I Prædikerens Bog hedder det: „Til alt er der en fastsat tid, . . . en tid til at græde og en tid til at le; en tid til at holde klage og en tid til at danse omkring.“ (Præ 3:1, 4) Ordet „le“ er her oversat fra det hebraiske udsagnsord sachaqʹ. Dets grundbetydning er „le“, men dette ord og det beslægtede ord tsachaqʹ oversættes også med udtryk som „fejre“, „lege“, „være til morskab“ og „more sig“. (2Sa 6:21; Job 41:5; Dom 16:25; 2Mo 32:6; 1Mo 26:8) I Ordsprogene 8:30, 31  bruges sachaqʹ i forbindelse med Guds „værkmester“, som ’glædede sig’ da jorden var blevet skabt, og i Jobs Bog og Salmernes Bog bruges det til at beskrive hvordan dyrene „leger“ på marken og i havet. — Job 40:20; Sl 104:26.

Udtryk for glæde. Der gives ikke i Bibelen nogen indgående skildring af israelitternes former for underholdning og adspredelse, men det fremgår dog klart at morskab blev betragtet som noget passende og ønskværdigt så længe det var i overensstemmelse med folkets religiøse principper. Den almindeligste form for underholdning bestod i musik, sang, dans, samtale og forskellige spil eller lege. Man satte stor pris på gåder og vanskelige spørgsmål. — Dom 14:12.

Umiddelbart efter at israelitterne var blevet udfriet ved Det Røde Hav, priste de Jehova ved at synge, danse og spille på tamburiner. (2Mo 15:20, 21) Da Aron senere udråbte ’en højtid for Jehova’ efter at guldkalven var blevet fremstillet, spiste og drak folket og rejste sig så „for at more sig [letsacheqʹ]“. I dette tilfælde var deres sang og dans imidlertid forbundet med afgudsdyrkelse, hvilket blev til vanære for dem. — 2Mo 32:5, 6, 18, 19, 25.

Ved de tre årlige højtider havde israelitterne lejlighed til at more sig samtidig med at de opfyldte Lovens krav angående tilbedelsen. I forbindelse med den højtid der blev holdt en gang om året i Silo, nævnes „runddanse“. (Dom 21:21) Andre anledninger til sang og dans var sejrsfester (Dom 11:34; 1Sa 18:6, 7) og indsættelse af konger. (1Kg 1:40) Det var hovedsagelig kvinder der dansede, men lejlighedsvis også mænd. David dansede for eksempel da han bragte pagtens ark op til Jerusalem. (2Sa 6:5, 14, 21; 1Kr 13:8; 15:29) Tiden for vinhøsten og fåreklipningen var også lejligheder til glæde og fest. (Jer 25:30; 2Sa 13:23-28) Også ved bryllupper glædede og morede man sig. Jesus bidrog til glæden ved et bryllup i Kana. (Jer 7:34; 16:9; Joh 2:1-10) Ifølge Lukas 15:25 blev den fortabte søns hjemkomst fejret med blandt andet musik og dans.

I Ægypten fik trællene undervisning i musik og dans for at de kunne underholde familien og dens gæster. Grækerne ansatte professionelle danserinder og musikere for at underholde gæster. På Herodes’ fødselsdag blev der underholdt med dans. (Mt 14:6-8) Blandt grækerne var dans en populær adspredelse, men oprindelig var den græske dans forbundet med gudsdyrkelsen.

Et ligevægtigt syn på morskab. I nogle skriftsteder advares der mod upassende former for morskab, og det understreges at adspredelse skal holdes på sin rette plads. Ordsprogenes Bog beskriver tåben for hvem det er „morskab [sechōqʹ]“ at handle skamløst, og manden der narrer sin næste og siger: „Er jeg ikke morsom [mesacheqʹ]?“ (Ord 10:23; 26:19) At morskab har relativt ringe værdi, fremgår af Ordsprogene 14:13: „Selv under latter [bischoqʹ] kan hjertet lide, og fryden ender i sorg.“ (Jf. Præ 2:2; 7:2, 3, 6.) Filistrene tilkaldte den blinde Samson for at han skulle være til morskab [sachaqʹ] for dem, med det resultat at han fik huset til at falde ned over dem. — Dom 16:25-30.

Jeremias, der var klar over hvilken alvorlig tid han levede i, og som blev forfulgt på grund af sin forkyndelse, gav udtryk for at han ikke havde siddet sammen med ’spasmagerne [mesachaqīmʹ]’ og jublet af glæde. (Jer 15:17) Men skønt han forudsagde Jerusalems ødelæggelse, profeterede han også om en tid hvor byens indbyggere igen ville gå ud i de leendes dans, pyntet med tamburiner. (Jer 30:19; 31:4) Zakarias profeterede ligeledes om en dag hvor torvene i det genopbyggede Jerusalem ville være fyldt med legende børn. — Zak 8:5; se også DANS; LEG, SPIL; TEATER.