Denne titel, der stammer fra det græske ord Christosʹ, svarer til det hebraiske Masjīʹach, „Messias“, „(den) Salvede“. (Jf. Mt 2:4, fdn.) „Kristus“ er ikke blot et navn der bruges for at skelne Herren Jesus fra andre af samme navn; det er en officiel titel. — Se JESUS KRISTUS; MESSIAS.

Kristi komme som den der var salvet med Jehovas ånd til at være den messianske konge, var blevet forudsagt flere hundrede år før Jesu fødsel. (Da 9:25, 26) Ved sin fødsel var Jesus imidlertid endnu ikke den Salvede eller Kristus. Engelen der forkyndte hans fødsel for Josef, sagde: „Du skal give ham navnet Jesus.“ (Mt 1:21) Men da hyrderne ved Betlehem fik budskabet om barnets fødsel, blev det åbenbaret hvilken betydning dette barn til sin tid ville få, for engelen sagde: „I dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren,“ det vil sige „som skal være Kristus, Herren.“ — Lu 2:11, fdn.

Navnet Jesus efterfulgt af titlen Kristus henleder opmærksomheden på personen og på at han er Jehovas Salvede. Jesus blev Jehovas Salvede da han som ca. 30-årig blev døbt i vand og salvet med Jehovas hellige ånd, der i skikkelse af en due dalede ned over ham. (Mt 3:13-17) Dette gjorde Peter specielt opmærksom på i sin tale på Pinsedagen, hvor han sluttede med ordene: „Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus.“ Han huskede åbenbart at Jesus selv, som den første, havde brugt udtrykket „Jesus Kristus“. (Apg 2:36-38; Joh 17:3) Udtrykket „Jesus  Kristus“ bruges også i indledningen til De Kristne Græske Skrifter. — Mt 1:1.

Hvis man på den anden side sætter titlen foran navnet og siger „Kristus Jesus“ i stedet for „Jesus Kristus“, lægges vægten på det embede eller den stilling som Jesus beklæder. Det henleder i første række opmærksomheden på embedet, i anden række på indehaveren af embedet, på samme måde som når man siger kong David eller landshøvdingen Zerubbabel. Det vil minde tilhøreren om den enestående og ærefulde stilling Jesus indtager som Jehovas Salvede, en stilling som ingen af hans disciple har, selv om de også er salvede. Kun Jehovas elskede Søn bærer titlen „Kristus Jesus“. Paulus brugte dette udtryk i sit første inspirerede brev. (1Ts 2:14) Lukas brugte det også, én gang, nemlig i Apostelgerninger 24:24 (NV, DA92), hvor han taler om Paulus’ forkyndelse.

Man vil aldrig i Bibelen se flere titler stillet enten foran eller bag efter Jesu navn; hvis navnet forekommer med én titel stillet foran, vil andre eventuelle titler blive føjet til bagefter. Man vil aldrig finde sammensætningen Herren Kristus Jesus eller Kongen Kristus Jesus. Derimod siges der Herren Jesus Kristus. I udtrykket „vor Frelsers, Kristi Jesu, . . .“ i 2 Timoteus 1:10 står ejestedordet for „vor“ på græsk mellem „Frelsers“ og „Kristi“, og udtrykket „Kristi Jesu“ står i apposition eller som et forklarende tillæg til „vor Frelsers“, det vil sige at „Frelser“ ikke står som en foranstillet titel her. (Jf. Tit 1:4.) Når der i 1 Timoteus 2:5 siges „et menneske, Kristus Jesus,“ er der ligeledes tale om to sideordnede led, og ordet „menneske“ er ikke en titel. Det skal kun forklare at Kristus Jesus på et tidspunkt var menneske på jorden.

Paulus bruger titlen „Kristus“ (eller „Messias“) på en særlig måde i ét tilfælde, nemlig dér hvor han forbinder den med Moses og ikke med Jesus. I Hebræerne 11:26 siges der: „Han [Moses] anså Messias’ [tou christouʹ, den Salvedes] skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.“ (Jf. DA92.) Moses blev aldrig salvet med bogstavelig salveolie, sådan som Israels ypperstepræster og konger. (2Mo 30:22-30; 3Mo 8:12; 1Sa 10:1; 16:13) Men det blev Jesus og hans disciple heller ikke, og dog omtaler Bibelen dem som salvede. (Apg 10:38; 2Kor 1:21) I disse sidste tilfælde tjente salvelsen med Guds hellige ånd som deres udnævnelse eller bemyndigelse fra Gud, selv om der ikke blev brugt bogstavelig salveolie. I samme forstand modtog Moses en særlig udnævnelse. Paulus kunne derfor sige om Moses at han var Jehovas salvede eller messias (kristus), en bemyndigelse han fik ved den brændende tornebusk, og som han anså for større rigdom end alle Ægyptens værdier. — 2Mo 3:2–4:17.

Betegnelsen „Kristus“ bruges også om den kristne menighed for at beskrive dens særlige forhold til Herren Jesus Kristus. „Nu er I Kristi legeme, og hver for sig hans lemmer,“ det vil sige i åndelig forstand. (1Kor 12:27) De der er „døbt til Kristus Jesus“, er „døbt til hans død“, idet de har håb om at blive „Kristi medarvinger“ til det himmelske rige. (Ro 6:3-5; 8:17) De har del i „Messias’ lidelser“, idet de bliver „skældt ud for Kristi navns skyld“. (1Pe 4:13, 14; 5:1) Flere gange beskrives dette nære forhold med at de er „i samhørighed med Kristus“ eller „i Kristus“, og det omvendte udtryk, „Kristus i samhørighed med jer“, anvendes også, med de betydninger der ligger i det. (Ro 8:1, 2; 16:10; 1Kor 15:18; 1Ts 4:16; Kol 1:27) De svage i menigheden, som skulle være stærke, kaldes „spædbørn i Kristus“. (1Kor 3:1) Med tiden vil alt i himmelen og på jorden blive sammenfattet igen „i Messias [en tōi Christōiʹ]“. — Ef 1:10.

Falske krister eller messiasser. I sine profetier om afslutningen på tingenes ordning advarede Kristus sine disciple: „Pas på at ingen vildleder jer; mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: ’Jeg er Messias,’ og de vil vildlede mange. Falske messiasser [gr.: pseudoʹchristoi] og falske profeter vil nemlig fremstå og gøre store tegn og undere for at vildlede endog de udvalgte, om muligt.“ (Mt 24:4, 5, 24) Onde mennesker der falskeligt gjorde krav på Herren Jesu Kristi titel og embede, er indbefattet i den „antikrist [antiʹchristos]“ som apostelen Johannes nævner fem gange. — 1Jo 2:18, 22; 4:3; 2Jo 7; se ANTIKRIST.

Andre anvendelser. Septuaginta-oversættelsen af De Hebraiske Skrifter bruger det græske ord christosʹ over 40 gange, hovedsagelig om Israels præster, konger og profeter. Ypperstepræsten Aron var „den salvede“, bemyndiget og ’indsat til gavn for mennesker over det der hører Gud til’. (3Mo 4:3, 5, 16; 8:12; He 5:1) Da Jehova udtalte dommen over Elis hus, lovede han at oprejse en trofast præst der altid ville vandre foran Guds salvede (christouʹ, LXX). — 1Sa 2:35.

Kongerne bar den samme ærefulde titel på grund af deres forhold til Jehova i kongeembedet. Samuel omtalte således Saul som Jehovas „salvede [christouʹ, LXX]“. (1Sa 12:3) Og David udbrød: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at række min hånd ud mod Jehovas salvede [christonʹ, LXX].“ (1Sa 26:11)  Og David ville ikke tillade sin nevø Abisjaj at dræbe Saul. (1Sa 26:8, 9) David lod også den amalekit dræbe som sagde at han havde givet Saul, „Jehovas salvede [christonʹ, LXX]“, dødsstødet. (2Sa 1:13-16) Da David derefter blev konge, omtalte han sig selv som Jehovas „salvede [christōiʹ, LXX]“. (1Sa 16:12, 13; 2Sa 22:51) Kong Zedekias, der sad på tronen som en af Davids arvinger, blev ligeledes kaldt „Jehovas salvede [christosʹ, LXX]“. — Kl 4:20.

Profeterne blev også kaldt Jehovas salvede, som det ses af parallelismen i Salme 105:15. Jehova gav profeten Elias følgende befaling: „Elisa . . . skal du salve til profet i dit sted.“ Hvordan den egentlige salvelse fandt sted, melder den videre beretning intet om. — 1Kg 19:16.

Brugt profetisk. I Septuaginta-oversættelsen anvendes christosʹ profetisk i ti tilfælde i Salmernes Bog. Særlig bemærkelsesværdigt er stedet i Salme 2:1, 2, hvor det siges at jordens konger og magthavere samler sig „imod Jehova og imod hans salvede“. Apostlene anvendte denne profeti på ’Guds hellige tjener Jesus, som han salvede’. (Apg 4:24-27) Mere usædvanligt er det at betegnelsen blev anvendt om perserkongen Kyros. Endnu før Kyros var født, sagde profeten Esajas: „Således har Jehova sagt til sin salvede [christōiʹ, LXX], til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet.“ (Es 45:1-3) Kyros blev aldrig salvet bogstaveligt med hellig salveolie, sådan som Israels konger, men udtrykket ’Jehovas salvede’ er her som andre steder i Bibelen en betegnelse der anvendes fordi han af Gud var udset og udnævnt til at udføre en bestemt opgave. — Se SALVELSE.