Landshøvdinger, eller statholdere, på Bibelens tid havde som regel militær og retslig myndighed og var ansvarlige for at tribut, skatter og afgifter blev betalt til kongen eller herskeren i de provinser som de havde jurisdiktion over. (Lu 2:1, 2) Mange af dem lagde en tung byrde på befolkningen, der måtte sørge for landshøvdingens og hans tjenerstabs og medarbejderes underhold. — Ne 5:15-18.

Kong Salomon indsatte landshøvdinger over områderne i Israel. De nævnes i 1 Kongebog 10:15 og er måske de samme som de 12 præfekter der nævnes i 1 Kongebog 4:7-19, og som hver havde pligt til at forsyne kongen og hans husholdning med fødevarer én måned om året.

Praktisk talt alle de store riger på Bibelens tid havde underordnede herskere med status som landshøvdinger, enten indfødte, lokale herskere eller landshøvdinger der var indsat over de besatte områder. (Aram: 1Kg 20:24; Assyrien: Ez 23:5, 6, 12, 23; Babylon: Jer 51:57; Persien: Ezr 8:36; Ne 2:7, 9; Arabien: 2Kor 11:32; Rom: Lu 3:1) Josef var en landshøvding af høj rang og havde et stort område at råde over, nemlig hele Ægypten, og han var kun underordnet kongen selv. (1Mo 41:40, 41; Apg 7:9, 10) Rabsjake, som gjorde tjeneste i assyrerkongen Sankeribs hær, hånede Ezekias for Jerusalems svaghed idet han hævdede at byen ikke kunne afvise et angreb fra bare én af assyrerkongens ringeste landshøvdinger. Men han glemte at regne med Jehovas overvældende magt, som Ezekias kunne støtte sig til. — Es 36:4, 9; 37:36.

Nebukadnezar indsatte Gedalja over de israelitter der var tilbage i Juda efter at en stor del af befolkningen var ført i landflygtighed i 607 f.v.t. Han blev snigmyrdet omkring to måneder senere. (2Kg 25:8-12, 22, 25) Hen imod slutningen af de 70 års landflygtighed indsatte perserkongen Kyros Sjesjbazzar (sandsynligvis Zerubbabel) som landshøvding over de jøder der vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t. (Ezr 5:14; Hag 1:1, 14; 2:2, 21) Nehemias blev indsat som landshøvding under perserkongen Artaxerxes da han drog tilbage for at genopbygge Jerusalems mur i 455 f.v.t. — Ne 5:14; se TIRSJATA.

Under det romerske overherredømme var Judæa en kejserlig provins, idet landshøvdingerne, eller statholderne, var direkte ansvarlige for deres handlinger over for kejseren. Pilatus var den femte i rækken af landshøvdinger over Judæa. (Mt 27:2; Lu 3:1) Felix og Festus var henholdsvis den 11. og 12. landshøvding over Judæa (hvis man ikke medregner Publius Petronius og hans efterfølger, Marsus, der som landshøvdinger over Syrien samtidig styrede Palæstina). (Apg 23:24-26; 24:27) De romerske landshøvdinger havde bemyndigelse til at fælde dødsdomme, som for eksempel i tilfældet med Jesus, der blev dømt af Pilatus. — Mt 27:11-14; Joh 19:10.

Jesus omtalte landshøvdinger i almindelighed da han sagde til sine disciple at de ville blive ført frem for sådanne mænd til et vidnesbyrd. De kristne skulle ikke nære frygt for dem selv om de havde stor magt, eller være bekymrede for hvad de skulle sige når de aflagde vidnesbyrd over for dem. (Mt 10:18-20, 26) Sådanne herskere hører med til de højere myndigheder som kristne har pligt til at underordne sig, ikke ubetinget, men relativt. (Ro 13:1-7; Tit 3:1; 1Pe 2:13, 14; Apg 4:19, 20; 5:29; Mt 22:21) Paulus tiltalte landshøvdingen Festus, som han stod anklaget over for, med den respekt der tilkom ham som følge af hans embede, idet han sagde: „Højtærede Festus.“ (Apg 26:25) I modsætning til apostlene, der først og fremmest agtede og ærede Jehova, den øverste hersker, sank Israels nation så dybt at jøderne viste deres jordiske herskere, deriblandt deres landshøvdinger, større ære end den de viste Jehova. Gennem profeten Malakias irettesatte Jehova nationen strengt for dette. — Mal 1:6-8; se HØJERE MYNDIGHEDER.

Med et citat fra Mikas profeti (5:2) viser Mattæus at Betlehem, som var en meget ubetydelig by med hensyn til herskermagten i Juda, ville få betydning ved at den største af alle herskere, eller høvdinger, ville komme fra denne by og være hyrde for Jehovas folk, Israel. Denne profeti blev opfyldt på Kristus Jesus, den største af alle herskere under Faderen, Jehova Gud. — Mt 2:6.