Det land der ligger ved den østlige ende af Middelhavet, og som engang var beboet af det gamle Israels folk. Navnet kommer af det latinske Palaestina og det græske Palaistiʹnē. Sidstnævnte kommer af det hebraiske Pelæʹsjæth. I De Hebraiske Skrifter forekommer Pelæʹsjæth (oversat med „Filisterland“) kun som benævnelse for det smalle kystområde hvor filistrene boede. (2Mo 15:14; Sl 60:8; 83:7; 87:4; 108:9; Es 14:29, 31; Joel 3:4) I det 5. århundrede f.v.t. anvendte Herodot og senere andre verdslige skribenter (Filon, Ovid, Plinius, Josefus og Hieronymus) imidlertid det græske og det latinske navn som betegnelse for hele det område der tidligere var kendt som „Kana’ans land“ eller „Israels land“. (4Mo 34:2; 1Sa 13:19) Eftersom Jehova havde lovet landet til Abraham og hans efterkommere (1Mo 15:18; 5Mo 9:27, 28), blev det desuden kaldt det forjættede land eller løftets land. (He 11:9) Siden middelalderen er det ofte blevet kaldt det hellige land.

I en vis forstand var Palæstina forbindelsesleddet mellem kontinenterne Europa, Asien og Afrika. Det gjorde det til midtpunktet i en cirkel ved hvis periferi de gamle verdensriger Ægypten, Assyrien, Babylon, Persien, Grækenland og Rom var beliggende. (Ez 5:5) Omgivet af store ørkener mod øst og syd og af Det Store Hav, Middelhavet, mod vest virkede Palæstina som en landbro mellem floderne Nilen og Eufrat, en bro som karavanerne på de store handelsruter passerede. Som følge af sin beliggenhed i den såkaldte Frugtbare Halvmåne var Palæstina af særlig interesse — et dejligt område med naturlige ressourcer og mange særtræk.

Vi bruger her betegnelsen Palæstina om et geografisk område uden præcise grænser. Mod syd kunne man trække en imaginær linje fra sydspidsen af Det Døde Hav til det sydøstlige hjørne af Middelhavet, og mod nord en lignende linje fra Hermonbjergets sydlige skråninger til et punkt nær byen Tyrus. Dette område fra nord til syd, „fra Dan til Be’er-Sjeba“ (1Sa 3:20; 2Sa 3:10), er ca. 240 km langt. Fra Middelhavet mod vest strækker det sig til Den Arabiske Ørken mod øst. Det har et samlet areal på ca. 25.500 km² — og er altså mindre end Belgien eller Jylland.

Geografi. (KORT, bd. 1, s. 333) Ved en oversigt over Palæstinas geografi kan landet med fordel inddeles i fire nogenlunde parallelle nord-sydgående områder.

Først er der den frugtbare slette der strækker sig langs kysten, og som for størstedelens vedkommende har meget få naturlige havne. Denne kystslette deles i to af den imponerende Karmelkædes forbjerg, der når næsten ud til havet. Den nordlige del var kendt som Asers Slette eller den fønikiske slette. Den sydlige del med dens bælte af sandklitter tæt ved havet bestod af Saronsletten og Filistersletten. Sidstnævnte blev bredere mod syd.

Det andet geografiske område støder op til kystsletterne og omfatter de vigtigste bjergkæder, der løber som en rygrad gennem landet fra nord til syd. Mod nord lå Naftalis bjergland, også kaldet Galilæas bjerge. De var udløbere af  Libanonbjergkæden, som var kendt for sine cederskove og det fremtrædende 2814 m høje Hermons Bjerg. Bjergene i den nordlige del af Palæstina varierer i højde fra det 1208 m høje Har Meron i Øvre Galilæa til det 562 m høje Tabors Bjerg, der blev berømt på Baraks tid. (Dom 4:12) Neden for Tabors Bjerg ligger en forholdsvis bred, centralt beliggende slette der gennemskærer landet fra vest til øst og adskiller bjergene i nord fra bjergene i syd. Denne dal, hvor mange afgørende slag blev udkæmpet, bestod af to dele: „Jizre’elsletten“ mod øst og „Megiddos Slette“ mod vest. — Jos 17:16; 2Kr 35:22.

Vest og nord for Megiddosletten, hvorigennem Kisjonbækken løber, ligger Karmelkæden, der strækker sig fra kysten mod sydøst og går over i Efraims, eller Samarias, bjerge med de historiske toppe Garizim og Ebal, hvoraf den sidste er over 900 m høj. (5Mo 11:29) Længere mod syd var denne bjergkæde kendt som „Judas bjergland“, for skønt bjergenes højde varierer fra 600 m til over 1000 m, består dette område for en stor del af plateauer, afrundede høje og jævne skråninger. (2Kr 27:4; Lu 1:39) I dette område ligger blandt andre byerne Jerusalem, Betlehem og Hebron.

Mod syd glider de judæiske bjerge gradvis over i Negeb, et navn der menes at stamme fra et rodord som betyder „at være udtørret“. Negeb strækker sig til Ægyptens Regnflodsdal og udgør den sydlige del af Palæstina. Ved områdets nordlige grænse ligger oasebyen Be’er-Sjeba, og ved den sydlige grænse Kadesj-Barnea. — 1Mo 12:9; 20:1; 22:19.

Når man nærmer sig Judas bjerge fra vest, kommer man først til det bakkede område Sjefela med dets mange små øst-vestgående dale, der fører fra kystsletten til bjerglandet. (Jos 9:1) Det meste af dette bakkede område var velegnet til græsning af får og kvæg da kilderne i dalene gav det nødvendige vand.

Det tredje geografiske område i Palæstina er den store gravsænkning (Rift Valley), undertiden kaldt Araba (5Mo 11:30), som deler landet på langs fra nord til syd. Denne dybe kløft begynder i Syrien mod nord og strækker sig helt til Aqababugten ved Det Røde Hav i syd. De parallelle bjergkæder og højdedrag langs siderne af denne kløft midt i landet gør den endnu mere bemærkelsesværdig.

Når man følger denne kløftlignende dal fra nord til syd, falder terrænet brat fra Hermonbjergets udløbere til Hulebækkenet, hvor Jordans øvre løb engang dannede en lille sø. Herfra falder Jordan på en ca. 16 km lang strækning ca. 270 m til den når Galilæas Sø, som ligger ca. 210 m under havets overflade. Fra Galilæa til Det Døde Hav følger så selve Jordandalen, der på arabisk kaldes el Ghor, „sænkningen“, en „kløft“ på op til 19 km’s bredde. Selve Jordanfloden ligger ca. 45 m under dalens niveau, og på sin slyngede vej ned til Det Døde Hav falder den endnu ca. 180 m. (BILLEDE, bd. 1, s. 334) Det betyder at Det Døde Hav ligger ca. 400 m under Middelhavets overflade og dermed er det laveste punkt på jordens overflade.

Fortsættelsen af gravsænkningen mod syd, de 160 km fra Det Døde Hav til Aqababugten, er kendt som det egentlige Araba. (5Mo 2:8) Midtvejs når den sit højeste punkt, ca. 200 m over havets overflade.

Palæstinas fjerde geografiske område var bjergene og højsletterne øst for den store Jordansænkning. (5Mo 2:36, 37; 3:8-10) Mod nord strakte dette område, der var frugtbart agerland, sig måske 100 km øst for Galilæas Sø, mens det mod syd blot var omkring 40 km bredt før det blev til en tør, ufrugtbar steppe der til sidst gled over i Den Arabiske Ørken. Den nordligste, bredeste del i dette kuperede landskab, egnen nord for Ramot-Gilead, kaldtes Basan og lå gennemsnitlig ca. 600 m over havets overflade. Syd for Basan lå det kuplede landskab Gilead, der nåede en højde af 1000 m. Det grænsede mod syd op til højsletten nord for Arnons Regnflodsdal, hvor det over 820 m høje Nebo Bjerg lå. Denne højslette, der engang var i ammonitternes besiddelse, grænsede syd for Arnons Regnflodsdal op til Moabs land. — Jos 13:24, 25; Dom 11:12-28.

Geografiske navne. De gamle hebraiske navne på mange byer, bjerge og dale er gået tabt, delvis fordi Palæstina har været beboet af arabere en stor del af tiden siden 638 e.v.t. Men eftersom arabisk er det levende sprog der er nærmest beslægtet med det gamle hebraiske sprog, er det i nogle tilfælde muligt med ret stor nøjagtighed at identificere nogle af oldtidens mest betydningsfulde steder.

Listen på den følgende side over almindelige arabiske og hebraiske geografiske betegnelser gør det lettere at forbinde navnene med bibelske steder.

Klimaforhold. Palæstinas klima er lige så afvekslende som dets topografi. Inden for de ca. 160 km fra Det Døde Hav til Hermons Bjerg skaber de store højdeforskelle klimatiske forhold som man ellers må rejse tusinder af kilometer mellem troperne og de arktiske egne for at finde. Toppen af Hermons Bjerg er normalt snedækket en stor del af året, mens temperaturen ved Det  Døde Hav kan nå op på 50° C. Briser fra Middelhavet mildner temperaturen langs den centrale bjergkæde så den i Jerusalem normalt ikke kommer over 32° og sjældent under frysepunktet. I januar ligger gennemsnitstemperaturen på ca. 10°, og der falder som regel ikke sne i denne del af landet. — Jf. 2Sa 23:20.

Nedbørsmængden i dette kontrasternes land varierer også meget. Langs kysten falder der årligt ca. 38 cm nedbør, men højere oppe på Karmels Bjerg, i den centrale bjergkæde og i højlandet øst for Jordan er nedbørsmængden næsten dobbelt så stor. I modsætning hertil hersker der ørkenagtige klimaforhold i Negeb, den lavereliggende Jordandal og området ved Det Døde Hav, med kun 5-10 cm regn årligt. Størstedelen af nedbøren falder i vintermånederne december, januar og februar; kun 6-7 procent falder i sommermånederne fra juni til oktober. Den lette „tidligregn“, eller efterårsregn, i oktober og november gør det muligt at pløje jorden (der er blevet hård på grund af sommerheden) som forberedelse til såningen af vintersæden. Den såkaldte „sildigregn“, eller forårsregn, falder i marts og april. — 5Mo 11:14; Joel 2:23; Zak 10:1; Jak 5:7.

Den rigelige dug der falder i Palæstina, er en stor fordel, især i de nedbørsfattige sommermåneder, for uden denne dug ville mange vingårde og græsgange lide stor skade. (Hag 1:10; Zak 8:12) En stor del af den dug der falder i Palæstina, skyldes de fugtige briser fra Middelhavet og Hermons Bjerg. (Sl 133:3) Visse steder er natteduggen så rigelig at vegetationen kan absorbere tilstrækkelig megen væde til at erstatte det der fordamper i dagens hede. (Jf. Job 29:19.) Duggen har særlig stor betydning i Negeb og i Gileads højland, hvor nedbørsmængden er minimal. — Se DUG.

Planter og dyr. Den rige variation af træer, buske og andre planter i dette lille område har vakt forbløffelse blandt botanikere. Én anslår at der findes over 2600 plantearter i Palæstina. Forskellene i højde, klima og jordbund er med til at forklare denne rige variation, idet nogle planter vokser i det kolde bjergland, andre i den tørre ørken, og atter andre på lavsletterne eller højsletterne, og hver især blomstrer de og bærer frø til deres bestemte tid. Inden for forholdsvis kort afstand vokser palmer, der trives i varmt klima, og ege- og nåletræer, der trives i koldt klima, samt piletræer langs floderne og tamarisker i ørkenen. Landet er også kendt for sine vinmarker, olivenlunde, figenlunde og hvede-, byg- og hirsemarker. Desuden dyrkes ærter, bønner, linser, auberginer, løg og agurker samt bomuld og hør. Mange der i dag besøger landet, bliver ofte skuffede medmindre de kommer om foråret, hvor hele landet er dækket af blomsterpragt. Størstedelen af året er de stenede højdedrag golde og øde. Engang var dele af landet mere skovklædte end i dag, landet var frodigt „som Jehovas have“, en indbydende og gæstfri botanisk have der ’flød med mælk og honning’. — 1Mo 13:10; 2Mo 3:8; 4Mo 13:23, 24; 5Mo 8:7-9.

Før i tiden havde det parklignende Palæstina også et rigere dyreliv end i dag. Løven, bjørnen, vildoksen og flodhesten findes ikke længere  i landet, men blandt de vilde dyr der endnu forekommer, kan nævnes ulven, vildsvinet, vildkatten, sjakalen, haren og ræven. Der er mange husdyr — får, geder, køer, heste, æsler og kameler. Man anslår at der findes omkring 85 forskellige arter af pattedyr, 350 fuglearter og 75 krybdyrarter i Israel i dag.

Ressourcer i jorden. Palæstina var ikke blot et vandrigt land der kunne frembringe en overflod af fødevarer, men dets bjerge indeholdt også brugbar jern- og kobbermalm. (5Mo 8:9) Guld, sølv, tin og bly måtte importeres, men der var store saltforekomster, og i Jordandalen fandtes lerlag til brug for teglstensfabrikation, keramik- og støbearbejde. (1Kg 7:46) Kalksten af god kvalitet kunne brydes til brug ved byggerier, og der var synlige forekomster af mørk basalt, som var værdsat på grund af sin hårdhed og sin finkornede struktur.

[Oversigt på side 501]

GEOGRAFISKE BETEGNELSER

Arabisk

Hebraisk

Dansk

ˋain

ˋen [plur.: ˋenot]

kilde

beit

bet

hus

biqˋah [plur.: beqaˋ]

biqˋa(t)

slette

bir

be’er

brønd

birkeh(et)

berekha(t)

dam

burj

—

tårn

darb

—

vej

debbeh(et)

—

sandbakke

deir

—

kloster

djebel

har

bjerg

—

ˋemæq

lavning, lavslette

—

gaj, ge

dal

ghor

—

sænkning

—

givˋa(t) [plur.: givˋot]

høj

kafr

kefar

landsby

khirbeh(et)

horva(t)

ruin

—

maˋale

skråning, pas

—

majan

kilde

majdel

migdal

tårn

—

mifrats

bugt

mughar

meˋarah(t)

hule

nahr

—

flod

naqb

—

bjergsti

nebi

—

profet

qalˋah(at)

—

fæstning

qarn

qæræn

top (ordr.: horn)

qarya(t)

qirja(t)

by

qasr

—

borg, palads

rameh

rama(t)

højslette

ras

rosj

bjergtop; forbjerg

rujm

rogem

stendysse, varde

shatt

—

kyst el. bred; flod

talˋah(at)

—

højdedrag

tell [plur.: tulul]

tel

ruinhøj

wadi

nachal

regnflodsdal

—

jam

hav

[Diagram på side 499]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PALÆSTINA (Tværsnit)

Havets overflade

Det Store Hav

Kystsletten

Sjefela

Judas bjerge

Samarias bjerge

Libanonbjergene

Jordandalen

Højsletten

Hermons Bjerg

Havets overflade

Salthavet

Salthavets overflade