Det hebraiske ord ’æmæthʹ, der ofte gengives med „sandhed“, betegner det der er trofast, sandt og pålideligt, det der står fast. (2Mo 18:21; 34:6; 5Mo 13:14; 17:4; 22:20; Jos 2:12; 2Kr 18:15; 31:20; Ne 7:2; 9:33; Est 9:30; Sl 15:2; Præ 12:10; Jer 9:5) Det græske ord alēʹtheia står i modsætning til løgn eller uretfærdighed og betegner det der stemmer med kendsgerningerne, eller det der er ret og rigtigt. (Mr 5:33; 12:32; Lu 4:25; Joh 3:21; Ro 2:8; 1Kor 13:6; Flp 1:18; 2Ts 2:10, 12; 1Jo 1:6, 8; 2:4, 21) Flere andre ord på grundsprogene kan også, alt efter sammenhængen, gengives med „sandhed“.

Jehova, sandhedens Gud. Jehova er „sandhedens Gud“. (Sl 31:5) Han er trofast i alt hvad han gør. Hans løfter er pålidelige, for han kan ikke lyve. (4Mo 23:19; 1Sa 15:29; Sl 89:35; Tit 1:2; He 6:17, 18) Han dømmer i overensstemmelse med sandheden, det vil sige i overensstemmelse med tingenes virkelige tilstand, og ikke på grundlag af det ydre. (Ro 2:2; jf. Joh 7:24.) Alt hvad der kommer fra ham, er rent og fejlfrit. Hans lovbud, domme, love, bud og ord er sande. (Ne 9:13; Sl 19:9; 119:142, 151, 160) De er altid rette og står i klar modsætning til det der er uretfærdigt og fejlagtigt.

Skaberværkets vidnesbyrd. Skaberværket er et vidnesbyrd om Guds eksistens. Ifølge Paulus var der dog nogle som, til trods for at de „kendte Gud“, undertrykte denne sandhed. I stedet for at tjene Gud i overensstemmelse med sandheden om hans evige kraft og guddommelighed lavede de afguder som de tilbad. Eftersom afguder ikke er virkelige guder, er de en usandhed, en løgn. (Jer 10:14) Disse mennesker der kendte sandheden om Gud, ’ombyttede derfor sandheden med løgnen og dyrkede skabningen og ydede den hellig tjeneste frem for Skaberen’. Denne løgn i form af afgudsdyrkelse resulterede i at de hengav sig til alle former for vanærende handlinger. — Ro 1:18-31.

Menneskenes syndighed fremhæver Guds sandfærdighed. De ikkejødiske folks fordærvede handlinger og jødernes ulydighed mod Guds lov skadede ikke Skaberen personligt. Med deres adfærd fremhævede de derimod hans sandfærdighed, hellighed og retfærdighed, og det tjente til hans ære. Men selv om menneskenes urette handlinger får Guds retfærdighed til at træde stærkere frem, kan man ikke hævde at Gud er uretfærdig når han eksekverer en ugunstig dom over synderne. Som Guds skabning har mennesket ingen ret til at skade sig selv ved at synde.

Det var dette argument Paulus brugte i sit brev til romerne da han skrev: „Hvis vor uretfærdighed bringer Guds retfærdighed i forgrunden, hvad skal vi da sige? Gud er ikke uretfærdig når han udøser sin vrede, vel? (Jeg taler som et menneske taler.) Måtte det aldrig ske! Hvordan skal Gud ellers dømme verden? Dog, hvis Guds sandhed på grund af min løgn [jf. Sl 62:9] er blevet bragt til at træde stærkere frem, til hans herlighed, hvorfor bliver jeg da alligevel dømt som en synder? Og hvorfor ikke sige, sådan som det falskeligt tillægges os og sådan som nogle hævder at vi siger: ’Lad os gøre det onde for at det gode kan komme’? Den dom de mennesker får er retfærdig.“ (Ro 3:5-8) Gud har ikke udfriet sine tjenere for at de skal øve synd, men for at de skal leve retfærdigt og derved herliggøre ham. Apostelen siger senere i sit brev: „Fortsæt heller ikke med at fremstille jeres lemmer for synden som uretfærdigheds våben, men fremstil jer selv for Gud som dem der fra døde er blevet levende, og fremstil jeres lemmer for Gud som retfærdigheds våben.“ — Ro 6:12, 13.

 Hvad vil det sige at Jesus Kristus selv er „sandheden“?

Ligesom sin Fader, Jehova, er Jesus Kristus „fuld af ufortjent godhed og sandhed“. (Joh 1:14; Ef 4:21) Da han var på jorden, talte han hele tiden sandheden som han havde fået den fra sin Fader. (Joh 8:40, 45, 46) „Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund.“ (1Pe 2:22) Jesus fremstillede tingene som de virkelig var. Ud over at han var ’fuld af sandhed’, var han selv „sandheden“, og sandheden kom gennem ham. Han erklærede: „Jeg er vejen og sandheden og livet.“ (Joh 14:6) Og apostelen Johannes skrev: „Loven blev givet gennem Moses, den ufortjente godhed og sandheden er kommet gennem Jesus Kristus.“ — Joh 1:17.

Johannes’ ord betyder ikke at Moseloven var behæftet med fejl. Den var også sand, i overensstemmelse med Guds norm for hellighed, retfærdighed og godhed. (Sl 119:151; Ro 7:10-12) Men Loven tjente som en opdrager der ledte til Kristus (Ga 3:23-25), og den indeholdt en skygge, eller et profetisk billede, af større virkeligheder. (He 8:4, 5; 10:1-5) Da Loven tilvejebragte en skygge, var den, skønt sandfærdig, ikke den fulde sandhed og måtte derfor vige pladsen for de virkeligheder den forudskildrede. Denne tanke understregede apostelen Paulus i sit brev til kolossenserne: „Lad . . . ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til højtid eller nymånefest eller sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ (Kol 2:16, 17) Altså ’kom sandheden gennem Jesus’ i den forstand at Jesus bragte de ting som Loven forudskildrede, ind i virkelighedens eller sandhedens verden. Da Jesus selv ikke var en skygge, men virkelighed, var han „sandheden“. Han blev også ’en tjener for Guds sanddruheds skyld’ ved — gennem sin tjeneste for de omskårne jøder og proselytter — at opfylde de løfter Gud havde givet jødernes forfædre. — Ro 15:8; se JESUS KRISTUS (Hans opgave: ’at vidne om sandheden’).

Paulus’ ord om at man ’med loven har formuleringen af sandheden’, viser ligeledes at Moseloven var sandfærdig selv om den ikke var hele sandheden. — Ro 2:20.

„Sandhedens ånd“. Den ånd der udgår fra Jehova Gud, er ren og hellig. Den er „sandhedens ånd“. (Joh 14:17; 15:26) Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket. Men når han kommer, sandhedens ånd, vil han lede jer til hele sandheden, for han vil ikke tale af sig selv, men alt hvad han hører vil han sige, og han vil forkynde jer de kommende ting.“ — Joh 16:12, 13.

Guds ånd ville lære dem alt hvad de behøvede at vide for at kunne udføre deres tjeneste. Den ville minde dem om og give dem forståelse af de ting de tidligere havde hørt Jesus sige, men ikke havde forstået. (Joh 14:26) Den ville også forkynde dem „de kommende ting“. Dette kunne indbefatte at den ville kaste lys over betydningen af Jesu død og opstandelse, da dette endnu hørte fremtiden til og var blandt de ting disciplene ikke forstod. (Mt 16:21-23; Lu 24:6-8, 19-27; Joh 2:19-22; 12:14-16; 20:9) Senere satte Guds ånd også Jesu disciple i stand til at forudsige fremtidige begivenheder. (Apg 11:28; 20:29, 30; 21:11; 1Ti 4:1-3) Som „sandhedens ånd“ kunne Guds hellige ånd aldrig være kilden til vildfarelse, men ville beskytte Kristi disciple mod vranglære. (Jf. 1Jo 2:27; 4:1-6.) Den ville vidne om sandheden om Jesus Kristus. Fra og med pinsedagen år 33 vidnede Guds ånd ved at den hjalp Jesu disciple til at forstå profetier som klart viste at Jesus var Guds søn. På grundlag af disse profetier vidnede disciplene for andre. (Joh 15:26, 27; jf. Apg 2:14-36; Ro 1:1-4.) Allerede før Pinsedagen havde „sandhedens ånd“ vidnet om at Jesus var Guds søn (1Jo 5:5-8), for det var ved hjælp af denne ånd at Jesus var blevet salvet og sat i stand til at udføre kraftige gerninger. — Joh 1:32-34; 10:37, 38; Apg 10:38; se ÅND.

Guds ord er sandhed. Guds ord fremstiller tingene som de er, idet det åbenbarer Jehovas egenskaber, hensigter og bud og beskriver menneskehedens sande tilstand. Guds sandhedsord viser hvad der kræves for at man kan blive helliget, sat til side til brug i Jehovas tjeneste, og derefter forblive i denne helligede tilstand. Derfor kunne Jesus bede angående sine disciple: „Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed.“ (Joh 17:17; jf. Jak 1:18.) Deres lydighed mod Guds ords åbenbarede sandhed førte til at de blev helliget idet deres sjæle blev renset ved hjælp af sandheden. (1Pe 1:22) Derved skilte de sig ud og var „ikke en del af“ den verden der ignorerede sandheden fra Gud. — Joh 17:16.

Om at ’vandre i sandheden’. De der ønsker at opnå Guds godkendelse, skal vandre i hans sandhed og tjene ham i sandhed. (Jos 24:14; 1Sa 12:24; Sl 25:4, 5; 26:3-6; 43:3; 86:11; Es 38:3) Det vil blandt andet sige at de skal rette  sig efter hans bestemmelser og tjene ham i trofasthed og oprigtighed. Jesus sagde til en samaritansk kvinde: „Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh 4:23, 24) Tilbedelsen må ikke bygge på fantasi og forestillinger, men må stemme med kendsgerningerne og med det Gud har åbenbaret i sit ord om sig selv og sine hensigter.

Kristendommen er „sandhedens vej“ (2Pe 2:2), og de der er med til at fremme kristendommens interesser, bliver „medarbejdere for sandheden“. (3Jo 8) Den kristne lære, som senere blev en del af Guds skrevne ord, er „sandheden“ eller „den gode nyheds sandhed“. For at opnå frelse er det ubetinget nødvendigt at man holder sig til, eller „vandrer“ i, denne sandhed. (Ro 2:8; 2Kor 4:2; Ef 1:13; 1Ti 2:4; 2Ti 4:4; Tit 1:1, 14; He 10:26; 2Jo 1-4; 3Jo 3, 4) Når nogle har en ret adfærd, vidner sandheden — det at deres adfærd og resultaterne af den stemmer med Guds ord — om at de er eksempler som er værd at efterligne. (3Jo 11, 12) Hvis nogle derimod afviger fra den grundlæggende kristne lære, enten ved at opføre sig forkert eller ved at føre falsk lære, „vandrer“ de ikke længere i sandheden. Sådan forholdt det sig med dem der insisterede på at omskærelsen var nødvendig for at man kunne opnå frelse. Deres lære var i modstrid med den kristne sandhed, og de der antog den, ophørte med at adlyde sandheden eller at vandre i den. (Ga 2:3-5; 5:2-7) Da Peter ved sin optræden satte et uretmæssigt skel mellem jøder og ikkejøder, irettesatte Paulus ham for ikke at ’vandre’ i overensstemmelse med „den gode nyheds sandhed“. — Ga 2:14.

„En sandhedens søjle og støtte“. Den kristne menighed tjener som „en sandhedens søjle og støtte“, idet den bevarer sandheden ren og forsvarer den og værner om den. (1Ti 3:15) Af den grund er det særlig vigtigt at de der fører tilsyn i menigheden, kan ’behandle sandhedens ord på rette måde’. Ved hjælp af Guds ord kan de da bekæmpe falsk lære i menigheden ved at ’belære dem som ikke er gunstigt stemt, idet Gud måske vil give dem sindsændring, så de kan få nøjagtig kundskab om sandheden’. (2Ti 2:15-18, 25; jf. 2Ti 3:6-8; Jak 5:13-20.) Ikke alle er egnede til at belære på denne måde i menigheden. De der ligger under for bitter skinsyge og er stridbare, har ingen grund til at prale af deres evner til at undervise. Deres påstand vil være falsk. Som disciplen Jakob skrev: „Hvem er vís og forstandig iblandt jer? Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til. Men hvis I har bitter skinsyge og stridbarhed i jeres hjerte, så fremhæv ikke jer selv og lyv ikke imod sandheden.“ — Jak 3:13, 14.

For at den kristne menighed kan være „en sandhedens søjle og støtte“, må dens medlemmer gøre sandheden kendt ved deres gode adfærd. (Ef 5:9) De må konsekvent holde fast ved deres gode adfærd som om de havde ’sandheden spændt som bælte om deres lænd’. (Ef 6:14) Foruden selv at forblive rene må de kristne være opmærksomme på menighedens renhed. Da apostelen Paulus understregede hvor vigtigt det er at beskytte den kristne menighed mod at blive besmittet af lovløse personer, sagde han: „Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1Kor 5:7, 8) Eftersom Jesus Kristus, det virkelige påskelam, kun blev ofret én gang (jf. He 9:25-28), må hele den kristnes livsførelse, der kan sammenlignes med de usyrede brøds højtid, være fri for slethed og ondskab. Den kristne må være villig til at fjerne det der er syndigt, og bevare både sig selv og menigheden ren og således ’holde højtid med oprigtigheds og sandheds usyrede brød’.