Pul
1. Ifølge 2 Kongebog 15:19 og 1 Krønikebog 5:26 navnet på en assyrisk konge. I kong Menahem af Israels regeringstid trængte Pul ind i Palæstina og modtog tribut af Menahem. I lang tid vidste man ikke hvem Pul var, men de fleste forskere mener nu at Pul er identisk med Tiglat-Pileser III af Assyrien, eftersom navnet Pulu (Pul) forekommer på en tavle der kaldes Den Babyloniske Kongeliste A, mens navnet Tukultiapilesharra (Tiglat-Pileser) findes på det tilsvarende sted i „Den Synkronistiske Krønike“. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 272, 273) Måske var „Pul“ hans personlige navn eller det navn han var kendt under i Babylon, mens Tiglat-Pileser (Tilgat-Pilneser) var et navn han antog da han blev konge af Assyrien. Det kan således være én og samme person der er tale om i 1 Krønikebog 5:26 når der står ’kong Pul af Assyrien, ja, kong Tilgat-Pilneser af Assyrien’. — Se TIGLAT-PILESER (III).
2. Et land eller et folk der kun omtales i Esajas 66:19 sammen med Tarsis (øjensynlig Sydspanien) og Lud (i Nordafrika). Alle tre steder var åbenbart berømte for deres dygtige bueskytter. Puls nøjagtige beliggenhed kendes ikke. I den græske Septuaginta står der „Fud“ eller „Put“ i Esajas 66:19 i stedet for „Pul“, og i andre skriftsteder forbindes Lud og Put (der identificeres med libyerne). (Ez 27:10; Jer 46:9; se PUT.) Læsemåden „Pul“ i den masoretiske tekst finder imidlertid støtte i Dødehavsrullen med Esajas’ Bog og i den syriske Pesjitta. Nogle forskere formoder at „Pul“ var øen Philae i Nilen.