Betalings- eller byttemiddel. Ved vareomsætning i de tidligste tider anvendtes ofte kvæg som betalings- eller byttemiddel. Et  vidnesbyrd om dette er at det latinske ord for penge (pecunia) er afledt af pecus, der betyder „kvæg“. Da kvæg (1Mo 47:17) og andre naturalier (1Kg 5:10, 11) imidlertid kunne være upraktiske at anvende som byttemidler, gik man efterhånden over til at bruge metaller som guld og sølv. Allerede på Abrahams tid anvendtes ædelmetal som penge. Det var imidlertid ikke præget til mønter med fast pålydende, men bestod af metalstykker der af praktiske grunde uden tvivl var formet som barrer, ringe, kæder eller lignende og havde en bestemt vægt. (Jf. 1Mo 24:22; Jos 7:21.) Det hebraiske ord der normalt gengives med „penge“, betyder ordret „sølv“. (1Mo 17:12, fdn.) Ofte blev metalstykkerne vejet ved betalingen. — 1Mo 23:15, 16; Jer 32:10.

Da betalingsmidlet blev afvejet, er det naturligt at vægtenhederne også blev brugt som penge- eller møntenheder. (Se MÅL OG VÆGT.) Israelitterne regnede med fem hovedenheder: gera, beka (halv sekel), sekel, mine og talent. (2Mo 25:39; 30:13; 38:25, 26; 1Kg 10:17; Ez 45:12; se GERA II; MINE; SEKEL; TALENT.) Deres indbyrdes forhold og omtrentlige nutidige værdi fremgår af følgende skema. (Prisen på guld og sølv har varieret i de senere år. I dette opslagsværk sættes guld til 350 dollars pr. ounce troy-vægt og sølv til 6 dollars pr. ounce troy-vægt. I fortiden menes værdiforholdet mellem guld og sølv imidlertid at have været 13 til 1.)

—

—

Guld

Sølv

1 gera

= 1⁄20 sekel

$ 6,42

$ 0,11

1 beka

= 10 gera

$ 64,23

$ 1,10

1 sekel

2 beka

$ 128,45

$ 2,20

1 mine

50 sekel

$ 6.422,50

$ 110,10

1 talent

60 miner

$ 385.350,00

$ 6.606,00

Værdien af de „pengestykker“ (hebr.: qesītahʹ [ental]) der omtales i 1 Mosebog 33:19, Josua 24:32 og Job 42:11, kan ikke fastslås med sikkerhed. Pim’ens værdi er også usikker. Den svarede muligvis til ca. to tredjedele af en sekel. — 1Sa 13:21; se PIM.

Mønter i De Hebraiske Skrifter. Det antages i almindelighed at de første mønter blev præget omkring år 700 f.v.t. Israelitterne begyndte måske først at bruge mønter i deres hjemland efter at de var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon. I eftereksilske bibelbøger omtales den persiske darejk (1Kr 29:7; Ezr 8:27) og drakmen (hebr.: darkemōnīmʹ [flertal]), der almindeligvis regnes for at have samme værdi som darejken. (Ezr 2:69; Ne 7:70-72) Den persiske gulddarejk vejede 8,4 g og sættes derfor i dag til en værdi af 567 kroner. — Se DAREJK; DRAKME.

I De Kristne Græske Skrifter. I De Kristne Græske Skrifter nævnes følgende mønter: lepton (jødisk), kvadrans (romersk), as eller assarion (i Rom og provinsen), denar (romersk), drakme (græsk), todrakme (græsk) og statér (græsk; anses af mange for at være lig med firdrakmen fra Antiochia eller Tyrus). (Mt 5:26; 10:29; 17:24, 27; 20:10; Mr 12:42; Lu 12:6, 59; 15:8; 21:2, Int; se DENAR; STATÉR.) De store værdier, mine og talent, var vægtenheder og ikke prægede mønter. (Mt 18:24; Lu 19:13-25) Forholdet mellem de forskellige mønter og værdier og deres omtrentlige værdi i nutidens mønt fremgår af følgende skema:

—

—

Nutidig værdi

1 lepton (kobber eller bronze)

= ¹/₂ kvadrans

$ 0,006

1 kvadrans (kobber eller bronze)

= 2 lepta

$ 0,012

1 as (assarion) (kobber eller bronze)

= 4 kvadranter

$ 0,046

1 denar (sølv)

= 16 as

$ 0,74

1 drakme (sølv)

=

$ 0,65

1 todrakme (sølv)

= 2 drakmer

$ 1,31

1 firdrakme*

= 4 drakmer

$ 2,62

1 mine (sølv)

= 100 drakmer

$ 65,40

1 talent (sølv)

= 60 miner

$ 3.924,00

1 talent (guld)

=

$ 228.900,00

* Menes at svare til en statér (sølv)

Købekraft. Den nutidige metalværdi giver ikke noget sandt billede af mønternes værdi i oldtiden. Bibelen indeholder imidlertid nogle oplysninger om deres købekraft som kan hjælpe os til at fastslå deres reelle værdi. På Jesu tid fik en landarbejder som regel en denar for en tolvtimers arbejdsdag. (Mt 20:2) Hvis lønnen som antaget var omtrent den samme på De Hebraiske Skrifters tid, svarede en sølvsekel til tre dages løn.

Prisen for en træl var 30 sølvsekel (muligvis 90 dages løn). (2Mo 21:32; jf. 3Mo 27:2-7.) Profeten Hoseas købte en kvinde for 15 sølvstykker og halvanden homer (15 efa) byg. Denne betaling svarede uden tvivl til den fulde pris for en træl. I så fald blev en efa (22 l) byg ansat til en værdi af én sekel. — Ho 3:2.

I tider med knaphed gik priserne voldsomt i vejret. For 80 sølvstykker (ca. 240 dages løn), der under normale forhold var tilstrækkelig betaling for otte homer (1760 l) byg, kunne man under en belejring kun få det ikke særlig kødfulde hoved af  et æsel, et dyr der ifølge Moseloven var uegnet til menneskeføde. — 2Kg 6:25; jf. Ho 3:2.

I det 1. århundrede e.v.t. kostede to spurve en assarion (45 minutters løn), og fem spurve kunne fås for det dobbelte. (Mt 10:29; Lu 12:6) Den fattige enkes bidrag til templet var endnu mindre; hun gav blot to lepta (en kvadrans), eller ¹/₆₄ af en dagløn. Alligevel sagde Jesus rosende at hun havde givet mere end de der var kommet med store bidrag, for hun havde ikke givet af sin overflod, men „alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af“. (Mr 12:42-44; Lu 21:2-4) Den årlige tempelskat som jøderne betalte, var på to drakmer (eller en todrakme; ca. to dages løn). (Mt 17:24) Da en drakme omtrent svarede til en dagløn, kunne man vente at en kvinde der tabte et drakmestykke, ville feje hele huset og lede omhyggeligt efter det. — Lu 15:8, 9.

Judas Iskariot forrådte Jesus for 30 sølvstykker, øjensynlig prisen for en træl. (Mt 26:14-16, 47-50) Der siges blot at mønterne var af sølv, men det har uden tvivl drejet sig om sekel eller andre mønter af tilsvarende værdi.

Penge kan være både gavnlige og skadelige. Penge er en beskyttelse mod fattigdom og de dermed forbundne problemer. For penge kan man skaffe sig både fornødenheder og luksusvarer. (Jf. Præ 7:12; 10:19.) Af den grund er der en fare for at man begynder at sætte sin lid til penge og derved glemmer Skaberen. (Jf. 5Mo 8:10-14.) „Kærligheden til penge [ordr.: kærligheden til sølv] er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1Ti 6:10) For penges skyld har mennesker bøjet retten, givet sig af med prostitution, myrdet, begået forræderi og fordrejet sandheden. — 5Mo 16:19; 23:18; 27:25; Ez 22:12; Mt 26:14, 15; 28:11-15.

På den anden side godkender Gud den rette brug af penge. (Lu 16:1-9) Dertil hører at de gives til fremme af den rene tilbedelse og til støtte for nødlidende. (Jf. 2Kr 24:4-14; Ro 12:13; 1Jo 3:17, 18; se BARMHJERTIGHEDSGAVER; BIDRAG.) Skønt der således kan udrettes meget godt med penge, kan de største værdier, den åndelige føde og det evige liv, fås uden penge. — Es 55:1, 2; Åb 22:17.