Betegnelsen „rabbi“ blev brugt i sin egentlige betydning, „lærer“ (Joh 1:38), men blandt jøderne begyndte man kort før Jesu fødsel også at bruge den som tiltaleform og som en titel der udtrykte respekt og ære, med betydningen „min store, min fortræffelige“. Nogle af de lærde mænd, de skriftlærde, eller lovlærerne, kunne lide at blive kaldt „rabbi“ som en ærestitel. Jesus Kristus fordømte dette og forbød sine disciple at  lade sig kalde „rabbi“ da han var deres lærer. — Mt 23:6-8.

I Bibelen bruges betegnelsen „rabbi“ kun i De Kristne Græske Skrifter. Den bruges 12 gange i forbindelse med Jesus i den egentlige betydning, „lærer“: to gange af Peter (Mr 9:5; 11:21), én gang af to af Johannes’ disciple (Joh 1:38), én gang af Natanael (Joh 1:49), én gang af Nikodemus (Joh 3:2), tre gange af unavngivne disciple af Jesus (Joh 4:31; 9:2; 11:8), én gang af folkemængden (Joh 6:25) og to gange af Judas (det ene tilfælde er gentaget) (Mt 26:25, 49; Mr 14:45). Maria Magdalene og en blind mand som Jesus helbredte, tiltalte Jesus „ rabbuni“ (min lærer). Endelsen svarer til ejestedordet „min“, men det ser ud til at den med tiden har mistet sin betydning, ligesom forstavelsen i det franske Monsieur, der oprindelig betød „min herre“. (Joh 20:16; Mr 10:51) Johannes Døber blev én gang tiltalt rabbi. — Joh 3:26.