Ordet „natur“ bruges i Bibelen om en persons eller tings egenart eller grundlæggende beskaffenhed. Det kan også sigte til hvad en person er af fødsel, en persons medfødte egenskaber eller karaktertræk, forbundet med almindelig sædvane eller praksis. Undertiden sigter det til en organismes fysiske drift eller tilbøjelighed. Det græske ord for „natur“ er fyʹsis, og det tilsvarende tillægsord er fysikosʹ, „naturlig“.

Mennesker og dyr. At menneskets natur adskiller sig fra dyrenes, og at selv dyrene indbyrdes ikke alle er af samme natur, fremgår af udtalelsen i Jakob 3:7: „For enhver art [gr.: fyʹsis, „natur“] af vilde dyr såvel som af fugle og krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet  af mennesket [tēi fyʹsei tēi anthrōpiʹnēi, „den til mennesket hørende natur“].“ Denne forskel i „natur“ understreger forskelligartetheden i Guds skaberværk, og den opretholdes af den guddommelige lov om at hver livsform frembringer afkom efter sin art. — 1Mo 1:20-28; jf. 1Kor 15:39.

Guddommelig natur. Guds åndeskabninger i himmelen er af en anden natur igen. Apostelen Peter skrev til sine medkristne, som var Jesu Kristi åndelige brødre, at de ’ved de dyrebare og største løfter kunne blive delagtige i guddommelig natur [fyʹseōs]’. (2Pe 1:4) At de dermed ville blive delagtige med Kristus i hans herlighed som skabninger på det åndelige plan, fremgår af Peters Første Brev, hvor apostelen siger: „Gud . . . har . . . givet os en ny fødsel [anagennēʹsas hēmasʹ, „har avlet os igen“] til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ (1Pe 1:3, 4) For at opnå „guddommelig natur“ må den kristnes jordiske, eller menneskelige, natur ændres gennem død og opstandelse, sådan som apostelen Paulus skildrer det i Første Korintherbrev, kapitel 15. Han forklarer her at den kristne må dø og må oprejses i et andet legeme, et åndeligt legeme, hvilket forudsætter en forandring eller forvandling. — 1Kor 15:36, 38, 44, 49, 51.

Den medfødte natur. Paulus sagde om sine landsmænd, jøderne, at de ’af natur var jøder’, det vil sige jøder af fødsel; de var født af jødiske forældre og tilhørte Israels, eller Jakobs, børn. — Ga 2:15; jf. Ro 2:27.

I billedet med oliventræet sammenligner Paulus de kødelige jøder med det ædle oliventræs naturlige (kataʹ fyʹsin, „ifølge natur“) grene og siger til de hedningekristne: „For når du blev hugget af fra det oliventræ der af natur er vildt, og i modstrid med naturen blev indpodet i det ædle oliventræ, hvor langt snarere skal da ikke disse som af natur hører til dér, blive indpodet i deres eget oliventræ!“ (Ro 11:21-24) Det vilde oliventræ er ufrugtbart eller bærer frugt af meget ringe kvalitet, men det er almindeligt i Mellemøsten at indpode grene fra dyrkede oliventræer i de vilde oliventræer for at få dem til at bære god frugt. Hvis man omvendt indpodede en vild olivengren i det dyrkede træ, ville den stadig kun bære det vilde oliventræs dårlige frugt. Paulus siger derfor at denne sidste form for podning er „i modstrid med naturen“. Den understreger Guds magt og den ufortjente godhed han viser hedningerne ved at lade dem træde i stedet for „de naturlige grene“. Jøderne var blevet ’opdyrket’ af Jehova i århundreder, men hedningerne havde været ’vilde’ i den forstand at de ikke havde haft den sande religion og ikke havde båret frugt til Guds ære. De kunne ikke af natur, men kun ved Guds magt, bringes til at bære god frugt. Det var derfor kun Jehova der kunne udføre denne ’podning’ med godt resultat.

Da Paulus formanede galaterne til ikke at lade sig trælbinde af judaistiske lærdomme, sagde han: „Dengang I ikke kendte Gud, da trællede I for dem som af natur ikke er guder.“ De falske guder som de havde dyrket, var ifølge selve deres oprindelse ikke virkelige guder, og det var umuligt for dem at opnå en sådan status. De manglede ikke alene guddommelig myndighed, men også guddommelig beskaffenhed. — Ga 4:8.

Samvittigheden. Nogle træk og egenskaber er medfødte og har været nedlagt i mennesket fra begyndelsen. Apostelen Paulus taler således om at det faldne menneske — til trods for at det i mange tilfælde er veget bort fra Gud og ikke har nogen lov fra ham — stadig er i besiddelse af en samvittighed, eller i det mindste en rest heraf. Dette forklarer hvorfor alle nationer har opstillet love der stemmer med ret og retfærdighed, og hvorfor mange mennesker trods alt følger visse gode principper. Paulus siger: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Ro 2:14, 15.

I sin behandling af ledelsens princip i Første Korintherbrev gør Paulus opmærksom på at en kvinde der beder eller profeterer i menigheden, skal bære en hovedbeklædning som tegn på at hun underordner sig. Han illustrerer det med ordene: „Lærer selve naturen jer ikke at hvis en mand har langt hår, er det til vanære for ham, men hvis en kvinde har langt hår, er det til ære for hende? For det lange hår er givet hende i stedet for en hovedbeklædning.“ — 1Kor 11:14, 15.

Med „selve naturen“ mener Paulus øjensynlig mere end blot ’skik og brug’, som han hentyder til i vers 16 i forbindelse med at kvinder skal bære en hovedbeklædning. Nedarvede træk har sandsynligvis også haft indflydelse på hvad de kristne i Korinth opfattede som naturligt. Blandt europæerne (som for eksempel grækerne) bliver kvindernes hår som regel væsentligt længere end mændenes hvis ikke det bliver klippet. Men det gælder ikke orientalernes og indianernes glatte hår eller negrenes og melanesiernes krusede hår.

 Foruden at kende til denne arveligt betingede egenskab vidste de kristne i Korinth at det var kutyme at mænd klippede deres hår i en moderat længde. Det samme gjaldt i almindelighed jødiske mænd; nasiræernes lange, uklippede hår viste netop at de var mænd som ikke fulgte almindelig sædvane. (4Mo 6:5) Jødiske kvinder havde derimod som regel forholdsvis langt hår. (Lu 7:38; Joh 11:2) Og i den græske by Korinth var dét at en kvinde var raget eller meget kortklippet, et tegn på at hun enten var træl eller var vanæret fordi hun var blevet grebet i utugt eller ægteskabsbrud. — 1Kor 11:6.

Det ser derfor ud til at Paulus med udtrykket „selve naturen“ sigtede til de forskellige faktorer der var med til at præge de kristnes syn på hvad der var naturligt.

Ved at spørge: „Lærer selve naturen jer ikke . . .?“ personificerede Paulus ikke naturen, som om den var en gudinde. Gud har udrustet mennesket med forstand og fornuft. Ved at iagttage og ræsonnere over hvad Gud har skabt, og hvad det medfører at bruge det skabte på forskellige måder, kan mennesket lære meget om hvad der er korrekt og sømmeligt. Det er i virkeligheden Gud der underviser; og den der får sindet vendt i den rigtige retning af Guds ord, kan se tingene i det rette perspektiv og derved bedømme hvad der er naturligt eller unaturligt. På denne måde kan vedkommende få en veloplært samvittighed og undgå at samvittigheden besmittes og billiger noget som er unaturligt. — Ro 1:26, 27; Tit 1:15; 1Kor 8:7.

Naturlig brug af legemet. Mænd og kvinder bør ikke bruge deres legeme på en måde som er i modstrid med den hensigt hvori Gud har skabt det. Hvad der i denne henseende er unaturligt, er syndigt. Bibelen beskriver den urene tilstand som de der øver sådanne ting, kommer i, og den fordømmelse de pådrager sig, idet den siger: „Det er grunden til at Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige [fysikēnʹ] omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente.“ Sådanne mennesker bringer sig selv ned på et dyrisk plan. (Ro 1:26, 27; 2Pe 2:12) De går efter urette kødelige ting fordi de, ligesom dyr, er fornuftløse og uåndelige. — Jud 7, 10.