(Kappadoʹkien).

På apostlenes tid var Kappadokien et stort, skovfattigt område i det østlige Lilleasien med et forholdsvis koldt klima. Området bestod af en højslette der mange steder nåede en højde af 900 m. Grænserne for området har varieret noget gennem historien, men i det store og hele grænsede det mod nord op til Pontus, mod vest til Galatien og Lykaonien, mod syd til Kilikien og Taurusbjergene og mod øst til Armenien og Eufratflodens øvre løb. Man drev hovedsagelig fåreavl i området, men man holdt også kvæg og havde fortræffelige heste. Den vigtigste kornsort der blev dyrket, var hvede.

Under Kyros den Store blev Kappadokien underlagt Perserriget, som delte området i to satrapier kaldet Pontus og Kappadokien. Under seleukidernes herredømme i Syrien blev området styret af tributpligtige konger. Dette forhold ophørte i år 17 e.v.t. da den romerske kejser Tiberius gjorde Kappadokien til en romersk provins under administration af en prokurator. Vespasian udvidede provinsen i år 70 da han lagde den sammen med Armenien og derved dannede en større grænseprovins mod øst. Kappadokien var af strategisk betydning eftersom vigtige veje førte gennem området. En af disse førte fra Tarsus ved Middelhavet gennem det pas i Taurusbjergene der er kendt som De Kilikiske Porte, og videre gennem Kappadokien til provinsen Pontus og havnebyerne ved Sortehavet.

De oprindelige indbyggere i Kappadokien var øjensynlig ariere af jafetisk afstamning, men i det 2. århundrede f.v.t. boede der også jøder i området. På pinsedagen i år 33 var der jøder fra Kappadokien til stede i Jerusalem. (Apg 2:9) Uden tvivl som et resultat af dette nåede kristendommen tidligt til Kappadokien. De kristne i Kappadokien nævnes blandt modtagerne af Peters første brev. — 1Pe 1:1.