Det græske ord anaʹstasis, der ordret betyder „opståen“, „oprejsning“, anvendes hyppigt i De Kristne Græske Skrifter om de dødes opstandelse. De Hebraiske Skrifter taler i Hoseas 13:14, som citeres af apostelen Paulus (1Kor 15:54, 55), om at døden afskaffes, og at Sheol (hebr.: sje’ōlʹ; gr.: haiʹdēs) gøres magtesløs. Sje’ōlʹ er i flere forskellige oversættelser gengivet med ’graven’ og ’dødsriget’, og der siges at de døde kommer derhen. (1Mo 37:35; 1Kg 2:6; Præ 9:10) Af den måde ordet bruges på i De Hebraiske Skrifter, og af den måde det tilsvarende græske ord haiʹdēs bruges på i De Kristne Græske Skrifter, fremgår det at det ikke sigter til en enkelt grav, men til menneskehedens fælles grav, de dødes hvilested som helhed. (Ez 32:21-32; Åb 20:13; se HADES; SHEOL.) At Sheol gøres magtesløs, må betyde at de der fastholdes deri, bliver befriet eller, med andre ord, at graven tømmes. Det indebærer selvsagt at de der befinder sig i dødstilstanden, oprejses eller får livet igen ved en opstandelse.

Gennem Jesus Kristus. Som det fremgår af det foregående, findes læren om opstandelsen allerede i De Hebraiske Skrifter. Men det var forbeholdt Jesus Kristus at ’kaste lys over liv og uforgængelighed’ ved den gode nyhed. (2Ti 1:10) Jesus sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh 14:6) Ved den gode nyhed om Jesus Kristus blev der kastet lys over hvordan det er muligt at opnå evigt liv og for nogles vedkommende endda uforgængelighed. Apostelen Paulus bekræfter med følgende begrundelse at opstandelsen er et pålideligt håb: „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse ikke finder sted? Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud at han har oprejst Messias, hvem han ikke har oprejst hvis døde i virkeligheden ikke oprejses. . . . Og hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er jeres tro forgæves; så er I stadig i jeres synder. . . . Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. For eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske.“ — 1Kor 15:12-21.

Da Jesus var på jorden, opvakte han døde. (Lu 7:11-15; 8:49-56; Joh 11:38-44) En opstandelse til evigt liv er kun mulig gennem Jesus Kristus. — Joh 5:26.

Guds faste forsæt. Jesus påpegede over for saddukæerne, en jødisk sekt der ikke troede på opstandelsen, at Moses’ skrifter, som de havde og hævdede at tro på, beviser at der vil finde en opstandelse sted. Han understregede at når Jehova omtalte sig selv som „Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud“, betragtede han disse mænd som levende skønt de på det tidspunkt var døde, fordi han, der ’ikke er dødes men levendes Gud’, ville give dem en opstandelse. Som Paulus nævner i forbindelse med Abrahams tro, har Gud magt til at ’gøre de døde levende og benævne det der ikke er, som om det var’. — Mt 22:23, 31-33; Ro 4:17.

Guds evne til at opvække døde. For den der havde magt og evne til at skabe mennesket i sit eget billede — med et fuldkomment legeme og med muligheden for at bringe de storslåede egenskaber der blev nedlagt i det, til fuld udfoldelse — vil det ikke være noget uoverstigeligt problem at oprejse et menneske fra de døde. Når man i dag på grundlag af de videnskabelige principper som Gud har fastlagt, kan optage og bevare lyd og billede af en scene og gengive den bagefter, må universets store Suveræn og Skaber  nemt kunne oprejse et menneske ved at registrere, bevare og gengive et menneskes livsmønster og personlighed i et nyskabt legeme. Om genoplivningen af Saras evne til i sin høje alder at få et barn sagde engelen: „Er noget for usædvanligt for Jehova?“ — 1Mo 18:14; Jer 32:17, 27.

Hvordan behovet for en opstandelse opstod. Fra begyndelsen var der ikke brug for nogen opstandelse. Den var ikke en del af Guds oprindelige hensigt med menneskene, for det var ikke meningen at de skulle dø. Gud sagde derimod at hans hensigt var at jorden skulle fyldes med levende mennesker, ikke en hensygnende, døende menneskeslægt. Hans værk var fuldkomment og derfor uden fejl, mangler eller sygdom. (5Mo 32:4) Jehova velsignede det første menneskepar og befalede dem at blive talrige og fylde jorden. (1Mo 1:28) En sådan velsignelse indebar naturligvis ikke sygdom og død. Gud satte ikke nogen grænse for menneskets levetid, men han sagde til Adam at ulydighed ville koste ham livet. Det betød at Adams liv hvis han forblev lydig, ville vare evigt. Ulydighed ville vække Guds mishag, fjerne hans velsignelse og medføre en forbandelse. — 1Mo 2:17; 3:17-19.

Døden kom altså ind i menneskehedens verden gennem Adams overtrædelse. (Ro 5:12) Adams synd og den dermed følgende ufuldkommenhed bevirkede at han ikke kunne give sine børn evigt liv i arv; ikke engang håbet om at leve evigt. „Et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter,“ sagde Jesus. (Mt 7:17, 18; Job 14:1, 2) Opstandelseshåbet blev føjet til for at de af Adams børn der ønskede at være lydige mod Gud, kunne få mulighed for at leve evigt.

Opstandelsens formål. Opstandelsen er ikke blot et udtryk for Jehovas ubegrænsede magt og visdom, men vidner også om hans kærlighed og barmhjertighed, og om at han bevarer dem der tjener ham. (1Sa 2:6) Da han har magt til at opvække døde, kan han endog lade sine tjenere vise sig trofaste mod ham til døden. Han kan modbevise Satans anklagende påstand om at „et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl“. (Job 2:4) Han kan lade Satan gå til det yderste, ja endda lade ham berøve nogle livet, i hans forsøg på at bevise sine falske anklager. (Mt 24:9; Åb 2:10; 6:11) Den kendsgerning at Jehovas tjenere er rede til at tjene ham med livet som indsats, beviser at de ikke tjener ham af selviske grunde, men af kærlighed. (Åb 12:11) Samtidig beviser de at de anerkender ham som den Almægtige, som universets Suveræn og kærlighedens Gud, der er i stand til at oprejse dem, og at de viser Jehova udelt hengivenhed på grund af hans vidunderlige egenskaber og ikke af hensyn til selviske, materielle fordele. (Se nogle af de tanker hans tjenere har givet udtryk for, for eksempel i Ro 11:33-36 og Åb 4:11; 7:12.) Ved hjælp af opstandelsen sørger Jehova desuden for at hans hensigt med jorden, som han tilkendegav over for Adam, bliver gennemført. — 1Mo 1:28.

Nødvendig for menneskets lykke. De dødes opstandelse, som er et udtryk for Guds ufortjente godhed, er en nødvendig forudsætning for menneskets lykke og for at der kan blive rådet bod på al den skade, lidelse og undertrykkelse der er blevet forvoldt som følge af sygdom og ufuldkommenhed, krige, mord og andre grusomheder øvet af onde mennesker under påvirkning af Satan Djævelen. Vi kan ikke blive fuldstændig lykkelige uden at vi tror på en opstandelse. Apostelen Paulus udtrykte det på denne måde: „Hvis vi alene for dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“ — 1Kor 15:19.

Hvor tidligt blev opstandelseshåbet givet? Efter at Adam havde syndet og således havde bragt døden over sig selv og sine efterkommere, sagde Gud, henvendt til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ — 1Mo 3:15.

Den der forårsagede døden, fjernes. Jesus sagde til de religiøse jøder der modarbejdede ham: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Joh 8:44) Disse ord viser at det var Djævelen der talte gennem slangen, og at han var en manddraber fra det tidspunkt da han begyndte sin løgnagtige, djævelske bane. I et syn som Kristus senere gav Johannes, åbenbarede han at Satan Djævelen også kaldes „slangen fra fortiden“. (Åb 12:9) Da Satan fik Adam til at gøre oprør mod Gud, fik han indflydelse på Adams børn og opnåede derved herredømmet over menneskeheden. I den første profeti (1Mo 3:15) vakte Jehova imidlertid håbet om at denne slange ville blive fjernet. (Jf. Ro 16:20.) Ikke alene skal Satans hoved knuses, men alle hans gerninger skal også nedbrydes, opløses eller tilintetgøres. (1Jo 3:8; NV, Se, DA92) Opfyldelsen af denne profeti må nødvendigvis indebære at døden der kom ind i verden ved Adam, ophæves, og at de af hans efterkommere der på grund af de nedarvede virkninger af hans synd befinder sig i Sheol (Hades), bringes tilbage ved en opstandelse. — 1Kor 15:26.

 Håbet om frihed indebærer en opstandelse. Apostelen Paulus beskriver den tilstand Gud lod råde efter menneskets syndefald, og hans hensigt med at gøre det, idet han siger: „Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed [idet alle mennesker fødes som syndere med døden i udsigt], ikke af egen vilje [Adams børn blev sat i verden på disse betingelser uden at kunne ændre noget ved det Adam havde gjort, og uden at kunne vælge noget andet], men gennem ham [Gud] som [i sin visdom] lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ (Ro 8:20, 21; Sl 51:5) For at opnå denne herlige frihed må de døde opstå, udfries fra døden og graven. Da Gud gav løfte om et „afkom“ der skulle knuse slangens hoved, stillede han altså menneskene et storslået håb i udsigt. — Se AFKOM, SÆD.

Grundlaget for Abrahams tro. Det fremgår af Bibelens beretning om Abrahams villighed til at ofre sin søn Isak at denne patriark troede på Guds magt og vilje til at oprejse de døde, og som der siges i Hebræerne 11:17-19, fik han Isak tilbage fra de døde „på en billedlig måde“. (1Mo 22:1-3, 10-13) Abraham kunne støtte sin tro på opstandelsen på Guds løfte om ’afkommet’. (1Mo 3:15) Desuden havde han og Sara allerede oplevet noget der kunne sammenlignes med en opstandelse, idet deres forplantningsevne var blevet genoplivet. (1Mo 18:9-11; 21:1, 2, 12; Ro 4:19-21) Job gav udtryk for en lignende tro da han under sine svære lidelser sagde: „Gid du ville gemme mig i Sheol, . . . sætte mig en frist og huske mig! Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ — Job 14:13-15.

Døde blev oprejst før løsesummen var betalt. Døde blev oprejst af eller ved profeterne Elias og Elisa. (1Kg 17:17-24; 2Kg 4:32-37; 13:20, 21) De der var blevet oprejst, døde imidlertid igen. Det samme gjorde de der blev oprejst af Jesus da han var her på jorden, og de der blev oprejst af apostlene. Det viser at en opstandelse ikke i alle tilfælde fører til evigt liv.

Eftersom Lazarus var blevet oprejst af sin ven Jesus, var han uden tvivl i live på pinsedagen år 33 da den hellige ånd blev udgydt og de første der havde den himmelske kaldelse (He 3:1), blev salvet og åndsavlet. (Apg 2:1-4, 33, 38) Lazarus’ opstandelse var ikke anderledes end de opstandelser Elias og Elisa havde udført. Men den gav sandsynligvis Lazarus en mulighed som han ellers ikke ville have haft, nemlig muligheden for at få en opstandelse som den Kristus fik. Et bemærkelsesværdigt udtryk for Jesu kærlighed! — Joh 11:38-44.

„En bedre opstandelse“. Om fortidens troshelte sagde Paulus: „Kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse; men andre mænd blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse.“ (He 11:35) Disse mænd anså altså ikke deres daværende liv for det vigtigste, men satte deres lid til opstandelseshåbet. Den opstandelse som de og andre ville få gennem Kristus, kunne først finde sted efter at Kristus selv var blevet oprejst og var trådt frem for sin Fader i himmelen med værdien af sit genløsningsoffer. På det tidspunkt købte han menneskeslægtens ret til livet tilbage og blev dermed den vordende ’Evige Fader’. (He 9:11, 12, 24; Es 9:6) Han er „en levendegørende ånd“. (1Kor 15:45) Han har „dødens og Hades’ [Sheols] nøgler“. (Åb 1:18) Da han således har myndighed til at skænke evigt liv, vil han til Guds fastsatte tid udvirke „en bedre opstandelse“ i den forstand at de der får del i den, vil kunne leve evigt. De vil ikke behøve at dø igen. Hvis de er lydige, vil de bevare livet.

Den himmelske opstandelse. Jesus Kristus kaldes „den førstefødte af de døde“. (Kol 1:18) Han var den første der blev oprejst til evigt liv, og han blev oprejst „i ånden“, til liv i himmelen. (1Pe 3:18) Desuden blev han oprejst til en højere livsform og en højere stilling end den han havde haft i himmelen før han kom til jorden. Han fik udødelighed og uforgængelighed, noget som ingen skabning i kødet kan opnå, og blev „ophøjet over himlene“, så han indtager den næsthøjeste stilling i universet, kun underlagt Jehova Gud. (He 7:26; 1Ti 6:14-16; Flp 2:9-11; Apg 2:34; 1Kor 15:27) Han blev oprejst af Jehova Gud selv. — Apg 3:15; 5:30; Ro 4:24; 10:9.

I 40 dage efter sin opstandelse viste Jesus sig imidlertid ved forskellige lejligheder for sine disciple i forskellige kødelige legemer, ligesom engle før den tid havde vist sig for mennesker. Ligesom disse engle havde han magt til at danne sig et kødeligt legeme og at opløse det igen. Ved at vise sig gav han et synligt bevis på at han var opstået. (Mt 28:8-10, 16-20; Lu 24:13-32, 36-43; Joh 20:14-29; 1Mo 18:1, 2; 19:1; Jos 5:13-15; Dom 6:11, 12; 13:3, 13) At han viste sig mange gange for sine disciple, ved en enkelt lejlighed endog for mere end 500 på én gang, er et magtfuldt vidnesbyrd om hans opstandelse. (1Kor 15:3-8) Hans opstandelse, der er så velbevidnet, er „en garanti“ for at der vil komme en fremtidig dommens eller regnskabets dag. — Apg 17:31.

 Kristi ’brødres’ opstandelse. „De kaldede og udvalgte og trofaste“, Kristi „brødre“, som følger i hans fodspor, og som ved ånden er blevet avlet som „Guds børn“, har fået løfte om en opstandelse der ligner hans. (Åb 17:14; Ro 6:5; 8:15, 16; He 2:11) Apostelen Peter skrev til sine medkristne: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ — 1Pe 1:3, 4.

Han beskriver også deres håb med disse ord: „[Gud har] frit givet os de dyrebare og største løfter, for at I ved dem kan blive delagtige i guddommelig natur.“ (2Pe 1:4) De må gennemgå en forvandling af deres natur, idet de må opgive deres menneskelige natur for at opnå „guddommelig“ natur, hvorved de får del i Kristi herlighed. De må som Kristus bevare deres uangribelighed til døden og give afkald på deres jordiske liv for evigt for, som han, at få et udødeligt og uforgængeligt legeme i opstandelsen. (Ro 6:3-5; 1Kor 15:50-57; 2Kor 5:1-3) For at vise at det ikke er legemet der oprejses, sammenligner Paulus deres opstandelse med dét at et sædekorn bliver lagt i jorden og spirer, hvorefter „Gud giver det et legeme sådan som han ønsker“. (1Kor 15:35-40) Det er sjælen, personen, der oprejses, og Gud giver den pågældende et legeme der passer til de omgivelser hvori han bliver oprejst.

Hvad Jesus angår, gav han sit menneskeliv som et genløsningsoffer til gavn for menneskeheden. Med et citat fra Salme 40 nævner Hebræerbrevets kristne forfatter at Jesus, da han ’kom ind i verden’ som Guds Messias, sagde: „Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme.“ (He 10:5) Jesus selv sagde: „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Joh 6:51) Han kunne derfor ikke tage sit legeme tilbage igen i opstandelsen, for det ville betyde at han tilbagekaldte det offer han havde bragt Gud for menneskene. Desuden skulle han ikke længere bo på jorden. Hans hjem ville være i himmelen, hos hans Fader, der ikke er kød, men ånd. (Joh 14:3; 4:24) Jesus Kristus fik derfor et udødeligt og uforgængeligt herlighedslegeme. „Han er [Jehovas] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen, og han opretholder alle ting ved hans krafts ord; og efter at han havde skaffet renselse for vore synder, har han sat sig ved Majestætens højre hånd i det høje. Han er blevet så meget større end englene [der selv er mægtige åndeskabninger] som han har arvet et navn der er ypperligere end deres.“ — He 1:3, 4; 10:12, 13.

Hans trofaste brødre, der forenes med ham i himmelen, giver også afkald på deres liv som mennesker. Apostelen Paulus viser at de må have et nyt legeme som passer til de nye omgivelser de skal leve i, idet han siger: „Vort statsborgerskab er jo i himlene, hvorfra vi også ivrigt venter en frelser, Herren Jesus Kristus, som vil omdanne vort ydmygede legeme så det bliver formet efter hans herlige legeme i overensstemmelse med indvirkningen af den kraft han har.“ — Flp 3:20, 21.

Hvornår den himmelske opstandelse finder sted. Kristi medarvingers himmelske opstandelse begynder efter at Kristus er kommet igen i himmelsk herlighed, hvor han først vil tage sig af sine åndelige brødre. Kristus selv omtales som „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. Paulus siger derefter at hver vil blive oprejst i sit hold, „førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham“. (1Kor 15:20, 23) Som medlemmer af „Guds hus“, der blev grundlagt på pinsedagen år 33, har de stået til doms under hele deres kristne livsløb. (1Pe 4:17) De er „en førstegrøde“. (Jak 1:18, Int; Åb 14:4) Jesus Kristus kan sammenlignes med førstegrøden af byghøsten, som israelitterne frembar den 16. nisan („førstegrøden Kristus“); og hans åndelige brødre („en førstegrøde“) kan sammenlignes med førstegrøden af hvedehøsten, der blev frembåret på pinsedagen 50 dage senere. — 3Mo 23:4-12, 15-20.

Da Kristi trofaste salvede disciple allerede har stået til doms, vil de få deres løn når han kommer igen, sådan som han lovede sine 11 trofaste apostle aftenen før sin død: „Jeg går hen for at berede jer en plads. Og når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Joh 14:2, 3; Lu 19:12-23; jf. 2Ti 4:1, 8; Åb 11:17, 18.

„Lammets bryllup“. Disse disciple omtales under ét som hans (vordende) ’brud’. (Åb 21:9) De er lovet bort til ægteskab med ham, og for at kunne forenes med ham ved „Lammets bryllup“ må de oprejses til himmelen. (2Kor 11:2; Åb 19:7, 8) Apostelen Paulus ventede at få en himmelsk opstandelse. (2Ti 4:8) Under Kristi „nærværelse“ er nogle af hans åndelige brødre, nogle af dem der er „indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup“, stadig tilbage på jorden. (Åb 19:9) Men opmærksomheden rettes først mod dem der er sovet ind i døden. Dette forklares i 1 Thessaloniker 4:15, 16: „For dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; for  Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“

Paulus fortsætter: „Derefter skal vi som lever og som bliver tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ (1Ts 4:17) De af de indbudte som er tilbage på jorden, bliver altså oprejst i samme øjeblik som de trofast fuldender deres jordiske livsløb, og bliver straks forenet med de øvrige medlemmer af brudeskaren i himmelen. De ’sover ikke ind i døden’ for, som apostlene, at skulle hvile længe i dødens søvn, men bliver i døden forvandlet „i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ (1Kor 15:51, 52) Det ser dog ikke ud til at „Lammets bryllup“ finder sted før dommen er blevet eksekveret over „Babylon den Store“. (Åb kap. 18) Efter en beskrivelse af denne ’store skøges’ tilintetgørelse lyder opfordringen i Åbenbaringen 19:7: „Lad os fryde os og juble, og lad os give ham æren, for Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede.“ Når alle de 144.000 er blevet endeligt godkendt og ’beseglet’ som trofaste og er blevet oprejst til liv i himmelen, kan brylluppet begynde.

Den første opstandelse. I Åbenbaringen 20:5, 6 omtales opstandelsen af dem der skal herske sammen med Kristus, som „den første opstandelse“, og apostelen Paulus betegner den som „den tidlige opstandelse fra de døde [ordr.: „ud-opstandelsen den ud af døde“]“. (Flp 3:11, NV, Ro, Int; jf. K-H.) Om det udtryk Paulus bruger her, siger A. T. Robertson i sit værk Word Pictures in the New Testament (1931, bd. IV, s. 454): „Det lader til at Paulus her kun tænker på opstandelsen af de troende ud af de døde og derfor gentager ex [ud] (tēn exanastasin tēn ek nekrōn). Paulus benægter ikke med dette ordvalg en almindelig opstandelse, men fremhæver de troendes.“ Charles Ellicott bemærker i sin kommentar (1865, bd. II, s. 87) til Filipperne 3:11: „’Opstandelsen fra de døde’; det vil, som det fremgår af sammenhængen, sige den første opstandelse (Åb. xx. 5), når, ved Herrens komme, de døde i Ham skal opstå først (1 Thessalon. iv. 16) og de levende bortrykkes for at møde Ham i skyerne (1 Thess. iv. 17); jf. Lukas xx. 35. Den første opstandelse vil kun omfatte sande troende og vil åbenbart tidsmæssigt gå forud for den anden, den der omfatter ikketroende og vantro . . . At det skulle være en hentydning til en rent etisk opstandelse (Coccejus), er helt udelukket.“ En af grundbetydningerne af ordet exanaʹstasis er at stå op af sengen om morgenen; det kan derfor udmærket betegne en opstandelse der finder sted tidligt, den der ellers kaldes „den første opstandelse“. Rotherhams oversættelse af Filipperne 3:11 lyder: „Om jeg dog måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde.“ Den danske oversættelse af S. Konstantin-Hansen (1926) gengiver stedet således: „Om jeg dog maatte naa frem til Forudopstandelsen, fra de døde!“

Den jordiske opstandelse. Da Jesus hang på pælen, sagde en af forbryderne der hang ved siden af ham, og som havde bemærket at Jesus ikke fortjente nogen straf: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Jesus svarede: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lu 23:42, 43) Hermed sagde han i virkeligheden: ’På denne mørke dag, hvor intet tilsyneladende tyder på at mit krav om et rige vil blive opfyldt, tror du på det. Jeg vil afgjort huske dig når jeg kommer i mit rige.’ (Se PARADIS.) Det betød at forbryderen måtte have en opstandelse. Han havde imidlertid ikke bevist sin tro som en Jesu Kristi discipel. Han havde begået en lovovertrædelse for hvilken han fortjente døden. (Lu 23:40, 41) Han kunne derfor ikke gøre sig håb om at få del i den første opstandelse. Desuden døde han jo 40 dage før Jesus steg til himmelen, og dermed også før Pinsedagen, der fandt sted 10 dage senere, og hvor Gud gennem Jesus salvede de første af dem der ville opnå den himmelske opstandelse. — Apg 1:3; 2:1-4, 33.

Jesus sagde at forbryderen ville komme i Paradiset. Dette ord betyder „park“ eller „lysthave“. I Septuaginta er det hebraiske ord for „have“ (gan), for eksempel i 1 Mosebog 2:8, gengivet med det græske ord paraʹdeisos. Det paradis som forbryderen skulle komme i, ville ikke være „Guds paradis“, som „den der sejrer“ vil få adgang til ifølge Åbenbaringen 2:7, for forbryderen havde ikke sejret over verden sammen med Jesus Kristus. (Joh 16:33) Forbryderen ville derfor ikke blive medlem af det himmelske rige (Lu 22:28-30), men ville blive en af Rigets undersåtter når de der havde fået del i „den første opstandelse“, sad på troner som Guds og Kristi konger og herskede sammen med Kristus i tusind år. — Åb 20:4, 6.

„Retfærdige og uretfærdige“. Til en gruppe jøder der selv nærede håb om en opstandelse, sagde apostelen Paulus at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. — Apg 24:15.

Bibelen viser hvem ’de retfærdige’ er. Den erklærer først og fremmest dem der får en himmelsk opstandelse, retfærdige. — Ro 8:28-30.

 Fortidens trofaste, som for eksempel Abraham, omtales også som retfærdige. (1Mo 15:6; Jak 2:21) Mange af disse troshelte er nævnt i Hebræerbrevets 11. kapitel, og skribenten siger om dem: „Skønt alle disse fik godt vidnesbyrd ved deres tro, erfarede de ikke opfyldelsen af løftet, da Gud havde forudset noget bedre for os [de salvede, åndsavlede kristne, deriblandt Paulus], for at de ikke skulle gøres fuldkomne uden os.“ (He 11:39, 40) De vil altså først blive gjort fuldkomne efter dem der har del i „den første opstandelse“.

Desuden er der dem som udgør ’den store skare’ der beskrives i Åbenbaringen, kapitel 7. Da de ikke hører til de 144.000 „beseglede“, er de ikke åndsavlede og har ikke ånden som „et forskud“ på en himmelsk arv. (Ef 1:13, 14; 2Kor 5:5) De beskrives som nogle der „kommer ud af“, eller overlever, „den store trængsel“, hvilket må betyde at denne skare indsamles i de sidste dage, kort før denne trængsel bryder løs. De er retfærdige som følge af deres tro, idet de er iført lange, hvide klæder som de har vasket i Lammets blod. (Åb 7:1, 9-17) De vil som skare betragtet ikke behøve nogen opstandelse; men enkeltpersoner af denne skare som dør trofaste før den store trængsel, vil få en opstandelse når Guds tid er inde.

Ud over disse „retfærdige“ er der mange „uretfærdige“ som er kommet i Sheol (Hades), menneskehedens fælles grav, eller i havets våde grav. Både disse „uretfærdige“ og ’de retfærdige’ som oprejses på jorden, vil blive underkastet den dom der beskrives i Åbenbaringen 20:12, 13: „Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“

Hvornår den jordiske opstandelse finder sted. Beskrivelsen af denne dom forekommer i beretningen om det der sker i løbet af de tusind år hvori Kristus hersker sammen med sine medkonger og underpræster, dem der ifølge Paulus skulle „dømme verden“. (1Kor 6:2) „De store og de små“, det vil sige mennesker fra alle samfundslag, er til stede, og de bliver dømt uden personsanseelse. De dømmes på grundlag af det der står skrevet i de skriftruller der bliver åbnet til den tid. Dette kan ikke være en beretning om deres tidligere liv eller et sæt regler der dømmer dem på grundlag af deres tidligere adfærd. Eftersom „den løn synden betaler er døden“, har de ved deres død allerede fået lønnen for deres tidligere synder. (Ro 6:7, 23) De er nu blevet oprejst for at kunne vise hvordan de stiller sig til Gud og det genløsningsoffer som Jesus Kristus har bragt for alle. (Mt 20:28; Joh 3:16) Selv om deres tidligere synder ikke tilregnes dem, behøver de genløsningen for at nå frem til fuldkommenhed. De må forny deres sind ved at opgive deres tidligere tankegang og livsform og rette sig ind efter Guds vilje og de bestemmelser der gælder for jorden og dens befolkning. Det ser derfor ud til at „skriftrullerne“ fremstiller Guds vilje og lov for dem på denne domsdag, og at deres tro og lydighed til den tid vil være bestemmende for dommen og for om deres navne til sidst bliver permanent indskrevet i „livets skriftrulle“.

Opstandelse til liv og til dom. Jesus gav menneskene denne trøsterige forsikring: „Den time kommer, og den er her nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de der giver agt, skal leve. . . . I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Joh 5:25-29.

En fordømmende dom. I Jesu udtalelse her er ordet ’dom’ oversat fra det græske ord kriʹsis. Ifølge Parkhurst har dette ord følgende betydninger i De Kristne Græske Skrifter: „I. Dom . . . II. Dom, ret, retfærdighed. Mat. xxiii. 23. Jf. xii. 20. . . . III. Fordømmende dom, fordømmelse, forbandelse. Mark. iii. 29. Joh. v. 24, 29. . . . IV. Årsagen til eller grundlaget for fordømmelse eller straf. Joh. iii. 19. V. En særlig domstol blandt jøderne, . . . Mat. v. 21, 22.“ — A Greek and English Lexicon to the New Testament, London 1845, s. 342.

Hvis Jesus med „dommens opstandelse“ sigtede til en dom hvis udfald kunne være positivt og medføre livet for den opstandne, ville der ikke være nogen forskel mellem denne opstandelse og „livets opstandelse“. Sammenhængen viser derfor at Jesus mente ’dom’ i betydningen fordømmelse.

De „døde“ der hørte Jesus tale på jorden. Ifølge de indledende ord i ovennævnte citat (Joh 5:25) var der nogle „døde“ som hørte Guds søns røst når han talte. Hvem var disse „døde“? Apostelen Peter skriver på samme måde om nogle „døde“: „Ja, af den grund blev den gode nyhed også forkyndt for døde, for at de, set fra menneskers standpunkt, kunne blive dømt med hensyn til kødet, men, set fra Guds standpunkt, kunne leve med hensyn til ånden.“ (1Pe 4:6) Jesu ord må  forstås sådan at de der hørte Kristus, var ’døde i deres overtrædelser og synder’ før de hørte ham, men begyndte at „leve“ åndeligt når de fik tro på den gode nyhed. — Ef 2:1; jf. Mt 8:22; 1Ti 5:6.

Johannes 5:29 sigter til udfaldet af domsperioden. For at forstå den synsvinkel Jesus anlægger når han taler om „livets opstandelse“ og „dommens opstandelse“, er det vigtigt at lægge mærke til hvad han i denne sammenhæng siger om de levende der dengang var åndeligt døde (yderligere forklaret i afsnittet „Gået over fra døden til livet“): „Den time kommer, og den er her nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de der giver agt [ordr.: „de der har hørt“], skal leve.“ (Joh 5:25, Int; jf. Se.) Som det fremgår af disse ord, talte Jesus ikke om nogle der blot hørte lyden af hans stemme, men om dem der ’havde hørt’, det vil sige dem der, efter at have hørt hans udtalelser, anerkendte dem som sande. Ordene „høre“ og „lytte“ bruges ofte i Bibelen i betydningen „give agt“ eller „adlyde“. (Se LYDIGHED.) De der adlyder, vil leve. (Se brugen af det samme græske ord [akouʹō], „at høre“, „at høre efter“, i Joh 6:60; 8:43, 47; 10:3, 27.) De bliver altså ikke dømt for det de gjorde før de hørte hans røst, men for det de har gjort efter at de har hørt den.

Det var åbenbart den samme synsvinkel Jesus anlagde da han talte om ’dem som har gjort det der er godt’ og ’dem som har øvet det der er slet’. Han beskrev uden tvivl situationen som den ville tage sig ud ved domsperiodens afslutning, som om han så tilbage på de gerninger disse opstandne havde gjort efter at de havde haft lejlighed til enten at adlyde eller at ignorere „det der stod skrevet i skriftrullerne“. Først ved afslutningen af domsperioden ville det vise sig hvem der havde gjort det gode, og hvem der havde øvet det onde. De der havde gjort ’det der var godt’ (idet de havde rettet sig efter „det der stod skrevet i skriftrullerne“), ville opnå livet som belønning, og de der havde øvet ’det der var slet’, ville få en fordømmende dom. Deres opstandelse ville altså have vist sig at være enten en opstandelse til liv eller en opstandelse til fordømmelse.

Det er ikke usædvanligt at Bibelen omtaler en sag som set fra dens afslutning eller beskriver tingene som om de allerede var sket, som i et tilbageblik. Gud er nemlig den der „fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“. (Es 46:10) Judas anlagde samme synsvinkel da han omtalte fordærvede mennesker som havde sneget sig ind i menigheden: „Ve dem, for de er slået ind på Kains vej og har styrtet sig i Bileams vildfarelse for løn og er gået til grunde [ordr.: har ødelagt sig selv] ved Koras oprørske tale!“ (Jud 11) Nogle af profetierne er også skrevet på denne måde. — Jf. Es 40:1, 2; 46:1; Jer 48:1-4.

Den synsvinkel der anlægges i Johannes 5:29, er altså ikke den samme som den der anlægges i Apostelgerninger 24:15, hvor Paulus taler om en opstandelse af „retfærdige og uretfærdige“. Paulus sigter klart nok til dem der har været retfærdige eller uretfærdige i Guds øjne i det nuværende liv, og som vil blive oprejst. Det er dem der „er i mindegravene“. (Joh 5:28; se MINDEGRAV.) I Johannes 5:29 betragter Jesus disse mennesker efter at de er kommet ud af mindegravene, og efter at de ved deres handlinger under Jesu Kristi og hans medkongers og underpræsters herredømme har vist sig at være enten lydige, så de belønnes med evigt liv, eller ulydige, så de fortjener Guds dom eller fordømmelse.

Sjælen udfries fra Sheol. Kong David af Israel skrev: „Jeg har bestandig holdt mig Jehova for øje. Fordi han er ved min højre, bliver jeg ikke bragt til at vakle. . . . Endog mit kød skal bo i tryghed. For du vil ikke efterlade min sjæl i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale ser gravens dyb.“ (Sl 16:8-11) På pinsedagen år 33 anvendte apostelen Peter denne salme om Jesus Kristus idet han forkyndte Kristi opstandelse for jøderne. (Apg 2:25-31) Både De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter viser altså at det var Jesu „sjæl“ der blev oprejst. Jesus „blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden“. (1Pe 3:18) Paulus sagde at ’kød og blod ikke kan arve Guds rige’. (1Kor 15:50) Dette udelukker også kød og ben, for et legeme af kød og ben kan ikke være levende uden at det indeholder blod, da blodet rummer ’sjælen’ eller er en forudsætning for den kødelige skabnings liv. — 1Mo 9:4.

Det fremgår tydeligt af hele Bibelen at der ikke findes nogen „immateriel sjæl“ som eksisterer adskilt fra og uafhængigt af legemet. Sjælen dør når legemet dør. Endog om Jesus Kristus står der skrevet at „han udtømte sin sjæl til døden“. Hans sjæl kom i Sheol. I den tid han var dér, eksisterede han ikke som sjæl eller person. (Es 53:12; Apg 2:27; jf. Ez 18:4; se SJÆL.) Derfor finder der ikke nogen forening af sjæl og legeme sted i opstandelsen. Men uanset om personen oprejses til liv i himmelen eller på jorden, må den pågældende have et legeme eller en organisme, for alle personer, både himmelske og jordiske, har et legeme. For atter at blive en person må den døde have enten et fysisk eller et åndeligt legeme. Bibelen siger: „Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ — 1Kor 15:44.

Men bliver bestanddelene af det tidligere legeme føjet sammen igen, eller bliver der lavet en  nøjagtig kopi af det tidligere legeme, sådan som det så ud da personen døde? I forbindelse med Kristi salvede brødres opstandelse til liv i himmelen svarer Bibelen nej til begge dele: „Dog vil nogen sige: ’Hvorledes oprejses de døde? Ja, med hvilken slags legeme kommer de?’ Du ufornuftige! Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme.“ — 1Kor 15:35-38.

De der opstår til himmelen, får et åndeligt legeme, for det behager Gud at give dem et legeme der passer til de himmelske livsvilkår. Men hvilket legeme giver Jehova så dem han vælger at oprejse til liv på jorden? Det kan ikke være et legeme bestående af nøjagtig de samme atomer som det personen havde før. Når man dør og bliver begravet, går legemet jo i opløsning og omdannes til stoffer der måske optages af plantevæksten, og planterne spises måske af andre mennesker. På denne måde kan de atomer der fandtes i det oprindelige menneske, blive spredt til mange mennesker. Det er klart at de samme atomer ikke i opstandelsen kan være til stede i det oprindelige menneske og i alle de andre på samme tid.

Det legeme der opstår, vil heller ikke nødvendigvis blive en nøjagtig kopi af det legeme den pågældende havde i dødsøjeblikket. Hvis vedkommende for eksempel blev lemlæstet før han døde, ville det være urimeligt at han skulle opstå i et lemlæstet legeme, for det ville måske betyde at han hverken kunne høre eller handle efter ’det der står skrevet i skriftrullerne’. (Åb 20:12) En der dør af blodtab, vil naturligvis heller ikke vende tilbage i et blodløst legeme, for han ville ikke kunne leve på jorden uden blod. (3Mo 17:11, 14) Den opstandne vil få et legeme efter Guds vilje, og eftersom det er Guds vilje at den opstandne skal rette sig efter ’det der står skrevet i skriftrullerne’, må det være et sundt legeme med alle normale evner og funktioner. (Jesus oprejste Lazarus i et helt og sundt legeme efter at han var gået delvis i opløsning. [Joh 11:39]) Kun hvis dette er tilfældet, kan den pågældende med rette holdes ansvarlig for de gerninger han gør i domsperioden. Han vil dog ikke være fuldkommen når han vender tilbage, for han må først tro på Kristi genløsningsoffer og drage nytte af Kristi og hans ’kongelige præsteskabs’ præstetjeneste. — 1Pe 2:9; Åb 5:10; 20:6.

„Gået over fra døden til livet“. Jesus talte om nogle der „har evigt liv“ fordi de hører hans ord i tro og lydighed og derved får tro på Faderen som har sendt ham. Om den der reagerede således, sagde han: „Han kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet. I sandhed, ja i sandhed siger jeg jer: Den time kommer, og den er her nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de der giver agt, skal leve.“ — Joh 5:24, 25.

De der var ’gået over fra døden til livet nu’, kunne ikke være nogle som var bogstaveligt døde og lå i graven. På det tidspunkt da Jesus sagde dette, var alle mennesker i Guds øjne underlagt dødens fordømmelse. Jesus må derfor have talt om mennesker på jorden som havde været døde i åndelig forstand. Det må også have været sådanne åndeligt døde han tænkte på da han, henvendt til den unge jøde der først ville gå hjem for at begrave sin fader, sagde: „Bliv ved med at følge mig, og lad de døde begrave deres døde.“ — Mt 8:21, 22.

De der bliver sande kristne, har tidligere været åndeligt døde, ligesom mennesker i denne verden. Apostelen Paulus mindede menigheden om dette da han sagde: „Jer gjorde Gud levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden . . . Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed hvormed han elskede os, gjort os levende sammen med Messias, selv da vi var døde i overtrædelser — af ufortjent godhed er I frelst — og han har oprejst os sammen med ham og givet os sæde sammen med ham i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Ef 2:1, 2, 4-6.

Da de ikke længere vandrer i overtrædelser og synder begået mod Gud, men viser at de tror på Kristus, har Jehova fjernet sin fordømmelse fra dem. Han har oprejst dem fra en åndelig død og givet dem håb om evigt liv. (1Pe 4:3-6) Apostelen Johannes beskriver med følgende ord denne overgang fra at være død på grund af overtrædelser og synder til at være åndeligt levende: „I skal ikke undre jer, brødre, over at verden hader jer. Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene.“ — 1Jo 3:13, 14.

Et udtryk for Guds ufortjente godhed. Opstandelsen er tydeligvis et udtryk for Jehovas ufortjente godhed, for han var ikke forpligtet til at stille menneskene denne mulighed i udsigt. Men af kærlighed til menneskehedens verden gav han sin enestefødte søn, sådan at millioner, ja, milliarder af mennesker som er døde uden virkelig at kende Gud, kunne få mulighed for at  lære ham at kende og få kærlighed til ham, og sådan at de der elsker ham og tjener ham, gennem dette håb kan blive tilskyndet til at holde trofast ud, endog til døden. (Joh 3:16) Apostelen Paulus trøstede sine medkristne med opstandelseshåbet da han til menigheden i Thessalonika skrev om dem i menigheden som var døde, og som havde håb om en himmelsk opstandelse: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham.“ — 1Ts 4:13, 14.

Når nogle dør trofaste mod Gud med håb om liv på jorden under Guds messianske rige, og når nogle dør uden at have lært Gud at kende, bør kristne heller ikke sørge ligesom de der ikke har noget håb. Når Sheol (Hades) åbnes, vil de der befinder sig dér, komme ud. Bibelen omtaler mange af disse, deriblandt folk fra fortidens Ægypten, Assyrien, Elam, Mesjek, Tubal, Edom og Zidon. (Ez 32:18-31) Jesu ord tyder på at i det mindste nogle af de indbyggere fra Betsajda, Korazin og Kapernaum der ikke ændrede sind, vil være til stede på dommens dag. Selv om deres tidligere indstilling vil gøre det vanskeligt for dem at ændre sind, vil de få mulighed for at gøre det. — Mt 11:20-24; Lu 10:13-15.

Løsesummen gælder alle som den er betalt for. Omfanget af den kærlighed og ufortjente godhed Gud viste ved at give sin søn for at ’enhver som tror på ham kan få evigt liv’, tillader ikke at løsesummen begrænses til at omfatte dem som Gud udvælger til den himmelske kaldelse. (Joh 3:16) Jesu Kristi genløsningsoffer ville ikke blive anvendt i fuldt omfang hvis det kun kom til at gavne medlemmerne af det himmelske rige. Så ville det ikke i fuld udstrækning tjene det formål hvormed Gud har tilvejebragt det, for det var Guds hensigt at Riget skulle have jordiske undersåtter. Jesus Kristus er ikke kun ypperstepræst for de underpræster der tjener sammen med ham, men også for den verden af mennesker der lever når de der er kaldede til himmelen, hersker som konger og præster sammen med ham. (Åb 20:4, 6) Han er „blevet prøvet i alle henseender ligesom vi [hans åndelige brødre], men uden synd“. Han kan derfor føle med deres svagheder som samvittighedsfuldt søger at tjene Gud. Hans medkonger og underpræster er blevet prøvet på samme måde. (He 4:15, 16; 1Pe 4:12, 13) De kan ikke tjene som præster for andre end de mennesker (deriblandt de opstandne) der lever på jorden under tusindårsriget, som samtidig er en domsperiode.

Guds tjenere har med forventning set frem til den dag da opstandelsen skulle blive til virkelighed. Gud har afmærket en tid til dette i gennemførelsen af sin hensigt, og det vil vise sig at hans tid har været den rette, og at han har gjort vel i at vise sin langmodighed indtil da. (Præ 3:1-8) Han og hans søn, som begge er i stand til og villige til at oprejse de døde, vil fuldføre dette værk til den fastsatte tid.

Jehova ser frem til at oprejse de døde. Jehova og hans søn må glæde sig meget til at give de døde livet igen. Jesus gav udtryk for sin villighed og længsel da en spedalsk bønfaldt ham: „’Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.’ Da fik [Jesus] inderligt ondt af ham, og han rakte sin hånd frem og rørte ved ham og sagde til ham: ’Jeg vil. Bliv ren.’ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham, og han blev ren.“ Dette gribende eksempel på Kristi loyale hengivenhed for mennesker er gengivet af tre af evangelieskribenterne. (Mr 1:40-42; Mt 8:2, 3; Lu 5:12, 13) Og angående Jehovas kærlighed og villighed til at hjælpe menneskene kan der igen peges på den trofaste Jobs ord: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ — Job 14:14, 15.

Nogle som ikke oprejses. Skønt løsesummen blev betalt for hele menneskeheden, viste Jesus dog at den ikke ville blive til gavn for alle, idet han sagde: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Mt 20:28) Jehova Gud har ret til at afslå at modtage en løsesum for dem han finder uværdige dertil. Kristi genløsningsoffer dækker de synder man begår som en efterkommer af synderen Adam, men man kan ved en overlagt og egenrådig adfærd føje flere synder til som ikke dækkes af løsesummen, og som fører til døden.

Synd mod den hellige ånd. Jesus sagde at den der syndede mod den hellige ånd, ikke ville blive tilgivet, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende. (Mt 12:31, 32) Den der i Guds øjne har syndet mod den hellige ånd i den nuværende tingenes ordning, vil derfor ikke kunne få gavn af en opstandelse eftersom hans synder aldrig vil blive tilgivet. Jesus dømte Judas Iskariot da han kaldte ham „undergangens søn“. Genløsningen vil ikke komme til at gælde ham, og da han allerede er dømt til undergang, vil han ikke få nogen opstandelse. — Joh 17:12.

 Til sine modstandere, jødernes religiøse ledere, sagde Jesus: „Hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom [et symbol på evig udslettelse]?“ (Mt 23:33; se GEHENNA.) Dermed lod han forstå at hvis disse mennesker ikke før deres død vendte om til Gud, ville de til sidst få en ugunstig dom. I så fald ville en opstandelse ikke gavne dem. Det samme synes at gælde „lovløshedens menneske“. — 2Ts 2:3, 8; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.

Paulus siger at de der har kendt sandheden og har fået del i hellig ånd, og som derefter falder fra, er kommet i en tilstand hvor det er umuligt „atter at vække dem til sindsændring, fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam“. Genløsningsofferet kan ikke længere hjælpe dem; de får derfor ingen opstandelse. Apostelen fortsætter med at sammenligne dem med en mark der kun bærer torne og tidsler, og som derfor forkastes og ender med at blive brændt. Dette illustrerer hvilken fremtid der venter dem: fuldstændig tilintetgørelse. — He 6:4-8.

Længere fremme siger Paulus om dem der „med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden“, at „der ikke længere [er] noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod“. Derefter anskueliggør han det med dette eksempel: „Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget strengere straf mener I da ikke den fortjener som har trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi, og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd? . . . Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.“ Dommen er i sidstnævnte tilfælde alvorligere i den forstand at den pågældende ikke blot bliver dræbt og begravet i Sheol, sådan som de der overtrådte Moseloven blev. Synderen kommer i Gehenna, hvorfra der ikke er nogen opstandelse. — He 10:26-31.

Peter minder sine brødre om at de står til doms som „Guds hus“, og han citerer derefter Ordsprogene 11:31 (LXX) for at advare dem om faren ved ulydighed. Han antyder her at deres nuværende dom kan ende med at blive en dom til evig udslettelse, ligesom Paulus havde skrevet. — 1Pe 4:17, 18.

Paulus taler endvidere om nogle der skal „lide retslig straf i form af evig undergang, bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed, når han kommer for at blive herliggjort iblandt sine hellige“. (2Ts 1:9, 10) Disse mennesker vil ikke overleve afslutningen og komme ind i Kristi tusindårsrige, og eftersom deres undergang eller tilintetgørelse er evig, vil de heller ikke få nogen opstandelse.

Opstandelsen i løbet af de 1000 år. Ifølge et meget løseligt skøn kan der i alt have levet 20 milliarder mennesker på jorden. Mange der har forsket i emnet, mener at tallet er væsentligt lavere. Som det fremgår af denne artikel, vil ikke alle blive oprejst, men selv hvis man gik ud fra at alle fik en opstandelse, ville det ikke være umuligt at skaffe dem mad og et sted at bo. Jordens nuværende landoverflade måler ca. 148.000.000 km², eller omkring 14.800.000.000 ha. Selv om halvdelen af dette areal blev sat til side til andre formål, ville der stadig være over en tredjedel hektar (ca. 3700 m²) til hver person. På et jordstykke af denne størrelse kan der dyrkes meget mere føde end én person har brug for, og når Gud lægger sin velsignelse til, sådan som nationen Israel erfarede, vil der være en overflod af afgrøder. — 1Kg 4:20; Ez 34:27.

Hvad angår spørgsmålet om jordens evne til at brødføde alle, hævder De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation at selv områder i udviklingslandene ved enkle forbedringer af dyrkningsmetoderne nemt ville kunne brødføde op til ni gange så mange mennesker som forskerne anslår der vil bo på jorden i år 2000. — Land, Food and People, Rom 1984, s. 16, 17.

Men hvordan kan der blive sørget åndeligt for de milliarder af mennesker der oprejses, i betragtning af at de fleste af dem ikke har lært Gud at kende eller lært at følge hans love? For det første siger Bibelen at verdensherredømmet vil blive „vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder“. (Åb 11:15) For det andet lyder et bibelsk princip: „Når [Jehovas] domme når jorden, vil den frugtbare jords indbyggere lære retfærdighed.“ (Es 26:9) Når Guds tid er inde, og når hans tjenere har brug for at vide det, vil Gud åbenbare hvordan han har til hensigt at løse denne opgave. — Am 3:7.

Hvordan kan det lade sig gøre i løbet af 1000 år at oprejse og undervise de milliarder af mennesker der ligger i gravene?

Et tankeeksperiment kan vise hvor enkel og praktisk gennemførlig Jehovas hensigt med menneskeheden er. Der er som sagt tale om et  tankeeksperiment, ikke en profeti, og som udgangspunkt forudsættes det at de der udgør ’den store skare’ af retfærdige mennesker som „kommer ud af den store trængsel“ for denne tingenes ordning (Åb 7:9, 14), udgør 3.000.000 (ca. ¹/₁₆₆₆ af jordens nuværende befolkning [1988]). Hvis man så forestiller sig at Gud efter ca. 100 år, hvori disse overlevende har modtaget oplæring og har ’underlagt’ sig en del af jorden (1Mo 1:28), vælger at oprejse et antal der svarer til tre procent af befolkningstallet, vil det betyde at hver af de opstandne vil kunne blive undervist og oplært af 33 som allerede har modtaget oplæring. En årlig tilvækst på tre procent vil sammenlagt give en fordobling af jordens befolkningstal hvert 24. år, hvilket betyder at alle 20 milliarder vil kunne være oprejst i løbet af de første 400 år af Kristi tusindårsrige. Det vil give rigelig tid til at oplære og bedømme de opstandne uden at harmonien og ordenen på jorden forstyrres. Således kan Gud, ved sin almagt og visdom, bringe sin hensigt til en storslået afslutning uden at bryde de love og forordninger han har givet menneskene fra begyndelsen, men med den yderligere ufortjente godhed som opstandelsen er. — Ro 11:33-36.