(Samaʹria) [som tilhører klanen Sjemer].

1. Den by kong Omri begyndte at bygge omkring midten af det 10. århundrede f.v.t., og som  var hovedstad i nordriget Israel i over 200 år. Omri købte bjerget som byen blev bygget på, af Sjemer for to talenter sølv, der i dag vil svare til ca. 80.000 kroner. (1Kg 16:23, 24) Både bjerget og byen blev fortsat benævnt efter denne tidligere ejer. — Am 4:1; 6:1.

Beliggenhed. Samaria identificeres med ruinbyen Shomeron, der ligger ved den arabiske landsby Sebastiye, ca. 55 km nord for Jerusalem og 11 km nordvest for Sikem. Byen lå dermed i Manasses område. At den beskrives som „Efraims hoved“, hentyder til dens stilling som tistammerigets hovedstad, idet Efraim var den mest fremtrædende stamme i dette rige. (Es 7:9) Samaria lå nær ved, eller måske samme sted som, „Sjamir i Efraims bjergland“, hvorfra dommeren Tola kom. — Dom 10:1, 2.

Samariahøjens forholdsvis flade top, der målte ca. 2 km fra øst til vest, var et ideelt sted at grundlægge en by. Den bratte stigning på ca. 90 m fra den omgivende slette gjorde stedet let at forsvare. Desuden havde man fra bjerget en fantastisk udsigt. Mod nord, øst og syd lå højere bjergtoppe, mens terrænet mod vest skrånede jævnt fra en højde af 463 m ned mod det blå Middelhav 34 km borte.

En stor del af Samarias historie er forbundet med de 14 egensindige konger, fra Omri til Hosjea, der herskede over Israel. — 1Kg 16:28, 29; 22:51, 52; 2Kg 3:1, 2; 10:35, 36; 13:1, 10; 14:23; 15:8, 13, 14, 17, 23, 25, 27; 17:1.

På Akabs tid. Efter Omris død fortsatte hans søn Akab, der regerede i 22 år, med at udbygge byen. Han opførte blandt andet et ba’alstempel, rejste et ba’alsalter og opstillede en ’hellig pæl’ der skulle tilbedes — alt sammen vidnesbyrd om den kana’anæiske religion der blev støttet og fremmet af Akabs fønikiske hustru, Jesabel. (1Kg 16:28-33; 18:18, 19; 2Kg 13:6) Akab forskønnede også Samaria med et smukt ’elfenbenshus’, der muligvis var udstyret med „elfenbenslejer“ som dem profeten Amos nævnte hundrede år senere. (1Kg 22:39; Am 3:12, 15; 6:1, 4) I Samarias ruiner har arkæologerne fundet over 500 elfenbensstykker, hvoraf mange er kunstfærdigt udskåret.

I den sidste del af Akabs regeringstid belejrede aramæerkongen Ben-Hadad II Samaria og svor at han ville lægge den så fuldstændigt øde at der ikke ville være støv nok tilbage til at hans soldater kunne få en håndfuld hver. Israelitterne fik dog skænket sejren for at Akab skulle erkende at Jehova er den almægtige Gud. (1Kg 20:1-21) Ved et andet sammenstød mindre end et år senere da Ben-Hadad blev tvunget til at overgive sig, lod Akab ham gå da han lovede at Israel ville få nogle byer tilbage, og at Akab kunne tage sig „gader i Damaskus“ ligesom Ben-Hadads fader havde taget sig gader i Samaria. (1Kg 20:26-34) I disse „gader“ blev der åbenbart opført basarer, eller markeder, til fremme af Ben-Hadads faders økonomiske interesser. Alligevel var Akab misfornøjet og nedtrykt da han vendte hjem til Samaria, for Jehova havde sagt til ham at eftersom han havde skånet Ben-Hadads liv, ville han miste sit eget. — 1Kg 20:35-43.

Denne dom blev fuldbyrdet i det 3. år derefter da Akab bad kong Josafat af Juda om hjælp til at tilbageerobre Ramot-Gilead fra Aram. De to konger holdt hof ved indgangen til Samarias port, og efter at have ignoreret Jehovas profet og lyttet til falske profeters bedrageriske råd drog de af sted til kampen. (1Kg 22:1-28; 2Kr 18:2, 9) Akab forklædte sig, men blev ramt af en fjendtlig pil skønt bueskytten ikke havde genkendt ham. Akab forblødte i sin stridsvogn og blev ført tilbage til sin hovedstad, hvor han blev begravet, og stridsvognen blev skyllet ren ved Samarias dam. (1Kg 22:29-38) Denne dam kan være identisk med den ikke særlig dybe, men store rektangulære dam som arkæologer har udgravet på dette sted.

Jehu blev af Jehova salvet til at gøre endeligt op med Akabs hus og eksekvere dommen over det. (2Kg 9:6-10) Efter at Jehu havde dræbt Akabs søn Joram, Akabs sønnesøn Ahazja og Akabs enke, Jesabel (2Kg 9:22-37), sørgede han for, gennem brevveksling med fyrsterne og de ældste i Samaria, at Akabs 70 andre sønner blev halshugget. „Erkend derfor,“ sagde Jehu, „at intet af hvad Jehova har udtalt mod Akabs hus, falder til jorden, og Jehova har gjort hvad han har udtalt ved sin tjener Elias.“ — 2Kg 10:1-12, 17.

I Samaria og området deromkring udtalte Jehovas profeter Elias og Elisa også andre budskaber fra Gud, og de begivenheder der var forbundet med disse budskaber, udspillede sig her. Akabs søn Ahazja faldt for eksempel ned gennem netværket i sit tagkammer i paladset i Samaria (2Kg 1:2-17), den spedalske aramæer Na’aman kom til Samaria i håb om at blive helbredt (2Kg 5:1-14), og den aramaiske kampstyrke der blev sendt ud for at tage Elisa til fange, blev slået med mental blindhed og ført til Samaria, hvor mændene fik mad og vand og derefter blev sendt hjem (2Kg 6:13-23). I Akabs søn Jorams regeringstid belejrede aramæerne Samaria, hvilket resulterede i så streng en hungersnød at nogle spiste  deres egne børn. Men som en opfyldelse af Elisas profeti ophørte hungersnøden på én nat da Jehova fik aramæerne til at flygte i panik og efterlade deres forsyninger. — 2Kg 6:24-29; 7:1-20.

Rival til Jerusalem. Fra tid til anden brød kappestriden og fjendskabet mellem Samaria og Jerusalem, de to rigers respektive hovedstæder, ud i åben krig. Da kong Amazja af Juda ved en lejlighed var ved at forberede et angreb på Edom, sendte han på Jehovas befaling 100.000 israelitiske lejesoldater hjem; og selv om disse israelitter havde fået udbetalt 100 sølvtalenter (ca. 4 mio. kr.), blev de så rasende over hjemsendelsen at de overfaldt og plyndrede Judas byer „fra Samaria til Bet-Horon“. (2Kr 25:5-13) Beruset af sejren over Edom indlod Judas konge sig derefter i strid med Samarias konge, en strid der ikke blev bilagt før alt guldet og sølvet fra Jehovas hus og kongens skatkammer i Jerusalem var blevet bragt til Samaria. (2Kg 14:8-14; 2Kr 25:17-24) Da israelitterne en del år senere havde besejret kong Akaz af Juda, sendte de imidlertid fangerne og plyndringsgodset som var blevet ført til Samaria, tilbage for at undgå Jehovas vrede. — 2Kr 28:5-15.

Byen Samaria blev til sidst ødelagt på grund af sin afgudsdyrkelse, sit moralske fordærv og sin fortsatte mangel på respekt for Guds love og principper. (2Kg 17:7-18) Jehova advarede gentagne gange dens konger og deres undersåtter gennem profeter som Esajas (8:4; 9:9), Hoseas (7:1; 8:5, 6; 10:5, 7; 13:16), Amos (3:9; 8:14), Mika (1:1, 5, 6) og andre (1Kg 20:13, 28, 35-42; 22:8) foruden Elias og Elisa. Efter byens ødelæggelse henviste andre profeter til Samaria som et advarende eksempel for dem der tilsidesætter Jehovas anvisninger. — 2Kg 21:10-13; Jer 23:13; Ez 16:46, 51, 53, 55; 23:4, 33.

Senere historie. I 742 f.v.t. blev Samaria belejret af kong Salmanassar V af Assyrien, men byen holdt stand i næsten tre år. Da den omsider faldt i 740 f.v.t., blev mange af dens fremtrædende indbyggere ført i landflygtighed og bosat i Mesopotamien og Medien. Om den endelige indtagelse af byen skal tilskrives Salmanassar V eller hans efterfølger, Sargon II, er stadig et åbent spørgsmål. — 2Kg 17:1-6, 22, 23; 18:9-12; se SARGON.

Med Samarias fald slutter Bibelens detaljerede beskrivelse af byens historie. Når byen siden nævnes, er det som oftest — men ikke altid (2Kg 23:18; Apg 8:5) — som en påmindelse om hvordan det går dem der gør oprør mod Jehova. (2Kg 18:34; 21:13; Es 10:9-11; 36:19) Efter Jerusalems ødelæggelse og mordet på Gedalja kom 80 mænd fra Sikem, Silo og Samaria ned til Mizpa, hvor de mødte snigmorderen Jisjmael. Jisjmael dræbte de fleste af dem, men skånede nogle som lovede at vise ham hvor de havde skjulte forråd af hvede, byg, olie og honning. — Jer 41:1-9.

En del af Samarias historie fra Alexander den Stores tid og fremefter er beskrevet i verdslige beretninger. I romertiden skyldtes byens pragt Herodes den Stores byggeprojekter. Herodes gav byen navnet Sebaste (en græsk hunkønsform af det latinske navn Augustus) til ære for Augustus, den første kejser. I dag er dette navn bevaret i det arabiske navn Sebastiye. Det er derfor ikke overraskende at udgravninger på stedet har afdækket ruiner fra flere forskellige perioder i byens historie. Nogle af de fundne genstande stammer fra Israels kongers tid.

2. Tistammeriget Israels område. Hovedstadens navn, Samaria, blev undertiden brugt om hele området. Når Akab for eksempel kaldes ’konge af Samaria’, var det ikke i den snævre betydning at han kun var konge over byen, men i den brede betydning at han herskede over de ti stammer. (1Kg 21:1) Udtrykket „Samarias byer“ sigter ligeledes til byer i hele tistammerigets område og ikke blot til byer der lå omkring hovedstaden. (2Kg 23:19; det samme udtryk ser ud til at være brugt i 1Kg 13:32 — før byen blev bygget — og hvis ikke det skal forstås profetisk, er det måske  indført af den der samlede beretningen i Kongebøgerne.) Hungersnøden „i Samaria“ på Akabs tid var udbredt i hele riget og mærkedes endda i Fønikien, idet den strakte sig fra regnfloden Krit øst for Jordan til Zarepta ved Middelhavet. (1Kg 17:1-12; 18:2, 5, 6) Løftet om en genoprettelse der omfattede „Samarias bjerge“, må ligeledes have taget sigte på hele området Samaria. — Jer 31:5.

Det ser ud til at Tiglat-Pileser III var den første der førte israelitter bort fra Samarias område. Fremtrædende rubenitter, gaditter og manassitter fra egnen øst for Jordan var blandt dem der blev flyttet til Assyrien. (1Kr 5:6, 26) Da Nordriget til sidst faldt, blev flere ført i landflygtighed. (2Kg 17:6) Men denne gang lod assyrerkongen folk fra andre dele af sit område bosætte sig i israelitternes byer, en forflyttelsespolitik der blev videreført af Asarhaddon og Asenappar (Assurbanipal). — 2Kg 17:24; Ezr 4:2, 10.

Antallet af løver i landet begyndte at vokse, sandsynligvis fordi landet, eller en stor del af det, havde ligget øde i nogen tid. (Jf. 2Mo 23:29.) De overtroiske bosættere troede at det skyldtes at de ikke vidste hvordan landets Gud skulle dyrkes. Assyrerkongen sendte derfor en kalvedyrkende israelitisk præst tilbage fra landflygtigheden. Han fortalte bosætterne om Jehova, men på samme måde som Jeroboam havde gjort, så de lærte noget om Jehova, men i virkeligheden fortsatte med at dyrke deres egne falske guder. — 2Kg 17:24-41.

3. Det romerske område som Jesus undertiden rejste igennem, og hvor apostlene senere forkyndte det kristne budskab. Dets nøjagtige grænser kendes ikke i dag, men det lå stort set mellem Galilæa i nord og Judæa i syd og strakte sig fra Jordan mod øst til kystsletterne ved Middelhavet mod vest. Det omfattede hovedsagelig de områder der havde tilhørt Efraims stamme og det halve af Manasses stamme (vest for Jordan).

På vejen til og fra Jerusalem kom Jesus nu og da igennem Samaria. (Lu 17:11; Joh 4:3-6) Men han undlod for det meste at forkynde i dette område. Da han udsendte de 12, sagde han ligefrem til dem at de ikke skulle gå ind i samaritanernes byer, men derimod ’hele tiden gå til de bortkomne får af Israels hus’, det vil sige jøderne. — Mt 10:5, 6.

Denne begrænsning gjaldt imidlertid kun for en tid, for umiddelbart før sin himmelfart sagde Jesus til sine disciple at de skulle bringe den gode nyhed ud, ikke blot til Samaria, men til jordens fjerneste egne. (Apg 1:8, 9) Da der udbrød forfølgelse i Jerusalem, begyndte disciplene, især Filip, derfor at forkynde i Samaria. Senere blev Peter og Johannes sendt dertil med det resultat at kristendommen vandt yderligere udbredelse i området. — Apg 8:1-17, 25; 9:31; 15:3.

[Illustration på side 698]

Romerske ruiner i det gamle Samaria