I Bibelens profetier bruges udtrykket „de sidste dage“ (og tilsvarende udtryk) til at betegne en tid da visse historiske begivenheder vil kulminere. (Ez 38:8, 16; Da 10:14) Det er profetiens indhold der markerer hvornår „de sidste dage“ begynder. De der lever når de forudsagte begivenheder indtræffer, kan siges at leve i „de sidste dage“. Alt efter profetiens art kan der være tale om en periode på nogle få år eller på mange år, og der kan i forskellige profetier være tale om vidt forskellige tidsafsnit i historien.

Jakobs profeti på dødslejet. Da patriarken Jakob sagde til sine sønner: „Saml jer, så jeg kan fortælle jer hvad der vil hænde jer i de sidste dage,“ sigtede han til den fremtidige periode da hans ord ville begynde at gå i opfyldelse. (1Mo 49:1) Over 200 år tidligere havde Jehova sagt til Jakobs farfader, Abram (Abraham), at hans afkom ville blive mishandlet i 400 år. (1Mo 15:13) Den tidsperiode Jakob omtalte som „de sidste dage“, kunne derfor ikke begynde før de 400 års mishandling var afsluttet. (Enkelthederne i Første Mosebog, kapitel 49, er behandlet i artiklerne om Jakobs sønner under deres respektive navne.) Der kunne også ventes en senere opfyldelse som angik det åndelige „Guds Israel“. — Ga 6:16; Ro 9:6.

Bileams profeti. Før israelitterne gik ind i det forjættede land, sagde profeten Bileam til kong Balak af Moab: „Kom . . ., lad mig underrette dig om hvad dette folk [Israel] vil gøre mod dit folk i de sidste dage. . . . En stjerne skal fremtræde fra Jakob, og et scepter rejse sig fra Israel. Og han skal sønderslå Moabs tindinger og issen på alle stridslarmens sønner.“ (4Mo 24:14-17) I den første opfyldelse af denne profeti viste ’stjernen’ sig at være kong David, der undertvang moabitterne. (2Sa 8:2) I denne opfyldelse af profetien begyndte „de sidste dage“ derfor øjensynlig med at David blev konge. Eftersom David var et billede på Jesus som den messianske konge, må profetien også sigte til Jesus på det tidspunkt da han undertvinger sine fjender. — Es 9:7; Sl 2:8, 9.

Esajas’ og Mikas profeti. I Esajas 2:2 og Mika 4:1 indleder ordene „de sidste dage“ en profeti om en tid hvor folk fra alle nationer vil strømme til „bjerget med Jehovas hus“. Denne profeti fik en mindre, foreløbig eller forbilledlig  opfyldelse mellem år 29 og år 70, de sidste dage for den jødiske tingenes ordning, da tilbedelsen af Jehova blev hævet op over den ophøjede stilling som de hedenske folkeslag gav deres afguder. Kongen Jesus Kristus ’brød igennem’ med hensyn til at ophøje den sande tilbedelse, og han blev først efterfulgt af en rest af Israels folk og derefter af folk af alle nationer. (Es 2:2; Mika 2:13; Apg 10:34, 35) I den modbilledlige opfyldelse, som finder sted i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning, er tilbedelsen af Jehova blevet hævet så højt op som til himmelen. Kongen Jesus Kristus har ledet resten af det åndelige Israel til den rene tilbedelse, og den er blevet fulgt af en stor skare fra alle nationer. — Åb 7:9.

De sidste dage for den jødiske tingenes ordning. Mindre end tre og et halvt år før ikkejøder fik adgang til den kristne menighed, blev Guds ånd udgydt over Jesu Kristi trofaste jødiske disciple. Peter forklarede at dette skete som en opfyldelse af Joels profeti, idet han sagde: „’Og i de sidste dage,’ siger Gud, ’vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød . . . Og jeg vil gøre undere på himmelen oventil og tegn på jorden nedentil, blod og ild og røgtåge; solen vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas store og strålende dag kommer.’“ (Apg 2:16-20) I dette tilfælde gik „de sidste dage“ forud for „Jehovas store og strålende dag“, som øjensynlig bragte „de sidste dage“ til deres afslutning. (Jf. Zef 1:14-18; Mal 4:5; Mt 11:13, 14; se JEHOVAS DAG.) Eftersom Peter henvendte sine ord til jøder og jødiske proselytter, må hans ord have haft særlig adresse til dem og betød åbenbart at de levede i „de sidste dage“ for den daværende jødiske tingenes ordning hvis tilbedelsescenter lå i Jerusalem. Nogen tid forinden havde Jesus selv forudsagt ødelæggelsen af Jerusalem og dens tempel (Lu 19:41-44; 21:5, 6), der indtraf i år 70.

Det må også være med henblik på enden for den jødiske tingenes ordning at det blev sagt at Jesus fremtrådte og udførte sin tjeneste „ved tidernes ende“ eller „ved slutningen af disse dage“. (1Pe 1:20, 21; He 1:1, 2) Dette bekræftes af ordene i Hebræerne 9:26: „Men nu har han [Jesus] givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer.“

De sidste dage i forbindelse med frafaldet. Ordene „sidste dage“ eller tilsvarende udtryk bruges undertiden i forbindelse med det frafald der ville ske inden for den kristne menighed. Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ (1Ti 4:1; jf. Apg 20:29, 30.) I et senere brev til Timoteus berørte Paulus igen dette emne og talte her om nogle fremtidige „sidste dage“. Da mennesker til den tid ville lade hånt om rette adfærdsprincipper, ville disse „dage“ være „kritiske tider som er vanskelige at klare“, eller, mere ordret, ’hårde (eller strenge) fastsatte tider’. (Int) Efter at have beskrevet hvor egensindigt folk ville optræde, og hvilken fordærvet indstilling de ville have til den tid, fortsatte Paulus: „Fra dem kommer de mænd der sniger sig ind i hjemmene og indfanger svage kvinder som er belæssede med synder og som ledes af forskellige slags begær, som altid lærer og dog aldrig er i stand til at komme til nøjagtig kundskab om sandheden.“ (2Ti 3:1-7) Dernæst stillede Paulus disse fordærvede personer i kontrast til Timoteus, der nøje havde fulgt apostelens lære, og tilskyndede ham til at ’blive i det han havde lært og var blevet overbevist om’. (2Ti 3:8-17; se også 2Ti 4:3-5.) Som det fremgår af sammenhængen, oplyste Paulus altså god tid i forvejen Timoteus om den fremtidige udvikling blandt dem der kaldte sig kristne, og beskrev de frugter som dette frafald til sidst ville bære.

Apostelen Peter underrettede også sine medkristne om at menigheden kunne vente pres indefra: „Der [vil også] være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger.“ (2Pe 2:1, 2) Samme advarsel går igen i Judas’ ord, hvori de kristne tilskyndes til at ’kæmpe en hård kamp for troen’: „I, mine elskede, husk de udtalelser som tidligere er blevet fremsat af vor Herre Jesu Kristi apostle; de plejede at sige til jer: ’I den sidste tid vil der være folk som latterliggør og som vandrer i overensstemmelse med deres ugudelige ønsker.’“ (Jud 3, 17, 18) Hen imod slutningen af det 1. århundrede kunne de frafaldne elementer tydeligt ses. I vor tid er den fulde virkning af frafaldet helt åbenbar; de „sidste dage“ som Paulus skrev om, er kommet.

„Afslutningen på tingenes ordning“. I en lignelse havde Jesus Kristus imidlertid forudsagt at frafaldet ikke ville omfatte alle kristne. Et antal sande, loyale kristne ville være som hvede blandt ukrudt. Efter at Jesu nærværelse — der skulle være usynlig, i ånden — var begyndt  og under afslutningen på den tingenes ordning der da fandtes, ville „hveden“ blive skilt fra „ukrudtet“, og de to kategorier være klart adskilt. „Ukrudtet“, „den ondes sønner“, ville blive „samlet“ og fjernet fra ’Menneskesønnens rige’. Efter denne renselse af den sande kristne menighed ville der kun være ren hvede tilbage på marken; de falske kristne ville befinde sig uden for den sande kristne menighed. Og mens de der var som ukrudt, til sidst ville blive kastet i „ildovnen“, ville de der var som hvede, „skinne så klart som solen i deres Faders rige“. (Mt 13:24-30, 37-43) Hermed sigtes der tydeligvis til den afsluttende fase af den tingenes ordning der er underlagt Satans onde styre, tiden umiddelbart forud for dens tilintetgørelse.

Af lignelsen kan man udlede at den fulde virkning af frafaldet i form af ondskab og ugudelighed vil vise sig ved „afslutningen på [Satans] tingenes ordning“. Det er derfor rimeligt at forvente at de forhold som ifølge de kristne bibelskribenter ville kendetegne „de sidste dage“, ville findes i stort omfang blandt de navnkristne til den tid. Der ville være stigende lovløshed og øget ulydighed mod forældre. Mennesker ville være „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft“. (2Ti 3:2-5) Der ville også „komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ — 2Pe 3:3, 4.

Jesu profetiske lignelse viser desuden at der måtte gå nogen tid før de der blev sammenlignet med ukrudt, fremtrådte helt tydeligt og kunne tilintetgøres. Eftersom apostlene vidste dette, kan deres brug af udtryk som „de sidste dage“ i forbindelse med frafaldet ikke betyde at de forventede at Jesu nærværelse og den efterfølgende tilintetgørelse af de ugudelige var lige om hjørnet. Paulus skrev tværtimod til thessalonikerne: „Men, brødre, med hensyn til vor Herre Jesu Kristi nærværelse og hvordan vi skal samles hos ham, anmoder vi jer om ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte, hverken ved en inspireret udtalelse eller ved et mundtligt budskab eller ved et brev, som var det fra os, gående ud på at Jehovas dag er her. Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ — 2Ts 2:1-3; se også YDERSTE DAG.