En person der udsendes for at overbringe et budskab, enten mundtligt eller skriftligt; en der udsendes i en bestemt mission. (1Mo 32:3-6; Dom 6:34, 35; 11:12-27; 2Sa 5:11; 1Kg 19:2; 2Kg 19:8-14; Lu 7:18-24; 9:52) I nogle tilfælde brugte man løbere som sendebud. (2Kr 30:6-10; Jer 51:31) Når en besked skulle hurtigere frem, blev sendebudet udsendt til hest. (2Kg 9:17-19; Est 8:10-14; se KURÉR.) Nogle af fortidens sendebud var herolder der offentliggjorde kongelige eller statslige dekreter. (Da 3:4-6; 5:29) Andre sendebud blev udsendt for at bede om fred (Es 33:7), anmode om militær bistand (2Kg 16:7; 17:4), kræve tribut eller forlange at en by overgav sig (1Kg 20:1-9; 2Kg 18:17-35). Sendebudene havde frit lejde til at udføre deres mission. At behandle kongelige sendebud der aflagde høflighedsvisit i et fremmed land, skændigt var så alvorlig en krænkelse at det kunne udløse krig. — 2Sa 10:1-7; se AMBASSADØR.

Både det hebraiske og det græske ord for „sendebud“ kan også betegne himmelske sendebud, engle. (Sl 104:4; Joh 1:51) Om der menes jordiske eller himmelske sendebud, kan i hvert enkelt tilfælde afgøres ud fra sammenhængen. For eksempel må Jehovas „personlige sendebud“ i Esajas 63:9 være en engel, for der siges at dette sendebud frelste israelitterne. — Jf. 2Mo 14:19, 20.

Foruden at bruge engle til at overbringe budskaber til mennesker på jorden og til at udføre andre opgaver (se ENGEL) har Jehova ofte brugt mennesker som sendebud. Hans profeter og præster var hans sendebud til Israels nation. (2Kr 36:15, 16; Hag 1:13; Mal 2:7) Hans profeters udtalelser ville med sikkerhed gå i opfyldelse, for Jehova „fuldbyrder sine sendebuds råd“. — Es 44:26.

„Pagtens sendebud“. Som en opfyldelse af Malakias 3:1 fremstod Johannes Døber som det sendebud der beredte vejen for Jehova ved at gøre jøderne klar til at modtage Guds ypperste repræsentant, Jesus Kristus. — Mt 11:10, 11; Mr 1:1-4; Lu 7:27, 28.

Som det forudsagte „pagtens sendebud“ kom Jesus Kristus til templet og rensede det. (Mt 21:12, 13; Mr 11:15-17; Lu 19:45, 46) Den pagt der er tale om, var åbenbart Abrahamspagten, for det var på grundlag af denne pagt at jøderne var de første der fik mulighed for at blive arvinger til Riget. Det var den pagt Peter henviste til da han opfordrede jøderne til at ændre sind. Det er også værd at bemærke at Johannes Døbers fader, Zakarias, henviste til Abrahamspagten efter at have påpeget at Jehova nu ’havde oprejst et frelseshorn [dvs. Messias] i Davids hus’. — Jf. Mt 10:5-7; 15:24; 21:31; Lu 1:69-75; Apg 3:12, 19-26.