Åndeskabninger som er posteret rundt om Jehovas trone i himmelen. (Es 6:2, 6) Det hebraiske ord serafīmʹ er et navneord i flertal der er afledt af udsagnsordet sarafʹ, „at brænde“. (3Mo 4:12) Det hebraiske udtryk serafīmʹ betyder derfor ordret „de brændende“. Andre steder hvor navneordet forekommer, enten i ental (sarafʹ) eller flertal, beskriver det jordiske skabninger. I denne anvendelse betyder det „giftslanger“, „brændende (betændelsesskabende) slanger“ eller „ildslanger“. — 4Mo 21:6, 8, fdn.

Profeten Esajas beskriver sit syn med disse ord: „I det år kong Uzzija døde, så jeg Jehova sidde på en trone der var høj og højt hævet, og den nederste del af hans klædning fyldte templet. Serafer stod oven over ham. Hver af dem havde seks vinger. Med to holdt de deres ansigt dækket, og med to holdt de deres fødder dækket, og med to fløj de omkring. Og de råbte til hinanden og sagde: ’Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Jehova. Hele jordens fylde er hans herlighed.’ . . . Da sagde jeg: ’Ve mig! For jeg er så godt som bragt til tavshed; jeg er jo en mand med urene læber, og jeg bor blandt et folk med urene læber; mine øjne har nemlig set Kongen, Hærstyrkers Jehova!’ Da fløj en af seraferne hen til mig, og i hans hånd var der et stykke glødende kul som han med en tang havde taget fra alteret. Så rørte han ved min mund og sagde: ’Se, dette har rørt ved dine læber, og din brøde er forsvundet og din synd er sonet.’“ — Es 6:1-7.

Der gives ingen beskrivelse af Guds person. Men der siges at den nederste del af hans majestætiske klædning fyldte templet så der ikke var nogen plads hvor andre kunne stå. Hans trone hvilede ikke på jorden, men var „højt hævet“. At seraferne „stod“, kan betyde at de svævede ved hjælp af det ene par vinger, ligesom skysøjlen ’stod’ eller svævede ved indgangen til Jehovas telt i ørkenen. (5Mo 31:15) Professor Franz Delitzsch siger om serafernes placering: „Seraferne ragede naturligvis ikke op over hovedet på ham der sad på tronen, men de svævede over hans klædning, som fyldte hallen.“ (Commentary on the Old Testament, 1973, bd. VII, 1. del, s. 191) Den latinske Vulgata siger ikke at seraferne stod „oven over ham“, men „over den“, det vil sige tronen. — Es 6:1, 2.

Af høj rang. Disse mægtige himmelske skabninger er engle, og eftersom de gør tjeneste ved Guds trone, beklæder de åbenbart en meget høj stilling i Guds ordning. Keruberne i Ezekiels syn skildres som løbere der ledsagede Guds himmelvogn. (Ez 10:9-13) At der findes en rangordning i himmelen, stemmer med Kolossenserne 1:16, som taler om det „i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller regeringer eller myndigheder“.

Opgaver og pligter. Der siges ikke hvor mange serafer der var, men de råbte til hinanden, hvilket tyder på at der var nogle på hver side af tronen, og at de forkyndte Jehovas hellighed og herlighed i vekselsang. Det vil sige at seraferne (eller grupper af serafer) efter hinanden har gentaget eller svaret hinanden med hele eller dele af erklæringen: „Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Jehova. Hele jordens fylde er hans herlighed.“ (Jf. oplæsningen af Loven og folkets svar ifølge 5Mo 27:11-26.) Ydmyge og beskedne i den Højestes nærhed dækkede de ansigtet med det ene af de tre par vinger, og da de befandt sig et helligt sted, dækkede de fødderne med et andet par, hvorved de viste tilbørlig respekt for den himmelske konge. — Es 6:2, 3.

At seraferne forkyndte Guds hellighed, viser at det hører til deres opgave at sørge for at hans hellighed bliver forkyndt, og at hans herlighed bliver anerkendt i alle dele af universet, også på jorden. En af seraferne rørte ved Esajas’ læber for at fjerne hans brøde og synd ved hjælp af et stykke glødende kul fra alteret. Dette kunne tyde på at deres opgave også består i at rense Guds folk for synd. Denne renselse sker på grundlag af det offer Jesus Kristus bragte på Guds alter. — Es 6:3, 6, 7.

 Deres udseende i synet. At seraferne i synet fremstilles med fødder, vinger og så videre, må opfattes symbolsk. Deres ydre lighed med jordiske skabninger skal blot skildre de færdigheder eller opgaver de har. Dette svarer til at Gud ofte i symbolsk forstand taler om at han har øjne, ører eller andre menneskelige træk. Apostelen Johannes viser imidlertid at intet menneske ved hvordan Gud ser ud, idet han siger: „I elskede, nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal blive. Vi ved at når han gøres kendt skal vi blive som han, for vi skal se ham som han er.“ — 1Jo 3:2.