(Raʹkel) [hunfår].

Labans datter, Leas yngre søster og Jakobs kusine og yndlingshustru. (1Mo 29:10, 16, 30) Jakob flygtede i 1781 f.v.t. fra sin broder Esau, der pønsede på mord, og tog til Karan i Paddan-Aram, „Østens sønners land“. (1Mo 28:5; 29:1) Rakel, en pige med „en smuk skikkelse og et smukt udseende“, arbejdede som hyrdepige for sin fader; hun mødte Jakob ved en brønd i nærheden af Karan. Jakob blev optaget i sin morbroder Labans husstand, og en måned senere gik han ind på at tjene Laban i syv år for at kunne gifte sig med Rakel, som han var blevet forelsket i. Hans kærlighed kølnedes ikke i løbet af de syv år; de var i hans øjne blot „som nogle få dage“. På bryllupsaftenen lod hans morbroder imidlertid sin ældste datter, Lea, træde i stedet for Rakel, og hun samarbejdede åbenbart med sin fader i at gennemføre dette bedrageri. Da Jakob næste morgen anklagede Laban for at have ført ham bag lyset, undskyldte Laban sig med at han blot havde fulgt lokal skik og brug. Jakob gik med til at fejre Leas bryllupsuge til ende før han fik Rakel, og derefter at arbejde endnu syv år for Laban. — 1Mo 29:4-28.

Jakob blev ikke skuffet over Rakel som hustru, og han elskede hende mere end Lea. Jehova begunstigede nu Lea i hendes ufordelagtige situation og velsignede hende med fire sønner, mens Rakel forblev ufrugtbar. (1Mo 29:29-35) Rakel var skinsyg på sin søster og fortvivlet over sin ufrugtbarhed — noget der dengang blandt kvinder blev betragtet som en stor skændsel. Hendes utålmodighed og irritation gjorde endda hendes kærlige mand vred. Som kompensation for sin egen ufrugtbarhed gav hun Jakob sin tjenestepige for at hun kunne føde børn (ligesom Sara tidligere havde brugt sin trælkvinde Hagar), og de to børn der blev født som følge af dette forhold, blev betragtet som Rakels. Leas tjenestepige og Lea selv fik i alt fire sønner til før Rakel endelig fik sit ønske opfyldt og fødte sin første søn, Josef. — 1Mo 30:1-24.

Jakob var nu klar til at drage bort fra Karan, men hans svigerfader overtalte ham til at blive, og først seks år senere drog Jakob, på Guds foranledning, bort. På grund af Labans uærlige metoder  fortalte Jakob ham ikke at han ville rejse, og både Lea og Rakel var enige med deres mand i dette. Før de tog af sted, stjal Rakel sin faders „terafimstatuetter“, der åbenbart var en slags afgudsbilleder. Da Laban senere indhentede karavanen og fortalte om tyveriet (som tilsyneladende var det der bekymrede ham mest), gav Jakob, uden at være klar over Rakels skyld, udtryk for sit mishag med det der var sket, og sagde at tyven skulle dø hvis vedkommende blev fundet i hans følge. Under sin søgen kom Laban også ind i Rakels telt, men hun undgik at blive afsløret ved at sige at hun ikke kunne rejse sig fordi det gik hende „på kvinders vis“ og derfor blev siddende på sadelkurven som terafimstatuetterne lå i. — 1Mo 30:25-30; 31:4-35, 38.

Da Jakob mødtes med sin broder Esau, viste han at han stadig foretrak Rakel ved at lade hende og hendes eneste søn være sidst i karavanen; uden tvivl fordi han mente at dette var det sikreste sted hvis Esau skulle angribe. (1Mo 33:1-3, 7) Efter at de havde boet nogen tid i Sukkot, derefter i Sikem og til sidst i Betel, drog Jakob længere mod syd. Et sted mellem Betel og Betlehem fødte Rakel sit andet barn, Benjamin, men hun døde under fødselen og blev begravet der. Jakob rejste en støtte for at markere hendes grav. — 1Mo 33:17, 18; 35:1, 16-20.

De få enkeltheder i beretningen giver kun et ufuldstændigt billede af Rakels personlighed. Hun tilbad Jehova (1Mo 30:22-24), men hun udviste menneskelige svagheder, for eksempel ved at stjæle terafimstatuetterne og opfindsomt undgå afsløring, svagheder som måske til en vis grad kan tilskrives hendes familiemæssige baggrund. Trods sine svagheder var hun højt elsket af Jakob, der, selv i sin alderdom, anså hende for at have været hans sande hustru og satte hendes børn højere end alle de andre. (1Mo 44:20, 27-29) Jakobs enkle ord til Josef kort før sin død afspejler hans dybe hengivenhed for hende. (1Mo 48:1-7) Om hende og Lea siges det at de „byggede Israels [Jakobs] hus“. — Rut 4:11.

Arkæologiske fund kan måske kaste lys over hvorfor Rakel tog sin faders „terafimstatuetter“. (1Mo 31:19) Ved Nuzi i det nordlige Mesopotamien har man fundet nogle kileskrifttavler, formentlig fra omkring midten af det 2. årtusind f.v.t., som viser at nogle af oldtidens folkeslag forbandt besiddelsen af husguder med den juridiske ret til at arve familiens ejendom. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 219, 220) Nogle mener at Rakel måske har følt at Jakob som svigersøn havde ret til at arve en del af Labans ejendom, og at hun tog terafimstatuetterne for at sikre ham denne arv eller for endda at stille ham juridisk bedre end Labans sønner. Hun kan også have betragtet statuetterne som et middel til at hindre hendes fader i at gøre retsligt krav på noget af den velstand Jakob havde opnået mens han tjente hos ham. (Jf. 1Mo 30:43; 31:1, 2, 14-16.) Disse teorier forudsætter naturligvis at der eksisterede en sådan skik blandt Labans folk, og at terafimstatuetterne rent faktisk var husguder.

Rakels grav „i Benjamins område, ved Zelza,“ var stadig kendt på Samuels tid, omkring seks hundrede år senere. (1Sa 10:2) Ifølge overleveringen ligger graven ca. 1,5 km nord for Betlehem. Dette sted vil imidlertid placere graven i Judas område og ikke i Benjamins. Andre mener derfor at den lå længere nordpå, men det er ikke muligt at fastslå dens nøjagtige beliggenhed i dag.

Hvorfor siger Bibelen flere hundrede år efter Rakels død at hun i fremtiden ville græde over sine sønner?

I Jeremias 31:15 skildres Rakel som grædende over sine sønner der er blevet ført til fjendens land, og hendes klageskrig høres i Rama (nord for Jerusalem i Benjamins område). (Se RAMA, 1.) Eftersom Efraim, hvis efterkommere ofte bruges kollektivt til at betegne nordriget Israel, nævnes flere gange i sammenhængen (Jer 31:6, 9, 18, 20), mener nogle forskere at denne profeti sigter til at assyrerne førte Nordrigets befolkning i landflygtighed. (2Kg 17:1-6; 18:9-11) Men den kan også sigte til at både Israel og Juda blev ført i landflygtighed (sidstnævnte af Babylon). I det første tilfælde ville Rakel være et passende symbol da hun var stammoder til Efraim (gennem Josef), den betydeligste stamme i Nordriget. I det andet tilfælde ville Rakel, der ikke blot var moder til Josef, men også til Benjamin, hvis stamme var en del af sydriget Juda, være et passende symbol på mødrene i hele Israels folk, der nu syntes at have født sønner til ingen nytte. Jehova trøstede dem imidlertid med et løfte om at de landflygtige skulle „vende tilbage fra fjendens land“. — Jer 31:16.

Mattæus citerede dette skriftsted i forbindelse med barnemordet i Betlehem, som blev udført på Herodes’ befaling. (Mt 2:16-18) Da Rakels grav lå forholdsvis tæt ved Betlehem (skønt øjensynlig ikke dér hvor den skulle ligge ifølge overleveringen), var den grædende Rakel et passende symbol på de sørgende mødre hvis børn var blevet myrdet. Men citatet fra Jeremias’ profeti var især  velvalgt på grund af ligheden mellem de to situationer. Israelitterne var underlagt fremmedherredømme. Deres sønner var igen blevet revet bort. Men denne gang var „fjendens land“ som de var blevet ført bort til, tydeligvis ikke et politisk område som i det første tilfælde. De befandt sig nu i graven, det område som beherskedes af ’kong Død’ (jf. Sl 49:14; Åb 6:8), der omtales som „den sidste fjende“ der tilintetgøres. (Ro 5:14, 21; 1Kor 15:26) For at kunne vende tilbage fra denne „landflygtighed“ måtte der naturligvis ske en opstandelse fra de døde.