På Bibelens tid blev der forfattet og sunget klagesange over afdøde venner (2Sa 1:17-27), over lande og folk der var lagt øde (Am 5:1, 2), og over ødelagte byer (Ez 27:2, 32-36). Den bog i Bibelen der bærer navnet „Klagesangene“, er et eksempel på en sådan samling sørgesange, og disse er inspireret af Gud selv. Bogen består af fem lyriske digte (i fem kapitler) der begræder Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. for babyloniernes hånd.

Bogen anerkender at Jehova med rette straffede Jerusalem og Juda på grund af folkets synder. (Kl 1:5, 18) Samtidig fremhæver den Jehovas loyale hengivenhed og barmhjertighed og viser at han er god mod den der håber på ham. — Kl 3:22, 25.

Bogens navn. På hebraisk har bogen navn efter det ord hvormed den begynder, ’Ēkhahʹ, „Hvor . . .!“, der indleder en udråbssætning. I Septuaginta kaldes bogen Thrēʹnoi, der betyder „Sørgesange; Klagesange“. I Den Babyloniske Talmud (Bava Batra 14b) kaldes den Qinōthʹ, der betyder „Sørgesange; Elegier“, og på latin blev den af Hieronymus kaldt Lamentationes, der ligeledes betyder „Klagesange“.

Dens placering i den bibelske kanon. I den hebraiske kanon regnes Klagesangene ifølge traditionen med til de fem Meghillōthʹ (ruller), der omfatter Højsangen, Ruts Bog, Klagesangene, Prædikerens Bog og Esters Bog. Men nogle mener at bogen i visse gamle hebraiske håndskrifter har haft sin plads efter Jeremias’ Bog, sådan som den har i vore danske bibeloversættelser.

Skribent. I den græske Septuaginta indledes bogen med ordene: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem var lagt øde, at Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem og sagde.“ Targumerne anfører også Jeremias som forfatteren idet der som indledning siges: „Jeremias, den store præst og profet, sagde.“ Indledningen i Vulgata, den clementinske recension, lyder: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem lå øde og forladt, at profeten Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem, og idet han sukkede, nedbrudt i ånden og fyldt af sorg, sagde han.“

Stil. Bogens fem kapitler er fem digte, hvoraf de fire første er akrostiske. Det hebraiske alfabet har 22 bogstaver (konsonanter), og hvert vers i de fire første kapitler begynder med et af de 22 bogstaver i alfabetisk rækkefølge. Kapitel 1, 2 og 4 har hver 22 vers, svarende til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Vers 1 begynder således med det første bogstav, ’aʹlæf, vers 2 med det andet bogstav, bēth, osv., hele alfabetet igennem. Kapitel 3 har 66 vers, og her begynder tre på hinanden følgende vers med det samme hebraiske bogstav før man går videre til det næste.

I kapitel 2, 3 og 4 forekommer bogstaverne ‛aʹjin og pe’ i omvendt orden (rækkefølgen er ikke den samme som i det første kapitel og  i Salme 119). Det vil dog ikke sige at forfatteren har begået en fejl. En bibelkommentar siger herom: „Endnu mindre kan denne uregelmæssighed tilskrives en forglemmelse fra digterens side . . ., for den forekommer i hele tre digte. Der er snarere en anden forklaring på fænomenet. Vi finder nemlig også i andre alfabetiske digte, især i de ældre, mange afvigelser fra regelen, hvilket utvivlsomt viser at forfatterne kun holdt sig strengt til bogstavernes rækkefølge i alfabetet så længe det passede naturligt til den tanke de ville give udtryk for, uden at digtet blev stift og kunstigt.“ (Commentary on the Old Testament af C. F. Keil og F. Delitzsch, 1973, bd. VIII, The Lamentations of Jeremiah, s. 338) Som eksempler anføres blandt andre Salme 34, hvor verset der indledes med waw, mangler, og Salme 145, hvor nun-verset mangler. Der er altså ingen grund til bekymring over at disse inspirerede skrifter ikke holder sig strengt til de hebraiske bogstavers alfabetiske rækkefølge. Brugen af akrostika tjente uden tvivl som støtte for hukommelsen, men det var budskabet der havde den største betydning, og tankeindholdet gik forud for den litterære form.

Kapitel 5 i Klagesangene er ikke akrostisk selv om det har 22 vers, svarende til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet.

Hvornår bogen er skrevet. Den levende skildring af tilstanden i Jerusalem viser at bogen må være skrevet kort efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. mens Jeremias stadig havde begivenhederne i forbindelse med babyloniernes belejring af Jerusalem og byens nedbrænding i frisk erindring. Der er almindelig enighed om at Klagesangene blev nedskrevet kort efter Jerusalems fald, og det er rimeligt at slutte at nedskrivningen var fuldført i 607 f.v.t.

Profetier der er blevet opfyldt. Ordene i 5 Mosebog 28:63-65 fik deres opfyldelse i det der overgik Jerusalem, og som skildres så levende i Klagesangene. Andre guddommelige profetier og advarsler fik også deres opfyldelse, som skildret i Klagesangene. Sammenhold for eksempel Klagesangene 1:2 med Jeremias 30:14; Klagesangene 2:17 med 3 Mosebog 26:17; Klagesangene 2:20 med 5 Mosebog 28:53.

Indhold. Fra vers 12 i det første kapitel lader Jeremias Jerusalem, Guds „hustru“ Zion ifølge hans pagt, optræde personificeret som den der taler. (Es 62:1-6) Hun sidder nu forladt som en enke der har mistet sine børn; hun er som en kvinde der er taget til fange og sat til at arbejde som træl. I kapitel 2 er det Jeremias selv der taler. I kapitel 3 udøser Jeremias sine følelser på hele nationens vegne idet han skildrer den personificeret som ’en våbenfør mand’. I kapitel 4 fortsætter Jeremias sin klage. I kapitel 5 er det Jerusalems indbyggere der taler. Det var imidlertid langtfra de fleste i folket der erkendte deres synd, som satte deres håb og lid til Jehova, og som ønskede at handle ret, men der var en rest der følte som Jeremias. Bogen skildrer derfor udmærket situationen i Jerusalem som Jehova selv så den.

Klagesangene er en sand og værdifuld skildring inspireret af Gud.

[Ramme på side 1266]

HOVEDPUNKTER I KLAGESANGENE

Fem digte der begræder den tragedie som ramte Jerusalem og dens indbyggere i 607 f.v.t. da byen blev ødelagt af babylonierne

Skrevet af Jeremias umiddelbart efter Jerusalems ødelæggelse

Jerusalem skildres som en enke der har mistet sine børn og ikke har nogen at søge trøst hos (1:1-22)

Hun erkender at grunden til hendes ulykke er at hun har syndet mod Jehova

Hun beder den Almægtige straffe dem der glæder sig over hendes ulykke

Jehova har handlet i vrede mod Jerusalem (2:1-22)

Han har kastet Jerusalem „ned fra himmelen til jorden“

Han har vraget sin helligdom og ikke vist respekt for konge og præst

Som følge deraf undrer forbipasserende sig over hvad der er sket med byen som var „fuldendt i skønhed“

„Den våbenføre mand“, der symboliserer folket, klager over sin nød, men giver også udtryk for håb (3:1-66)

Han beskriver sin fortvivlede situation

Alligevel har han tillid til at Jehova vil høre sit folks bønner og vise barmhjertighed

De forfærdelige virkninger af Jerusalems belejring (4:1-22)

Døden ved sværdet var bedre end døden som følge af hungersnøden; kvinder spiste endda deres egne børn

De der flygtede, blev skånselsløst forfulgt i bjerge og ørkener

Jehova bønfaldes om at lægge mærke til folkets lidelser og igen vise det gunst (5:1-22)

Hans folks arvelod er overgået til fremmede

Folket er blevet vanæret og fornedret

Folket beder Jehova bringe det tilbage til sig skønt han har forkastet det med stor harme