tidspunkt da han blev salvet.

Navnet Jesus (gr.: Iēsousʹ) svarer til det hebraiske navn Jesjua eller Josua (i den fuldstændige form, Jehoʹsjua, hebr.: Jehōsjuʹa‛), der betyder „Jehova er frelse“. Navnet var ikke usædvanligt, for der var mange mænd i den periode der blev kaldt med dette navn. Derfor føjedes ofte en yderligere betegnelse til for nærmere at identificere personen, og man sagde for eksempel „Jesus Nazaræeren“. (Mr 10:47; Apg 2:22) „Kristus“ kommer af det græske Christosʹ, der svarer til det hebraiske Masjīʹach (Messias), og betyder „den Salvede“. Selv om udtrykket „den salvede“ med rette blev brugt om andre før Jesus, som for eksempel Moses, Aron og David (He 11:24-26, fdn.; 3Mo 4:3; 8:12; 2Sa 22:51), var disse mænds stilling, tjeneste og embede, som de var blevet salvet til at varetage, imidlertid kun et forbillede på Jesu Kristi overordnede stilling, tjeneste og embede. Han er derfor på en ganske særlig måde „den Salvede“, Kristus, eller Messias; han var „Messias, den levende Guds søn“. — Mt 16:16; se KRISTUS; MESSIAS.

Hans førmenneskelige tilværelse. Den person der blev kendt som Jesus Kristus, begyndte ikke sit liv her på jorden. Han sagde selv at han havde haft en førmenneskelig tilværelse i himmelen. (Joh 3:13; 6:38, 62; 8:23, 42, 58) Johannes 1:1, 2 viser hvilket navn den person der blev Jesus, bar i himmelen. Der siges: „I begyndelsen var Ordet [gr.: Loʹgos], og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud [„var guddommeligt“, AT, Mo; el.: var „af væsen guddommeligt“, R. Böhmer, C. Stage (begge tyske)]. Denne var i begyndelsen hos Gud.“ Eftersom Jehova er evig og ikke har nogen begyndelse (Sl 90:2; Åb 15:3), må den udtalelse at Ordet „i begyndelsen“ var hos Gud, sigte til begyndelsen af Guds skaberværk. Dette bekræftes af andre skriftsteder, der siger at Jesus var „al skabnings førstefødte“, „Guds skaberværks begyndelse“. (Kol 1:15; Åb 1:1; 3:14) Af Bibelen fremgår det således at Ordet (Jesus i sin førmenneskelige tilværelse) var Guds første skaberværk, hans førstefødte søn.

At Jehova var denne førstefødte søns Fader, den der havde givet ham livet, og at denne søn derfor var en af Guds skabninger, fremgår af Jesu egne udtalelser. Han henviste til Gud som den der havde givet ham livet, idet han sagde: „Jeg lever på grund af Faderen.“ Som det fremgår af sammenhængen, betød dette at hans liv hidrørte fra eller havde sin oprindelse hos Faderen, ligesom døende mennesker ville få liv som følge af deres tro på Jesu genløsningsoffer. — Joh 6:56, 57.

Hvis den alder som vor tids videnskabsmænd anslår det fysiske univers til at have, blot er tilnærmelsesvis korrekt, vil det sige at Jesu tilværelse som en åndeskabning begyndte milliarder af år før det første menneske blev skabt. (Jf. Mik 5:2.) Denne førstefødte åndesøn blev brugt af sin Fader til at skabe alt andet. (Joh 1:3; Kol 1:16, 17)  Dette indbefatter de millioner af andre åndesønner der udgør Jehova Guds himmelske familie (Da 7:9, 10; Åb 5:11), samt det fysiske univers og de skabninger der oprindelig blev frembragt i det. Det vil være logisk at slutte at det var til denne førstefødte søn Jehova sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1Mo 1:26) Hele dette skaberværk var ikke alene skabt „ved ham“, men også „til ham“, da han som Guds førstefødte søn er „arving til alle ting“. — Kol 1:16; He 1:2.

Ikke medskaber. At Sønnen medvirkede ved skabelsen, gjorde ham imidlertid ikke til Faderens medskaber. Evnen til at skabe kom fra Gud gennem hans hellige ånd, eller virksomme kraft. (1Mo 1:2; Sl 33:6) Og eftersom Jehova er kilden til alt liv, skylder alle levende skabninger, både synlige og usynlige, ham livet. (Sl 36:9) I stedet for medskaber var Sønnen det redskab, det mellemled, som Gud benyttede ved skabelsen. Jesus selv gav Gud æren som Skaberen og tilskrev ham skabelsen, ligesom hele Bibelen gør. — Mt 19:4-6; se SKABELSE.

Den personificerede visdom. Hvad der siges om Ordet i Bibelen, passer bemærkelsesværdigt på den beskrivelse der gives i Ordsprogene 8:22-31. Her personificeres visdommen idet den fremstilles som om den kan tale og handle. (Ord 8:1) Mange af de forfattere i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse som bekendte sig til kristendommen, forstod at denne passage symbolsk skildrede Guds søn i hans førmenneskelige tilværelse. Man kan ikke benægte at Sønnen, som der siges i disse vers, var ’frembragt’ af Jehova „som begyndelsen til [hans] vej, det tidligste af [hans] værker fra gammel tid“, eller at Sønnen var „hos [Jehova] som værkmester“ under jordens skabelse. Det er sandt at ordet for „visdom“ på hebraisk er hunkøn (som så mange andre sprog har navneordene på hebraisk et grammatisk køn), og dette vil fortsat være tilfældet selv om visdommen personificeres og bruges billedligt om Guds førstefødte søn. Det græske ord for „kærlighed“ er ligeledes hunkøn, og derfor også i udtrykket „Gud er kærlighed“ (1Jo 4:8), men dette gør ikke Gud til hunkøn. Kong Salomon, der står bag nedskrivningen af de fleste ordsprog i Ordsprogenes Bog (Ord 1:1), bruger betegnelsen qohæʹlæth (den der samler menigheden) om sig selv (Præ 1:1), og dette ord er også hunkøn.

Visdom ses eller erfares kun når den kommer til udtryk på en eller anden måde. Guds visdom kom til udtryk ved skabelsen (Ord 3:19, 20), men gennem hans søn. (Jf. 1Kor 8:6) På samme måde åbenbares og sammenfattes Guds vise hensigt med menneskene i hans søn, Jesus Kristus. Derfor kunne apostelen sige at Kristus er „Guds kraft og Guds visdom“, og at Kristus Jesus er blevet os „visdom fra Gud, samt retfærdighed og helliggørelse og udfrielse ved en løsesum“. — 1Kor 1:24, 30; jf. 1Kor 2:7, 8; Ord 8:1, 10, 18-21.

Hvordan han er den „enestefødte søn“. At Jesus kaldes den „enestefødte søn“ (Joh 1:14; 3:16, 18; 1Jo 4:9), betyder ikke at de andre åndeskabninger der blev frembragt, ikke var Guds sønner, for de kaldes også hans sønner. (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:4-7) Men som Faderens eneste direkte skaberværk var den førstefødte søn noget særligt og adskilte sig derved fra alle Guds andre sønner, der alle var skabt eller avlet af Jehova ved, det vil sige ved hjælp af, denne førstefødte søn. „Ordet“ var altså Jehovas „enestefødte søn“ i en særlig betydning, ligesom Isak var Abrahams „enestefødte“ i en særlig betydning (idet Abraham allerede havde en søn, men ikke med hustruen Sara). — He 11:17; 1Mo 16:15.

Hvorfor han kaldes „Ordet“. Navnet (eller måske titlen) „Ordet“ (Joh 1:1) betegner øjensynlig den funktion som Guds førstefødte søn havde efter at andre fornuftbegavede skabninger var blevet dannet. Et lignende udtryk findes i 2 Mosebog 4:16, hvor Jehova siger til Moses om hans broder, Aron: „Og han skal tale for dig til folket; og det skal være sådan at han skal tjene som mund for dig, og du skal tjene som Gud for ham.“ Som talsmand eller ordfører for Guds ypperste repræsentant på jorden tjente Aron som „mund“ for Moses. På samme måde forholdt det sig med Ordet, eller Logos, der blev Jesus Kristus. Jehova brugte åbenbart sin søn til at viderebringe oplysninger og anvisninger til andre i sin familie af åndesønner, ligesom han brugte denne søn til at overbringe sit budskab til mennesker på jorden. At Jesus var Guds Ord, eller Talsmand, fremgår af hans egen udtalelse over for nogle af sine jødiske tilhørere: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer.“ — Joh 7:16, 17; jf. Joh 12:50; 18:37.

Under sin førmenneskelige tilværelse som Ordet optrådte Jesus uden tvivl ved mange lejligheder som Jehovas talsmand over for mennesker på jorden. Mens det i nogle skriftsteder ser ud til at det var Jehova der talte direkte med mennesker, er der andre der viser at han gjorde det gennem en engel der talte på hans vegne. (Sml. 2Mo 3:2-4 med Apg 7:30, 35; se også 1Mo 16:7-11, 13; 22:1, 11, 12, 15-18.)  Det vil være rimeligt at slutte at Gud i de fleste tilfælde talte gennem Ordet. Sandsynligvis gjorde han det i Eden, for i to af de tre tilfælde hvor beretningen siger at Gud talte, fremgår det at der var en sammen med ham, uden tvivl hans søn. (1Mo 1:26-30; 2:16, 17; 3:8-19, 22) Den engel som ledede israelitterne gennem ørkenen, og hvis røst de skulle adlyde fordi ’Jehovas navn er i ham’, kan derfor have været Guds søn Ordet. — 2Mo 23:20-23; jf. Jos 5:13-15.

Det betyder dog ikke at Ordet er den eneste engel som Jehova har talt igennem. De inspirerede udtalelser i Apostelgerninger 7:53, Galaterne 3:19 og Hebræerne 2:2, 3 viser at flere engle medvirkede da Loven blev overgivet til Moses.

Jesus bærer fortsat navnet „Guds Ord“ efter at han er vendt tilbage til himmelsk herlighed. — Åb 19:13, 16.

Hvorfor kalder nogle bibeloversættelser Jesus „Gud“, mens andre siger at han var „en gud“?

Nogle bibeloversættelser gengiver Johannes 1:1 således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ (DA48, DA92) Den græske tekst lyder ordret: „I begyndelsen var ordet, og ordet var hen imod guden, og gud var ordet.“ Den der oversætter fra græsk, må selv forsyne teksten med store bogstaver i overensstemmelse med de regler der gælder for det sprog der oversættes til. Almindeligvis vil man skrive „Gud“ (med stort G) som en oversættelse af „guden“ da der her tydeligvis er tale om den almægtige Gud hos hvem Ordet var. Men man kan ikke af samme grund skrive den næste forekomst af „gud“ med stort.

Ny Verden-Oversættelsen gengiver dette skriftsted således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“ Sandt nok findes der ingen ubestemt artikel (svarende til „en“) i den græske tekst, men det betyder ikke at man ikke skal bruge den i en oversættelse, for på koinégræsk, eller fællesgræsk, fandtes der ingen ubestemt artikel. Derfor må oversættere af De Kristne Græske Skrifter, i overensstemmelse med deres forståelse af teksten, i nogle tilfælde tilføje den ubestemte artikel, mens de i andre tilfælde ikke gør det. Alle danske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter bruger den ubestemte artikel i hundredvis af gange, men de fleste bruger den ikke i Johannes 1:1. Dog er brugen af den i en oversættelse af dette skriftsted velbegrundet.

For det første bør man lægge mærke til at der i selve skriftstedet siges at Ordet var „hos Gud“ og derfor ikke selv kan være Gud, det vil sige den almægtige Gud. (Bemærk også v. 2, der ville være unødvendigt hvis v. 1 viste at Ordet var Gud selv.) Desuden står ordet for „gud“ (gr.: theosʹ) anden gang dette ord forekommer i verset, uden den bestemte artikel (gr.: ho), og dette er ikke uden betydning. Den tyske professor Ernst Haenchen siger herom i en kommentar til Johannesevangeliet (kap. 1-6): „. . . dengang var θεός [theosʹ, ’gud, guddommelig’] og ὁ θεός [ho theosʹ, ’Gud(en)’] ikke det samme. . . . for evangelisten var kun Faderen ὁ θεός [ho theosʹ, Guden] (jf. 17:3); ’Sønnen’ var underordnet ham (jf. 14:28). Men dette antydes kun i denne passage fordi vægten her skal lægges på det nære forhold imellem dem . . . På den tid da hymnen blev til, var det helt i overensstemmelse med jødisk og kristen monoteisme at tale om at der fandtes et guddomsvæsen side om side med og under Gud, uden at det var identisk med ham. Dette viser Fil. 2:6-10. Her skildrer Paulus netop et sådant guddomsvæsen, ham som senere blev mennesket Jesus Kristus . . . Der er altså hverken her [i Filipperbrevet] eller i Joh. 1:1 tale om en dialektisk enhed bestående af to dele, men om to som er forbundet i et nært personligt forhold.“ — Das Johannesevangelium, Tübingen 1980, s. 116.

Professor Haenchen gengiver Johannes 1:1c således: „Og gud (af art) var Logos,“ og siger i kommentaren hertil: „. . . her er ἦν [ēn, var] verballeddet i en prædikation. Man bør derfor lægge des nøjere mærke til prædikatsleddet: θεός [theosʹ] er ikke identisk med ὁ θεός [ho theosʹ] [at være ’gud’ eller ’guddommelig’ er ikke det samme som at være ’Gud’].“ (S. 118) Philip B. Harner kommer nærmere ind på dette punkt idet han siger at der i Johannes 1:1 er tale om en særlig grammatisk konstruktion, nemlig et artikelløst prædikatsled (et navneord uden den bestemte artikel der står som prædikatsled) foran verbet, en konstruktion der bevirker at sådanne sætninger hovedsagelig er egenskabsbeskrivende. Det vil i dette tilfælde sige at „logos har theos-natur“. Han siger videre: „I Johannes 1:1 mener jeg at prædikatsleddets egenskabsbeskrivende karakter er så fremtrædende at substantivet [theosʹ] ikke kan betragtes som bestemt.“ (Journal of Biblical Literature, Philadelphia [USA] 1973, s. 85, 87) Andre oversættere  som også erkender at det græske udtryk er egenskabsbeskrivende og siger noget om Ordets natur, oversætter dette udtryk: „Ordet var guddommeligt.“ — AT, Sd; jf. Mo; se NV, Tillæg, s. 1577, 1578.

Af De Hebraiske Skrifter fremgår det klart og entydigt at der kun findes én almægtig Gud, alle tings Skaber og den Højeste, hvis navn er Jehova. (1Mo 17:1; Es 45:18; Sl 83:18) Derfor kunne Moses sige til Israels nation: „Jehova vor Gud er én Jehova. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (5Mo 6:4, 5) De Kristne Græske Skrifter modsiger ikke denne lære, som Guds tjenere havde anerkendt og troet på i tusinder af år, men støtter den tværtimod. (Mr 12:29; Ro 3:29, 30; 1Kor 8:6; Ef 4:4-6; 1Ti 2:5) Jesus Kristus sagde selv: „Faderen er større end jeg,“ og omtalte Faderen som sin Gud, „den eneste sande Gud“. (Joh 14:28; 17:3; 20:17; Mr 15:34; Åb 1:1; 3:12) Ved talrige lejligheder gav Jesus udtryk for at han stod under Faderen, og at han underordnede sig ham. (Mt 4:9, 10; 20:23; Lu 22:41, 42; Joh 5:19; 8:42; 13:16) Efter at Jesus var steget til himmelen, fremstillede apostlene Jesu stilling i forhold til Faderen på samme måde. — 1Kor 11:3; 15:20, 24-28; 1Pe 1:3; 1Jo 2:1; 4:9, 10.

Alt dette viser at oversættelsen „Ordet var en gud“ i Johannes 1:1 er velbegrundet. Den stilling Ordet indtager som den førstefødte blandt Guds skabninger, den ved hvem Gud har skabt alle ting, og den som er Guds talsmand, viser endvidere at han med rette kan kaldes „en gud“ eller en mægtig. Den messianske profeti i Esajas 9:6 forudsagde at han ville blive kaldt „Vældig Gud“ (men ikke den almægtige Gud), og at han ville blive „Evig Fader“ til alle dem der får lov at leve som hans undersåtter. Det ville hans egen Faders, „Hærstyrkers Jehovas“, nidkærhed sørge for. (Es 9:7) Hvis Guds store modstander, Satan Djævelen, kan kaldes en „gud“ (2Kor 4:4) fordi han behersker mennesker og dæmoner (1Jo 5:19; Lu 11:14-18), kan Guds førstefødte søn med langt større berettigelse kaldes „en gud“, „den enestefødte gud“, som de mest pålidelige håndskrifter til Johannes 1:18 kalder ham.

Da Jesus af sine modstandere blev anklaget for at ’gøre sig selv til en gud’, lød hans svar: „Står der ikke skrevet i jeres lov: ’Jeg har sagt: „I er guder“’? Når han har kaldt dem som Guds ord var rettet imod, for ’guder’, og Skriften kan ikke gøres ugyldig, hvorfor siger I så til mig som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du spotter Gud,’ fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ (Joh 10:31-37) Jesus citerede her fra Salme 82, hvori jordiske dommere, som Gud fordømte fordi de ikke dømte retfærdigt, blev kaldt „guder“. (Sl 82:1, 2, 6, 7) Jesus viste her hvor urimeligt det var at anklage ham for gudsbespottelse fordi han sagde at han var — ikke Gud, men — Guds søn.

Denne anklage for gudsbespottelse blev fremsat fordi Jesus havde sagt: „Jeg og Faderen er ét.“ (Joh 10:30) At Jesus ikke hermed hævdede at være Faderen eller Gud selv, fremgår af hans svar, som anført ovenfor. Den enhed som Jesus tænkte på, må forstås på baggrund af den sammenhæng hvori udtalelsen blev fremsat. Han talte om sine gerninger og sin omsorg for de „får“ der ville følge ham. Hans gerninger, såvel som hans ord, vidnede om at der var enhed, ikke uoverensstemmelse, mellem ham og hans Fader, et punkt som han yderligere understregede i sit svar til dem. (Joh 10:25, 26, 37, 38; jf. Joh 4:34; 5:30; 6:38-40; 8:16-18.) Med hensyn til ’fårene’ stemte han og Faderen ligeledes overens, var ét, med hensyn til at beskytte dem og lede dem til evigt liv. (Joh 10:27-29; jf. Ez 34:23, 24.) Jesu bøn om enhed blandt disciplene, også de fremtidige, viser at enheden, eller samhørigheden, mellem Jesus og hans Fader ikke gjaldt deres identitet som en og samme person, men var møntet på deres enhed i hensigt og handling. På denne måde kunne Jesu disciple „alle . . . være ét“, ligesom han og Faderen er ét. — Joh 17:20-23.

I overensstemmelse hermed svarede Jesus følgende på et spørgsmål som Thomas havde stillet: „Hvis I havde kendt mig, ville I også have kendt min Fader; fra nu af kender I ham og har set ham,“ og han tilføjede, som svar på et spørgsmål fra Filip: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Joh 14:5-9) I den følgende forklaring viste Jesus igen at det forholdt sig sådan fordi han trofast repræsenterede sin Fader, talte hans ord og gjorde hans gerninger. (Joh 14:10, 11; jf. Joh 12:28, 44-49.) Det var ved samme lejlighed, aftenen før sin død, at Jesus sagde til de samme disciple: „Faderen er større end jeg.“ — Joh 14:28.

Hvordan disciplene ’så’ Faderen når de så Jesus, forstås yderligere i lyset af andre bibelske eksempler. Jakob sagde for eksempel til Esau: „[Jeg har] set dit ansigt som så jeg Guds ansigt da du tog velvilligt imod mig.“ Det sagde han fordi Esaus reaktion havde været i overensstemmelse med Jakobs bøn til Gud. (1Mo 33:9-11; 32:9-12) Efter at Gud havde svaret Job ud fra stormvejret og med sine spørgsmål havde givet ham en klarere forståelse, sagde Job: „Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne.“ (Job 38:1; 42:5; se også Dom 13:21, 22.) Hans „hjertes øjne“ var blevet oplyst. (Jf. Ef 1:18.)  At Jesu ord om at se Faderen skal forstås billedligt og ikke bogstaveligt, fremgår af hans egen udtalelse i Johannes 6:45 samt af Johannes’ ord da han længe efter Jesu død skrev: „Ingen har nogen sinde set Gud; det er den enestefødte gud, som ligger op mod Faderens bryst, der har forklaret ham.“ — Joh 1:18; 1Jo 4:12.

Hvad mente Thomas da han sagde til Jesus: „Min Herre og min Gud“?

Da Jesus viste sig for Thomas og de andre apostle og fjernede Thomas’ tvivl om at Jesus var opstået fra de døde, udbrød den nu overbeviste Thomas henvendt til Jesus: „Min Herre og min Gud [ordr.: „Herren min og Guden (ho Theosʹ) min!“]!“ (Joh 20:24-29) Nogle lærde opfatter denne udtalelse som et forbavset udbrud der var fremsat over for Jesus, men egentlig var henvendt til hans Gud og Fader. Andre hævder imidlertid at ordene på græsk kræver at de var henvendt til Jesus. Selv om dette skulle være tilfældet, måtte udtalelsen „Min Herre og min Gud“ dog stadig harmonere med den øvrige del af de inspirerede skrifter. Eftersom Jesus tidligere havde sendt sine disciple budskabet: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud,“ er der ingen grund til at tro at Thomas mente at Jesus var den almægtige Gud. (Joh 20:17) Efter at have fortalt om dette møde mellem Thomas og den opstandne Jesus siger Johannes selv om denne og lignende beretninger: „Men dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — Joh 20:30, 31.

Thomas kan derfor have kaldt Jesus „min Gud“ i den forstand at Jesus var „en gud“, men ikke den almægtige Gud, ikke „den eneste sande Gud“, som Thomas ofte havde hørt Jesus bede til. (Joh 17:1-3) Han kan dog også have kaldt Jesus „min Gud“ på samme måde som hans forfædre før i tiden havde udtrykt sig over for himmelske sendebud, som berettet i De Hebraiske Skrifter, hvilke Thomas var bekendt med. Ved flere lejligheder når en engel fra Jehova blev sendt til mennesker her på jorden, blev engelen tiltalt eller omtalt som om den var Jehova Gud. (Jf. 1Mo 16:7-11, 13; 18:1-5, 22-33; 32:24-30; Dom 6:11-15; 13:20-22.) Dette skyldtes at det himmelske sendebud optrådte på Jehovas vegne, var udsendt af ham og talte i hans navn, måske endog brugte stedordet i første person, ental, og ligefrem sagde: „Jeg er den sande Gud.“ (1Mo 31:11-13; Dom 2:1-5) Det er derfor muligt at Thomas har kaldt Jesus „min Gud“ i denne betydning og således anerkendt eller bekendt at Jesus var den sande Guds sendebud og talsmand. Hvad der end har været tilfældet, er det sikkert at Thomas’ ord ikke ville modsige den klare udtalelse som han selv havde hørt af Jesus, nemlig at „Faderen er større end jeg“. — Joh 14:28.

Hans fødsel på jorden. Før Jesus blev født som menneske på jorden, havde engle vist sig for mennesker i menneskelig skikkelse, idet de åbenbart materialiserede et passende legeme til lejligheden og derefter dematerialiserede sig efter at have udført deres opgave. (1Mo 19:1-3; Dom 6:20-22; 13:15-20) De blev således ved med at være åndeskabninger, idet de blot midlertidigt anvendte et fysisk legeme. Dette var imidlertid ikke tilfældet da Guds søn kom til jorden for at blive mennesket Jesus. I Johannes 1:14 siges der at „Ordet [blev] kød og boede iblandt os“. Derfor kunne han kalde sig selv for „Menneskesønnen“. (Joh 1:51; 3:14, 15) Nogle hæfter sig ved udtrykket „boede [ordr.: ’boede i telt’, ’teltede’] iblandt os“ og hævder at dette viser at Jesus ikke var et virkeligt menneske, men en inkarnation. Imidlertid anvender apostelen Peter et lignende udtryk om sig selv, og Peter var ikke en inkarnation. — 2Pe 1:13, 14.

Den inspirerede beretning i Bibelen lyder: „Men med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Mens hans moder Maria var lovet bort til ægteskab med Josef, viste det sig, før de var blevet forenet, at hun var gravid ved hellig ånd.“ (Mt 1:18) Forud for dette havde en engel som var sendt af Gud, fortalt jomfruen Maria at hun ville ’undfange i sit moderliv’ som følge af at Guds hellige ånd kom over hende og hans kraft overskyggede hende. (Lu 1:30, 31, 34, 35) Eftersom der fandt en virkelig undfangelse sted, lader det til at Jehova Gud lod en ægcelle i Marias moderliv befrugte, idet han gjorde det ved at overføre sin førstefødte søns liv fra åndeverdenen til jorden. (Ga 4:4) Kun på denne måde kunne det barn der skulle fødes, bevare sin identitet og være den samme person som havde haft bolig i himmelen som Ordet, og kun på denne måde kunne han være en virkelig søn af Maria og derfor en ægte efterkommer af hendes forfædre Abraham, Isak og Jakob, Juda og kong David og således retmæssig arving til de løfter Gud havde givet dem. (1Mo 22:15-18; 26:24; 28:10-14; 49:10; 2Sa 7:8, 11-16; Lu 3:23-34; se SLÆGTSREGISTER, JESU KRISTI.) Det er derfor sandsynligt at drengen der blev født, lignede sin jødiske moder i fysisk henseende, idet han arvede visse fysiske træk fra hende.

 Maria var en efterkommer af synderen Adam og var derfor selv ufuldkommen og underlagt synden. Derfor opstår det spørgsmål hvordan Jesus, Marias „førstefødte“ (Lu 2:7), kunne være fuldkommen og uden synd i sit fysiske legeme. Skønt moderne genetikere har fået stort kendskab til arvelighedslovene og dominante og recessive træk, har de ikke kunnet opnå nogen erfaring med hensyn til resultatet af en forening af fuldkommenhed og ufuldkommenhed, sådan som det skete i Jesu tilfælde. Af det Bibelen åbenbarer, ser det ud til at den fuldkomne mandlige livskraft (som forårsagede undfangelsen) udslettede enhver ufuldkommenhed i Marias ægcelle, og dette resulterede i et fuldkomment genetisk mønster og en fuldkommen fosterudvikling. Hvordan det end gik for sig, sikrede Guds hellige ånd ved undfangelsen et gunstigt forløb således at Guds hensigt blev opfyldt. Som engelen Gabriel forklarede Maria, ville „kraft fra den Højeste“ overskygge hende så det der blev født, var helligt, Guds søn. Guds hellige ånd dannede så at sige en beskyttende mur om fosteret så ingen fejl eller ufuldkommenhed fik lov at trænge ind og skade fosteret under dets udvikling fra undfangelsen og fremefter. — Lu 1:35.

Eftersom det var Guds hellige ånd der gjorde fødselen mulig, var det Jesu himmelske Fader, ikke en jordisk mand som for eksempel hans adoptivfader Josef, han skyldte sit liv som menneske. (Mt 2:13-15; Lu 3:23) Som der siges i Hebræerne 10:5, ’beredte Jehova Gud ham et legeme’, og fra undfangelsen og fremefter var Jesus virkelig „ubesmittet, skilt fra syndere“. — He 7:26; jf. Joh 8:46; 1Pe 2:21, 22.

Den messianske profeti i Esajas 52:14, der taler om at ’Guds tjener’ ville have et ’skæmmet udseende’, gælder derfor kun i billedlig forstand Jesus som Messias. (Jf. v. 7 i samme kapitel.) Selv om Jesus var fuldkommen i fysisk henseende, gjorde det budskab han frimodigt forkyndte om sandhed og retfærdighed, ham frastødende i hans hykleriske modstanderes øjne. De så i ham en mand der var dæmonbesat, et redskab for Beelzebub, en bedrager og gudsbespotter. (Mt 12:24; 27:39-43; Joh 8:48; 15:17-25) På samme måde gjorde det budskab som Jesu disciple senere forkyndte, dem til „en vellugt“, „en duft af liv til liv“, for dem der tog imod budskabet, men „en duft af død til død“ for dem der afviste det. — 2Kor 2:14-16.

Tidspunktet for hans fødsel, længden af hans tjeneste. Jesus blev sandsynligvis født i etanim måned (september/oktober) i år 2 f.v.t., blev døbt på omkring samme tid i år 29 e.v.t. og døde kl. 3 om eftermiddagen fredag den 14. nisan (marts/april) i år 33 e.v.t. Grundlaget for disse tidsangivelser er følgende:

Jesus blev født omkring seks måneder efter sin slægtning Johannes (Døber), i den romerske kejser Augustus’ regeringstid (31 f.v.t.–14 e.v.t.), mens Quirinius var statholder eller landshøvding i Syrien (se MØNSTRING med hensyn til de mulige tidspunkter for Quirinius’ statholderskab) og hen imod slutningen af Herodes den Stores regering som konge over Judæa. — Mt 2:1, 13, 20-22; Lu 1:24-31, 36; 2:1, 2, 7.

Hans fødsel i forhold til Herodes’ død. Selv om tidspunktet for Herodes’ død er omdiskuteret, er der meget der tyder på at han døde i år 1 f.v.t. (Se HERODES, 1 [Tidspunktet for Herodes’ død]; KRONOLOGI [Måneformørkelser].) Flere begivenheder fandt sted i tidsrummet mellem Jesu fødsel og Herodes’ død. Blandt disse var Jesu omskærelse på ottendedagen (Lu 2:21), hans fremstilling i templet i Jerusalem 40 dage efter hans fødsel (Lu 2:22, 23; 3Mo 12:1-4, 8), astrologernes rejse fra Østen til Betlehem (hvor Jesus ikke længere lå i en krybbe, men befandt sig i et hus — Mt 2:1-11; jf. Lu 2:7, 15, 16), Josef og Marias flugt til Ægypten med barnet (Mt 2:13-15) efterfulgt af Herodes’ opdagelse af at astrologerne ikke havde fulgt hans befaling, hvorefter han lod alle drengebørn i Betlehem og omegn aflive fra toårsalderen og nedefter (hvilket viser at Jesus ikke var et nyfødt barn på det tidspunkt). (Mt 2:16-18) Fastsættelsen af Jesu fødsel til efteråret 2 f.v.t. vil give tilstrækkelig tid til at disse begivenheder kunne finde sted mellem Jesu fødsel og Herodes’ død, der sandsynligvis indtraf i år 1 f.v.t. Der er imidlertid også andre grunde til at fastsætte Jesu fødsel til år 2 f.v.t.

Forholdet mellem Johannes’ tjeneste og Jesu tjeneste. Yderligere begrundelse for de tidsangivelser der er anført i begyndelsen af dette afsnit, findes i Lukas 3:1-3, der viser at Johannes Døber begyndte sin virksomhed med at forkynde og døbe i „det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid“. Dette 15. år strakte sig fra sidste halvdel af år 28 e.v.t. til august eller september år 29 e.v.t. (Se TIBERIUS.) På et tidspunkt under Johannes’ tjeneste kom Jesus til ham og blev døbt. Da Jesus derefter selv begyndte sin gerning, var han „omkring tredive år gammel“. (Lu 3:21-23) I en alder af 30 år, den alder hvori David blev konge, ville Jesus ikke længere være underlagt sine jordiske forældre. — 2Sa 5:4, 5; jf. Lu 2:51.

Ifølge 4 Mosebog 4:1-3, 22, 23, 29, 30 var de levitter som skulle tjene ved helligdommen, „fra  trediveårsalderen og opefter“. Det vil sige at en levit eller præst indtrådte i tjenesten når han var 30 år. Det er rimeligt at mene at Johannes Døber, der var levit og søn af en præst, påbegyndte sin tjeneste i en tilsvarende alder, ikke ved templet, naturligvis, men i den særlige opgave som Jehova havde tiltænkt ham. (Lu 1:1-17, 67, 76-79) Den omstændighed at aldersforskellen mellem Johannes og Jesus udtrykkeligt nævnes (to gange), samt overensstemmelsen mellem engelens besøg hos henholdsvis Elisabet og Maria med budskaberne om de to sønners fødsel (Lu 1) giver grund til at tro at deres tjeneste fulgte det samme mønster tidsmæssigt, det vil sige at Johannes (som Jesu forløber) begyndte sin tjeneste ca. seks måneder før Jesus begyndte sin.

Herudfra kan Johannes’ fødsel, 30 år før han begyndte sin tjeneste i Tiberius’ 15. regeringsår, fastsættes til et tidspunkt mellem sidste halvdel af år 3 f.v.t. og august eller september år 2 f.v.t., efterfulgt af Jesu fødsel omkring seks måneder senere.

Vidnesbyrd om en tjeneste på tre og et halvt år. Ved hjælp af yderligere kronologiske vidnesbyrd kan man fastsætte tidspunktet endnu nærmere. Disse vidnesbyrd drejer sig om længden af Jesu tjeneste og tidspunktet for hans død. Profetien i Daniel 9:24-27 (en fuldstændig behandling findes i artiklen HALVFJERDS UGER) viser at Messias ville fremstå ved begyndelsen af den 70. åruge (Da 9:25), og at hans død som et offer ville indtræffe „i midten“ af denne uge, hvorefter slagtofrene og offergaverne under Lovpagten ikke ville have nogen gyldighed mere. (Da 9:26, 27; jf. He 9:9-14; 10:1-10.) Da de nævnte „uger“ er åruger på hver syv år, vil det sige at Jesu Kristi tjeneste ville strække sig over tre og et halvt år.

Når Jesu tjeneste skulle strække sig over tre og et halvt år og den endte med hans død ved påsketid, måtte der inden for den samme periode være fire påskehøjtider. At der virkelig var fire højtider, bekræftes af Johannes 2:13, 5:1, 6:4 og 13:1. Den højtid der nævnes i Johannes 5:1, omtales ikke specielt som påsken. Der siges blot „en af jødernes højtider [ordr.: ’højtid’ uden artikel; nogle håndskrifter har her den bestemte artikel]“. (Se Joh 5:1, fdn.) Der er dog god grund til at mene at der her er tale om påsken og ikke om en af de andre årlige højtider.

Kort forud herfor, i Johannes 4:35, har Jesus sagt: „Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer?“ Høsten begyndte med byghøsten omkring ved påsketid (14. nisan). Jesu udtalelse må derfor være fremsat fire måneder før dette tidspunkt, det vil sige i kislev måned (november/december). Indvielseshøjtiden, som blev indført efter landflygtigheden i Babylon, faldt i kislev måned, men den var ikke en af de store højtider som krævede at man rejste til Jerusalem. (2Mo 23:14-17; 3Mo 23:4-44) Den fejredes ifølge jødisk tradition i de mange synagoger der lå rundt om i landet. (Se INDVIELSESHØJTIDEN.) Senere, i Johannes 10:22, nævnes det specielt at Jesus overværede en sådan indvielseshøjtid i Jerusalem, men det ser ud til at Jesus allerede befandt sig i området, idet han havde været der siden løvhyttefesten og derfor ikke specielt var rejst dertil med det formål at overvære denne højtid. Til forskel herfra siges der tydeligt i Johannes 5:1 at det var med netop det formål at overvære „en af jødernes højtider“ at Jesus rejste fra Galilæa (Joh 4:54) til Jerusalem.

Den eneste anden højtid mellem kislev og påsken var purimsfesten, der faldt i adar måned (februar/marts), ca. en måned før påsken. Men purimsfesten, der også var indført efter landflygtigheden, blev ligesom indvielseshøjtiden fejret i hjemmene og synagogerne rundt om i landet. (Se PURIM.) Det mest sandsynlige er derfor at den højtid der er tale om i Johannes 5:1, er påskehøjtiden, og Jesu tilstedeværelse i Jerusalem ville da være i overensstemmelse med Guds lov til Israel. Det er rigtigt at Johannes derefter kun beretter om nogle få begivenheder før den næste påskehøjtid nævnes (Joh 6:4), men et blik på oversigten „Hovedbegivenhederne i Jesu jordiske liv“ viser at Johannes’ beretning om den første del af Jesu jordiske tjeneste er meget kortfattet, idet han forbigår mange af de begivenheder som de tre andre evangelister allerede har fortalt om. Den omstændighed at Jesus udfoldede den omfattende virksomhed som disse tre evangelister (Mattæus, Markus og Lukas) beretter om, støtter den opfattelse at der faldt en påskehøjtid mellem den der nævnes i Johannes 2:13, og den der nævnes i Johannes 6:4.

Tidspunktet for hans død. Jesu Kristi død fandt sted om foråret, på dagen for påsken, den 14. nisan (eller abib) efter den jødiske kalender. (Mt 26:2; Joh 13:1-3; 2Mo 12:1-6; 13:4) Det år faldt påsken på den sjette dag i ugen (af jøderne regnet fra solnedgang torsdag til solnedgang fredag). Dette fremgår af Johannes 19:31, der viser at den følgende dag var en „stor“ sabbat. Dagen efter påsken var altid en sabbatsdag, uanset hvilken ugedag den faldt på. (3Mo 23:5-7) Men når denne særlige sabbat faldt sammen med den sædvanlige ugentlige sabbat (den syvende dag i  ugen), blev den „stor“. Derfor fandt Jesu død sted om fredagen, den 14. nisan, og det var omkring kl. 3 om eftermiddagen. — Lu 23:44-46.

Opsummering. Eftersom Jesu død fandt sted i forårsmåneden nisan, må han have begyndt sin tjeneste, der ifølge Daniel 9:24-27 skulle strække sig over tre og et halvt år, om efteråret, omkring etanim måned (september/oktober). Det vil sige at Johannes må have begyndt sin tjeneste om foråret i år 29 e.v.t. (Tiberius’ 15. regeringsår), og hans fødsel må have fundet sted om foråret 30 år tidligere, det vil sige i år 2 f.v.t. Jesus blev så født et halvt år senere, om efteråret i år 2 f.v.t.; han begyndte sin tjeneste 30 år senere, i efteråret 29 e.v.t., og hans død fandt sted i år 33 e.v.t. (om foråret, den 14. nisan).

Intet grundlag for at fødselen skulle have fundet sted om vinteren. Den traditionelle dato for Jesu fødsel, den 25. december, har således intet grundlag i Bibelen. Som de fleste leksika viser, var dette oprindelig datoen for en hedensk fest. Om oprindelsen til at feste den 25. december skriver den jesuitiske teolog Urbanus Holzmeister:

„I dag er det almindeligt anerkendt at anledningen til at fejre den 25. december er den højtid som hedningerne fejrede på denne dag. Petau [en fransk jesuitisk teolog, 1583-1652] har med rette henledt opmærksomheden på at ’den ubesejrede sols fødsel’ blev fejret den 25. december.

Vidner om denne højtid er: (a) Furius Dionysius Filocalus’ Kalender fra år 354 [e.v.t.], hvori der står: ’Den 25. december, den ubesejrede [sols] F(ødselsdag).’ (b) Astrologen Antiochus’ kalender (fra omkring år 200 [e.v.t.]): ’December måned . . . 25 . . . solens fødselsdag; dagslyset tager til.’ (c) Kejser Julian [Julian den Frafaldne, romersk kejser 361-363 e.v.t.] anbefalede festlighederne ved årets slutning til ære for solen, som blev kaldt ’den ubesejrede sol’.“ — Chronologia vitae Christi [Kronologisk oversigt over Kristi liv], Pontificium Institutum Biblicum, Rom 1933, side 46.

Det mest iøjnefaldende vidnesbyrd om at den 25. december ikke er den rigtige dato for Jesu fødsel, er måske at der, som beretningen i Bibelen viser, var hyrder på marken med deres hjord den nat Jesus blev født. (Lu 2:8, 12) Allerede i efterårsmåneden bul (der svarer til en del af oktober og en del af november) begyndte regntiden (5Mo 11:14), og man førte hjordene ind under tag om natten. Den følgende måned, kislev (den 9. måned efter den jødiske kalender, svarende til en del af november og en del af december), var en kold og regnfuld måned (Jer 36:22; Ezr 10:9, 13), og i tebet (december/januar) havde man årets laveste temperatur, og der kunne falde sne i bjergegnene. At der var hyrder på marken om natten, stemmer derfor med de vidnesbyrd der peger på den tidlige efterårsmåned etanim som tidspunktet for Jesu fødsel. — Se BUL; KISLEV.

Det ville også være højst usandsynligt at den romerske kejser valgte en regnfuld vintermåned som det tidspunkt hvor hans jødiske undersåtter (der ofte var oprørske) skulle rejse „hver til sin by“ for at blive indskrevet. — Lu 2:1-3; jf. Mt 24:20; se TEBET.

De første år af hans liv. Beretningen om de første år af Jesu liv som menneske på jorden er meget kortfattet. Efter at han var født i Betlehem i Judæa, kong Davids fødeby, og efter at familien var vendt tilbage fra Ægypten, slog hans forældre sig ned i Nazaret i Galilæa, hvor han voksede op — alt sammen som en opfyldelse af guddommelige profetier. (Mt 2:4-6, 14, 15, 19-23; Mik 5:2; Ho 11:1; Es 11:1; Jer 23:5) Jesu adoptivfader, Josef, var tømrer (Mt 13:55) og åbenbart mindrebemidlet. (Jf. Lu 2:22-24 og 3Mo 12:8.) Jesus, der den første dag i sit liv som menneske sov i en stald, tilbragte således sandsynligvis sin barndom under ret beskedne kår. Historisk var Nazaret ikke nogen fremtrædende by selv om den lå i nærheden af to betydelige handelsveje. Det er muligt at mange jøder så ned på den. — Jf. Joh 1:46; se BILLEDER, bd. 2, s. 539; NAZARET.

De første år af Jesu liv kender man intet til ud over at der siges at „drengen voksede og styrkedes, han fyldtes med visdom, og Guds gunst var fortsat over ham“. (Lu 2:40) I tidens løb voksede familien idet Josef og Maria fik andre børn, fire sønner og nogle døtre. (Mt 13:54-56) Marias „førstefødte“ (Lu 2:7) voksede altså ikke op som enebarn. Dette er uden tvivl forklaringen på at hans forældre efter at have overværet påskefesten i Jerusalem kunne påbegynde hjemturen uden at opdage at Jesus, deres ældste barn, ikke var med. Denne begivenhed, hvor Jesus som 12-årig besøgte templet og sad midt iblandt lærerne og stillede dem spørgsmål der slog dem med forbavselse, er den eneste der ret detaljeret fortælles fra hans opvækst. (BILLEDE, bd. 2, s. 538) Det svar Jesus gav sine bekymrede forældre da de fandt ham i templet, viser at Jesus kendte de mirakuløse omstændigheder ved sin fødsel og var klar over sin messianske fremtid. (Lu 2:41-52) Man må formode at Jesu moder og adoptivfader havde fortalt ham om omstændighederne ved hans undfangelse og fødsel, om alt hvad englene havde sagt, både til Maria og Josef, og om hvad Simeon og Anna profetisk havde udtalt da han  blev fremstillet i templet 40 dage efter sin fødsel. — Mt 1:20-25; 2:13, 14, 19-21; Lu 1:26-38; 2:8-38.

Der er intet der tyder på at Jesus besad eller gjorde brug af nogen mirakuløse evner i sin barndom, sådan som de fantasifulde fortællinger der findes i visse apokryfe skrifter, for eksempel det såkaldte Thomasevangelium, fremstiller det. Da Jesus, efter at være trådt offentligt frem, forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana, var det ’begyndelsen på hans tegn’. (Joh 2:1-11) Jesus stillede åbenbart ikke sin visdom eller sin overlegenhed som et fuldkomment menneske til skue mens han boede hos sin familie i Nazaret, hvilket ses af at hans halvbrødre ikke fik tro på ham under hans jordiske tjeneste; ligeledes var indbyggerne i Nazaret i det store og hele vantro. — Joh 7:1-5; Mr 6:1, 4-6.

Dog kendte man ham udmærket i Nazaret (Mt 13:54-56; Lu 4:22); hans personlighed og usædvanlige egenskaber må være noget som i det mindste de der satte pris på retfærdighed og godhed, lagde mærke til. (Jf. Mt 3:13, 14.) Han kom regelmæssigt i synagogen hver sabbat. Han havde lært at læse, for han kunne finde og oplæse stykker fra De Hellige Skrifter, men han havde ikke studeret ved rabbinernes skoler. — Lu 4:16; Joh 7:14-16.

Den kortfattethed der præger beretningen om disse første år, skyldes at Jesus endnu ikke var blevet salvet af Jehova som „Messias“, eller „Kristus“, (Mt 16:16) og endnu ikke havde påbegyndt den gerning der ventede ham. Hans barndom og opvækst var ligesom hans fødsel nødvendige forudsætninger, men dog af underordnet betydning; de var midlet til at nå målet. Som Jesus senere sagde til den romerske landshøvding Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh 18:37.

Hans dåb. Udgydelsen af den hellige ånd ved Jesu dåb markerede tidspunktet da han i egentligste forstand blev Messias, eller Kristus, Guds Salvede. (Når englene brugte denne betegnelse om ham ved hans fødsel, var det åbenbart i profetisk betydning; Lu 2:9-11; bemærk også v. 25, 26.) I seks måneder havde Johannes ’beredt vejen’ for „Guds frelsesmiddel“. (Lu 3:1-6) Jesus, der nu var „omkring tredive år gammel“, blev døbt trods de indvendinger Johannes først fremførte fordi han indtil da kun havde døbt angrende syndere. (Mt 3:1, 6, 13-17; Lu 3:21-23) Men Jesus var syndfri; derfor var hans dåb et tegn på at han fremstillede sig for at gøre sin Faders vilje. (Jf. He 10:5-9.) Efter at Jesus var steget op af vandet, og mens han bad, „så han himlene blive skilt ad“, og Guds ånd dalede ned over ham i skikkelse af en due, og Jehovas stemme lød fra himmelen og sagde: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ — Mt 3:16, 17; Mr 1:9-11; Lu 3:21, 22.

Da Guds ånd blev udgydt over Jesus, oplyste den uden tvivl hans sind på mange punkter. Jesu egne udtalelser derefter, og især den inderlige bøn til Faderen påskeaften i år 33, viser at han huskede sin førmenneskelige tilværelse og det han havde hørt af Faderen, og det han havde set Faderen gøre, samt den herlighed han selv havde haft i himmelen. (Joh 6:46; 7:28, 29; 8:26, 28, 38; 14:2; 17:5) Det er højst sandsynligt at erindringen om disse ting blev vakt hos ham ved hans dåb og salvelse.

Ved Jesu salvelse med hellig ånd blev han udnævnt og bemyndiget til at forkynde og undervise (Lu 4:16-21) og til at tjene som Guds profet. (Apg 3:22-26) Men frem for alt blev han udnævnt og bemyndiget til at være konge, den konge som Jehova havde lovet, og som var arving til Davids trone (Lu 1:32, 33, 69; He 1:8, 9) og til et evigt rige. Derfor kunne han senere sige til farisæerne: „Guds rige er i jeres midte.“ (Lu 17:20, 21) Desuden blev Jesus salvet til at virke som Guds ypperstepræst, ikke som en efterkommer af Aron, men i lighed med kongepræsten Melkizedek. — He 5:1, 4-10; 7:11-17.

Jesus havde været Guds søn lige fra det øjeblik han blev født, ligesom den fuldkomne Adam havde været „søn af Gud“. (Lu 3:38; 1:35) Englene havde identificeret Jesus som Guds søn lige fra hans fødsel. Da Faderens stemme nu ved Jesu dåb hørtes sige: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig“ (Mr 1:11), er det rimeligt at slutte at denne erklæring som ledsagede salvelsen med Guds ånd, var mere end blot en anerkendelse af Jesu identitet. Alt tyder på at Jesus da blev avlet eller frembragt af Gud som hans åndelige søn, ’født igen’, så at sige, med ret til endnu en gang at få liv som en åndelig søn af Gud i himmelen. — Jf. Joh 3:3-6; 6:51; 10:17, 18; se DÅB; ENESTEFØDT.

Hans plads i Guds hensigter. Det behagede Jehova Gud at gøre sin førstefødte søn til den centrale skikkelse i gennemførelsen af alle sine hensigter (Joh 1:14-18; Kol 1:18-20; 2:8, 9), til det brændpunkt hvori lyset fra alle profetierne samledes, og hvorfra det igen strålede ud (1Pe 1:10-12; Åb 19:10; Joh 1:3-9), til den der var løsningen på alle de problemer som Satans oprør havde skabt (He 2:5-9, 14, 15; 1Jo 3:8), og til den grundvold hvorpå han ville bygge alle fremtidige  foranstaltninger til varig gavn for sin universelle familie i himmelen og på jorden. (Ef 1:8-10; 2:20; 1Pe 2:4-8) På grund af den betydningsfulde plads Jesus således indtager i Guds hensigter, kunne han med rette og uden overdrivelse sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Joh 14:6.

„Den hellige hemmelighed“. Guds hensigt som den åbenbaredes i Jesus Kristus, forblev en ’hellig hemmelighed’, et ’mysterium’, der blev „fortiet i lange tider“. (Ro 16:25-27) I mere end 4000 år efter oprøret i Edens have havde troende mennesker ventet på opfyldelsen af Guds løfte om et „afkom“ der skulle knuse Slangens, Guds store modstanders, hoved og derved bringe menneskeheden udfrielse. (1Mo 3:15) I næsten 2000 år havde de håbet på Jehovas pagt med Abraham om et „afkom“ der ville „tage sine fjenders port i besiddelse“, og ved hvem alle jordens nationer skulle velsigne sig. — 1Mo 22:15-18.

Endelig, „da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn“ og åbenbarede gennem ham betydningen af ’den hellige hemmelighed’. Ydermere gav han det endelige svar på det spørgsmål som Guds store modstander havde rejst (se JEHOVA [Det store stridsspørgsmål af moralsk art]), og tilvejebragte midlet til at udfri lydige mennesker fra synd og død i form af sin søns genløsningsoffer. (Ga 4:4; 1Ti 3:16; Joh 14:30; 16:33; Mt 20:28) Dermed ryddede Jehova Gud enhver usikkerhed og uklarhed vedrørende sine hensigter af vejen i sine tjeneres sind. Derfor kunne apostelen sige at „uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham [Jesus Kristus]“. — 2Kor 1:19-22.

Åbenbaringen af ’den hellige hemmelighed’ bestod ikke blot i en identificering af Guds søn som sådan. Hemmeligheden indbefattede den plads han ville indtage i Guds forudfattede hensigt, samt hvordan denne hensigt ville blive åbenbaret og gennemført i Jesus Kristus. Denne hensigt, der så længe havde været en hemmelighed, drejede sig om „en administration ved udløbet af de fastsatte tider“ hvorved Gud ville „sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. — Ef 1:9, 10.

’Den hellige hemmelighed’ der var forbundet med Kristus Jesus, omfatter blandt andet at han vil stå i spidsen for en ny himmelsk regering hvis medlemmer vil blive udtaget blandt mennesker på jorden, både jøder og ikkejøder, og hvis domæne vil omfatte både himmelen og jorden. I det syn der skildres i Daniel 7:13, 14, ses derfor en der var som „en menneskesøn“ (en betegnelse der senere hyppigt anvendes om Kristus — Mt 12:40; 24:30; Lu 17:26; jf. Åb 14:14), i Jehovas himmelske haller, hvor han får overdraget „herredømme og ære og kongemagt“, og det siges at „alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. Det samme syn viser imidlertid også at „den Allerhøjestes hellige“ vil få del i riget, herredømmet og storheden sammen med denne „menneskesøn“. (Da 7:27) Mens Jesus var her på jorden, udvalgte han blandt sine disciple de første fremtidige medlemmer af sin rigsregering, og efter at de ’var blevet hos ham i hans prøvelser’, indgik han en pagt med dem om et rige og bad om at de måtte blive helliget (eller blive „hellige“), og om at „hvor jeg er, dér skal de også være sammen med mig, for at de kan se min herlighed, den som du har givet mig“. (Lu 22:28, 29; Joh 17:5, 17, 24) Ved således at være forenet med Kristus omfattes den kristne menighed også af „den hellige hemmelighed“, sådan som den inspirerede apostel senere gav udtryk for. — Ef 3:1-11; 5:32; Kol 1:26, 27; se HELLIG HEMMELIGHED.

„Livets hovedformidler“. Som et udtryk for Faderens ufortjente godhed gav Jesus Kristus sit fuldkomne menneskeliv som et offer. Dette gjorde det muligt for Jesu udvalgte disciple at blive forenet med ham i hans himmelske regering og muliggjorde ligeledes at der kunne blive jordiske undersåtter under hans rigsregering. (Mt 6:10; Joh 3:16; Ef 1:7; He 2:5; se LØSESUM, LØSKØBELSE.) Han blev derved „livets hovedformidler“ („livets fyrste“, DA92) for alle mennesker. (Apg 3:15) Det græske ord der bruges her, archēgosʹ, betyder egentlig „anfører“. Et beslægtet ord, arʹchōn, der anvendes om Moses (Apg 7:27, 35), er oversat med „leder“.

Som „livets hovedformidler“ eller „livets banebryder“ (DA48) indførte Jesus Kristus noget nyt og væsentligt i forbindelse med at mennesker kunne opnå evigt liv, idet han blev mellemmand mellem Gud og mennesker. I denne egenskab har han også en tjenende funktion. Han er Guds ypperstepræst som kan udvirke fuld renselse for synd og befri mennesker for syndens dødbringende virkninger (He 3:1, 2; 4:14; 7:23-25; 8:1-3); han er den udnævnte dommer hvem al dom er overdraget, og som efter en velovervejet bedømmelse uddeler sit genløsningsoffers goder til dem blandt menneskene der er værdige til at leve under hans kongedømme (Joh 5:22-27; Apg 10:42, 43); det er også gennem ham de dødes opstandelse finder sted. (Joh 5:28, 29; 6:39, 40) Eftersom det har behaget Jehova Gud at bruge sin søn på denne måde, er der ’ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn  hvorved de skal frelses’. — Apg 4:12; jf. 1Jo 5:11-13.

Eftersom Jesu „navn“ også omfatter denne side af hans myndighed, kunne hans disciple, idet de handlede på hans, livets hovedformidlers, vegne, ved dette navn helbrede mennesker for sygdomme der skyldtes den nedarvede synd, og kunne endog oprejse døde. — Apg 3:6, 15, 16; 4:7-11; 9:36-41; 20:7-12.

Den fulde betydning af hans „navn“. Selv om Jesu død på en marterpæl har afgørende betydning for menneskets frelse, er anerkendelsen heraf på ingen måde alt hvad der er forbundet med at tro på hans navn. (Apg 10:43) Efter sin opstandelse sagde Jesus til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ Han viste dermed at han står i spidsen for en regering der hersker over hele universet. (Mt 28:18) Apostelen Paulus viste klart at Jesu Fader har „lagt alt under hans [Jesu] fødder“, med undtagelse, naturligvis, af „Ham som har underlagt ham alt“, det vil sige Jehova, den suveræne Gud. (1Kor 15:27; He 1:1-14; 2:8) Jesu Kristi „navn“ er derfor ypperligere end englenes, idet hans navn omfatter eller står for hele den udøvende myndighed som Jehova har lagt i hans hænder. (He 1:3, 4) Kun de der villigt anerkender dette „navn“ og bøjer sig for det idet de underordner sig den myndighed det repræsenterer, vil opnå evigt liv. (Apg 4:12; Ef 1:19-23; Flp 2:9-11) De må oprigtigt og uden hykleri leve op til det eksempel Jesus satte, og i tro adlyde de bud han gav. — Mt 7:21-23; Ro 1:5; 1Jo 3:23.

Hvad menes der med Jesu „navn“ i udtrykket ’I vil blive hadet af alle nationer på grund af mit navn’?

Et eksempel på denne anden betydning af Jesu „navn“ findes i hans profetiske advarsel om at hans disciple ville blive ’genstand for alle nationernes had på grund af hans navn’. (Mt 24:9; også Mt 10:22; Joh 15:20, 21; Apg 9:15, 16) Tydeligvis ville dette ikke være på grund af hans navn som genløser, men på grund af hans navn som Guds udnævnte hersker, kongernes Konge, som alle nationer må bøje sig for og underlægge sig hvis ikke de vil tilintetgøres. — Åb 19:11-16; jf. Sl 2:7-12.

Når dæmonerne gav efter for Jesu befaling om at fare ud af mennesker som de havde besat, gjorde de det heller ikke på grund af at Jesus var Guds offerlam, men på grund af den myndighed der omgav hans navn som Rigets salvede konge, den som havde myndighed til at tilkalde, ikke blot én legion, men tolv legioner engle, der kunne uddrive et hvilket som helst antal dæmoner som stædigt modsatte sig hans befaling om at forlade personen. (Mr 5:1-13; 9:25-29; Mt 12:28, 29; 26:53; jf. Da 10:5, 6, 12, 13.) Jesu trofaste apostle fik bemyndigelse til at bruge hans navn til at uddrive dæmoner, både før og efter hans død. (Lu 9:1; 10:17; Apg 16:16-18) Men da sønnerne af en jødisk præst ved navn Skeva prøvede at bruge Jesu navn på denne måde, bestred den onde ånd deres ret til at bruge den myndighed der lå i dette navn, og fik den besatte til at angribe og maltraktere dem. — Apg 19:13-17.

Når Jesu disciple henviste til hans „navn“, brugte de hyppigt udtrykket „Herren Jesu navn“ eller „vor Herre Jesu Kristi navn“. (Apg 8:16; 15:26; 19:5, 13, 17; 1Kor 1:2, 10; Ef 5:20; Kol 3:17) De anerkendte ham som deres Herre, ikke blot fordi han var deres guddommeligt udnævnte Genløser og Ejer i kraft af sit genløsningsoffer (1Kor 6:20; 7:22, 23; 1Pe 1:18, 19; Jud 4), men også på grund af hans stilling og myndighed som konge. Det var med den fulde, både kongelige og præstelige, myndighed som Jesu navn repræsenterede, at hans disciple forkyndte (Apg 5:29-32, 40-42), døbte andre disciple (Mt 28:18-20; Apg 2:38; jf. 1Kor 1:13-15), udstødte umoralske personer (1Kor 5:4, 5) og tilskyndede og vejledte de kristne menigheder de var hyrder for (1Kor 1:10; 2Ts 3:6). Det følger heraf at de der ville blive godkendt til liv af Jesus, aldrig kunne tro på eller vise troskab mod noget andet „navn“ tilhørende en der gjorde krav på at herske med Guds bemyndigelse, men måtte vise ubrydelig troskab mod denne guddommeligt udnævnte konges, Herren Jesu Kristi, „navn“. — Mt 12:18, 21; Åb 2:13; 3:8; se ADGANG TIL GUD.

Hans opgave: ’at vidne om sandheden’. På Pilatus’ spørgsmål: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ svarede Jesus: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (Joh 18:37; se RETSSAG [Retssagen mod Jesus].) Som det fremgår af Bibelen, var den sandhed som han vidnede om, ikke sandheden i almindelighed. Det var den altoverskyggende sandhed om hvad Guds hensigter var og er, en sandhed der var baseret på et så stærkt fundament som Guds suveræne vilje og hans evne til at gennemføre denne vilje. Ved sin forkyndelse åbenbarede Jesus at denne sandhed, som „den hellige hemmelighed“ indeholdt, var Guds rige med Jesus Kristus, Davids søn, som kongepræst på tronen.  Dette var også essensen af det budskab englene forkyndte forud for og ved hans fødsel i Betlehem i Judæa, Davids by. — Lu 1:32, 33; 2:10-14; 3:31.

At fuldføre denne tjeneste ved at vidne om sandheden krævede mere af Jesus end blot at tale, forkynde og undervise. Foruden at han måtte give afkald på sin himmelske herlighed for at blive født som menneske, måtte han opfylde alt det der var profeteret om ham, deriblandt de skygger, eller forbilleder, som Lovpagten indeholdt. (Kol 2:16, 17; He 10:1) For at bekræfte sandheden i sin Faders profetiske ord og løfter måtte Jesus leve på en sådan måde at denne sandhed blev virkelighed, idet han opfyldte den med det han sagde og gjorde, med den måde han levede på, og den måde han døde på. Han måtte således være sandheden, selve den legemliggjorte sandhed, sådan som han selv sagde han var. — Joh 14:6.

Derfor kunne apostelen Johannes skrive at Jesus var „fuld af ufortjent godhed og sandhed“, og at selv om „loven blev givet gennem Moses“, så var „den ufortjente godhed og sandheden . . . kommet gennem Jesus Kristus“. (Joh 1:14, 17) Da Jesus Kristus blev født som menneske, da han fremstillede sig for Gud ved sin dåb i vand og derefter i tre og et halvt år forkyndte offentligt og tjente Guds riges sag, da han døde trofast mod Gud og blev oprejst til himmelen — da alle disse historiske begivenheder indtraf — ’kom’ Guds sandhed, det vil sige blev den til virkelighed. (Jf. Joh 1:18; Kol 2:17.) Gennem hele sit liv vidnede Jesus således om sandheden, om det Gud havde lovet. Han var således ikke en forbilledlig Messias, eller Kristus. Han var den virkelige Messias der var givet løfte om. Han var ikke en forbilledlig kongepræst. Han var den sande og egentlige kongepræst, som forbillederne havde peget frem til. — Ro 15:8-12; jf. Sl 18:49; 117:1; 5Mo 32:43; Es 11:10.

Det var den sandhed der ville „frigøre“ mennesker hvis de viste at de var „på sandhedens side“, ved at anerkende Jesu plads i Guds hensigter. (Joh 8:32-36; 18:37) At ignorere Guds hensigt vedrørende hans søn, at bygge sine forhåbninger på et andet grundlag, at lægge planer for sit liv uden at tage hensyn til ham ville være at tro på en løgn, at lade sig føre bag lyset, at følge løgnens fader, Guds modstander. (Mt 7:24-27; Joh 8:42-47) Det ville betyde at man måtte ’dø i sine synder’. (Joh 8:23, 24) Jesus forsømte derfor ikke nogen lejlighed til at forkynde om den plads han indtog i Guds hensigter.

Det er rigtigt at han endog med strenghed påbød sine disciple ikke vidt og bredt at forkynde at han var Messias (Mt 16:20; Mr 8:29, 30), og at han sjældent omtalte sig selv direkte som Kristus, eller Messias, undtagen når han var alene sammen med dem. (Mr 9:33, 38, 41; Lu 9:20, 21; Joh 17:3) Men han henledte frimodigt og gang på gang opmærksomheden på profetiernes vidnesbyrd og på det vidnesbyrd hans gerninger afgav om at han var Messias. (Mt 22:41-46; Joh 5:31-39, 45-47; 7:25-31) Da Jesus engang, „udmattet af rejsen“, havde sat sig ved en brønd, gav han sig til kende over for en samaritansk kvinde, måske for at vække nysgerrighed hos byens indbyggere og få dem til at komme ud til sig, hvilket også blev resultatet. (Joh 4:6, 25-30) En påstand om at være Messias ville ingen betydning have hvis den ikke blev ledsaget af beviser eller vidnesbyrd, men derefter krævedes der tro af dem der så og hørte, hvis de skulle drage den slutning som disse vidnesbyrd uundgåeligt førte til. — Lu 22:66-71; Joh 4:39-42; 10:24-27; 12:34-36.

Prøvet og fuldkommengjort. Jehova Gud viste urokkelig tillid til sin søn da han betroede ham den opgave at stige ned til jorden og tjene som den lovede Messias. At Gud ville tilvejebringe et „afkom“ (1Mo 3:15), Messias, der skulle tjene som hans offerlam, vidste Han allerede „før verdens grundlæggelse“ (1Pe 1:19, 20) — et udtryk der er gjort nærmere rede for i artiklen FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE (Hvordan Messias var forudbestemt). Det fremgår imidlertid ikke af Bibelen hvornår Gud udpegede den han havde valgt til at løse denne opgave, eller oplyste vedkommende herom, om det var umiddelbart efter oprøret i Eden eller først senere. De krav der stilledes til denne, især det at han skulle være et genløsningsoffer, udelukkede at det kunne være et ufuldkomment menneske, men ikke en fuldkommen åndesøn. Blandt sine millioner af åndesønner udvalgte Jehova en til at påtage sig opgaven, nemlig sin førstefødte, Ordet. — Jf. He 1:5, 6.

Guds søn påtog sig villigt opgaven. Det fremgår af Filipperne 2:5-8; han „tømte sig selv“ for sin himmelske herlighed og sin åndelige natur og „tog en træls skikkelse på“ da han villigt lod sit liv overføre til det jordiske, materielle, menneskelige plan. Den opgave der lå foran ham, rummede et kolossalt ansvar; meget afhang af dens gennemførelse. Hvis han forblev trofast, kunne han stemple Satans påstand om at Guds tjenere ville fornægte Gud under afsavn, lidelse og prøve, som løgn, en påstand der blev fremsat og nedskrevet i Jobs tilfælde. (Job 1:6-12; 2:2-6) Som Guds førstefødte søn kunne Jesus mere end nogen anden af Guds  skabninger give det altafgørende svar på denne anklage og aflægge det bedste vidnesbyrd til gunst for sin Fader i det store stridsspørgsmål om retmæssigheden af Jehovas suveræne herredømme over universet. Derved ville han vise at han var „Amen, det trofaste og sande vidne“. (Åb 3:14) Hvis han svigtede, ville han kaste en forsmædelse uden lige over sin Faders navn.

Da Jehova valgte sin enestefødte søn, var der ikke tale om en ’forhastet håndspålæggelse’ med fare for at Jehova skulle blive delagtig i hans eventuelle synder, for Jesus var ikke en nybegynder som kunne „blive opblæst og falde ind under den dom der er fældet over Djævelen“. (Jf. 1Ti 5:22; 3:6.) Jehova ’kendte fuldt ud’ sin søn fra sit fortrolige forhold til ham gennem utallige tidsaldre (Mt 11:27; jf. 1Mo 22:12; Ne 9:7, 8) og kunne derfor betro ham at opfylde de ufejlbarlige profetier i sit ord. (Es 46:10, 11) Jehova garanterede således ikke egenmægtigt eller automatisk et lykkeligt udfald for sin søn da han tildelte ham den opgave at være den lovede Messias (Es 55:11), sådan som prædestinationslæren hævder.

Selv om Sønnen aldrig havde gennemgået en prøve som den han nu stod over for, havde han på andre måder afgivet bevis for sin trofasthed og hengivenhed. Han havde allerede haft et stort ansvar som Guds talsmand, Ordet. Dog havde han aldrig misbrugt sin stilling og sin myndighed, sådan som Guds jordiske talsmand Moses gjorde ved en lejlighed. (4Mo 20:9-13; 5Mo 32:48-51; Jud 9) Eftersom Sønnen var den ved hvem alt var skabt, var han en gud, „den enestefødte gud“ (Joh 1:18), og indtog blandt Guds åndesønner en stilling der var højere og omgivet af større herlighed end deres. Dog blev han ikke hovmodig. (Se til modsætning Ez 28:14-17.) Man kan derfor ikke sige at Sønnen ikke allerede i mange henseender havde bevist sin loyalitet, ydmyghed og hengivenhed.

Dette kan belyses ved at man betragter den prøve som Guds første jordiske søn, Adam, blev sat på. Denne prøve indbefattede ikke udholdenhed under forfølgelse eller lidelse, men bestod kun i at Adam i lydighed skulle respektere Guds vilje med hensyn til træet til kundskab om godt og ondt. (1Mo 2:16, 17; se TRÆER.) Satans oprør og den fristelse han udsatte de to første mennesker for, hørte ikke med til den oprindelige prøve som Gud satte dem på, men kom til senere og stammede ikke fra Gud. Den oprindelige prøve indeholdt heller ikke nogen fristelse som den Adam blev udsat for ved Evas overtrædelse. (1Mo 3:6, 12) Den prøve Adam blev sat på, kunne have været gennemført uden nogen fristelse eller tilskyndelse udefra til noget uret, idet den helt beroede på Adams hjertetilstand — hans kærlighed til Gud og hans fuldstændige uselviskhed. (Ord 4:23) Og hvis Adam var forblevet trofast, ville han have fået lov til at „række sin hånd ud og tage også af livets træ og spise og leve uendeligt“ som en prøvet og godkendt jordisk søn af Gud (1Mo 3:22), alt sammen uden at have været udsat for en ondsindet påvirkning og fristelse, for forfølgelse og lidelse.

Man bør også lægge mærke til at den åndesøn der blev Satan ved at bryde sit forhold til Gud, ikke gjorde det fordi han blev forfulgt eller fristet til at handle forkert. Gud fristede ham i hvert fald ikke, for ’han prøver ingen med noget ondt’. Alligevel forblev denne åndesøn ikke loyal, men tillod sig selv at „blive draget og lokket af sit eget begær“, hvorefter han syndede ved at gøre oprør. (Jak 1:13-15) Han bestod ikke prøven der skulle bevise hans kærlighed til Gud.

Det stridsspørgsmål som Guds modstander havde rejst, krævede imidlertid at Sønnen, som den lovede Messias og den fremtidige konge i Guds rige, nu skulle prøves på sin uangribelighed under nye omstændigheder. Denne prøve — og de lidelser den ville medføre — var også nødvendig for at han kunne blive „gjort fuldkommen“ med henblik på sin stilling som Guds ypperstepræst over menneskeheden. (He 5:9, 10) For at opfylde de krav der stilledes til ham som frelsens hovedformidler, måtte han blive „sine ’brødre’ [dem der skulle blive hans salvede disciple] lig i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst“. Han måtte udholde trængsler og lidelser under prøve for at kunne „komme dem til hjælp som sættes på prøve“, for at kunne føle med deres svagheder som en der selv var blevet „prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. Selv om han var fuldkommen og syndfri, ville han alligevel være „i stand til at være mild over for de uvidende og vildfarende“. Kun gennem en sådan ypperstepræst kunne ufuldkomne mennesker „med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at . . . opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid“. — He 2:10-18; 4:15–5:2; jf. Lu 9:22.

Stadig moralsk frit stillet. Jesus selv sagde at alle profetierne om Messias ’nødvendigvis måtte opfyldes’. (Lu 24:44-47; Mt 16:21; jf. Mt 5:17.) Dette befriede dog ikke Guds søn for hans ansvarsbyrde eller udelukkede hans egen frihed til at vælge — enten at være trofast eller ikke at være trofast. Sagen havde ikke kun én side; den beroede ikke udelukkende på den almægtige  Gud, Jehova. Hans søn måtte gøre sit til at profetierne blev opfyldt. At dette ville ske, sikrede Gud sig ved sit kloge valg af den der skulle påtage sig opgaven, nemlig hans ’elskede søn’. (Kol 1:13) At Sønnen stadig bevarede og gjorde brug af sin egen frie vilje mens han var menneske på jorden, er helt tydeligt. Jesus talte af egen vilje, viste at han frivilligt underordnede sig sin Faders vilje (Mt 16:21-23; Joh 4:34; 5:30; 6:38), og arbejdede bevidst hen imod at fuldføre sin opgave som den var beskrevet i Guds ord. (Mt 3:15; 5:17, 18; 13:10-17, 34, 35; 26:52-54; Mr 1:14, 15; Lu 4:21) Der var naturligvis andre profetier hvis opfyldelse Jesus ikke var herre over, som for eksempel dem der opfyldtes efter hans død. (Mt 12:40; 26:55, 56; Joh 18:31, 32; 19:23, 24, 36, 37) Beretningen om hvad der skete aftenen før hans død, viser tydeligt hvilken intens personlig anstrengelse det krævede af ham at lægge sin egen vilje ind under Faderens overordnede vilje, Han som besad større visdom end han selv. (Mt 26:36-44; Lu 22:42-44) Den viser også at selv om han var fuldkommen, var han sig sin menneskelige afhængighed af Faderen, Jehova Gud, stærkt bevidst og måtte hente styrke hos ham i nødens stund. — Joh 12:23, 27, 28; He 5:7.

Jesus havde derfor meget at grunde over og hente styrke til i de 40 dage han fastede (ligesom Moses) i ørkenen efter sin dåb og salvelse. (2Mo 34:28; Lu 4:1, 2) Han havde her en direkte konfrontation med sin Faders store modstander. Satan Djævelen prøvede, i lighed med den taktik han havde brugt i Edens have, at få Jesus til at handle selvisk, at ophøje sig selv og at fornægte sin Faders suveræne stilling. Men til forskel fra Adam holdt Jesus („den sidste Adam“) fast ved sin uangribelighed, og ved igen og igen at henvise til sin Faders erklærede vilje fik han Satan til at trække sig tilbage „indtil en bedre tid“. — Lu 4:1-13; 1Kor 15:45.

Hans gerninger og personlige egenskaber. Eftersom både „den ufortjente godhed og sandheden“ skulle komme gennem Jesus Kristus, måtte han ud blandt folk. De skulle høre ham og se hans gerninger og egenskaber. På den måde kunne de anerkende ham som Messias og tro på hans offer når han døde for dem som „Guds lam“. (Joh 1:17, 29) Han besøgte mange egne i Palæstina og tilbagelagde hundreder af kilometer til fods. Han talte til folk på søbredder og bjergskråninger, i byer og landsbyer, i synagoger og i templet, på torve og gader og i huse (Mt 5:1, 2; 26:55; Mr 6:53-56; Lu 4:16; 5:1-3; 13:22, 26; 19:5, 6), hvor hans tilhørere var store folkemængder og enkeltpersoner, mænd og kvinder, gamle og unge, rige og fattige. — Mr 3:7, 8; 4:1; Joh 3:1-3; Mt 14:21; 19:21, 22; 11:4, 5.

Oversigten på side 1123-1126 viser hvordan de fire beretninger om Jesu jordiske liv kan samordnes kronologisk. Samtidig viser den hvilke store forkyndelsesrejser han foretog under sin tre og et halvt års tjeneste.

Jesus var et godt eksempel for sine disciple med hensyn til flittig forkyndelse. Han begyndte tidligt om morgenen og fortsatte til langt ud på natten. (Lu 21:37, 38; Mr 11:20; 1:32-34; Joh 3:2; 5:17) Mere end én gang tilbragte han natten i bøn, som for eksempel natten før han holdt Bjergprædikenen. (Mt 14:23-25; Lu 6:12–7:10) En anden gang da han havde arbejdet til sent, stod han op mens det endnu var mørkt, og gik ud til et ensomt sted for at bede. (Mr 1:32, 35) Selv om han ofte blev opsøgt af skarerne når han søgte ensomhed, modtog han dem alligevel venligt og begyndte at tale til dem om Guds rige. (Lu 9:10, 11; Mr 6:31-34; 7:24-30) Han blev træt, tørstig og sulten og undlod til tider at spise for arbejdets skyld. — Mt 21:18; Joh 4:6, 7, 31-34; jf. Mt 4:2-4; 8:24, 25.

Et ligevægtigt syn på det materielle. Han var imidlertid ikke asket og gik ikke til yderligheder med hensyn til at nægte sig selv livets goder uden hensyn til omstændighederne. (Lu 7:33, 34) Han tog imod mange invitationer til at spise i folks hjem, også til at deltage i middagsselskaber hos nogle der var velstående. (Lu 5:29; 7:36; 14:1; 19:1-6) Han bidrog til feststemningen ved et bryllup ved at forvandle vand til god vin. (Joh 2:1-10) Han værdsatte at nogle gjorde godt mod ham. Da Judas udtrykte sin forargelse over at Lazarus’ søster Maria brugte et pund kostbar, vellugtende olie (i værdi svarende til over 1320 kr., eller ca. en årsløn for en arbejder) til at salve Jesu fødder med, og foregav bekymring for de fattige som kunne have fået pengene for olien hvis den var blevet solgt, sagde Jesus: „Lad hende være, så hun kan overholde dette med henblik på dagen for min begravelse. For I har altid de fattige hos jer, men mig vil I ikke altid have.“ (Joh 12:2-8; Mr 14:6-9) Den underklædning han bar da han blev arresteret, og som var „vævet ud i ét fra øverst til nederst“, var åbenbart af en fin kvalitet. (Joh 19:23, 24) Dog kom det åndelige altid i første række, og han bekymrede sig aldrig unødigt om det materielle, en indstilling han gav tydeligt udtryk for og anbefalede andre. — Mt 6:24-34; 8:20; Lu 10:38-42; jf. Flp 4:10-12.

En modig befrier. Han udmærkede sig ved stort mod, mandighed og styrke gennem hele sin  tjeneste. (Mt 3:11; Lu 4:28-30; 9:51; Joh 2:13-17; 10:31-39; 18:3-11) Ligesom Josua, kong David og andre kæmpede Jesus for Guds sag og til gavn for dem der elskede retfærdighed. Som det lovede „afkom“ måtte han være indstillet på fjendskab med ’slangens afkom’ og på kamp imod det. (1Mo 3:15; 22:17) Han førte en offensiv krig mod dæmonerne og deres indflydelse over menneskers sind og hjerter. (Mr 5:1-13; Lu 4:32-36; 11:19-26; jf. 2Kor 4:3, 4; Ef 6:10-12.) Hykleriske religiøse ledere viste at de i virkeligheden var imod Guds suveræne magt og vilje. (Mt 23:13, 27, 28; Lu 11:53, 54; Joh 19:12-16) I en række verbale træfninger led de skriftlærde et eftertrykkeligt nederlag over for Jesus, der med kraft svang „åndens sværd“, Guds ord, som han beherskede til fuldkommenhed. Med strategisk velanbragte ’hug’ skar han igennem underfundige argumenter og spørgsmål fra sine modstandere og trængte dem op i en krog eller stillede dem i et dilemma. (Mt 21:23-27; 22:15-46) Frygtløst afslørede han hvad de var: blinde vejledere, lærere som holdt fast ved menneskers bud og overleveringer, giftslangeyngel og børn af Guds modstander, dæmonernes fyrste, en løgner og manddraber. — Mt 15:12-14; 21:33-41, 45, 46; 23:33-35; Mr 7:1-13; Joh 8:40-45.

Samtidig hermed var Jesus aldrig dumdristig; han opsøgte ikke vanskeligheder, og han undgik unødvendig fare. (Mt 12:14, 15; Mr 3:6, 7; Joh 7:1, 10; 11:53, 54; jf. Mt 10:16, 17, 28-31.) Hans mod var grundlagt på tro. (Mr 4:37-40) Han mistede aldrig selvbeherskelsen, men bevarede fatningen når han blev bagtalt og mishandlet, idet han „overgav sig til ham der dømmer retfærdigt“. — 1Pe 2:23.

Ved modigt at kæmpe for sandheden og bringe lys til folk angående Guds hensigter opfyldte Jesus profetien om en større befrier end Moses. Han forkyndte frihed for de fangne. (Es 42:1, 6, 7; Jer 30:8-10; Es 61:1) Selv om mange holdt sig tilbage af selviske grunde og af frygt for den herskende klasse (Joh 7:11-13; 9:22; 12:42, 43), var der andre der fik mod til at gøre sig fri af uvidenhedens lænker, af falske forhåbninger og en trælleagtig underkastelse under falske religiøse ledere. (Joh 9:24-39; jf. Ga 5:1.) Ligesom trofaste konger i Juda iværksatte kampagner for at komme den falske gudsdyrkelse i riget til livs (2Kr 15:8; 17:1, 4-6; 2Kg 18:1, 3-6), rettede Guds messianske konge, Jesus Kristus, ved sin forkyndelse et tilintetgørende angreb mod falsk religion på hans tid. — Joh 11:47, 48.

Angående yderligere oplysninger om Jesu Kristi jordiske tjeneste, se KORT, bd. 2, s. 540, 541.

Nærede varme og dybe følelser. Men Jesus var også en mand der nærede dybe følelser — en nødvendig betingelse for at han kunne tjene som Guds ypperstepræst. Hans fuldkommenhed gjorde ham ikke overkritisk eller arrogant og hoven (som farisæerne) over for de ufuldkomne og syndige mennesker som han levede og arbejdede iblandt. (Mt 9:10-13; 21:31, 32; Lu 7:36-48; 15:1-32; 18:9-14) Selv børn kunne føle sig trygge når de var sammen med ham, og da han brugte et lille barn som et eksempel, stillede han det ikke blot foran disciplene, men lagde også armene om det. (Mr 9:36; 10:13-16) Han viste sig som en sand og hengiven ven over for sine disciple idet han ’elskede dem lige til det sidste’. (Joh 13:1; 15:11-15) Han brugte ikke sin myndighed til at være krævende og lægge mere til folkets byrder, men han sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber . . . og jeg vil give jer ny styrke.“ Hans disciple fandt at han havde „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“, at hans åg var skånsomt og hans byrde let. — Mt 11:28-30.

Præsternes pligter indbefattede at de havde omsorg for folkets fysiske og åndelige sundhed. (3Mo 13-15) Inderlig medfølelse fik Jesus til at hjælpe de mennesker der led af sygdom, blindhed eller andre lidelser. (Mt 9:36; 14:14; 20:34; Lu 7:11-15; jf. Es 61:1.) Hans ven Lazarus’ død og Lazarus’ søstres sorg herover fik ham til at ’stønne i ånden’, og han „gav tårerne frit løb“. (Joh 11:32-36) Han opfyldte således på en foreløbig måde profetien om at Messias skulle ’bære vore sygdomme og slæbe på vore lidelser’, idet der samtidig udgik en kraft fra ham. (Es 53:4; Lu 8:43-48) Han gjorde det imidlertid ikke blot for at opfylde profetien, men fordi han ville det. (Mt 8:2-4, 16, 17) Af større betydning var det dog at han bragte mennesker åndelig lægedom og tilgivelse for synder, noget han var bemyndiget til fordi han som Kristus, den Salvede, var forudbestemt til at tilvejebringe genløsningsofferet, ja allerede var ved at blive døbt med dåben til døden, en dåb der ville ende på marterpælen. — Es 53:4-8, 11, 12; jf. Mt 9:2-8; 20:28; Mr 10:38, 39; Lu 12:50.

„Underfuld Rådgiver“. Det påhvilede præsten at undervise folket i Guds vilje og lov. (Mal 2:7) Som den kongelige Messias måtte den forudsagte „kvist ud af Isajs [Davids faders] stub“ også vise at han havde Jehovas ånd, ved at være i besiddelse af ’visdom, forstand, råd, styrke og kundskab sammen med frygt for Jehova’. Som følge heraf ville han også finde glæde i gudfrygtige mennesker. (Es 11:1-3) Den uforlignelige visdom man finder i Jesu lære — han var „mere  end Salomon“ (Mt 12:42) — er et af de kraftigste vidnesbyrd om at han var Guds søn, og at beretningen i evangelierne ikke er et produkt af ufuldkomne menneskers fantasi.

Jesus viste at han var den lovede ’Underfulde Rådgiver’ (Es 9:6), ved sit kendskab til Guds ord og vilje, ved sin forståelse af den menneskelige natur, ved sin evne til at nå ind til sagens kerne i stridsspørgsmål og andre spørgsmål der blev stillet ham, og ved at angive løsningen på dagligdagens problemer. Det bedste eksempel herpå er Bjergprædikenen. (Mt 5-7) Her gav han råd om vejen til sand lykke, bilæggelse af stridigheder, hvordan man undgår umoralitet, hvordan man omgås mennesker med en fjendtlig indstilling, hvordan man praktiserer retfærdighed uden hykleri, den rette indstilling til det materielle, tillid til Guds gavmildhed, den gyldne regel for et godt forhold til andre, hvordan man kan kende religiøse bedragere, og hvordan man bygger med en sikker fremtid for øje. Folkeskarerne var „helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde“. (Mt 7:28, 29) Efter sin opstandelse fortsatte han med at være det vigtigste af de mellemled Jehova benytter når han skal meddele budskaber til menneskene. — Åb 1:1.

Læremester. Hans måde at undervise på var overordentlig effektiv. (Joh 7:45, 46) Enkelt, kort og klart talte han om dybe og betydningsfulde emner. Han brugte billeder og hentede sine illustrationer fra forhold som var velkendte for hans tilhørere (Mt 13:34, 35) — for fiskere (Mt 13:47, 48), hyrder (Joh 10:1-17), landmænd (Mt 13:3-9), bygherrer (Mt 7:24-27; Lu 14:28-30), købmænd (Mt 13:45, 46), trælle eller herrer (Lu 16:1-9), husmødre (Mt 13:33; Lu 15:8) og mennesker i almindelighed (Mt 6:26-30). Simple ting som brød, vand, salt, skindsække og gamle klæder blev brugt til at illustrere ting af stor betydning, ligesom i De Hebraiske Skrifter. (Joh 6:31-35, 51; 4:13, 14; Mt 5:13; Lu 5:36-39) Hans logik, ofte udtrykt ved at han brugte sammenligninger, gjorde det af med fejlagtige opfattelser og satte tingene i det rette perspektiv. (Mt 16:1-3; Lu 11:11-22; 14:1-6) Hans budskab var i første række rettet mod menneskers hjerter idet han brugte spørgsmål for at få sine tilhørere til at tænke og drage deres egne slutninger, til at ransage deres motiver og træffe en afgørelse. (Mt 16:5-16; 17:24-27; 26:52-54; Mr 3:1-5; Lu 10:25-37; Joh 18:11) Han stræbte ikke efter at vinde masserne for sig, men at finde frem til de enkelte der af hjertet hungrede og tørstede efter sandhed og retfærdighed. — Mt 5:3, 6; 13:10-15.

Selv om han tog hensyn til sine tilhøreres og endog sine disciples begrænsede forståelse (Mr 4:33), og selv om han nøje vurderede hvor meget de kunne rumme (Joh 16:4, 12), udvandede han aldrig budskabet for at opnå popularitet eller bejle til folks gunst. Hans tale var ligefrem, til tider endog meget direkte. (Mt 5:37; Lu 11:37-52; Joh 7:19; 8:46, 47) Hovedtemaet i hans forkyndelse var: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 4:17) Som Jehovas profeter i fortiden fortalte han folket ligeud „om dets oprør og Jakobs hus om dets synder“ (Es 58:1; Mt 21:28-32; Joh 8:24) idet han viste dem hen til ’den snævre port og den trange vej’ der ville føre dem tilbage til Guds gunst og til livet. — Mt 7:13, 14.

„Fører og leder“. Jesus gav bevis for at han var kvalificeret både som „fører og leder“ og som „vidne for folkestammer“. (Es 55:3, 4; Mt 23:10; Joh 14:10, 14; jf. 1Ti 6:13, 14.) Da tiden var inde — nogle måneder efter at han havde påbegyndt sin tjeneste — gik han til nogle som han allerede kendte, og indbød dem med ordene: „Kom, følg mig.“ Mænd forlod deres arbejde som fiskere og skatteopkrævere for uden tøven at efterkomme opfordringen. (Mt 4:18-22; Lu 5:27, 28; jf. Sl 110:3.) Kvinder gav af deres tid, kræfter og midler for at sørge for Jesu og hans disciples fornødenheder. — Mr 15:40, 41; Lu 8:1-3.

Denne lille gruppe dannede kernen i det der engang skulle blive en ny „nation“, det åndelige Israel. (1Pe 2:7-10) Jesus tilbragte en hel nat i bøn hvor han bad om sin Faders ledelse før han udvalgte de 12 apostle, der, hvis de forblev trofaste, ville blive grundpillerne i denne nye nation, i lighed med Jakobs 12 sønner i det kødelige Israel. (Lu 6:12-16; Ef 2:20; Åb 21:14) Ligesom Moses knyttede 70 ældste til sig som repræsentanter for hele folket, udpegede Jesus senere yderligere 70 disciple til at forkynde. (4Mo 11:16, 17; Lu 10:1) Derefter koncentrerede Jesus hovedsagelig sin opmærksomhed om disse disciple når han underviste og vejledte. Selv Bjergprædikenen var i første række henvendt til dem, som det fremgår af den. — Mt 5:1, 2, 13-16; 13:10, 11; Mr 4:34; 7:17.

Han påtog sig fuldt ud de forpligtelser og det ansvar der var forbundet med at være fører; han var altid den der førte an (Mt 23:10; Mr 10:32); han tildelte disciplene pligter og opgaver ud over deres forkyndelsesarbejde (Lu 9:52; 19:29-35; Joh 4:1-8; 12:4-6; 13:29; Mr 3:9; 14:12-16); han opmuntrede og irettesatte (Joh 16:27; Lu 10:17-24; Mt 16:22, 23). Han var en leder der gav befalinger, hvoraf den vigtigste var den at  de skulle ’elske hinanden ligesom han havde elsket dem’. (Joh 15:10-14) Han havde fuldt herredømme over en folkemængde på tusinder af mennesker. (Mr 6:39-46) Den stadige og meget nyttige oplæring han gav sine disciple, der for størstepartens vedkommende var almindelige mennesker uden særlig uddannelse, var overordentlig effektiv. (Mt 10:1–11:1; Mr 6:7-13; Lu 8:1) Senere skulle mænd i høje stillinger og med megen lærdom undre sig over apostlenes kraftfulde tale og sikre fremtræden; som „menneskefiskere“ opnåede de forbavsende resultater idet mennesker i tusindtal reagerede på deres forkyndelse. (Mt 4:19; Apg 2:37, 41; 4:4, 13; 6:7) Deres forståelse af Bibelens principper, som Jesus omhyggeligt havde lagt kimen til i deres hjerter, satte dem i stand til senere at være sande hyrder for hjorden. (1Pe 5:1-4) Således lagde Jesus i det korte tidsrum af tre og et halvt år den solide grundvold til en forenet international menighed med tusinder af medlemmer fra mange folk og racer.

En dygtig forsørger og retfærdig dommer. At Kristi styre vil medføre en velstand som langt overgår Salomons, ses af hvad han kunne udrette, for eksempel da han gav disciplene anvisning på hvor de skulle fiske, og fangsten var overvældende. (Lu 5:4-9; jf. Joh 21:4-11.) At denne mand, der var født i Betlehem (som betyder „brødhus“), kunne skaffe mad til tusinder af mennesker og forvandle vand til god vin, var en lille forsmag på det fremtidige festmåltid som Guds messianske rige vil berede „for alle folkeslagene“. (Es 25:6; jf. Lu 14:15.) Hans styre vil ikke alene gøre ende på fattigdom og sult, men vil endog resultere i at døden opsluges for bestandig. — Es 25:7, 8.

Der er ligeledes al grund til at tro på at hans regering vil indføre lov og ret og dømme retfærdigt, sådan som de messianske profetier giver løfte om. (Es 11:3-5; 32:1, 2; 42:1) Han havde den største respekt for loven, i særdeleshed sin Guds og Faders lov, men også for „de højere myndigheder“ som har fået lov til at virke på jorden i form af verdslige regeringer. (Ro 13:1; Mt 5:17-19; 22:17-21; Joh 18:36) Han afviste en bestræbelse for at få ham ind på den politiske skueplads da en folkemængde ville „gøre ham til konge“. (Joh 6:15; jf. Lu 19:11, 12; Apg 1:6-9.) Han overskred ikke grænserne for det han havde fået bemyndigelse til. (Lu 12:13, 14) Ingen kunne ’bevise at han var skyldig i synd’, ikke blot fordi han var født fuldkommen, men fordi han til stadighed gav agt på at overholde Guds ord. (Joh 8:46, 55) Retfærdighed og trofasthed omgav ham som et bælte. (Es 11:5) Hans kærlighed til retfærdighed var parret med had til ondskab, hykleri og bedrag samt harme over dem der var begærlige og ufølsomme over for andres lidelser. (Mt 7:21-27; 23:1-8, 25-28; Mr 3:1-5; 12:38-40; jf. v. 41-44.) De sagtmodige og de som var dårligt stillede, kunne fatte mod i tillid til at hans styre ville fjerne uretfærdighed og undertrykkelse. — Es 11:4; Mt 5:5.

Han havde en klar forståelse af principperne i Guds lov, af lovenes sande betydning og hensigt, idet han understregede det der var vigtigere i Loven, nemlig „ret og barmhjertighed og trofasthed“. (Mt 12:1-8; 23:23, 24) Han var upartisk, viste ingen personsanseelse, selv om der var en af disciplene han nærede en særlig hengivenhed for. (Mt 18:1-4; Mr 10:35-44; Joh 13:23; jf. 1Pe 1:17.) Selv om en af hans sidste handlinger, nemlig da han hang døende på marterpælen, var at vise omsorg for sin jordiske moder, gav han aldrig de kødelige slægtskabsbånd forrangen frem for de åndelige. (Mt 12:46-50; Lu 11:27, 28; Joh 19:26, 27) Som forudsagt behandlede han aldrig en sag overfladisk; han dømte ikke blot efter ’hvad øjnene så’ og retledte ikke blot efter ’hvad ørerne hørte’. (Es 11:3; jf. Joh 7:24.) Han kunne se ind i menneskers hjerter og læse deres tanker og motiver. (Mt 9:4; Mr 2:6-8; Joh 2:23-25) Hans øre var vendt mod Guds ord, idet han ikke søgte sin egen vilje, men Faderens; dette sikrede at han som Guds udnævnte dommer altid vil dømme retfærdigt og retskaffent. — Es 11:4; Joh 5:30.

En fremtrædende profet. Jesus opfyldte betingelserne for at være en profet som Moses, men større end han. (5Mo 18:15, 18, 19; Mt 21:11; Lu 24:19; Apg 3:19-23; jf. Joh 7:40.) Han forudsagde sine egne lidelser og måden hvorpå han skulle dø, og at disciplene ville blive spredt; han forudsagde Jerusalems belejring og at byen og templet ville blive jævnet med jorden. (Mt 20:17-19; 24:1–25:46; 26:31-34; Lu 19:41-44; 21:20-24; Joh 13:18-27, 38) I forbindelse med disse sidste begivenheder udtalte han også profetier der skulle opfyldes ved hans nærværelse når hans rige var blevet oprettet. Og ligesom fortidens profeter gjorde han tegn og mirakler som bevis på at han var sendt af Gud. Han gjorde endog større gerninger end Moses; han stillede stormen på Galilæas Sø, gik på vandet (Mt 8:23-27; 14:23-34), helbredte blinde, døve og halte og dem der led af alvorlige sygdomme, som for eksempel spedalskhed, og han oprejste endog døde. — Lu 7:18-23; 8:41-56; Joh 11:1-46.

Et uforligneligt eksempel i kærlighed. Den egenskab som frem for nogen anden præger  alle sider af Jesu personlighed, er kærlighed — først og fremmest kærlighed til hans Fader og dernæst kærlighed til hans medskabninger. (Mt 22:37-39) Kærlighed skulle derfor være kendetegnet på hans disciple. (Joh 13:34, 35; jf. 1Jo 3:14.) Hans kærlighed var ikke sentimental. Selv om Jesus gav udtryk for stærke følelser, lod han sig altid lede af principper (He 1:9); Faderens vilje var det der havde størst betydning for ham. (Jf. Mt 16:21-23.) Han beviste sin kærlighed til Gud ved at holde hans bud (Joh 14:30, 31; jf. 1Jo 5:3) og ved altid at søge at herliggøre sin Fader. (Joh 17:1-4) Den sidste aften han var sammen med sine disciple, talte han hen ved 30 gange om kærlighed og om at elske; tre gange gentog han budet om at de skulle „elske hinanden“. (Joh 13:34; 15:12, 17) „Ingen,“ sagde han, „har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ — Joh 15:13, 14; jf. Joh 10:11-15.

Som bevis på sin kærlighed til Gud og til ufuldkomne mennesker lod han sig til sidst ’føre som et får til slagtning’; han fandt sig i at blive ført for retten, at blive slået med lussinger og knytnæveslag, at blive spyttet på, pisket og til sidst naglet til en pæl mellem forbrydere. (Es 53:7; Mt 26:67, 68; 27:26-38; Mr 14:65; 15:15-20; Joh 19:1) Ved sin død som et offer gav han et levende eksempel på hvor stor en kærlighed Gud nærer til menneskene (Ro 5:8-10; Ef 2:4, 5), og samtidig var det en forsikring om hans egen ubrydelige kærlighed til sine trofaste disciple. — Ro 8:35-39; 1Jo 3:16-18.

Eftersom det billede man får af Guds søn gennem den skrevne beretning — så kort den er (Joh 21:25) — gør et dybt indtryk, hvor langt mere storslået må virkeligheden da ikke have været. Hans hjertevarmende ydmyghed og venlighed sammen med den fasthed hvormed han kæmpede for retfærdighed, er en forsikring om at hans styre vil gennemføre alt det som troens mænd har længtes efter i århundreder, ja vil overgå deres største forventninger. (Ro 8:18-22) I alle henseender satte han et fuldkomment eksempel for sine disciple, vidt forskelligt fra de verdslige herskeres. (Mt 20:25-28; 1Kor 11:1; 1Pe 2:21) Han, deres Herre, vaskede deres fødder. Således viste han hvilken betænksomhed, hensynsfuldhed og ydmyghed der skulle kendetegne hans menighed af salvede disciple, ikke blot her på jorden, men også i himmelen. (Joh 13:3-15) Selv om de sidder højt på troner i himmelen og har en andel i den myndighed der er overdraget Jesus i himmelen og på jorden under hans tusindårige styre, må de ydmygt drage omsorg for og i kærlighed betjene hans undersåtter på jorden. — Mt 28:18; Ro 8:17; 1Pe 2:9; Åb 1:5, 6; 20:6; 21:2-4.

Erklæret retfærdig og værdig. Ved i hele sit livsløb at forblive uangribelig over for Gud og ved det offer han bragte, udførte Jesus Kristus den ’ene retfærdiggørelseshandling’ der viste at han var kvalificeret til at tjene som Guds salvede kongepræst i himmelen. (Ro 5:17, 18) Ved sin opstandelse fra de døde til liv som en himmelsk søn af Gud blev han „erklæret retfærdig i ånd“. (1Ti 3:16) Himmelske skabninger forkyndte at han var ’værdig til at modtage magten og rigdommen og visdommen og styrken og æren og herligheden og velsignelsen’ eftersom han både havde kæmpet som en løve for ret og retfærdighed og havde ofret sig selv som et lam for at frelse andre. (Åb 5:5-13) Han havde opfyldt det vigtigste formål med at han kom til jorden, nemlig at hellige sin Faders navn. (Mt 6:9; 22:36-38) Dette gjorde han ikke alene ved at bruge navnet, men også ved at åbenbare den person navnet står for, nemlig ved i ord og handling at vise hvilke egenskaber der kendetegner Faderen, hans kærlighed, visdom, retfærdighed og magt, så mennesker på denne måde kunne lære Faderen at kende. (Mt 11:27; Joh 1:14, 18; 17:6-12) Og frem for alt gjorde han det ved at hævde Jehovas universelle suverænitet idet han viste at hans riges styre ville være grundlagt på denne den højeste kilde til al myndighed. Derfor kunne det siges om ham: „Gud er din trone i evighedens evighed.“ — He 1:8.

Herren Jesus Kristus er således „vor tros hovedformidler og fuldender“. Ved at opfylde profetierne og åbenbare Guds fremtidige hensigter, ved det han sagde, gjorde og var, lagde han den faste grundvold som sand tro må hvile på. — He 12:2; 11:1.

 [Oversigt på side 1123-1126]

HOVEDBEGIVENHEDERNE I JESU JORDISKE LIV

Efter de fire evangelier, ordnet kronologisk

Tidspunkt

Sted

Begivenhed

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

Før Jesu tjeneste begynder

3 f.v.t.

Jerusalem, templet

Johannes Døbers fødsel forudsiges for Zakarias

—

—

1:5-25

—

ca. 2 f.v.t.

Nazaret; Judæa

Jesu fødsel forudsiges for Maria, der besøger Elisabet

—

—

1:26-56

—

2 f.v.t.

Judæas bjergland

Johannes Døbers fødsel; hans liv i ørkenen (senere)

—

—

1:57-80

—

2 f.v.t., ca. 1. okt

Betlehem

Jesus (Ordet, den gennem hvem alt andet er blevet til) fødes som en efterkommer af Abraham og David

1:1-25

—

2:1-7

1:1-5, 9-14

—

Nær Betlehem

Engelen forkynder godt nyt; hyrder besøger barnet

—

—

2:8-20

—

—

Betlehem; Jerusalem

Jesus omskæres (8. dag), fremstilles i templet (40. dag)

—

—

2:21-38

—

1 f.v.t. el. 1 e.v.t.

Jerusalem; Betlehem; Nazaret

Astrologerne; flugten til Ægypten; små børn myrdes; Jesus vender tilbage

2:1-23

—

2:39, 40

—

12 e.v.t.

Jerusalem

Jesus til påskefest tolv år gammel; rejser hjem

—

—

2:41-52

—

29, foråret

Ørkenen, Jordan

Johannes Døbers virksomhed

3:1-12

1:1-8

3:1-18

1:6-8, 15-28

Jesu tjeneste begynder

Tidspunkt

Sted

Begivenhed

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

29, efteråret

Jordanfloden

Jesu dåb og salvelse; er født som menneske af Davids slægt, men erklæres at være søn af Gud

3:13-17

1:9-11

3:21-38

1:32-34

—

Judæas ørken

Jesus faster; fristes

4:1-11

1:12, 13

4:1-13

—

—

Betania på den anden side Jordan

Johannes Døbers vidnesbyrd om Jesus

—

—

—

1:15, 29-34

—

Øvre Jordandal

Jesu første disciple

—

—

—

1:35-51

—

Kana i Galilæa; Kapernaum

Jesu første mirakel; han besøger Kapernaum

—

—

—

2:1-12

30, påsken

Jerusalem

Fejrer påsken; driver handlende ud af templet

—

—

—

2:13-25

—

Jerusalem

Samtalen med Nikodemus

—

—

—

3:1-21

—

Judæa; Ænon

Jesu disciple døber; tilslutningen til Johannes i tilbagegang

—

—

—

3:22-36

—

Tiberias

Johannes fængsles; Jesus rejser til Galilæa

4:12; 14:3-5

1:14; 6:17-20

3:19, 20; 4:14

4:1-3

—

Sykar i Samaria

På vej til Galilæa underviser Jesus samaritanerne

—

—

—

4:4-43

Jesu store virksomhed i Galilæa

Tidspunkt

Sted

Begivenhed

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

—

Galilæa

Første forkyndelse af at „himlenes rige er kommet nær“

4:17

1:14, 15

4:14, 15

4:44, 45

—

Nazaret; Kana; Kapernaum

Helbreder en dreng; oplæser sin bemyndigelse; forkastes; flytter til Kapernaum

4:13-16

—

4:16-31

4:46-54

—

Galilæas Sø, nær Kapernaum

Kalder Simon og Andreas, Jakob og Johannes

4:18-22

1:16-20

5:1-11

—

—

Kapernaum

Helbreder en besat, Peters svigermoder og mange andre

8:14-17

1:21-34

4:31-41

—

—

Galilæa

Første tur i Galilæa, med de fire kaldede

4:23-25

1:35-39

4:42, 43

—

—

Galilæa

En spedalsk helbredes; skarer flokkes om Jesus

8:1-4

1:40-45

5:12-16

—

—

Kapernaum

Helbreder en lam

9:1-8

2:1-12

5:17-26

—

—

Kapernaum

Kalder Mattæus; spiser med skatteopkrævere

9:9-17

2:13-22

5:27-39

—

—

Judæa

Forkynder i Judæas synagoger

—

—

4:44

—

 31, påsken

Jerusalem

Jesus til højtiden; helbreder mand; dadler farisæerne

—

—

—

5:1-47

—

På vej hjem fra Jerusalem (?)

Disciplene plukker aks på sabbatten

12:1-8

2:23-28

6:1-5

—

—

Galilæa; Galilæas Sø

Helbreder hånd på sabbat; trækker sig tilbage til søbredden; helbreder

12:9-21

3:1-12

6:6-11

—

—

Bjerg nær Kapernaum

De 12 udvælges til apostle

—

3:13-19

6:12-16

—

—

Nær Kapernaum

Bjergprædikenen

5:1-7:29

—

6:17-49

—

—

Kapernaum

Helbreder centurionens tjener

8:5-13

—

7:1-10

—

—

Nain

Oprejser enkens søn

—

—

7:11-17

—

—

Galilæa

Johannes sender fra fængselet disciple til Jesus

11:2-19

—

7:18-35

—

—

Galilæa

Byer bebrejdes; åbenbaret for spædbørn; hans åg skånsomt

11:20-30

—

—

—

—

Galilæa

Synderinden salver Jesu fødder; lignelsen om de to skyldnere

—

—

7:36-50

—

—

Galilæa

Anden forkyndelsestur i Galilæa, med de 12

—

—

8:1-3

—

—

Galilæa

En besat helbredes; Jesus beskyldes for forbund med Beelzebub

12:22-37

3:19-30

—

—

—

Galilæa

Skriftlærde og farisæere kræver et tegn

12:38-45

—

—

—

—

Galilæa

Kristi disciple er hans nærmeste slægtninge

12:46-50

3:31-35

8:19-21

—

—

Galilæas Sø

Lignelsen om sædemanden, ukrudtet m.fl.; forklaringer

13:1-53

4:1-34

8:4-18

—

—

Galilæas Sø

Stiller stormen på søen

8:18, 23-27

4:35-41

8:22-25

—

—

Gadara, Sydøst for Galilæas Sø

To besatte helbredes; dæmoner farer i svin

8:28-34

5:1-20

8:26-39

—

—

Sandsynligvis Kapernaum

Jairus’ datter oprejses; kvinde helbredes

9:18-26

5:21-43

8:40-56

—

—

Kapernaum (?)

Helbreder to blinde og en stum der er besat

9:27-34

—

—

—

—

Nazaret

Besøger atter byen hvor han voksede op; forkastes på ny

13:54-58

6:1-6

—

—

—

Galilæa

Tredje tur i Galilæa; apostlene sendes ud

9:35-11:1

6:6-13

9:1-6

—

—

Tiberias

Johannes Døber halshugges; Herodes’ skyldfølelse

14:1-12

6:14-29

9:7-9

—

32, nær påsken (Joh 6:4)

Kapernaum (?); Nordøstl. side af Galilæas Sø

Apostlene vender tilbage fra forkyndelsestur; 5000 bespises

14:13-21

6:30-44

9:10-17

6:1-13

—

Nordøstl. side af Galilæas sø; Genezaret

Skaren vil gøre Jesus til konge; han går på søen; helbreder

14:22-36

6:45-56

—

6:14-21

—

Kapernaum

Jesus er „livets brød“; mange disciple falder fra

—

—

—

6:22-71

32, efter påsken

Sandsynligvis Kapernaum

Overleveringer der gør Guds ord til intet

15:1-20

7:1-23

—

7:1

—

Fønikien; Dekapolis

Nær Tyrus og Zidon; derfra til Dekapolis; 4000 bespises

15:21-38

7:24-8:9

—

—

—

Magadan

Farisæerne og saddukæerne kræver atter et tegn

15:39-16:4

8:10-12

—

—

—

Nordøstl. side af Galilæas Sø; Betsajda

Advarer mod farisæernes surdej; helbreder en blind

16:5-12

8:13-26

—

—

—

Cæsarea Filippi

Jesus er Messias; forudsiger sin død og opstandelse

16:13-28

8:27-9:1

9:18-27

—

—

Sandsynligvis Hermons Bjerg

Forklarelsen for Peter, Jakob og Johannes

17:1-13

9:2-13

9:28-36

—

—

Cæsarea Filippi

Jesus helbreder en besat som disciplene ikke kunne helbrede

17:14-20

9:14-29

9:37-43

—

—

Galilæa

Jesus forudsiger igen sin død og opstandelse

17:22, 23

9:30-32

9:43-45

—

—

Kapernaum

Skatten tilvejebringes ved et mirakel

17:24-27

—

—

—

—

Kapernaum

Den største i Riget; bilæggelse af uoverensstemmelser; barmhjertighed

18:1-35

9:33-50

9:46-50

—

—

Galilæa; Samaria

Forlader Galilæa for at overvære løvhyttefesten; alt må sættes til side for tjenesten

8:19-22

—

9:51-62

7:2-10

 Jesu senere virksomhed i Judæa

Tidspunkt

Sted

Begivenhed

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

32, løvhyttefesten

Jerusalem

Jesus underviser offentligt ved løvhyttefesten

—

—

—

7:11-52

—

Jerusalem

Underviser efter festen; helbreder en blind

—

—

—

8:12-9:41

—

Sandsynligvis Judæa

De 70 sendes ud: deres tilbagekomst og rapport

—

—

10:1-24

—

—

Judæa; Betania

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner; i Martas og Marias hjem

—

—

10:25-42

—

—

Sandsynligvis Judæa

Underviser igen i at bede; vedholdende i bøn

—

—

11:1-13

—

—

Sandsynligvis Judæa

Gendriver falsk anklage; fordømmer den daværende generation

—

—

11:14-36

—

—

Sandsynligvis Judæa

Ved farisæerens bord: Jesus fordømmer hyklere

—

—

11:37-54

—

—

Sandsynligvis Judæa

Taler om Guds omsorg; den trofaste husholder

—

—

12:1-59

—

—

Sandsynligvis Judæa

Helbreder en krumbøjet kvinde på sabbatten; tre lignelser

—

—

13:1-21

—

32, indvielseshøjtiden

Jerusalem

Jesus ved indvielseshøjtiden; den rigtige hyrde

—

—

—

10:1-39

Jesu senere virksomhed øst for Jordan

Tidspunkt

Sted

Begivenhed

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

—

På den anden side Jordan

Mange kommer til tro på Jesus

—

—

—

10:40-42

—

Peræa (anden side af Jordan)

Underviser i byer og landsbyer på vej til Jerusalem

—

—

13:22

—

—

Peræa

Indgang i Riget; Herodes’ trussel; hus lades øde

—

—

13:23-35

—

—

Sandsynligvis Peræa

Ydmyghed; lignelsen om det store aftensmåltid

—

—

14:1-24

—

—

Sandsynligvis Peræa

Beregne omkostningerne ved at være en discipel

—

—

14:25-35

—

—

Sandsynligvis Peræa

Lignelser: det mistede får, den tabte mønt, den mistede søn

—

—

15:1-32

—

—

Sandsynligvis Peræa

Lignelser: den uretfærdige husholder, den rige mand og Lazarus

—

—

16:1-31

—

—

Sandsynligvis Peræa

Tilgivelse og tro; uduelige trælle

—

—

17:1-10

—

—

Betania

Jesus opvækker Lazarus

—

—

—

11:1-46

—

Jerusalem; Efraim

Kajfas lægger råd op mod Jesus; Jesus tager bort

—

—

—

11:47-54

—

Samaria; Galilæa

Helbreder og underviser på vej gennem Samaria og Galilæa

—

—

17:11-37

—

—

Samaria eller Galilæa

Lignelser: den ihærdige enke, farisæeren og skatteopkræveren

—

—

18:1-14

—

—

Peræa

Rejser gennem Peræa; om skilsmisse

19:1-12

10:1-12

—

—

—

Peræa

Jesus tager imod og velsigner små børn

19:13-15

10:13-16

18:15-17

—

—

Peræa

Den rige unge mand; lignelsen om arbejderne i vingården

19:16-20:16

10:17-31

18:18-30

—

—

Sandsynligvis Peræa

Jesu tredje forudsigelse af sin død og opstandelse

20:17-19

10:32-34

18:31-34

—

—

Sandsynligvis Peræa

Anmodningen om Jakobs og Johannes’ plads i Riget

20:20-28

10:35-45

—

—

—

Jeriko

Passerer gennem Jeriko, helbreder to blinde; besøger Zakæus; lignelsen om de ti miner

20:29-34

10:46-52

18:35-19:28

—

Jesu sidste virksomhed i Jerusalem

Tidspunkt

Sted

Begivenhed

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

8. nisan 33

Betania

Jesus ankommer til Betania seks dage før påsken

—

—

—

11:55-12:1

9. nisan

Betania

Spiser i Simon den Spedalskes hus; Maria salver Jesus; jøderne kommer for at se Jesus og Lazarus

26:6-13

14:3-9

—

12:2-11

 9. nisan

Betania-Jerusalem

Kristi indtog i Jerusalem

21:1-11, 14-17

11:1-11

19:29-44

12:12-19

10. nisan

Betania-Jerusalem

Forbander det ufrugtbare figentræ; renser templet anden gang

21:18, 19, 12, 13

11:12-17

19:45, 46

—

—

Jerusalem

De øverste præster og de skriftlærde planlægger at dræbe Jesus

—

11:18, 19

19:47, 48

—

—

Jerusalem

Taler med grækere; jødernes vantro

—

—

—

12:20-50

11. nisan

Betania-Jerusalem

Figentræet er visnet

21:19-22

11:20-25

—

—

—

Jerusalem, templet

Kristi myndighed betvivles; lignelsen om de to sønner

21:23-32

11:27-33

20:1-8

—

—

Jerusalem, templet

Lignelserne om de onde vinavlere, kongesønnens bryllup

21:33-22:14

12:1-12

20:9-19

—

—

Jerusalem, templet

Spidsfindige spørgsmål om skat, opstandelsen, største bud

22:15-40

12:13-34

20:20-40

—

—

Jerusalem, templet

Spørgsmålet om Messias’ herkomst

22:41-46

12:35-37

20:41-44

—

—

Jerusalem, templet

Svidende fordømmelse af de skriftlærde og farisæerne

23:1-39

12:38-40

20:45-47

—

—

Jerusalem, templet

Enkens skærv

—

12:41-44

21:1-4

—

—

Oliebjerget

Forudsiger Jerusalems fald; sin nærværelse; tingenes ordnings ende

24:1-51

13:1-37

21:5-38

—

—

Oliebjerget

Lignelserne om brudejomfruerne, talenterne, fårene og gederne

25:1-46

—

—

—

12. nisan

Jerusalem

De religiøse ledere planlægger Jesu død

26:1-5

14:1, 2

22:1, 2

—

—

Jerusalem

Judas købslår med præsterne om at forråde Jesus

26:14-16

14:10, 11

22:3-6

—

13. nisan (torsdag eftermiddag)

I og omkring Jerusalem

Forberedelser til påskefesten

26:17-19

14:12-16

22:7-13

—

14. nisan

Jerusalem

Påskemåltidet med de 12

26:20, 21

14:17, 18

22:14-18

—

—

Jerusalem

Jesus vasker apostlenes fødder

—

—

—

13:1-20

—

Jerusalem

Judas afsløres som forræder og sendes bort

26:21-25

14:18-21

22:21-23

13:21-30

—

Jerusalem

Mindemåltidet indstiftes med de 11

26:26-29

14:22-25

22:19, 20, 24-30

[1Kor 11:23-25]

—

Jerusalem

Jesus forudsiger at Peter vil fornægte ham, og at apostlene vil blive spredt

26:31-35

14:27-31

22:31-38

13:31-38

—

Jerusalem

Hjælperen; indbyrdes kærlighed; trængsler; Jesu bøn

—

—

—

14:1-17:26

—

Getsemane

Sjælekval i haven; Jesus forrådes og arresteres

26:30, 36-56

14:26, 32-52

22:39-53

18:1-12

—

Jerusalem

Forhør hos Annas, Kajfas, sanhedrinet; Peter fornægter ham

26:57-27:1

14:53-15:1

22:54-71

18:13-27

—

Jerusalem

Forræderen Judas hænger sig

27:3-10 [Apg 1:18, 19]

—

—

—

—

Jerusalem

For Pilatus, derefter Herodes, og så tilbage Pilatus

27:2, 11-14

15:1-5

23:1-12

18:28-38

—

Jerusalem

Overgives til døden efter at Pilatus har søgt at frigive ham

27:15-30

15:6-19

23:13-25

18:39-19:16

(ca. kl. 15, fredag)

Golgata, Jerusalem

Jesu død på pælen og begivenhederne deromkring

27:31-56

15:20-41

23:26-49

19:16-30

—

Jerusalem

Jesu legeme tages ned fra pælen og lægges i en grav

27:57-61

15:42-47

23:50-56

19:31-42

15. nisan

Jerusalem

Præster og farisæere får sat vagt ved graven

27:62-66

—

—

—

16. nisan

Jerusalem og omegn

Jesu opstandelse og begivenhederne den dag

28:1-15

16:1-8

24:1-49

20:1-25

—

Jerusalem; Galilæa

Jesus åbenbarer sig ved flere lejligheder

28:16-20

[1Kor 15:5-7]

[Apg 1:3-8]

20:26-21:25

25. ijjar

Oliebjerget, nær Betania

Jesu himmelfart, den 40. dag efter hans opstandelse

[Apg 1:9-12]

—

24:50-53

—