(Sanʹkerib) [fra akkadisk; betyder „[måneguden] Sin har taget mine brødres plads“].

Søn af Sargon II; konge af Assyrien. Han arvede et mægtigt rige fra sin fader, men måtte bruge det meste af sin regeringstid på at undertrykke opstande, især i byen Babylon.

Det ser ud til at Sankerib under sin faders herredømme tjente som statholder eller hærfører i den nordlige del af Assyrerriget. Efter hans tronbestigelse voldte dette område ham tilsyneladende ikke store problemer. De fleste af hans vanskeligheder kom sydfra og vestfra. Kaldæeren Merodak-Bal’adan (Es 39:1) vendte tilbage fra Elam, som Sankeribs fader, Sargon, havde fordrevet ham til, og lod sig udråbe til konge af Babylon. Sankerib rykkede ud imod ham og hans elamitiske allierede og besejrede dem ved Kish. Merodak-Bal’adan undslap imidlertid og skjulte sig i endnu tre år. Sankerib drog ind i Babylon og satte Bel-ibni på tronen som vicekonge. Derefter foretog han andre straffeekspeditioner for at holde folkene i de bjergområder der omgav Assyrien, under kontrol.

Under det Sankerib betegner som sin „tredje kampagne“, drog han så mod „landet Hatti“, åbenbart den daværende benævnelse for Fønikien og Palæstina. (Mesopotamien af M. Trolle Larsen, 1970, sp. 142) Dette område befandt sig i en tilstand af almindeligt oprør mod det assyriske åg. Blandt dem der ikke ville underkaste sig det assyriske overherredømme, var kong Ezekias af Juda (2Kg 18:7), men der er ikke noget som tyder på at han stod i forbund med de andre riger i opstanden.

I Ezekias’ 14. år (732 f.v.t.) rykkede Sankeribs hær mod vest, indtog Zidon, Akzib, Akko og andre byer på den fønikiske kyst og drog derefter mod syd. Ifølge Sankeribs annaler lod Moab, Edom, Asdod og andre riger sig skræmme og sendte tribut som tegn på underkastelse. Det genstridige Askalon blev taget med magt, ligesom nabobyerne Joppe og Bet-Dagon. Embedsmændene, adelen og borgerne i filisterbyen Ekron anklages for at have udleveret deres konge, Padi, til Ezekias, som „ulovligt holdt ham fangen som en simpel forbryder“. (Mesopotamien, sp. 142; jf. 2Kg 18:8.) Ekrons indbyggere siges at have anmodet Ægypten og Ætiopien om hjælp til at modstå eller afværge det assyriske angreb.

Bibelen viser at Sankerib omkring den tid angreb Juda, og at han belejrede og indtog mange af landets befæstede byer. Ezekias sendte da bud til Assyriens konge ved Lakisj og tilbød at betale den tribut som Sankerib måtte pålægge ham. (2Kg 18:13, 14) Sankeribs erobring af Lakisj er fremstillet på store vægrelieffer der skildrer kongen siddende på en trone foran den besejrede by, hvor han modtager byttet fra byen mens nogle af fangerne torteres.

Bibelen nævner ikke hvorvidt Padi — hvis han virkelig var fange hos Ezekias — nu blev løsladt, men den viser at Ezekias betalte den tribut Sankerib forlangte på 300 talenter sølv (ca. 12 mio. kr.) og 30 talenter guld (ca. 70 mio. kr.). (2Kg 18:14-16) Nu sendte Sankerib imidlertid en komité på tre embedsmænd til Jerusalem med krav om at kongen og indbyggerne overgav sig til ham og senere lod sig føre i landflygtighed. Det assyriske budskab hånede især Ezekias for hans tillid til Jehova. Gennem sin talsmand hævdede Sankerib pralende at Jehova ville vise sig at være lige så magtesløs som guderne i de lande der allerede var faldet for den assyriske overmagt. — 2Kg 18:17-35.

Da den assyriske komité vendte tilbage til Sankerib, var han i kamp mod Libna. Sankerib hørte nu at „det blev sagt om Tirhaka, Ætiopiens konge: ’Se, han er draget ud for at kæmpe imod dig.’“ (2Kg 19:8, 9) Sankeribs annaler taler om et slag ved Elteke (ca. 15 km nordnordvest for Ekron), hvor han hævder at have besejret en ægyptisk hær og „kongen af Meluhha [Ætiopien]“. Han beskriver derefter hvordan han indtog Ekron og genindsatte Padi på tronen dér. — Mesopotamien, sp. 142.

 Jehova tilintetgør Sankeribs hær. Hvad Jerusalem angår, sendte Sankerib trusselsbreve til Ezekias med advarsler om at han ikke havde opgivet sin beslutning om at indtage den judæiske hovedstad. (Es 37:9-20) Men beretningen viser at assyrerne hverken ’skød en pil derind eller opkastede belejringsvold imod den’. Jehova, som Sankerib havde hånet, sendte en engel, som på én nat „slog et hundrede og femogfirs tusind ihjel i assyrernes lejr“, så Sankerib ’beskæmmet vendte tilbage til sit land’. — Es 37:33-37; 2Kr 32:21.

Sankeribs inskriptioner nævner intet om den katastrofe der ramte hans styrker. Men som professor Jack Finegan siger: „I betragtning af den almindelige pralende tone som præger assyrerkongernes inskriptioner, . . . kan man næppe forvente at Sankerib skulle have berettet om et sådant nederlag.“ (Light from the Ancient Past, 1959, s. 213) Det er ikke desto mindre interessant at læse Sankeribs version af begivenhederne, der findes gengivet på det såkaldte Sankeribs prisme, hvoraf et eksemplar opbevares på British Museum i London og et andet på Det Orientalske Institut ved Chicagos Universitet. Teksten lyder i uddrag: „Dernæst judæeren Ezekias, som ikke havde bøjet sig for mit åg — jeg indesluttede 46 af hans stærke, befæstede byer samt utallige andre små byer i deres omgivelser. Jeg indtog dem ved anlæggelse af transportsvelleveje og belejringsmaskiner, ved angreb med fodfolk, ved miner, ved brecher og stormstiger. 200.150 mennesker, ung og gammel, mand og kvinde, heste, muldyr, æsler, kameler, okser og får uden tal førte jeg bort derfra og regnede som bytte. Jeg spærrede ham selv [Ezekias] inde i hans kongestad Jerusalem som en fugl i et bur. . . . Hans byer, som jeg havde udplyndret, udskilte jeg fra hans land og gav dem til kongerne Mitinti af Asdod, Padi af Ekron og Sil-Bel af Gaza . . . Frygt for min kongelige glans overvældede Ezekias. . . . Senere bragte han til mig i Ninive, min kongeby, 30 talenter guld, 800 talenter sølv, antimonsminke, store blokke rødsten, elfenbenssenge, elfenbensstole, elefanthud, stødtænder, ibenholt, buksbom, kostbarheder af enhver slags, og hans døtre, paladsdamer, mandlige og kvindelige sangere. Han sendte sine ryttere for at betale tributten og sværge lydighed.“ — Skatte fra Bibelens tid af Alan Millard, 1986, s. 124.

I denne pralende version er antallet af sølvtalenter forhøjet fra 300 til 800, og nogle af de andre angivelser af tributten er sikkert også overdrevne. Men i andre henseender bekræfter den på bemærkelsesværdig måde den bibelske beretning og viser at Sankerib ikke gjorde krav på at have indtaget Jerusalem. Vi lægger imidlertid mærke til at Sankerib fremstiller det som om Ezekias betalte tributten efter assyrernes trussel om at belejre Jerusalem, mens den bibelske beretning viser at den blev betalt før. Om grunden til denne ombytning af tingene siger Funk and Wagnalls New Standard Bible Dictionary (1936, s. 829): „Slutningen af dette felttog er hyllet i mørke. Hvad Sankerib foretog sig efter erobringen af Ekron . . . er stadig et mysterium. I sine annaler placerer han på dette sted sin afstraffelse af Ezekias, sin hærgen af Judas land og sin fordeling af Judas landområde og byer. Denne rækkefølge af begivenhederne ser ud til at skulle dække over noget han ikke ønsker at nævne.“ Ifølge Bibelen vendte Sankerib skyndsomst tilbage til Nineve efter at hans tropper var blevet ramt af ulykken ved Guds hånd; hans bagvendte beretning lader derfor meget bekvemt Ezekias betale ham tributten via et særligt sendebud i Nineve. Det er værd at bemærke at de gamle inskriptioner og beretninger ikke taler om flere felttog til Palæstina i Sankeribs regeringstid skønt den ifølge historikerne fortsatte i endnu 20 år.

Den jødiske historiker Josefus, der levede i det 1. århundrede, citerer babylonieren Berossos (der formentlig levede i det 3. årh. f.v.t.) og gengiver begivenheden som følger: „Da [Sankerib] vendte tilbage til Jerusalem efter sit felttog mod Ægypten, opdagede han at styrken under Rapsakes’ kommando var i fare på grund af pest, for Gud havde påført hans hær en pestsygdom, og på den første nat under belejringen var et hundrede og femogfirs tusind mænd døde, sammen med deres hærførere og officerer.“ (Jewish Antiquities, X, 21 [i, 5]) Nogle kommentatorer forsøger at forklare katastrofen ved at henvise til en beretning som Herodot skrev i det 5. århundrede f.v.t., og hvori han hævder at den assyriske lejr „om natten [blev] overfaldet af en sværm af markmus, der gnavede rub og stub i sig af deres pilekoggere og buer og til og med håndtagene på deres skjolde“, så de ikke var i stand til at drage mod Ægypten. (Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, II, 141) Denne beretning stemmer tydeligt nok ikke med Bibelens, og Herodots beskrivelse af assyrernes felttog stemmer heller ikke med de assyriske indskrifter. Berossos’ og Herodots beretninger vidner dog begge om at Sankeribs styrke blev ramt af pludselige vanskeligheder under dette felttog, og at det fik katastrofale følger.

 Sankeribs problemer var dog ikke slut, og da han var vendt tilbage til Assyrien, måtte han kvæle endnu et oprør i Babylon, fremprovokeret af Merodak-Bal’adan. Denne gang indsatte Sankerib sin egen søn, Assur-nadin-shum, som konge i Babylon. Seks år senere iværksatte Sankerib et felttog mod elamitterne, men de gjorde inden længe gengæld ved at invadere Mesopotamien. De tog Assur-nadin-shum til fange og satte deres egen konge på Babylons trone. En årelang kamp om herredømmet over området fulgte, indtil den ophidsede Sankerib tog hævn over Babylon ved at jævne byen med jorden; en handling uden fortilfælde i betragtning af Babylons status som „hellig by“ for hele Mesopotamien. De resterende år af Sankeribs herredømme forløb øjensynlig uden nævneværdige begivenheder.

Sankeribs død menes at være indtruffet ca. 20 år efter hans felttog mod Jerusalem. Dette tal bygger på assyriske og babyloniske beretninger, hvis pålidelighed kan drages i tvivl. På den anden side nævner Bibelen ikke at Sankerib døde straks efter hjemkomsten til Nineve. Den siger blot at „senere gik han ind i sin guds [Nisroks] hus“, og at hans sønner Adrammelek og Sar-Ezer „fældede ham dér med sværdet“, hvorefter de flygtede til landet Ararat. (2Kr 32:21; Es 37:37, 38) Dette bekræftes i en inskription af Sankeribs søn og efterfølger, Asarhaddon. — Ancient Records of Assyria and Babylonia ved D. Luckenbill, 1927, bd. II, s. 200, 201; se ASARHADDON.

Bygningsværker. Mens Assyrerriget ikke oplevede nogen egentlig udvidelse under Sankerib, gennemførte denne assyrerkonge et ærgerrigt byggeprogram i Nineve, som han på ny havde gjort til rigets hovedstad. Det vældige palads han lod opføre, var et kompleks af haller, forgårde og pragtsale der dækkede et areal på 450x210 m. Vand blev ledet til byen over en strækning på 48 km ved hjælp af en vandledning, den såkaldte Jerwan-akvædukt, der blev ført over Gomelfloden. Det tilførte vand blev blandt andet brugt til vanding af haver og parkanlæg og til byens voldgrav, som var en del af dens forsvarsværker.