(Kitʹtim).

Kittim står opført som en af Javans fire sønner skønt navnet er en flertalsform (det forekommer kun i denne form i Bibelen). (1Mo 10:4; 1Kr 1:7) Derefter anvendes navnet om et folkeslag og et land.

Josefus kalder Kittim for „Chethimos“ (Jewish Antiquities, I, 128 [vi, 1]) og forbinder det med Cypern og med „navnet Chethim, som hebræerne gav alle øer og de fleste lande ved havet“. De gamle fønikiere kaldte befolkningen på Cypern for Kitti. De fleste autoriteter er i dag enige om at Kittim kan identificeres med Cypern.

Byen Kiti (Kition eller Citium) på Cyperns sydøstkyst er bedst kendt som en fønikisk koloni; nogle lærde mener derfor at det er forkert når Kittim nævnes som en af Jafets efterkommere. (1Mo 10:2, 4; 1Kr 1:5, 7) Det ser imidlertid ud til at fønikierne kom forholdsvis sent til Cypern, og den fønikiske koloni Kition menes kun at datere sig fra det 9. århundrede f.v.t. The New Encyclopædia Britannica (1987, bd. 3, s. 332) nævner Kition som „den vigtigste fønikiske by på Cypern“, men tilføjer: „De ældste ruiner i Citium stammer fra en ægæisk koloni fra den mykenske periode (ca. 1400-1100 f.Kr.).“ — Se også bd. 16, s. 948.

Som det fremgår af Josefus’ udtalelse, blev navnet Kittim af hebræerne brugt om flere andre områder end øen Cypern; det omfattede andre øer og lande i Middelhavsområdet. Af alle de områder der blev benævnt Kittim, var Cypern blot den ø der lå nærmest Palæstina. Dette fremgår også af den bibelske brug af navnet i Ezekiel 27:6 og Jeremias 2:10, hvor der tales om „Kittims øer“ og „Kittims kystegne“. Nogle mener også at det er denne udvidede betydning af Kittim man finder i 4 Mosebog 24:24, hvor profeten  Bileam, der levede samtidig med Moses, forudsagde at „skibe fra Kittims kyst“ ville kue Assyrien og Eber, men at angriberen til sidst selv ville gå til grunde. Dette ville give rum for at et angreb kunne komme fra Makedoniens kyst, hvorfra Alexander den Store jo drog ud på sit felttog og erobrede ’Assurs land’ (Assyrien-Babylonien) og det medo-persiske rige. Andre mener at angriberne var romere, der også kom fra en af Middelhavets kyster, nemlig Italien. Den latinske Vulgata har „Italien“ i stedet for „Kittim“ i 4 Mosebog 24:24, og Targum Onkelos siger „romerne“; men i den apokryfe Første Makkabæerbog (1:1) står Kittim for Makedonien.

I Esajas’ budskab om Tyrus modtager tarsisskibene, på deres vej østpå, i Kittims land (sandsynligvis Cypern) meldingen om Tyrus’ fald, og „Zidons datter“ får af Jehova besked om at ’tage over til Kittim’ for at søge tilflugt dér, men får samtidig at vide at det vil være forgæves. (Es 23:1, 11, 12) Dette stemmer med de historiske vidnesbyrd om de fønikiske kolonier på Cypern på Esajas’ tid (ca. 778-732 f.v.t.) og senere. En af Sankeribs inskriptioner fortæller om kong Luli af Zidons flugt til øen Iadnana (Cypern) som følge af assyrernes angreb. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 287, 288) Ligeledes var der øjensynlig mange fra Tyrus der, som en opfyldelse af Esajas’ profeti, søgte at redde sig til Cypern under Nebukadnezars 13 år lange belejring af byen.

Det sidste sted Kittim nævnes ved dette navn, er i Daniels profeti om styrkeprøven mellem „Nordens konge“ og „Sydens konge“, hvor et angreb foretaget af „Nordens konge“ bliver slået tilbage af „skibe fra Kittim“. — Da 11:30; se også CYPERN.