Magog
(Maʹgog).
1. En søn af Jafet og sønnesøn af Noa. Hans navn forekommer blandt navnene på de familieoverhoveder fra hvem folkeslagene forgrenede sig på jorden efter Vandfloden. — 1Mo 10:1, 2, 5; 1Kr 1:5.
2. Et navn der forekommer i Ezekiels profeti om det uvejrslignende angreb som „Gog fra Magogs land“ vil rette mod Jehovas genrejste folk. Med udtrykket „Magogs land“ hentyder profeten øjensynlig til et land eller et område i „de fjerneste egne mod nord“ hvorfra Gogs horder kommer, og hans plyndrende tropper beskrives som „ridende på heste, en stor forsamling, ja, en talrig kampstyrke“ der kæmper med sværd og bue. — Ez 38:2-4, 8, 9, 13-16; 39:1-3, 6.
Siden den jødiske historiker Josefus’ tid har man formodet at „Magogs land“ havde forbindelse med de skytiske stammer i Nordøsteuropa og Centralasien. (Jewish Antiquities, I, 123 [vi, 1]) Klassiske forfattere fra den græske og den romerske tid beskriver skyterne som rovgriske og krigeriske barbarer fra nord, der havde store, veludrustede rytterhære og var dygtige bueskytter. Navnet „skyter“ er måske oprindelig afledt af navnet Asjkenaz, en anden efterkommer af Jafet (1Mo 10:2, 3), men i 1959-udgaven af Encyclopædia Britannica (bd. 20, s. 235) siges der at „navnet Skytien i hele den klassiske litteratur almindeligvis sigtede til alle områder nord og nordøst for Sortehavet, og en skyter (Skythēs) var enhver barbar der kom fra disse områder“. Også andre opslagsværker viser at betegnelsen „skyter“ blev brugt ret bredt om nomadestammerne nord for Kaukasus, på samme måde som udtrykket „tartar“ nu bruges. I The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge siges der således: „Navnet ’skytere’ var en elastisk betegnelse blandt oldtidens folkeslag, og det samme gjaldt det hebraiske ’Magog’.“ — Redigeret af S. Jackson, 1956, bd. V, s. 14.
Brugt billedligt. Eftersom Bibelen (og den verdslige historie) lader beliggenheden af „Magogs land“ stå hen i det uvisse, og eftersom profeten henlægger den beskrevne invasion til „de sidste år“ (Ez 38:8) og man intet kendskab har til at en sådan invasion i Israel bogstaveligt har fundet sted, er der grund til at mene at profetien om Magog gælder en fremtidig begivenhed i den bibelske „endens tid“. Mange bibelkommentatorer opfatter derfor profetien som en forudsigelse af de verdslige magters endelige angreb på Guds rige, og de opfatter Magogs land som et udtryk for „den over for Guds folk og rige fjendtligsindede verden“. — Funk and Wagnalls New Standard Bible Dictionary, 1936, s. 307.
Magogs land har derfor tydeligvis en billedlig betydning. Eftersom betegnelsen „skyter“, som Magog i regelen kædes sammen med, kom til at stå som et synonym for noget der var brutalt og fordærvet, henleder den tanken på en falden eller fornedret tilstand, i lighed med den tilstand Satan og hans engle har befundet sig i siden krigen i himmelen — en tilstand hvori han i vrede fører „krig mod de øvrige af [kvindens] afkom“, som beskrevet i Åbenbaringen 12:7-17. — Se GOG, 2.
3. Et udtryk der bruges i Åbenbaringen 20:8 i forbindelse med de begivenheder der indtræffer når Jesu Kristi tusindårige regering er til ende, efter at Satan er blevet løst fra afgrunden. „Gog og Magog“ sigter ikke her til et bestemt land eller område, men til dem på jorden der giver efter for Modstanderens påvirkning og gør oprør mod Guds herredømme repræsenteret ved „de helliges lejr og den elskede by“. — Åb 20:3, 7-10.