Hvert syvende år; i dette år fik jorden i det gamle Israel lov til at hvile, at ligge uopdyrket hen, og hebræerne måtte ikke presse deres landsmænd for betaling af gæld.

Fra 1473 f.v.t., det år da israelitterne gik ind i det forjættede land, skulle hvert syvende år fejres som et sabbatsår. (5Mo 15:1, 2, 12; jf. 5Mo 14:28.) Sabbatsåret begyndte øjensynlig med trompetblæsningen på forsoningsdagen, den 10. etanim (tisjri). Nogle mener dog at det blot var jubelåret der begyndte på forsoningsdagen, mens sabbatsåret begyndte den 1. tisjri.

Dette år måtte jorden ikke dyrkes eller tilsås, vinstokkene ikke beskæres og afgrøder ikke indsamles, men det der voksede af sig selv, skulle efterlades på marken og kunne spises af såvel markens ejer som af hans trælle, daglejerne og de fastboende udlændinge. Dette var en barmhjertig ordning for både de fattige, husdyrene og de vilde dyr, der således fik mulighed for at nyde gavn af landets afgrøde i sabbatsåret. — 3Mo 25:1-7.

Sabbatsåret blev kaldt „eftergivelsesåret [sjenathʹ hasjsjemittahʹ]“. (5Mo 15:9; 31:10) I det år fik jorden fuldstændig hvile, eller eftergivelse, ved at ligge uopdyrket hen. (2Mo 23:11) Det var også et år med hvile, eller eftergivelse, med hensyn til gæld. Eftergivelsen var „for Jehova“, til ære for ham. Nogle kommentatorer — men ikke alle — mener at gældsposterne ikke direkte blev eftergivet, men at en hebraisk kreditor ikke måtte presse sin landsmand for betaling da landbrugeren ikke havde nogen indkomst det år; långiveren kunne dog presse en udlænding for betaling. (5Mo 15:1-3) Nogle rabbinere er af den opfattelse at gæld på lån der var ydet som bistand til en fattig broder, blev eftergivet, men at gæld man havde pådraget sig i forretningsanliggender, hørte til en anden kategori. De siger at Hillel i det 1. århundrede indførte en ordning som gik ud på at långiveren kunne gå til retten og sikre sit tilgodehavende ved at afgive en bestemt erklæring. — The Pentateuch and Haftorahs, redigeret af J. Hertz, London 1972, s. 811, 812.

 Eftergivelsen, eller hvilen med hensyn til betaling af gæld, i sabbatsåret indebar ikke at trælle — som i mange tilfælde var kommet i trældom på grund af gæld — blev frigivet. Hebraiske trælle blev imidlertid frigivet i det syvende år efter at de var kommet i trældom, eller i jubelåret, afhængigt af hvad der kom først. — 5Mo 15:12; 3Mo 25:10, 54.

Der skulle tro til at overholde sabbatsårene, som var en del af Guds pagtsordning med Israel. Men hvis pagten blev overholdt fuldstændigt, ville det medføre store velsignelser. (3Mo 26:3-13) Gud lovede at han gennem høsten i det sjette år ville tilvejebringe føde nok til dele af tre år, nemlig fra det sjette år indtil høsten i det ottende år. Eftersom der ikke blev sået noget i det syvende år, ville der ikke blive nogen ny høst før i det ottende år. (Jf. 3Mo 25:20-22.) Da israelitterne gik ind i det forjættede land under Josua, brugte de seks år til at underlægge sig de kana’anæiske nationer og uddele landet i arvelodder. I den tid kunne de naturligvis ikke så og høste mange afgrøder, om overhovedet nogen, men der var kana’anæiske afgrøder de kunne leve af. (5Mo 6:10, 11) Det syvende år var en sabbat, så de måtte vise tro og lydighed ved at vente indtil høsten i det ottende år, og med Guds velsignelse klarede de sig.

I eftergivelsesåret skulle hele folket, både mænd og kvinder, børn og fastboende udlændinge, samles under løvhyttefesten for at høre Loven blive oplæst. — 5Mo 31:10-13.

Hvis israelitterne havde overholdt Moseloven til fulde, ville de frem til landflygtigheden have holdt 121 sabbatsår og 17 jubelår. Men sabbatsårene blev kun delvis overholdt. Da folket blev ført i landflygtighed til Babylon, kom landet til at ligge øde i 70 år „indtil landet havde godtgjort sine sabbatter“. (2Kr 36:20, 21; 3Mo 26:34, 35, 43) Der står ikke i Bibelen at jøderne havde undladt at holde nøjagtig 70 sabbatsår, men Jehova lod landet ligge øde i 70 år for at opveje alle de sabbatsår der ikke var blevet holdt.