En blanding af aromatisk duftende harpikser og balsamer der brænder langsomt mens de afgiver en krydret vellugt. De hebraiske ord qetoʹræth og qetōrahʹ kommer af roden qatarʹ, der betyder „at bringe et røgoffer“. Ordet for „røgelse“ i De Kristne Græske Skrifter er thymiʹama.

Den hellige røgelse der skulle anvendes i teltboligen i ørkenen, blev fremstillet af kostbare vellugtende stoffer som menigheden havde skænket. (2Mo 25:1, 2, 6; 35:4, 5, 8, 27-29) Da Jehova gav Moses opskriften til denne blanding, sagde han: „Tag dig vellugtende stoffer: staktedråber og onyks og vellugtende galbanum og ren virak; det skal være lige dele af hvert. Og du skal lave det til en røgelse, en krydderblanding, som salveblanderen laver den, saltet, ren, hellig. Og du skal støde noget af det til et fint pulver og lægge noget af det foran Vidnesbyrdet, i mødeteltet, hvor jeg vil mødes med dig. Det skal være højhelligt for jer.“ Og for at indskærpe dem at denne røgelse var hellig og noget særligt, tilføjede han: „Den der laver en røgelse som den for at nyde dens duft, skal udryddes af sit folk.“ — 2Mo 30:34-38; 37:29

Senere føjede de rabbinske jøder flere ingredienser til tempelrøgelsen. Josefus siger at den bestod af 13 vellugtende stoffer. (Den jødiske krig, 5. bog, 5. kap., 5. afsnit) Ifølge Maimonides havde man blandt andet tilføjet kanel, kassia, myrra, nardus, rav og safran.

I den vestlige ende af Det Hellige i teltboligen, foran forhænget der adskilte det fra Det Allerhelligste, stod et røgelsesalter. (2Mo 30:1; 37:25; 40:5, 26, 27) I Salomons tempel stod et tilsvarende røgelsesalter. (1Kr 28:18; 2Kr 2:4) På disse altre blev der brændt hellig røgelse hver morgen og hver aften. (2Mo 30:7, 8; 2Kr 13:11) Én gang om året, på forsoningsdagen, skulle ypperstepræsten tage kul fra dette alter i et røgelseskar eller et ildbækken og sammen med to håndfulde røgelse bringe det ind i Det Allerhelligste, hvor han lod røgelsen brænde foran „nådestolen“, låget på Vidnesbyrdets ark. — 3Mo 16:12, 13.

 Ypperstepræsten Aron var den første der ofrede røgelse på alteret. (2Mo 30:7) Men tilsynet med røgelsen og andet i teltboligen blev overdraget til hans søn Eleazar. (4Mo 4:16) Det ser ud til at det ikke kun var ypperstepræsten der brændte røgelse (undtagen på forsoningsdagen), for der siges senere at underpræsten Zakarias (Johannes Døbers fader) forrettede denne tjeneste. (Lu 1:8-11) Kort efter at tjenesten i teltboligen var begyndt, blev Arons to sønner Nadab og Abihu dræbt af Jehova fordi de forsøgte at ofre røgelse med „ulovlig ild“. (3Mo 10:1, 2; jf. 2Mo 30:9; se ABIHU.) Senere gjorde Kora og 250 andre, som alle var levitter, men ikke af præsteslægt, oprør mod det aronitiske præsteskab. Moses befalede at de som en prøve skulle tage deres ildbækkener og brænde røgelse ved teltboligens indgang så Jehova kunne vise om han anerkendte dem som sine præster. De blev alle dræbt mens de stod med deres ildbækkener i hånden. (4Mo 16:6, 7, 16-18, 35-40) Senere blev kong Uzzija slået med spedalskhed da han overmodigt forsøgte at brænde røgelse i templet. — 2Kr 26:16-21.

Med tiden afveg israelitterne i den grad fra den foreskrevne tilbedelse af Jehova at de lukkede templet og begyndte at brænde røgelse på andre altre. (2Kr 29:7; 30:14) De brændte tilmed røgelse for andre guder, foran hvem de bedrev utugt, og de vanhelligede også på andre måder den hellige røgelse, hvilket alt sammen var vederstyggeligt i Jehovas øjne. — Ez 8:10, 11; 16:17, 18; 23:36, 41; Es 1:13.

Betydning. Lovpagten indeholdt en skygge af kommende goder (He 10:1), og det ser ud til at røgelsesbrændingen under denne ordning symboliserede Guds trofaste tjeneres antagelige bønner. Salmisten erklærede: „Måtte min bøn beredes som røgelse for [Jehovas] ansigt.“ (Sl 141:2) Og i Åbenbaringens symbolsprog siges det at de der befinder sig rundt om Guds trone i himmelen, har „guldskåle fulde af røgelse, som betyder de helliges bønner“. „Der blev givet [en engel] en stor mængde røgelse at ofre sammen med alle de helliges bønner på guldalteret som var foran tronen.“ (Åb 5:8; 8:3, 4) At brænde røgelse var i flere henseender et passende symbol på de helliges bønner, der ’frembæres’ (He 5:7) nat og dag (1Ts 3:10) og er velbehagelige for Jehova. — Ord 15:8.

Røgelse kunne naturligvis ikke gøre falske tilbederes bønner antagelige for Gud. (Ord 28:9; Mr 12:40) Retfærdiges bønner har derimod stor virkning (Jak 5:16); sådan var det da Aron ved en plage fra Gud hurtigt „lagde røgelsen på [ildbækkenet] og skaffede folket soning“. — 4Mo 16:46-48.

Ikke brugt af kristne. I visse af kristenhedens kirker og i buddhistiske templer brænder man røgelse den dag i dag, men Bibelen giver intet grundlag for at mene at kristne skal gøre dette. Røgelseskar er ikke nævnt blandt inventaret i kirkerne i de første 400 år efter vor tidsregning, og først på Gregor den Stores tid (sidste del af det 6. årh.) er der klare vidnesbyrd om anvendelse af røgelse under gudstjenesterne. Dette skyldes utvivlsomt at brugen af røgelse i forbindelse med tilbedelsen af Gud ophørte da Kristus kom og Lovpagten med dens bestemmelser blev naglet til marterpælen (Kol 2:14), og især efter at templet og det aronitiske præsteskab blev fjernet. Den kristne menighed fik ingen bemyndigelse til at anvende røgelse, og de første kristne har i lighed med jøderne aldrig brugt røgelse privat i religiøs sammenhæng.

De første kristne nægtede at brænde røgelse til ære for kejseren selv om det kostede dem livet. Som Daniel P. Mannix skriver: „Det var kun ganske få af de kristne der afskrev deres tro, og det skønt man almindeligvis havde et alter hvorpå der brændte en ild, stående i arenaen til deres afbenyttelse. Det eneste fangen skulle gøre, var at kaste lidt røgelse på ilden, hvorefter han fik et offercertifikat og blev løsladt. Man forklarede ham også omhyggeligt at han ikke derved tilbad kejseren — han anerkendte blot kejserens guddommelighed i dennes egenskab af overhoved for den romerske stat. Alligevel benyttede næsten ingen af de kristne sig af denne chance til at blive fri.“ — Those About to Die, 1958, s. 137.

Tertullian (der levede i det 2. og 3. årh. e.v.t.) sagde at kristne end ikke ville beskæftige sig med handel med røgelse. (Om afgudsdyrkelse, kap. XI) Helt anderledes forholder det sig med de købmænd der driver handel med det symbolske Babylon den Store og sælger røgelse til det. — Åb 18:11, 13.