En dag som Gud har sat til side til hvile fra det almindelige arbejde; givet af Jehova som et tegn mellem ham og Israels sønner. (2Mo 31:16, 17) Det hebraiske udtryk jōm hasjsjabbathʹ er afledt af udsagnsordet sjavathʹ, der betyder „at hvile; at ophøre“. (1Mo 2:2; 8:22) På græsk bruges udtrykket hē hēmeʹra tou sabbaʹtou, der betyder „sabbatsdag“.

 Fejringen af en ugentlig 24 timers sabbatsdag begyndte under israelitternes ophold i ørkenen i den anden måned efter udgangen af Ægypten i 1513 f.v.t. (2Mo 16:1) Jehova havde sagt til Moses at der den sjette dag ville blive tilvejebragt dobbelt så meget manna som de øvrige dage. Da dette holdt stik, kom forsamlingens høvdinger og fortalte Moses det, hvorefter ordningen med sabbatsdagen blev bekendtgjort. (2Mo 16:22, 23) At israelitterne var forpligtede til at overholde sabbatten fra det tidspunkt, fremgår af Jehovas ord i 2 Mosebog 16:28, 29.

Da Lovpagten kort efter blev indstiftet ved Sinaj Bjerg, kom ugesabbatten til at indgå som et væsentligt led i en mere omfattende sabbatsordning. (2Mo 19:1; 20:8-10; 24:5-8) Denne sabbatsordning bestod af mange slags sabbatter: den 7. dag, det 7. år, det 50. år (jubelåret), den 14. nisan (påsken), den 15. nisan, den 21. nisan, den 6. sivan (pinsen), den 1. etanim, den 10. etanim (forsoningsdagen), den 15. etanim og den 22. etanim.

At det ikke var blevet pålagt Guds tjenere at holde sabbat før efter udgangen af Ægypten, fremgår af udsagnene i 5 Mosebog 5:2, 3 og 2 Mosebog 31:16, 17: „Det var ikke med vore forfædre Jehova sluttede denne pagt, men med os.“ „Israels sønner skal overholde sabbatten . . . i denne og kommende generationer. . . . Mellem mig og Israels sønner er den et tegn til fjerne tider.“ Hvis israelitterne allerede overholdt sabbatten, kunne den ikke tjene som en påmindelse om at Jehova havde udfriet dem fra Ægypten, som der siges i 5 Mosebog 5:15 at den skulle. Den omstændighed at nogle af israelitterne gik ud for at samle manna på den syvende dag trods det direkte påbud om det modsatte, tyder på at det var nyt for dem at holde sabbat. (2Mo 16:11-30) At man ikke var helt sikker på hvordan man skulle behandle den første overtræder af sabbatsbudet efter at Loven var blevet givet ved Sinaj, tyder også på at sabbatten først lige var blevet indført. (4Mo 15:32-36) Under opholdet i Ægypten havde israelitterne som trælle ikke haft mulighed for at overholde sabbatten, selv hvis de havde været underlagt en sådan lov på det tidspunkt. Farao besværede sig over Moses’ indblanding da Moses blot bad om at folket måtte få fri i tre dage til at bringe slagtofre til Gud. Hvad ville han da ikke have sagt hvis israelitterne havde forsøgt at hvile hver syvende dag? (2Mo 5:1-5) Det er sandt at patriarkerne sikkert opdelte tiden i uger på syv dage, men der er ikke noget som tyder på at de gjorde noget særligt ud af den syvende dag. Tallet syv var imidlertid fremtrædende som et tal der ofte betegnede fuldstændighed. (1Mo 4:15, 23, 24; 21:28-32) Det hebraiske ord for „at sværge“ (sjava‛ʹ) kommer øjensynlig af den samme rod som ordet for „syv“.

Sabbatten blev fejret som en dag der var hellig (5Mo 5:12), en dag med hvile og glæde for alle — israelitter, trælle, fastboende udlændinge og husdyr — en dag hvor man intet arbejde udførte. (Es 58:13, 14; Ho 2:11; 2Mo 20:10; 34:21; 5Mo 5:12-15; Jer 17:21, 24) Der blev bragt et særligt brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer foruden det daglige „stadige brændoffer“. (4Mo 28:9, 10) Skuebrødet blev udskiftet i helligdommen, og et nyt præsteskifte tiltrådte tjenesten. (3Mo 24:5-9; 1Kr 9:32; 2Kr 23:4) Der var ingen begrænsning for præsternes tjeneste på sabbatten (Mt 12:5), og børn blev endog omskåret på sabbatten hvis den faldt på deres ottende levedag. En senere jødisk talemåde: „Der er ingen sabbat i helligdommen,“ betød at præsterne udførte deres pligter som sædvanlig. — Joh 7:22; 3Mo 12:2, 3; The Temple af A. Edersheim, 1874, s. 152.

På Jesu tid blev sabbatsdagens komme, ifølge rabbinske kilder, forkyndt ved tre trompetstød omkring den niende time, det vil sige kl. 3, fredag eftermiddag. Da skulle alt arbejde og al forretningsvirksomhed afsluttes, sabbatslampen blev tændt, og man iførte sig festklæder. Derefter forkyndte endnu tre trompetstød at sabbatten var begyndt. Det fratrædende præsteskifte bragte morgenofferet på sabbatten, og det tiltrædende skifte bragte aftenofferet, idet begge skifter tilbragte sabbatten i helligdommen. Hvert af skifterne gav ypperstepræsten halvdelen af sin andel af brødet. De præster der var rene, spiste det i selve templet på sabbatten. Det tiltrædende skiftes familieoverhoveder afgjorde ved lodkastning hvem af familierne der skulle tjene de enkelte af ugens dage, og hvem der skulle udføre præstetjenesten på sabbatten. — 3Mo 24:8, 9; Mr 2:26, 27; The Temple, s. 151, 152, 156-158.

Der var en forskel i bestemmelserne for ugesabbatten og for de sabbatter eller „hellige stævner“ der var knyttet til højtiderne. (3Mo 23:2) Generelt set var bestemmelserne for ugesabbatten strengere; der måtte ikke udføres noget som helst arbejde, hverken slidsomt eller andet (undtagen i helligdommen). Det var endog forbudt at samle træ og at tænde ild. (4Mo 15:32-36; 2Mo 35:3) Der var desuden grænser for bevægelsesfriheden, øjensynlig begrundet med ordene i 2 Mosebog 16:29. Også på forsoningsdagen skulle man hvile fra alle former for arbejde. (3Mo 16:29-31; 23:28-31)  På de hellige stævnedage i forbindelse med højtiderne måtte man heller ikke udføre slidsomt arbejde eller give sig af med handel eller forretning, men det var tilladt på disse dage at lave mad, træffe forberedelser til højtiden og andet. — 2Mo 12:16; 3Mo 23:7, 8, 21, 35, 36.

Undertiden kunne to sabbatter falde på samme dag, som så blev kaldt en „stor“ sabbat. Dette skete for eksempel når den 15. nisan (der altid var en sabbat) faldt sammen med den faste ugesabbat. — Joh 19:31.

Sabbattens betydning. De gudgivne sabbatsbestemmelser sikrede ikke blot muligheden for fysisk hvile, men gav også, hvad der var vigtigere, den enkelte lejlighed til at vise sin tro og lydighed. De gav forældrene lejlighed til at indprente Guds love og bud i deres børns sind og hjerte. (5Mo 6:4-9) Man brugte normalt sabbatten til at tilegne sig kundskab om Gud og sørge for åndelige behov, sådan som det fremgår af det svar sjunemkvinden fik af sin mand da hun bad om lov til at tage hen til den Guds mand Elisa: „Hvorfor tager du hen til ham i dag? Det er hverken nymåne eller sabbat.“ (2Kg 4:22, 23) Levitterne som boede rundt om i landet, benyttede uden tvivl sabbatten til at undervise folket i Guds lov. — 5Mo 33:8, 10; 3Mo 10:11.

Det var vigtigt at de enkelte israelitter huskede at overholde sabbatten, for overtrædelse af sabbatslovene blev betragtet som oprør mod Jehova og blev straffet med døden. (2Mo 31:14, 15; 4Mo 15:32-36) Det samme gjaldt nationen som helhed. At folket helhjertet fortsatte med at overholde sabbatsdagene og sabbatsårene, var en vigtig forudsætning for at det kunne blive boende i sit gudgivne land. Forsømmelighed i denne henseende var væsentligt medvirkende til den nationale katastrofe og til at Judas land måtte ligge øde i 70 år for at få sine sabbatter godtgjort. — 3Mo 26:31-35; 2Kr 36:20, 21.

Rabbinske sabbatsbegrænsninger. Det var oprindelig meningen at sabbatten skulle være til glæde og åndelig opbyggelse. Men de jødiske religiøse ledere gjorde i deres iver efter at adskille sig så meget som muligt fra hedningerne — især efter hjemkomsten fra Babylon — gradvis sabbatten til en byrde ved at øge antallet af sabbatsbegrænsninger til 39, foruden utallige mindre begrænsninger. Disse begrænsninger fyldte tilsammen to store bind. Det var for eksempel forbudt at fange en loppe, for det blev betragtet som jagt. En syg måtte ikke hjælpes medmindre vedkommende var i livsfare. Et brækket ben måtte ikke sættes sammen, og der måtte ikke lægges bandage på en forstuvning. Disse religiøse ledere modvirkede sabbattens virkelige hensigt ved at gøre folk til trælle af overleveringen i stedet for at lade sabbatten tjene mennesket til Guds ære. (Mt 15:3, 6; 23:2-4; Mr 2:27) Da Jesu disciple plukkede aks og gned dem mellem hænderne for at spise kernerne, blev de øjensynlig anklaget for to ting, nemlig at høste og at tærske på sabbatten. (Lu 6:1, 2) Rabbinerne plejede at sige: „Enhver som strengt overholder enhver sabbatslov, får sine synder tilgivet, om han så er afgudsdyrker.“

Ikke pålagt de kristne. Da Jesus som jøde var underlagt Moseloven, overholdt han sabbatten sådan som det var foreskrevet, ikke af farisæerne, men i Guds ord. Han vidste at det var tilladt at gøre godt på sabbatten. (Mt 12:12) I de inspirerede kristne skrifter siges der imidlertid at „Kristus er lovens ende“ (Ro 10:4), hvoraf følger at de kristne er „løst fra loven“. (Ro 7:6) Hverken Jesus eller hans disciple skelnede mellem en såkaldt morallov og en såkaldt ceremonilov. De citerede både De Ti Bud og de øvrige dele af Moseloven og anså alle bestemmelserne for lige bindende for dem der var underlagt Loven. (Mt 5:21-48; 22:37-40; Ro 13:8-10; Jak 2:10, 11) Bibelen siger klart at Kristi offer „ophævede . . . loven med dens bud i form af bestemmelser“, og at Gud „udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, med dets bestemmelser . . .; og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen“. Det var hele Moseloven der blev ’ophævet’, ’udslettet’ og ’taget bort’. (Ef 2:13-15; Kol 2:13, 14) Ved Jesu Kristi offer blev hele sabbatsordningen, med både dage og år, således bragt til ophør sammen med den øvrige del af Moseloven. Det forklarer hvorfor de kristne kan regne den ene dag for lige så god som den anden, uanset om det er sabbatsdage eller andre dage, uden at skulle frygte andres dom. (Ro 14:4-6; Kol 2:16) Til dem der omhyggeligt overholdt „dage og måneder og årstider og år“, skrev Paulus: „Jeg frygter for jer, at jeg måske har slidt med jer til ingen nytte.“ — Ga 4:10, 11.

Efter Jesu død påbød hans apostle ikke på noget tidspunkt overholdelse af sabbatten. Det blev ikke nævnt som et krav til kristne i Apostelgerninger 15:28, 29 eller senere. De indførte heller ikke en ny hviledag, en såkaldt „Herrens dag“. Selv om Jesus blev oprejst på den dag vi nu kalder søndag, siges der intetsteds i Bibelen at denne dag skulle holdes i ære som en „ny“ hviledag eller på nogen anden måde. Nogle har henvist til 1 Korinther 16:2 og Apostelgerninger 20:7 som begrundelse for at man skal holde søndagen  som hviledag. Men det første af disse skriftsteder nævner blot at Paulus instruerede de kristne om hver den første dag i ugen at lægge et vist beløb til side til deres nødlidende brødre i Jerusalem. Pengene skulle ikke afleveres der hvor de kristne holdt møder, men beholdes derhjemme indtil Paulus’ ankomst. Og hvad det andet skriftsted angår, så var det naturligt at Paulus mødtes med brødrene i Troas den første dag i ugen, for han skulle rejse allerede dagen efter.

Af det foregående ses det klart at det ikke hørte med til den oprindelige kristendom at overholde sabbatsdage eller -år. Det var først i år 321 at Konstantin bestemte at søndagen (lat.: dies Solis, en gammel betegnelse der var forbundet med astrologi og soldyrkelse, ikke Sabbatum [sabbat] eller dies Domini [Herrens dag]) skulle være hviledag for alle undtagen landmændene.

Om at gå ind til Guds hvile. Ifølge 1 Mosebog 2:2, 3 gik Gud efter den sjette skabelsesdag eller -periode over til at ’hvile på den syvende dag’ idet han ophørte med at udføre skabelseshandlinger i forbindelse med jorden, sådan som det er beskrevet i Første Mosebog, kapitel 1.

Apostelen Paulus viser i Hebræerbrevet, kapitlerne 3 og 4, at jøderne i ørkenen var ulydige og manglede tro og derfor ikke gik ind til Guds hvile, eller sabbat. (He 3:18, 19; Sl 95:7-11; 4Mo 14:28-35) De der siden kom ind i det forjættede land under Josuas ledelse, opnåede en hvile, men ikke den fulde hvile som opnås under Messias. Det var kun en forbilledlig hvile, en skygge af virkeligheden. (Jos 21:44; He 4:8; 10:1) Paulus forklarer imidlertid at ’der står en sabbatshvile tilbage for Guds folk’. (He 4:9) De der er lydige og viser tro på Kristus, opnår derved „en sabbatshvile“ fra ’deres gerninger’, de gerninger hvormed de førhen forsøgte at bevise at de var retfærdige. (Jf. Ro 10:3.) Paulus viser således at Guds sabbat, eller hvile, varede ved på hans tid, og at de kristne gik ind til den, hvilket igen viser at Guds hviledag strækker sig over tusinder af år. — He 4:3, 6, 10.

„Sabbattens Herre“. Da Jesus var på jorden, omtalte han sig selv som „sabbattens Herre“. (Mt 12:8) Den bogstavelige sabbatsdag, der skulle bringe israelitterne hvile fra deres arbejde, var „en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til“. (Kol 2:16, 17) I forbindelse med disse „kommende ting“ vil der være en sabbat som Jesus er Herre over. Som herrers Herre vil han herske over jorden i tusind år. (Åb 19:16; 20:6) Under sin jordiske tjeneste udførte Jesus nogle af sine største mirakler på sabbatten. (Lu 13:10-13; Joh 5:5-9; 9:1-14) Dette skildrer øjensynlig den lindring og befrielse han vil udvirke når han fører menneskeheden frem til åndelig og fysisk fuldkommenhed under sit kommende tusindårige herredømme, der således vil blive som en sabbatshvile for jorden og menneskene. — Åb 21:1-4.