(Saʹlomon) [af en rod der betyder „fred“].

Søn af kong David af Judas slægt; konge over Israel fra 1037 til 998 f.v.t. Efter at have beskrevet hvordan den søn David fik ved sit urette forhold til Batseba, blev syg og døde, siger Bibelen videre: „David trøstede så sin hustru Batseba og gik ind til hende og lå hos hende. Siden fødte hun en søn, og man gav ham navnet Salomon. Og Jehova elskede ham; så han sendte bud ved profeten Natan, og han gav ham navnet Jedidja, for Jehovas skyld.“ (2Sa 12:24, 25) Senere fik Salomon tre helbrødre: Sjim’a, Sjobab og Natan. — 1Kr 3:5.

Jehovas løfte til David. Før Salomon blev født, havde Jehova erklæret over for David at han ville få en søn der skulle hedde Salomon, og at denne søn ville bygge et hus for Jehovas navn. Det ser ud til at navnet Jedidja (der betyder „Jahs elskede“) blev givet ham som et tegn til David på at Jehova nu velsignede hans ægteskab med Batseba og godkendte frugten af det. Men det var ikke ved dette navn barnet blev kendt. Navnet Salomon (af en rod der betyder „fred“) refererede uden tvivl til den pagt Jehova indgik med David, hvori han sagde at David, der havde udgydt meget blod i krig, ikke skulle bygge Jehova et hus, sådan som det havde ligget ham på hjerte at gøre. (1Kr 22:6-10) Det vil ikke sige at Davids krigsførelse var forkert, men Jehovas forbilledlige rige var dybest set et fredsrige; dets krige blev ført for at rense ondskab ud, fjerne dem der modstod Jehovas suveræne herredømme, udstrække Israels herredømme til de grænser Gud havde fastlagt, og grundfæste retfærdighed og fred. Davids krige førte til dette resultat for Israel. Salomons herredømme var i det store og hele et fredeligt herredømme.

Adonijas forsøg på at overtage tronen. Efter sin fødsel nævnes Salomon ikke igen i den bibelske beretning før i Davids alderdom. David havde tidligere, uden tvivl på grund af Jehovas løfte, svoret over for Batseba at Salomon skulle efterfølge ham på tronen. Profeten Natan kendte til denne ed. (1Kg 1:11-13, 17) Beretningen fortæller ikke om Salomons halvbroder Adonija også kendte til Davids ed eller hensigt. Men i hvert fald forsøgte Adonija at skaffe sig tronen på en måde der svarede til Absaloms tidligere forsøg. Han stolede måske på at det ville lykkes ham fordi kongen var gammel og skrøbelig, og fordi hærføreren Joab og præsten Ebjatar støttede ham. Ikke desto mindre var det en forræderisk handling, et forsøg på at tilrive sig tronen mens David endnu levede, uden hverken Davids eller Jehovas godkendelse. Adonijas underfundighed kom også til udtryk da han afholdt en ofring ved En-Rogel, hvor han havde i sinde at lade sig udråbe til konge, og kun indbød kongens andre sønner og alle Judas mænd, kongens tjenere, men ikke Salomon, profeten Natan, præsten Zadok og de vældige krigere der havde kæmpet sammen med David, heriblandt deres leder, Benaja. Dette vidner om at Adonija betragtede Salomon som sin rival og en hindring for gennemførelsen af sine ærgerrige planer. — 1Kg 1:5-10.

Salomon indsættes på tronen. Profeten Natan, der altid forblev tro mod Jehova og mod David, tog straks affære. Først sendte han Batseba ind til kongen for at underrette ham om sammensværgelsen, og derefter trådte han selv ind og spurgte David om han havde givet sin tilladelse til at Adonija nu blev udråbt til konge. David handlede hurtigt og beslutsomt. Han tilkaldte præsten Zadok og profeten Natan og gav dem besked på at føre Salomon til Gihon under beskyttelse af Benaja og hans mænd. De skulle lade Salomon ride på kongens egen muldyrhoppe (hvilket var en stor ære for Salomon; i dette tilfælde et udtryk for at han var kongens efterfølger). (Jf. Est 6:8, 9.) Davids instruktioner blev fulgt, og Salomon blev salvet og udråbt til konge. — 1Kg 1:11-40.

Da Adonija og hans medsammensvorne hørte musikken ved Gihon, der lå i nærheden, og folket der råbte: „Kong Salomon leve!“ flygtede de i frygt og forvirring. Som en forsmag på den fred der skulle kendetegne hans herredømme, undlod Salomon at skæmme sin tronbestigelse med hævnakter. Havde sagen fået det modsatte udfald, havde Salomon efter al sandsynlighed mistet livet. Men nu sendte Salomon bud til helligdommen, hvor Adonija havde søgt tilflugt, og lod ham hente til sig. Efter at have meddelt ham at han ville bevare livet medmindre der fandtes ondt i ham, lod han ham tage hjem til sit hus. — 1Kg 1:41-53.

Davids instruktioner til Salomon. Før sin død pålagde David højtideligt Salomon at „holde forpligtelsen over for Jehova [sin] Gud ved at vandre på hans veje, overholde hans forskrifter, hans bud og hans retsbestemmelser og hans vidnesbyrd“. Han gav ham også besked på ikke at lade Joab og Sjim’i „gå ned i Sheol med fred“ og desuden på at handle loyalt mod gileaditten Barzillajs sønner. (1Kg 2:1-9) Åbenbart forud for disse formaninger havde David givet Salomon instruktioner om bygningen af templet og overdraget ham de planer eller tegninger ’han havde  fået ved inspiration’. (1Kr 28:11, 12, 19) David gav Israels fyrster, som var til stede, påbud om at hjælpe hans søn Salomon og være med til at bygge Jehovas helligdom. Ved denne lejlighed salvede folket igen Salomon til at være konge og Zadok til at være præst. (1Kr 22:6-19; kap. 28; 29:1-22) Det viste sig snart at Jehova velsignede Salomon i hans herredømme, for Salomon „satte . . . sig på Jehovas trone som konge i sin fader Davids sted, og tingene lykkedes for ham“, og han ’styrkedes i sit kongedømme’. — 1Kr 29:23; 2Kr 1:1.

Adonijas forræderiske anmodning. Det varede ikke længe før Salomon så sig nødsaget til at følge Davids påbud angående Joab. Det skete på grund af Adonija, der stadig havde ærgerrige planer selv om Salomon havde vist ham barmhjertighed. Adonija henvendte sig til Salomons moder og sagde: „Du ved at kongemagten ville være blevet min, og at hele Israel havde rettet ansigtet mod mig som den der skulle være konge. Men kongemagten overgik til min broder, for det skyldtes Jehova at han fik den.“ Her erkendte Adonija at Jehova stod bag kroningen af Salomon, men hans efterfølgende anmodning var endnu et underfundigt forsøg på at tilrive sig kongemagten. Han sagde til Batseba: „Jeg beder dig sige til kong Salomon . . . at han skal give mig sjunemitten Abisjag til hustru.“ Adonija har sikkert ment at hans tilhængere, med Joabs og Ebjatars støtte, var stærke nok til at han, ved at gifte sig med Davids plejerske (der blev anset for at have været Davids medhustru skønt David ikke havde omgang med hende), kunne rejse en opstand og styrte Salomon. Det var skik og brug at en konges hustruer og medhustruer kun kunne blive gift med hans lovlige efterfølger, så at indgå ægteskab med en sådan kvinde var ensbetydende med at gøre krav på tronen. (Jf. 2Sa 16:21, 22.) Da Batseba, uden at forstå Adonijas bagtanker, viderebragte hans anmodning til Salomon, udlagde Salomon den straks som et forsøg på at opnå kongemagten, og han sendte Benaja hen for at dræbe Adonija. — 1Kg 2:13-25.

Ebjatar afsættes; Joab henrettes. Derefter rettede Salomon sin opmærksomhed mod Adonijas medsammensvorne. Ebjatar blev afsat fra præstetjenesten som en opfyldelse af det ord Jehova havde talt mod Elis hus (1Sa 2:30-36), men han blev ikke dræbt, for han havde båret arken foran David og lidt nød sammen med ham. Zadok overtog hans plads. I mellemtiden var Joab, som havde hørt om Salomons indgriben, flygtet til helligdommen og havde grebet fat i alterets horn, men her blev han på Salomons befaling dræbt af Benaja. — 1Kg 2:26-35.

Sjim’i henrettes. Salomon tog desuden Sjim’i i ed og pålagde ham visse begrænsninger fordi han havde nedkaldt ondt over David. Da Sjim’i ca. tre år senere overskred disse begrænsninger, lod Salomon ham dræbe. Dermed havde Salomon gennemført alt hvad David havde pålagt ham. — 1Kg 2:36-46.

Salomons forstandige anmodning. I begyndelsen af Salomons regeringstid ofrede folket på mange ’offerhøje’ fordi der ikke var bygget noget hus for Jehova, om end tabernaklet lå i Gibeon og pagtens ark stod i et telt på Zion. Selv om Jehova havde sagt at hans navn skulle knyttes til Jerusalem, tolererede han åbenbart denne praksis indtil templet var bygget. (1Kg 3:2, 3) I Gibeon, der var kendt som „den store offerhøj“, ofrede Salomon tusind brændofre, og her viste Jehova sig for ham i en drøm og sagde: „Bed om noget jeg skal give dig.“ I stedet for at bede om rigdom, ære og sejr over sine fjender bad Salomon om at få et víst, forstandigt og lydigt hjerte så han kunne dømme Israel. Salomons beskedne anmodning behagede Jehova så meget at han ikke blot gav ham hvad han bad om, men også rigdom og ære, ’sådan at der alle hans dage ikke ville være nogen som ham blandt kongerne’. Jehova føjede dog denne formaning til: „Og hvis du vandrer på mine veje ved at holde mine forordninger og bud, sådan som din fader David vandrede, så vil jeg give dig en lang række dage.“ — 1Kg 3:4-14.

Da to prostituerede kvinder kort efter forelagde Salomon en vanskelig sag hvori de begge gjorde krav på det samme barn, viste han at Gud virkelig havde skænket ham visdom til at dømme. Dette styrkede i høj grad hans anseelse i folkets øjne. — 1Kg 3:16-28.

Byggeprojekter. (BILLEDER, bd. 1, s. 748, 750, 751) I sit fjerde regeringsår, i årets anden måned (ziv [april-maj]) i 1034 f.v.t., begyndte Salomon at bygge Jehovas hus på Morijas Bjerg. (1Kg 6:1) Der herskede fred og ro på byggepladsen, for stenene blev tilhugget før de blev bragt dertil, så man hverken hørte lyde af hamre, økser eller andet jernværktøj. (1Kg 6:7) Kong Hiram af Tyrus leverede ceder- og enebærtømmer i bytte for hvede og olivenolie. (1Kg 5:10-12; 2Kr 2:11-16) Han stillede også arbejdere til rådighed, heriblandt en dygtig håndværker ved navn Hiram, der var søn af en mand fra Tyrus og en hebraisk kvinde. (1Kg 7:13, 14) Salomon udskrev 30.000 mand til tvangsarbejde og sendte dem til Libanon i skift på 10.000 om måneden.  Hver gruppe skulle være én måned i Libanon og to måneder hjemme. Foruden disse arbejdere var der 70.000 bærere og 80.000 stenhuggere. De sidstnævnte grupper var ikkeisraelitter. — 1Kg 5:13-18; 2Kr 2:17, 18.

Indvielsen af templet. Det vældige byggeprojekt varede syv og et halvt år, og det blev afsluttet i den ottende måned, bul, år 1027 f.v.t. (1Kg 6:37, 38) Det ser ud til at der bagefter gik nogen tid med at sætte redskaberne på plads og bringe alt i orden, for Salomon helligede og indviede ikke templet før i den syvende måned, etanim, hvor løvhyttefesten blev fejret. (1Kg 8:2; 2Kr 7:8-10) Det må derfor have været i den syvende måned år 1026 f.v.t., 11 måneder efter at byggeriet var afsluttet, og ikke i år 1027 f.v.t., en måned før bygningen var færdig, sådan som nogle har ment.

Andre er af den opfattelse at indvielseshøjtiden foregik i Salomons 24. år (1014 f.v.t.), efter at han også havde bygget sit eget hus og andre regeringsbygninger, hvilket tog yderligere 13 år, det vil sige i alt 20 år med byggearbejde. Denne opfattelse finder støtte i den græske Septuaginta, hvori visse ord der ikke forekommer i den masoretiske tekst, er indføjet i 1 Kongebog 8:1 (3 Kongebog 8:1 i LXX, Bagster), så ordlyden bliver: „Og det skete da Salomon havde fuldført opførelsen af Herrens hus og sit eget hus efter tyve år, at kong Salomon samlede alle Israels ældste i Zion for at føre Herrens pagts ark op fra Davidsbyen, det er Zion, i måneden etanim.“ En sammenligning af beretningerne i Kongebøgerne og Krønikebøgerne tyder imidlertid på at denne konklusion ikke er korrekt.

Beretningen i Første Kongebog, kapitlerne 6 til 8, beskriver tempelbyggeriet og dets fuldførelse. Som det næste nævnes Salomons 13 år lange program for opførelse af regeringsbygninger, og efter endnu en lang beskrivelse af tempelbyggeriet og af hvordan „de ting som hans fader David havde helliget“ blev bragt derind, skildres indvielsen af templet. Dette synes at tyde på at beskrivelsen af byggeprogrammet i forbindelse med regeringsbygningerne (1Kg 7:1-8) er en parentetisk tilføjelse, så at sige for at afrunde og fuldende beretningen om byggeprojekterne. Beretningen i 2 Krønikebog 5:1-3 tyder imidlertid på at indvielsen fandt sted umiddelbart efter at templet og dets udstyr var færdigt, for der står: „Omsider var hele arbejdet som Salomon udførte på Jehovas hus, færdigt; og Salomon bragte de ting som hans fader David havde helliget, derind; både sølvet og guldet og alle genstandene anbragte han i skatkamrene i den sande Guds hus. På det tidspunkt sammenkaldte Salomon Israels ældste og alle stammeoverhovederne.“ Efter en omtale af hvordan pagtens ark blev bragt ind i templet af præsterne, der bar den op fra Davidsbyen til Tempelbjerget, går beretningen over til at beskrive indvielsen. — 2Kr 5:4-14; kap. 6, 7.

Nogle har rejst tvivl om den opfattelse at indvielsen fandt sted året efter fuldførelsen af templet, fordi der står i 1 Kongebog 9:1-9 at Jehova viste sig for Salomon efter at „kongens hus“ var blevet bygget, og sagde at han havde hørt Salomons bøn. (Jf. 2Kr 7:11-22.) Dette skete i hans 24. år, efter de 20 år med byggeri. Var Gud 12 år om at besvare den bøn Salomon havde bedt ved indvielsen af templet? Nej, for efter Salomons bøn ved indvielsen „kom der ild ned fra himmelen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Jehovas herlighed fyldte huset“. Dette var en magtfuld manifestation af at Jehova havde hørt bønnen; det var et svar der blev vist i handling og blev anerkendt som sådant af folket. (2Kr 7:1-3) At Gud senere viste sig for Salomon, var et tegn på at han ikke havde glemt den bøn Salomon havde bedt 12 år tidligere, og nu besvarede han den verbalt ved at forsikre Salomon om at han havde besvaret den. Da Gud ved denne anden lejlighed viste sig for Salomon for anden gang, opfordrede han også Salomon til fortsat at være trofast, ligesom hans fader, David, havde været.

Salomons bøn. I sin bøn ved indvielsen af templet omtalte Salomon Jehova som den allerhøjeste Gud, en Gud der viser loyal hengivenhed og trofasthed, og som opfylder sine løfter. Selv om templet var et hus til Jehova, erkendte Salomon at „himmelen, ja, himlenes himle“ ikke kunne rumme Ham. Han er den der hører og besvarer bønner, en rettens Gud der belønner de retfærdige og lader de ugudeliges færd komme over deres eget hoved, men tilgiver den synder der ændrer sind og vender om til ham. Han er ikke en ’naturgud’, men den der virkelig har herredømme over elementerne, over dyrelivet, ja, endog over jordens nationer. Han er ikke blot hebræernes nationalgud, men er Gud for alle mennesker der søger ham. I sin bøn gav Salomon udtryk for et ønske om at Jehovas navn måtte blive stort på hele jorden; Salomon udtrykte sin egen kærlighed til retfærdighed og ret, kærlighed til Guds folk, Israel, og til udlændingen der søgte Jehova. — 1Kg 8:22-53; 2Kr 6:12-42.

Alle præsterne gjorde tjeneste ved indvielsen; ved denne lejlighed var der ingen grund til at overholde de skifter som David havde indført.  (2Kr 5:11) At der var brug for alle præsterne, fremgår af at der foruden kornofrene blev bragt 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg som brændofre og fællesskabsofre i løbet af de syv dage højtiden varede. Den blev afsluttet med et højtidsstævne på den ottende dag. Der blev bragt så mange ofre at det store kobberalter var for lille; Salomon måtte hellige en del af forgården for at der kunne blive plads til dem alle. — 1Kg 8:63, 64; 2Kr 7:5, 7.

Senere satte Salomon præsteskifterne til at stå for deres forskellige tjenesteopgaver og levitterne til at stå for deres pligter i overensstemmelse med Davids anvisninger. Templet blev nu det sted hvor alle israelitterne skulle samles for at fejre årets højtider og bringe ofre til Jehova.

Regeringsbygninger. Efter tempelbyggeriet brugte Salomon 13 år til at bygge sig et nyt palads på Morijas Bjerg, umiddelbart syd for templet, sådan at det lå nær ved templets ydre forgård, men lavere end denne. I nærheden af paladset byggede han Tronhallen, Søjlehallen og Libanonskovhuset. Alle disse bygninger lå på det skrånende terræn mellem toppen af Tempelbjerget og den lave udløber med Davidsbyen. Desuden byggede Salomon et hus til sin ægyptiske hustru; hun skulle „ikke bo i kong David af Israels hus,“ sagde Salomon, „for de steder hvor Jehovas ark er kommet hen, er hellige.“ — 1Kg 7:1-8; 3:1; 9:24; 11:1; 2Kr 8:11.

Byggevirksomhed i hele landet. Efter at Salomon havde færdiggjort sine regeringsbygninger, indledte han et landsomfattende byggeprogram. Han satte efterkommerne af de kana’anæere der ikke var blevet udslettet da israelitterne erobrede landet, til at udføre tvangsarbejde, men pålagde ingen af israelitterne denne trællestatus. (1Kg 9:20-22; 2Kr 8:7-10) Han opbyggede og befæstede Gezer (som Farao havde taget fra kana’anæerne og givet som gave til sin datter, Salomons hustru) foruden Øvre og Nedre Bet-Horon, Ba’alat og Tamar; han byggede også forrådsbyer, vognbyer og byer til rytteriet. Hele riget, områderne øst for Jordan indbefattet, nød gavn af denne byggevirksomhed. Endvidere forstærkede han Millo, som David havde bygget. Han „lukkede bruddet i muren i sin fader Davids by“. (1Kg 11:27) Dette kan sigte til at han byggede eller fuldstændiggjorde „Jerusalems mur hele vejen rundt“. (1Kg 3:1) Han befæstede også Hazor og Megiddo; arkæologer har afdækket dele af stærke mure og befæstede portanlæg som de mener er rester af Salomons fæstningsværker i disse byer, der nu ligger i ruiner. — 1Kg 9:15-19; 2Kr 8:1-6.

Hans rigdom og herlighed. Salomon drev også en omfattende handel. Hans flåde, der samarbejdede med Hirams, hjemførte guld fra Ofir i store mængder foruden almugtræ og kostbare sten. (1Kg 9:26-28; 10:11; 2Kr 8:17, 18; 9:10, 11) Heste og stridsvogne blev importeret fra Ægypten, og handelsmænd fra hele den daværende verden bragte store mængder varer til landet. Salomons årlige indkomst beløb sig til 666 talenter guld (ca. 1,5 mia. kr.) foruden det sølv og guld og de andre varer som blev bragt til landet af købmændene. (1Kg 10:14, 15; 2Kr 9:13, 14) Desuden kom „alle jordens konger“ årligt med gaver fra deres lande: sølv- og guldting, balsamolie, våben, heste og muldyr med mere. (1Kg 10:24, 25, 28, 29; 2Kr 9:23-28) Endog aber og påfugle hjemførtes på tarsisskibene. (1Kg 10:22; 2Kr 9:21) Efterhånden havde Salomon 4000 båse med heste og stridsvogne (1Kg 10:26 siger 1400 stridsvogne) og 12.000 stridsheste (eller måske ryttere). — 2Kr 9:25.

Ingen konge på hele jorden var så rig som Salomon. (1Kg 10:23; 2Kr 9:22) Hans trone overgik i pragt alt hvad man kendte i andre riger. Selve tronen var af elfenben beklædt med fint guld. Den havde en rund baldakin bagtil; seks trin førte op til den, flankeret af seks løver på hver side, og der stod to løver ved siden af tronens armlæn. (1Kg 10:18-20; 2Kr 9:17-19) Alle Salomons drikkekar var af guld; ja, „der var intet af sølv; det blev slet ikke regnet for noget i Salomons dage“. (2Kr 9:20) Både i Salomons hus og i templet var der lyrer og harper som var fremstillet af almugtræ, og hvis lige aldrig før var set i Juda. — 1Kg 10:12; 2Kr 9:11.

Leveringen af fødevarer til hoffet. De daglige forsyninger af madvarer til Salomons kongelige husholdning udgjorde „tredive kor [6600 l] fint mel og tres kor [13.200 l] almindeligt mel, ti stykker fedet hornkvæg og tyve stykker hornkvæg fra græsgangen og hundrede stykker småkvæg, foruden hjorte, gazeller, rådyr og opfedede gøge“. (1Kg 4:22, 23) Tolv præfekter sørgede for leveringen en måned ad gangen. De havde hver overopsyn med en del af landet. I denne forbindelse var landet ikke inddelt efter stammegrænserne, men i landbrugsområder. Forsyningerne indbefattede også foder til Salomons mange heste. — 1Kg 4:1-19, 27, 28.

Dronningen af Saba besøger Salomon. En af de fornemste besøgende der kom fra et fremmed land for at se Salomons rigdom og herlighed, var dronningen af Saba. Salomons ry var nået ud over „hele jorden“, så hun kom fra sit fjerne land „for at prøve ham med vanskelige  spørgsmål“. Hun „talte med ham om alt hvad hun havde på hjerte“, og „der var intet som var skjult for kongen, intet som han ikke gav hende svar på“. — 1Kg 10:1-3, 24; 2Kr 9:1, 2.

Da dronningen også så det prægtige tempel og Salomons hus, hans bord og hans mundskænke, hvordan hans opvartere var klædt og de regelmæssige brændofre der blev bragt ved templet, „tog det vejret fra hende“, så hun udbrød: „Se, halvdelen er ikke blevet mig fortalt. Du har i visdom og velstand overgået rygtet som jeg hørte.“ Derefter priste hun de tjenere lykkelige der tjente en sådan konge. Alle disse indtryk fik hende til at lovprise og velsigne Jehova, der havde vist sin kærlighed til Israel ved at indsætte Salomon som konge til at øve ret og retfærdighed. — 1Kg 10:4-9; 2Kr 9:3-8.

Derpå skænkede hun Salomon en storslået gave på 120 talenter guld (280 mio. kr.) og en stor mængde kostbare sten og balsamolie. Salomon gav til gengæld dronningen alt hvad hun bad om, foruden den rundhåndede gave han selv havde til hende — måske mere end hun havde haft med til ham. — 1Kg 10:10, 13; 2Kr 9:9, 12.

Velstanden under hans herredømme. Så længe Salomon holdt fast ved den rene tilbedelse, velsignede Jehova ham med visdom, ære og rigdom og viste også Israels folk sin gunst. David var blevet brugt til at undertrykke Israels fjender og til at grundfæste herredømmet og sikre rigets grænser. Det hedder i beretningen: „Og Salomon var hersker over alle rigerne fra Floden [Eufrat] til filistrenes land og til Ægyptens grænse. De bragte Salomon gaver og tjente ham alle hans levedage.“ (1Kg 4:21) Under Salomons regering var der fred, og „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ „Så Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle Salomons dage.“ — 1Kg 4:20, 25; KORT, bd. 1, s. 748.

Salomons visdom. „Og Gud fortsatte med at give Salomon visdom og forstand i meget stort mål og et hjerte der spændte så vidt som sandet der er ved havets bred. Og Salomons visdom var større end alle østerlændingenes visdom og al Ægyptens visdom.“ Derefter nævnes andre som var usædvanligt vise: ezraitten Etan (øjensynlig en sanger på Davids tid som skrev Salme 89) og tre andre vise israelitter. Men Salomon var visere end disse; ja, „hans ry nåede ud blandt alle nationerne rundt om. Og han udtalte tre tusind ordsprog, og hans sange var et tusind og fem.“ Hans viden omspændte plante- og dyrelivet; og hans ordsprog, foruden Prædikerens Bog og Højsangen, åbenbarer at han også havde dyb indsigt i den menneskelige natur. (1Kg 4:29-34) Af Prædikerens Bog fremgår det at han grundede dybt for at „finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande“. (Præ 12:10) Han fik indblik i mange ting ved at færdes blandt høj og lav og opmærksomt studere deres levevis, arbejde, mål og forhåbninger og menneskelivets omskiftelser. Han priste kundskaben om Gud og hans lov, og han understregede frem for alt at ’frygt for Jehova er begyndelsen til kundskab og visdom’, og at alt hvad mennesket har at gøre, er at ’frygte den sande Gud og holde hans bud’. — Ord 1:7; 9:10; Præ 12:13; se PRÆDIKERENS BOG.

Afveg fra retfærdighedens vej. Så længe Salomon var tro mod Jehova, havde han fremgang. Han udtalte øjensynlig sine ordsprog og skrev Prædikerens Bog og Højsangen (og mindst én af salmerne, nemlig Salme 127) i denne periode hvor han tjente Gud trofast. Men under indflydelse af sine fremmede hustruer begyndte han på et tidspunkt at tilsidesætte Guds lov om den sande tilbedelse. Vi læser: „Og kong Salomon elskede mange fremmede kvinder foruden Faraos datter — moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske kvinder — fra de nationer om hvem Jehova havde sagt til Israels sønner: ’I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer; de vil med sikkerhed bøje jeres hjerte så I følger deres guder.’ Dem holdt Salomon sig til, idet han elskede dem. Han havde således syv hundrede hustruer som var fyrstinder, og tre hundrede medhustruer; men hans hustruer bøjede efterhånden hans hjerte, og ved den tid da Salomon var blevet gammel, havde hans hustruer bøjet hans hjerte så han fulgte andre guder, og hans hjerte var ikke helt med Jehova hans Gud, som hans fader Davids hjerte havde været. Og Salomon vandrede efter zidoniernes gudinde Astarte og efter ammonitternes afskyelighed Milkom. Salomon gjorde således hvad der var ondt i Jehovas øjne og fulgte ikke Jehova helt og fuldt som sin fader David. Det var på den tid Salomon byggede en offerhøj for Moabs afskyelighed Kemosj på det bjerg som ligger foran Jerusalem, og for Ammons sønners afskyelighed Molek. Og det samme gjorde han for alle sine fremmede hustruer, der bragte røgofre og slagtofre til deres guder.“ — 1Kg 11:1-8.

Skønt dette skete „ved den tid da Salomon var blevet gammel“, skal vi ikke mene at det skyldtes senilitet, for Salomon var ret ung da han kom på tronen, og hans herredømme varede 40 år. (1Kr 29:1; 2Kr 9:30) Beretningen siger ikke  at Salomon holdt op med helt at tilbede ved templet og at bringe ofre dér. Han forsøgte åbenbart at praktisere en form for religionsblanding for at behage sine fremmede hustruer. „Jehova blev da vred på Salomon, for hans hjerte havde vendt sig fra Jehova, Israels Gud, som to gange havde vist sig for ham.“ Jehova oplyste Salomon om at han på grund af dette ville rive en del af kongedømmet fra ham, men af respekt for David og for Jerusalems skyld ville han ikke gøre det i Salomons egen tid. Imidlertid ville han gøre det i Salomons søns dage, sådan at denne søn foruden Juda kun ville beholde én stamme. Denne stamme viste sig at være Benjamin. — 1Kg 11:9-13.

Modstandere af Salomon. Fra det tidspunkt begyndte Jehova at oprejse modstandere mod Salomon, i første række Jeroboam af Efraims stamme, som senere, på Rehabeams tid, fik ti af stammerne til at opgive deres loyalitet mod tronen, og som oprettede det nordlige rige, der blev kaldt Israel. Som ung var Jeroboam på grund af sin flid blevet udpeget af Salomon til at forestå det pligtarbejde som Josefs hus skulle udføre. Andre som voldte Salomon vanskeligheder, var edomitten Hadad og Eljadas søn Rezon, en fjende af David der blev konge over Aram. — 1Kg 11:14-40; 12:12-15.

At Salomon vendte sig fra Jehova, fik en dårlig indflydelse på hans styre. Det blev undertrykkende, sikkert fordi hans regering medførte stærkt stigende omkostninger som belastede landets økonomi. Desuden var der utilfredshed at spore blandt dem han havde udskrevet til tvangsarbejde, og uden tvivl også blandt deres israelitiske formænd. Da Salomon ikke længere fulgte Gud med et helt hjerte, skænkede Jehova ham ikke længere sin velsignelse og gav ham heller ingen velstand eller fortsat visdom til at styre med ret og retfærdighed og løse de problemer der opstod. Som Salomon selv havde sagt: „Når der er mange retfærdige, fryder folket sig; men når den ugudelige hersker, sukker folket.“ — Ord 29:2.

At det var sådan det gik, fremgår af det der skete kort efter Salomons død da Rehabeam var kommet på tronen. Gennem profeten Ahija havde Gud, endnu mens Salomon levede, sendt et budskab til Jeroboam om at han, Jehova, ville give Jeroboam de ti stammer, og at hvis Jeroboam ville holde de guddommelige forskrifter, ville Jehova bygge ham et varigt hus, sådan som han havde gjort for David. Efter dette havde Salomon forsøgt at dræbe Jeroboam, som imidlertid var flygtet til Ægypten, hvor en efterfølger af faderen til Salomons ægyptiske hustru nu herskede. Jeroboam blev der indtil Salomons død. Derefter stillede han sig i spidsen for folket da det fremførte sin klage for Rehabeam, og senere da det gjorde oprør. — 1Kg 11:26-40; 12:12-20.

Skønt Salomon havde vendt sit hjerte bort fra Jehova, „lagde [han] sig til hvile hos sine fædre og blev begravet i sin fader Davids by“. — 1Kg 11:43; 2Kr 9:31.

Jesus, Salomons retmæssige arving. Mattæus følger Salomons efterkommere frem til Josef, Jesu adoptivfader, og viser derved at Jesus havde den juridiske ret til Davids trone gennem den kongelige slægtslinje. (Mt 1:7, 16) Lukas følger Jesu slægtslinje til Eli (øjensynlig Marias fader) gennem Natan, der var en anden søn af David og Batseba og derfor Salomons helbroder. (Lu 3:23, 31) Begge slægtslinjer mødes i Zerubbabel og Sjealtiel og forgrener sig derefter igen til to. (Mt 1:13; Lu 3:27) Maria, Jesu moder, stammede fra Natan, og Josef, Jesu adoptivfader, var en efterkommer af Salomon, så Jesus var både kødeligt og juridisk en efterkommer af David, med fuld ret til tronen. — Se SLÆGTSREGISTER, JESU KRISTI.

Nødvendigt at vogte hjertet. Så længe Salomon bevarede „et lydigt hjerte“, sådan som han i begyndelsen bestræbte sig for, nød han Jehovas gunst og havde fremgang. Men det dårlige udfald hans liv fik, viser at kundskab, evner, magt, rigdom og berømmelse ikke er det vigtigste, og at den der forlader Jehova, giver slip på visdom. Salomons eget råd holdt stik: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ (1Kg 3:9; Ord 4:23) Hans eksempel viser hvor forræderisk og desperat det syndige menneskehjerte er, ja at selv det bedste hjerte kan ledes på afveje hvis ikke man hele tiden er årvågen. En sikker beskyttelse ligger i at elske hvad Jehova elsker, og at hade hvad han hader, og hele tiden at søge hans ledelse og gøre hvad han synes om. — Jer 17:9; Ord 8:13; He 1:9; Joh 8:29.

Messianske profetier. Der er mange lighedspunkter mellem Salomons herredømme og Jesu Kristi forudsagte herredømme. Det styre Salomon udøvede så længe han var lydig mod Jehova, var i mange henseender, men i mindre format, et forbillede på det messianske rige. Jesus Kristus, der var „mere end Salomon“, kom som en fredens mand, og det viste sig at han udførte et åndeligt byggearbejde med særligt henblik på at genoprette den sande tilbedelse blandt sine salvede disciple i Jehovas store åndelige tempel. (Mt 12:42; 2Kor 6:16; Joh 14:27; 16:33; Ro 14:17; Jak 3:18)  Både Salomon og Jesus var efterkommere af David. Salomons navn (af en rod der betyder „fred“) passer til den herliggjorte Jesus Kristus, Fredsfyrsten. (Es 9:6) Hans navn Jedidja (der betyder „Jahs elskede“) er i overensstemmelse med det Gud selv sagde om Jesus ved hans dåb: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Mt 3:17.

Salme 72 er en bøn for Salomons herredømme: „Måtte bjergene bære fred til folket . . . I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere. Og han råder fra hav til hav [sandsynligvis fra Middelhavet til Det Røde Hav (2Mo 23:31)] og fra Floden [Eufrat] til jordens ender.“ — Sl 72:3-8.

Om Salme 72:7 („indtil månen ikke er mere“) siger Cooks Commentary: „Denne passage er vigtig da den viser at salmisten klart forestillede sig en konge hvis herredømme skulle vare til tidernes ende. Det er den der giver hele kompositionen dens messianske karakter.“ Og om vers 8 siger han: „Kongedømmet skulle være universelt, strække sig til jordens ender. Det israelitiske riges udstrækning under David og Salomon var tilstrækkelig til at fremkalde håbet om dette og kunne af salmisten opfattes som et pant på dets indfrielse, men taget i sammenhæng med de foregående vers er denne erklæring strengt messiansk.“

I en profeti der betragtes som messiansk af næsten alle kommentatorer, hentyder profeten Mika til forhold der ifølge beretningen rådede under Salomons regering, nemlig at „Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, . . . alle Salomons dage“. (1Kg 4:25; Mik 4:4) Zakarias’ profeti (Zak 9:9, 10) citerer Salme 72:8, og Mattæus mønter Zakarias’ profeti på Jesus Kristus. — Mt 21:4, 5.