1. (keruʹb). En åndeskabning af høj rang som har særlige opgaver, og som adskiller sig fra serafernes orden. Keruberne omtales 92 gange i Bibelen. Det første sted er i 1 Mosebog 3:24, hvor der siges at Gud, efter at have drevet Adam og Eva ud af Eden, anbragte keruber (hebr.: keruvīmʹ) med et flammende sværdblad ved indgangen øst for haven „til at vogte vejen til livets træ“. Om det var mere end to keruber, siges ikke.

Udstyret i tabernaklet der blev rejst i ørkenen, indbefattede fremstillinger eller afbildninger af keruber. På låget af pagtens ark var der to keruber i udhamret guld, én i hver ende. De vendte mod hinanden og bøjede sig ind over låget i en tilbedende stilling. De havde hver to vinger der var udbredt opefter, og hvormed de skærmende dækkede over låget. (2Mo 25:10-21; 37:7-9) På tabernaklets indre teltduge og på forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste var der broderet billeder af keruber. — 2Mo 26:1, 31; 36:8, 35.

Disse keruber var ikke, som nogle hævder, groteske figurer der var en efterligning af de omboende hedenske folkeslags uhyrlige vingede afguder. Ifølge den jødiske overleverings enstemmige vidnesbyrd (Bibelen er tavs om sagen) havde keruberne menneskeskikkelse. De var dygtigt udførte kunstværker som forestillede engle af fuldendt skønhed, og var indtil mindste detalje lavet efter det „forbillede“ som Moses havde fået af Jehova selv. (2Mo 25:9) Apostelen Paulus beskriver dem som „de herlige keruber, som overskyggede sonedækket“. (He 9:5) Disse keruber var forbundet med Jehovas nærværelse: „Og jeg vil mødes med dig dér og tale med dig fra stedet over låget, fra stedet mellem de to keruber som er på Vidnesbyrdets ark.“ (2Mo 25:22; 4Mo 7:89) Jehova blev derfor omtalt som den der „troner på [el.: mellem] keruber“. (1Sa 4:4; 2Sa 6:2; 2Kg 19:15; 1Kr 13:6; Sl 80:1; 99:1; Es 37:16) Keruberne repræsenterede i symbolsk forstand „stridsvognen“ som Jehova kørte med (1Kr 28:18), og deres vinger var både et udtryk for skærmende beskyttelse og hurtig bevægelse. Da David i en sang beskrev den fart hvormed Jehova kom ham til hjælp, sagde han derfor at Jehova „blev båret af sted af keruber og kom flyvende, ja, kom til syne på ånders vinger“. — 2Sa 22:11; Sl 18:10.

 I Salomons prægtige tempel, der ligeledes blev bygget efter Jehovas detaljerede anvisninger, var der i Det Allerhelligste to keruber, 10 alen (4,5 m) høje, af olietræ beklædt med guld. De stod begge vendt mod øst, på en tænkt linje der gik gennem midten af rummet fra nord til syd. De havde udbredte vinger, og selv om de stod ti alen fra hinanden, rørte den ene kerubs vingespids den andens midt i rummet, hvorved de overskyggede pagtens ark og dens bærestænger, som stod nedenunder. Med den anden vingespids rørte keruberne henholdsvis nordvæggen og sydvæggen. Det vil sige at kerubernes vinger spændte over hele rummets bredde, som var 20 alen. (Se TEMPEL.) Templets vægge og døre var dekoreret med udskårne keruber som var beklædt med guld. Der var også indgraveret keruber på siderne af de ti kobbervogne med vandbækkener. (1Kg 6:23-35; 7:29-36; 8:6, 7; 1Kr 28:18; 2Kr 3:7, 10-14; 5:7, 8) Væggene og dørene i det tempel Ezekiel fik at se i et syn, var ligeledes prydet med udskårne keruber. — Ez 41:17-20, 23-25.

Ezekiel skildrer desuden en række syner hvori han så nogle symbolske keruber med et usædvanligt udseende. Efter at have omtalt dem som „levende skabninger“ (1:5-28) betegner han dem senere som „keruber“. (9:3; 10:1-22; 11:22) I disse syner er keruberne nært forbundet med Jehovas herlige personlighed og står ham hele tiden til tjeneste.

I sin profetiske bog fik Ezekiel også besked på at ’istemme en klagesang om Tyrus’ konge’ hvori han betegner denne konge som en herlig, skærmende kerub der engang havde været i „Eden, Guds have“, men som nu var blevet berøvet sin skønhed og gjort til aske på jorden. „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’. . . Du var den salvede, skærmende kerub, og jeg indsatte dig. På Guds hellige bjerg var du. Du vandrede omkring midt iblandt ildsten. Du var uangribelig i din adfærd fra den dag du skabtes indtil der blev fundet uretfærdighed hos dig. . . . jeg vil fjerne dig som vanhellig fra Guds bjerg, og jeg vil udrydde dig, du skærmende kerub [„du beskyttende kerub“, Vg].’“ — Ez 28:11-19.

2. (Keʹrub).

En by i Babylonien hvorfra nogle i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem efter landflygtigheden. De kunne imidlertid ikke spore deres slægtslinje og kunne derfor ikke bevise at de var israelitter. — Ezr 2:59; Ne 7:61.