(Salmanasʹsar) [fra akkadisk; betyder „Shulman [en assyrisk gud] har den første plads“].

Der var fem assyriske konger som bar dette navn, men kun to af dem synes at have haft berøring med Israel, nemlig Salmanassar III og Salmanassar V. Og kun den sidste af de to er direkte nævnt i den bibelske beretning.

1. Salmanassar III efterfulgte sin fader, Assurnasirpal II, på Assyriens trone. I en inskription omtaler han sig selv som „verdens konge, kongen uden rival, ’Den Store Drage’, (den eneste) magt inden for (jordens fire) rande“. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 276) Man mener han har regeret i omkring 35 år, og det lader til at han har brugt 31 af disse år på at føre krig for at bevare og udvide det assyriske herredømme. Salmanassar III foretog flere fremstød mod vest mod de aramaiske riger i Syrien.

Indskrift hvori Akab hævdes at være nævnt. I Salmanassar III’s monolit-indskrift findes en beskrivelse af slaget ved Karkar (nær ved Hamat i Orontesdalen), som blev udkæmpet i Salmanassars sjette regeringsår. Assyrerne kæmpede dér mod en fjendtlig koalition af 12 konger, hovedsagelig aramæere. En af de anførte konger kaldes imidlertid A-ha-ab-bu ^matSir-’i-la-a-a. Dette oversættes som regel i nutidige værker med „Akab af Israel“. (Se Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 90.) Man tager i almindelighed for givet at Akab deltog i slaget som en af aramæernes forbundsfæller. Bibelen omtaler imidlertid ikke denne begivenhed, og trods den tilsyneladende lighed mellem navnene er der alvorlige grunde til at tvivle på at A-ha-ab-bu ^matSir-’i-la-a-a skulle være identisk med kong Akab  af Israel. Encyclopædia Biblica (London 1899, bd. I, sp. 91) skriver: „Navnet Ahabbu Sir’lai kan, som de fleste forskere nu er enige om, kun betyde Akab af Israel (eller, som Hommel mener, af Jizre’el).“ (Kursiveret af os.) Dette viser at identifikationen ikke altid har været så almindeligt anerkendt som den er i dag, og det viser desuden at oversættelsen af ^matSir-’i-la-a-a med „israelit“ også har været genstand for tvivl. Det er værd at bemærke at ^matSir-’i-la-a-a ikke er det udtryk der bruges om Israels nordrige andre steder i assyriske indskrifter. I andre af datidens assyriske indskrifter omtales landet enten ved sin hovedstad, Samaria (Sa-me-ri-na i indskrifterne) eller som Bit Hu-um-ri-ia (Omris Land), et udtryk der stadig blev brugt hundrede år efter Omris død. — Ancient Near Eastern Texts, s. 284, 285.

Af Salmanassars indskrifter fremgår det at han i sit 18. regeringsår, altså 12 år efter slaget ved Karkar, kæmpede mod Hazael af Damaskus, og han siger: „Dengang modtog jeg gave fra indbyggerne i Tyros (og) Sidon (og) fra Omris søn Jehu.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 91) Ved at identificere A-ha-ab-bu med kong Akab kommer man i strid med Bibelens kronologi, ifølge hvilken der mellem Akabs død og Jehus regering gik omkring 14 år, hvori Ahazja og Joram regerede. (1Kg 22:51; 2Kg 3:1) Selv om de fleste kommentatorer regner med at Akabs formodede forbund med aramæerne faldt i slutningen af hans regeringstid, passer det stadig ikke ind i Bibelens kronologiske ramme. I erkendelse af problemet foreslog forskerne Kamphausen og Kittel at Akabs navn var blevet forvekslet med Jorams i de assyriske indskrifter. (Hastings’ Dictionary of the Bible, 1904, bd. I, s. 53) Men Bibelen nævner heller ikke noget om at Joram deltog i slaget ved Karkar.

Desuden er det vanskeligt at forklare hvorfor Akab skulle alliere sig med Israels hårdnakkede fjender i en sådan koalition. I The Encyclopedia Americana (1956, bd. I, s. 269) står der: „[Akab] har indgået en besynderlig alliance med sin arvefjende Ben-Hadad mod Salmanassar (q.v.) af Assyrien skønt man skulle tro at han med glæde havde set Ben-Hadad knust; og Assyrien udgjorde ikke nogen overhængende trussel.“ Akab havde netop udkæmpet to krige mod aramæerne, og skønt der var en kort periode med fred mellem Israel og Aram, udkæmpede Akab i det tredje år af denne periode en sidste kamp mod dem, hvori han mistede livet. (1Kg 22:1-4, 34-37) De tilstræbte forklaringer på hans indgåelse af en aramaisk alliance — frivilligt eller under tvang — er ikke overbevisende.

Endelig lyder det ikke sandsynligt at A-ha-ab-bu skulle råde over så stor en styrke som Salmanassars indskrift tilskriver ham, i betragtning af Bibelens ord om Israels krigsudrustning. A-ha-ab-bu siges at medbringe „2000 stridsvogne“, flere end nogen af de andre konger i alliancen. Forskere der går ind for at A-ha-ab-bu skal identificeres med kong Akab, erkender at dette er et problem, men gør det blot større ved at prøve at forklare det høje antal stridsvogne med en teori om en besynderlig alliance mellem Akabs styrker og judæere, tyriere, edomitter og endog moabitter. (Encyclopædia Biblica, bd. I, sp. 92; The Encyclopædia Britannica, 1910, bd. I, s. 429) Til sammenligning havde den mægtige kong Salomon kun 1400 stridsvogne i sin regeringstid. — 1Kg 10:26.

I betragtning af alle de ovennævnte argumenter er det højst tænkeligt at A-ha-ab-bu ^matSir-’i-la-a-a ikke skal gengives med „Akab af Israel“, og  at de der tydede indskriften, måske var lidt for ivrige efter at forbinde navnet med en kendt historisk skikkelse. Det er værd at bemærke at „Musri“ omtales i samme indskrift, og skønt dette udtryk andetsteds bruges om Ægypten, forkastede oversætterne i dette tilfælde denne gengivelse som ulogisk og sagde at navnet „sandsynligvis sigter til et land i den sydlige del af Lilleasien“. (Ancient Near Eastern Texts, s. 279, fdn. 9) Der synes at være lige så gode grunde til at betragte det som ulogisk at ^matSir-’i-la-a-a skal forbindes med Israel. Tiden vil måske vise hvad den rette udlægning er.

Lederne af den aramaiske koalition som Salmanassar III kæmpede mod ved Karkar, var øjensynlig kong Adad-idri af Damaskus og kong Irkhulina af Hama. Salmanassar hævdede at have vundet en stor sejr i kampen, men udfaldet var åbenbart ikke så afgørende at assyrerne kunne foretage yderligere fremrykninger mod vest. Der berettes således om flere slag mod Adad-idri af Damaskus i de følgende år.

Indskrifter hvori Hazael og Jehu nævnes. Som en opfyldelse af Jehovas profeti ved Elisa dræbte kammerherren Hazael sin herre, kong Ben-Hadad af Damaskus, og blev selv konge, sandsynligvis hen imod slutningen af kong Jorams regeringstid (ca. 917-905 f.v.t.). (2Kg 8:7-15) Dette bekræftes i en af Salmanassar III’s indskrifter, som lyder: „Hadad’ezer [Adad-idri, øjensynlig Ben-Hadad II af Damaskus] (selv) omkom. Hazael, en mand af folket (ordr.: søn af ingen), tilrev sig tronen.“ Konflikter med Hazael nævnes i Salmanassars 18. og 21. år, hvor assyrerne vandt sejre, men ikke var i stand til at indtage Damaskus. — Ancient Near Eastern Texts, s. 280.

Kong Jehu af Israel (ca. 904-877 f.v.t.) er nævnt på Salmanassars sorte obelisk (nu på British Museum) i forbindelse med et relief der øjensynlig viser en udsending fra Jehu som bøjer sig for assyrerkongen og bringer ham gaver. Indskriften lyder: „Tribut fra Jehu (Ia-ú-a), Omris (Hu-um-ris) søn [dvs. efterfølger]; jeg modtog af ham sølv, guld, en gylden saplu-skål, en gylden vase med spids bund, guldbægre, guldkander, tin, en kongelig stav.“ (Ancient Near Eastern Texts, s. 281; jf. Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 88.) Denne tribut nævnes ikke i den bibelske beretning om Jehu, og selv om det er meget muligt at den israelitiske konge har taget et sådant skridt i betragtning af de forhold der er beskrevet i 2 Kongebog 10:31-33, skal man på den anden side ikke gå ud fra som givet at de selvhævdende assyriske monarker generede sig for groft at forvanske kendsgerningerne, hverken i deres indskrifter eller på deres relieffer.

2. Salmanassar V efterfulgte Tiglat-Pileser III. Der siges ikke meget om hans regering i de verdslige kilder. Han er øjensynlig opført som konge over Babylon i fem år under navnet Ululaia (Ancient Near Eastern Texts, s. 272, fdn. 4), og Josefus citerer Menander fra Tyrus’ beskrivelse af Salmanassar V’s belejring af denne by. (Jewish Antiquities, IX, 283-288 [xiv, 2]) Bortset fra dette er Bibelen den væsentligste kilde til oplysninger om denne konge.

Undertvingelse af Israel. Under kong Hosjea af Israels regering (ca. 758-740 f.v.t.) trængte Salmanassar V ind i Israel, og kong Hosjea blev hans vasal og måtte betale ham en årlig tribut. (2Kg 17:1-3) Senere undlod Hosjea imidlertid at betale tributten og sammensvor sig med kong So af Ægypten. (Se SO I.) Derfor lod Salmanassar ham sætte i arrest, hvorefter han belejrede Samaria i tre år. Det endte med at den stærkt befæstede by faldt, og israelitterne blev ført i landflygtighed. — 2Kg 17:4-6; 18:9-12; jf. Ho 7:11; Ez 23:4-10.

Bibelen nævner ikke navnet på den assyriske konge der til sidst indtog Samaria. — Se SARGON.

Med Samarias fald i 740 f.v.t. endte tistammeriget Israels 257-årige eksistens.

[Illustration på side 678]

Salmanassars sorte obelisk, hvor man ser Jehu (eller hans udsending) bøje sig for assyrerkongen for at betale tribut