Leje, løn
I regelen betaling til en person som vederlag for et arbejde, en tjeneste. (3Mo 19:13) Man kunne leje en person (2Kr 24:12), et dyr (2Mo 22:15) eller en ting (Apg 28:30). „Løn“ kan være synonymt med „belønning“. For eksempel fik kong Nebukadrezar (Nebukadnezar) lov til at erobre og udplyndre Ægypten som løn eller belønning for at have tjent som Jehovas domsfuldbyrder ved ødelæggelsen af Tyrus. (Ez 29:18, 19; se også Rut 2:12; Es 61:8; 62:11.) Som en opfyldelse af Zakarias 11:12 fik Judas Iskariot 30 sølvstykker (hvis det var sekel, ca. 400 kr.) af præsterne som „løn“ for at forråde Jesus Kristus. (Mt 26:14-16; 27:3-10; Apg 1:18; se BESTIKKELSE.) „Løn“ kan også undertiden betyde „gengæld“. „Den løn synden betaler er døden.“ — Ro 6:23; se også Sl 109:20; Es 65:6, 7.
Man udbetalte løn ikke alene i form af penge eller sølv (2Kr 24:11, 12; 25:6), men også i form af husdyr, landbrugsvarer og så videre. Jakobs løn for 14 års arbejde var hans to hustruer, Lea og Rakel. Desuden tjente han i yderligere seks år for den aftalte del af Labans hjord. (1Mo 29:15, 18, 27; 31:41) Lea ’lejede’ Jakob af Rakel for en nat for sin søns alruner, og den søn hun fødte som følge heraf, kaldte hun sin „daglejerløn“. (1Mo 30:14-18) På Jesu tid var den almindelige dagløn til en landarbejder øjensynlig en denar (4,50 kr.). — Mt 20:2.
Ifølge Guds lov til Israel skulle daglejere have deres løn udbetalt efter endt arbejdsdag. (3Mo 19:13; 5Mo 24:14, 15) De som forholdt daglejerne deres løn, fordømmes skarpt i Bibelen. — Jer 22:13; Mal 3:5; Jak 5:4.
Når man lejede nogle til at udføre et stykke arbejde, måtte man sikre sig at de personer man lejede, kunne udføre arbejdet. Derfor hed det i ordsproget: „Som en bueskytte der gennemborer alt, sådan er den der lejer en tåbe eller den der lejer nogle der kommer forbi.“ — Ord 26:10.
Den gæstfrihed og materielle hjælp der ydes dem som udelukkende arbejder for den sande tilbedelses interesser, kan betragtes som en løn de modtager ifølge princippet: „Den der arbejder er sin løn værd.“ (Lu 10:7; 1Ti 5:17, 18) Israelitternes tiende var levitternes løn for deres tjeneste ved helligdommen. (4Mo 18:26, 30, 31) Derimod får de der tjener Gud, ikke en retfærdig stilling hos Gud og det evige liv som en løn, men det er en gave der skænkes dem som følge af Guds ufortjente godhed gennem Jesus Kristus fordi de tror på Kristi genløsningsoffer. — Ro 4:2-8; 6:23.
På profeten Haggajs tid resulterede forsømmelighed over for helligdommen i at Jehova holdt sin velsignelse tilbage, sådan at de der lejede sig selv ud, gjorde det for „en hullet pung“, det vil sige at den løn de fik for deres arbejde, kun var ringe og hurtigt givet ud. (Hag 1:3-6) Om tiden forud for genopbygningen af templet sagde Jehova endvidere gennem Zakarias: „Før de dage var der ingen løn til mennesker, og heller ingen løn til husdyr.“ — Zak 8:9, 10; se DAGLEJER; GAVER; GAVER FRA GUD.
Mens hovedordet for „leje, løn“ i De Hebraiske Skrifter er ordet sakharʹ, der betyder leje eller løn som betales for et arbejde eller en tjeneste der er ydet, bruges det hebraiske ord ’æthnanʹ, der er dannet af rodordet nathanʹ, „at give“, i Bibelen udelukkende om den løn der betales for prostitution, i bogstavelig eller overført betydning. Denne løn betragtes altså snarere som en gave end som en løn der er tjent ved arbejde, og bruges i almindelighed i nedsættende betydning. Ifølge Moseloven var det forbudt at skænke „det en skøge har modtaget i løn“, og „det ’en hund’ [sandsynligvis en mandlig prostitueret] har fået i betaling“, til templet som et løfteoffer. (5Mo 23:18) Når det siges at Tyrus’ skøgeløn, som byen havde erhvervet sig ved at bedrive utugt med jordens riger, skulle „helliges Jehova“, må det i betragtning af ovennævnte bud åbenbart betyde at Jehova ville hellige Tyrus’ materielle fortjeneste ved „utugt“ på den måde at han ville gøre brug af den i overensstemmelse med sin vilje og lade den komme sine tjenere til gavn. (Es 23:17, 18; jf. Ne 13:16.) Både Juda og Israel gjorde sig skyldige i at bedrive utugt med andre nationer. (Ez 23:1-16; Ho 9:1; Mik 1:6, 7) Gud fordømte Jerusalem for noget ganske usædvanligt i den forbindelse. Til forskel fra skøger der modtager skøgeløn, gav Jerusalem løn til de nationer der bedrev utugt med hende. — Ez 16:26-34, 41.