Genealogisk opregning af en slægts medlemmer gennem tiderne; også kaldet slægtebog eller stamtavle. Jehova Gud er den store Genealog. Han har ’ført bøger’ over skabelsen og menneskeslægtens begyndelse, over fødsel og afstamning. Han er „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. (Ef 3:14, 15) I hans ord, Bibelen, findes nøjagtige slægtsregistre som har stor betydning for forståelsen af hans hensigt.

Menneskene har et medfødt ønske om at kende deres afstamning og at føre familienavnet videre. Mange nationer i oldtiden førte omfattende slægtsregistre, især over deres præsters og kongers slægtslinjer. Både ægypterne og araberne førte sådanne registre, og der er fundet kileskrifttavler med babyloniske og assyriske kongers slægtsregistre. Eksempler i senere tid er grækernes, kelternes, saksernes og romernes slægtsregistre.

Det hebraiske ord for registrering af den legitime afstamning er jachasʹ, som gengives med ’at blive indført i slægtsregisteret’ (1Kr 5:17); det beslægtede navneord jaʹchas oversættes med ’slægtsregister’. (Ne 7:5) Det græske ord genealogiʹa forekommer i 1 Timoteus 1:4 og Titus 3:9 og sigter til personlige stamtavler eller „slægtsregistre“.

Apostelen Mattæus indleder sit evangelium med ordene: „Bogen med den historiske beretning [geneʹseōs, en form af geʹnesis] om Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.“ (Mt 1:1) Det græske ord geʹnesis, som Mattæus her anvender, betyder bogstaveligt „slægtslinje, oprindelse“. Det bruges i Septuaginta til gengivelse af det hebraiske tōledhōthʹ, der har samme grundbetydning, og som forekommer talrige steder i Første Mosebog, åbenbart i betydningen „historisk beretning“. — Jf. 1Mo 2:4, fdn.

Mattæus nøjes ikke blot med at fremlægge Jesu slægtsregister. Han går videre med at berette om Jesu fødsel som menneske, hans tjeneste, hans død og hans opstandelse. Denne praksis var ikke ualmindelig dengang. De tidligste græske historiske beretninger var indfattet i en genealogisk ramme. En historisk beretning var dengang en beretning om de personer der var nævnt eller blev præsenteret i det ledsagende eller indledende slægtsregister. Slægtsregisteret var således en væsentlig del af den historiske beretning og udgjorde ofte indledningen til den. — Se 1Kr 1-9.

Ved dommen i Eden lovede Gud at ’kvindens’ afkom skulle knuse slangens hoved. (1Mo 3:15) Dette kan allerede på det tidspunkt have vakt formodning om at ’kvindens’ afkom ville være et  menneske i en slægtslinje bestående af mennesker, skønt det først var da Abraham fik at vide at hans afkom skulle blive til velsignelse for alle nationer, at det udtrykkeligt blev sagt at afkommets slægtslinje ville være jordisk, bestå af mennesker. (1Mo 22:17, 18) Derved fik Abrahams slægtslinje overordentlig stor betydning. Bibelen indeholder den eneste beretning, ikke alene om Abrahams oprindelse, men også om oprindelsen til alle nationerne, som nedstammer fra Noas sønner, Sem, Kam og Jafet. — 1Mo 10:32.

Som E. J. Hamlin bemærker i The Interpreter’s Dictionary of the Bible, er nationernes stamtavle i Første Mosebog „enestående i oldtidslitteraturen. . . . En sådan interesse for det historiske findes ikke i andre hellige bøger i verden.“ — Redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 3, s. 515.

Slægtsregistrenes formål. Bortset fra menneskers naturlige interesse for at registrere fødsler og slægtskabsforhold var det vigtigt at føre slægtsregistre af hensyn til kronologien, især i menneskehedens tidligste tid. Men endnu vigtigere blev det at føre fortegnelser over visse slægter af hensyn til Guds løfter, profetier og handlinger.

Af den velsignelse Noa udtalte efter Vandfloden, fremgik det at Gud ville begunstige Sems efterkommere. (1Mo 9:26, 27) Senere åbenbarede Gud for Abraham at det der skulle kaldes hans „afkom“, ville komme gennem Isak. (1Mo 17:19; Ro 9:7) For at man til sin tid kunne udpege dette afkom, var det indlysende at der måtte føres nøjagtige fortegnelser over slægterne. På denne måde gik det til at slægtslinjen efter Juda, hvis efterkommere udgjorde den førende stamme (1Mo 49:10), og specielt Davids slægt, kongeslægten, efterhånden blev omhyggeligt registreret. (2Sa 7:12-16) Fortegnelserne over disse slægter kom til at indeholde den mest betydningsfulde slægtstavle der fandtes — den der førte frem til Messias, det lovede afkom. — Joh 7:42.

Et andet slægtsregister der blev bevaret med næsten lige så stor omhu, var fortegnelsen over slægterne i Levis stamme, i særdeleshed Arons præstelige slægt. — 2Mo 28:1-3; 4Mo 3:5-10.

Desuden var slægtsregistre nødvendige under Moseloven for at man kunne afgøre stammetilhørsforhold i forbindelse med fordelingen af landet og slægtskabsforhold i forbindelse med arveret til jorden. De tjente også det nødvendige formål at vise hvem der var en israelits nærmeste slægtning, eller go’elʹ, der som sådan var bemyndiget til at indgå svogerægteskab (5Mo 25:5, 6), til at købe sin slægtning tilbage (3Mo 25:47-49) og til at optræde som blodhævner over for en manddraber (4Mo 35:19). Lovpagtens forbud mod ægteskab inden for visse grader af blodslægtskab og svogerskab krævede også at man kunne udrede slægtskabsforholdene. — 3Mo 18:6-18.

Hvor strengt israelitterne holdt sig til disse slægtsregistre, fremgår af en situation der opstod efter hjemkomsten fra Babylon, da nogle som angav at være af præsteslægt, ikke kunne vise hvor de var indskrevet. Zerubbabel traf den afgørelse at de ikke måtte spise af det højhellige, der blev stillet til præsternes rådighed, før de offentligt kunne dokumentere deres afstamning. (Ne 7:63-65) Registreringen af folket inkluderede i øvrigt netinim-folkene, for selv om de ikke var israelitter, var de officielt viet til tempeltjenesten. — Ne 7:46-56.

Almindeligvis er de slægtsregistre der er medtaget i Bibelen, ikke beregnet på at give så detaljerede oplysninger at de kan bruges som grundlag for kronologiske udregninger. Alligevel kan de ofte være til nytte ved sådanne udregninger, da de kan bekræfte visse punkter i tidsregningen eller føje vigtige detaljer til. Som regel kan de heller ikke lægges til grund for beregninger af befolkningstilvæksten, da slægtled som ikke har nogen betydning i en given sammenhæng, ofte er udeladt. Og da registrene som regel ikke indeholder navne på kvinder, er hustruer og medhustruer ikke nævnt; somme tider nævnes heller ikke alle de sønner en mand har fået med sine forskellige hustruer; i nogle tilfælde er endda nogle af de sønner han har fået med sin førstehustru, udeladt.

Fra Adam til Vandfloden. Den bibelske beretning vidner om at der fandtes fortegnelser over slægtskabsforhold lige fra menneskehedens begyndelse. Ved Adams søn Sets fødsel sagde Eva: „Gud har sat mig et andet afkom i stedet for Abel, fordi Kain dræbte ham.“ (1Mo 4:25) Det var medlemmer af Sets slægtslinje der overlevede Vandfloden. — 1Mo 5:3-29, 32; 8:18; 1Pe 3:19, 20.

Fra Vandfloden til Abraham. Noa velsignede sønnen Sem, og i hans slægt fremstod Abram (Abraham), „Jehovas ven“. (Jak 2:23) Fortegnelsen over denne slægt udgør — sammen med fortegnelsen over førnævnte slægt før Vandfloden — det eneste grundlag for at fastlægge kronologien fra menneskets skabelse frem til Abraham. Den optegnede slægtslinje før  Vandfloden går gennem Set, og den efter Vandfloden gennem Sem. For hvert slægtled nævnes konsekvent hvor lang tid der gik fra en mands fødsel indtil hans første søns fødsel. (1Mo 11:10-24, 32; 12:4) Den omstændighed at der ikke findes andre omfattende slægtsregistre som dækker denne historiske periode, vidner om at disse registre tjener det dobbelte formål at oplyse både om slægten og om kronologien. Ud over dette er der kun enkelte andre tilfælde hvor begivenheder placeres på tidens strøm ved hjælp af genealogiske oplysninger. — Se KRONOLOGI (Fra 2370 f.v.t. til pagten med Abraham).

Fra Abraham til Kristus. Ved Guds indgriben fik Abraham og Sara sønnen Isak, gennem hvem det lovede „afkom“ skulle fremstå. (1Mo 21:1-7; He 11:11, 12) Hans søn Jakob (Israel) blev stamfader til de oprindelige 12 stammer. (1Mo 35:22-26; 4Mo 1:20-50) Judas stamme blev udpeget som den stamme hvorfra kongen skulle fremstå, og senere blev løftet om kongemagten indsnævret til at gælde Davids slægt. Levis efterkommere blev præstestammen, og selve præstedømmet blev givet til Arons slægt. For at kunne godtgøre sin juridiske ret til tronen måtte Jesus Kristus kunne bevise at han var af Judas stamme og Davids slægt. Men eftersom hans præstedømme ifølge Guds ed skulle være på Melkizedeks måde, behøvede han ikke at nedstamme fra Levi. — Sl 110:1, 4; He 7:11-14.

Andre fremtrædende slægtsregistre. Foruden listerne over afstamningen fra Adam til Jesus Kristus og de omfattende registre over Jakobs 12 sønners efterkommere indeholder Bibelen genealogiske oplysninger om begyndelsen til de folkeslag der var beslægtede med Israel. Der er fortegnelser over Abrahams brødre (1Mo 11:27-29; 22:20-24); Ismaels sønner (1Mo 25:13-18); Moab og Ammon, der var sønner af Abrahams nevø Lot (1Mo 19:33-38); Abrahams sønner med Ketura, som blev stamfædre til midjanitterne og andre stammer (1Mo 25:1-4); og Esaus (Edoms) efterkommere (1Mo 36:1-19, 40-43).

Disse folkeslag har betydning på grund af deres slægtskab med Guds udvalgte folk. Både Isaks hustru og Jakobs hustruer kom fra Abrahams broders slægt. (1Mo 22:20-23; 24:4, 67; 28:1-4; 29:21-28) Moab, Ammon og Edom fik tildelt områder der grænsede op til Israel, og israelitterne fik besked på at de ikke måtte trænge ind på deres enemærker eller indlade sig i strid med dem. — 5Mo 2:4, 5, 9, 19.

Offentlige arkiver. Foruden de optegnelser der blev ført af familierne selv, ser det ud til at man i Israel også førte offentlige slægtsregistre. I Første Mosebog, kapitel 46, findes en opregning af dem der blev født i Jakobs husstand indtil Jakob drog ned til Ægypten, og øjensynlig også i tiden derefter, indtil hans død. I 2 Mosebog 6:14-25 findes en fortegnelse der hovedsagelig omfatter Levis efterkommere, og som øjensynlig er afskrevet fra et tidligere register. Ved nationens første folketælling, der blev foretaget i Sinaj Ørken i 1512 f.v.t., det andet år efter udgangen af Ægypten, fik israelitterne „deres afstamning registreret efter deres slægter, i deres fædrenehuse“. (4Mo 1:1, 18; se også kap. 3.) Den eneste anden guddommeligt påbudte folketælling i Israel som er omtalt i Bibelen før landflygtigheden, er den der fandt sted på Moabs sletter omkring 39 år senere. — 4Mo 26.

Foruden de slægtsregistre der er gengivet i Mosebøgerne, er der gengivet registre af andre officielle historikere, såsom Samuel, der skrev Dommerbogen, Ruts Bog og en del af Første Samuelsbog; Ezra, der skrev Første og Anden Krønikebog og Ezras Bog; og Nehemias, der skrev den bog der bærer hans navn. Desuden er der i disse bøger vidnesbyrd om at der også var andre som førte slægtsregistre: Iddo (2Kr 12:15) og Zerubbabel, der åbenbart var den der forordnede at de hjemvendte israelitter skulle indskrives i slægtsfortegnelser. (Ezr 2) Under den retfærdige kong Jotams regering blev de israelitiske stammer der boede i Gileads land, indført i slægtsregistre. — 1Kr 5:1-17.

Disse slægtsregistre blev omhyggeligt bevaret indtil vor tidsregnings begyndelse. Det fremgår for eksempel af at hver familie i Israel kunne rejse til sin fædrene by for at blive indskrevet i overensstemmelse med kejser Augustus’ befaling kort før Jesu fødsel. (Lu 2:1-5) Desuden oplyses det at Johannes Døbers fader, Zakarias, tilhørte Abijas præsteskifte, at hans moder, Elisabet, var en af Arons døtre, og at profetinden Anna var „af Asers stamme“. (Lu 1:5; 2:36) Endelig viser ikke mindst de omfattende lister over Jesu forfædre i Mattæus, kapitel 1, og Lukas, kapitel 3, at der fandtes sådanne optegnelser i de offentlige registre, og at man havde adgang til dem og kunne rådføre sig med dem.

Historikeren Josefus bevidner at der fandtes officielle jødiske slægtsregistre idet han siger: „Min slægt er ikke af ringe herkomst, men kan spore sin afstamning langt tilbage til præstelige forfædre. . . . Mine forfædre var imidlertid ikke  blot præster, men de tilhørte også det første af de fireogtyve skifter — en særlig udmærkelse — og den fornemste af slægterne deri.“ Efter at have påpeget at hans moder stammede fra hasmonæerne, siger han til slut: „Med denne stamtavle, som jeg henviser til som den findes optegnet i de offentlige registre, kan jeg affærdige dem der vil forklejne min herkomst.“ — The Life, 1, 2, 6 (1).

Jødernes officielle slægtsregistre blev ødelagt, ikke af kong Herodes den Store, sådan som Africanus hævdede i begyndelsen af det 3. århundrede, men øjensynlig af romerne da de ødelagde Jerusalem i år 70. (Against Apion af Flavius Josefus, I, 30-38 [7]; Den jødiske krig, 2. bog, 17. kap., 6. afsnit; 6. bog, 6. kap., 3. afsnit) Siden har ingen jøde været i stand til at dokumentere hvilken slægt han stammer fra; dette gælder selv de to vigtigste slægter, Davids og Levis.

Slægtskabsforhold. Når man vil fastslå hvordan de personer der er anført i registrene, er beslægtede, må man ofte tage sammenhængen i betragtning, sammenholde parallelle lister eller sammenligne skriftsteder fra forskellige dele af Bibelen. Ordet „søn“ kan for eksempel også betyde sønnesøn eller blot efterkommer. (Mt 1:1) Endvidere kan en liste med en række navne se ud som en fortegnelse over nogle brødre, alle sønner af samme mand, men ved nærmere eftersyn og ved sammenligning med andre skriftsteder viser det sig måske at listen spænder over flere generationer, idet den nævner både nogle sønner og nogle sønnesønner eller senere efterkommere. I 1 Mosebog 46:21 ser det således ud til at både sønner og sønnesønner af Benjamin står anført som hans „sønner“, som det fremgår af en sammenligning med 4 Mosebog 26:38-40.

Dette gør sig endog gældende i forbindelse med nogle af de fremtrædende slægters registre. I 1 Krønikebog 6:22-24 opregnes der således ti „sønner“ af Kehat, hvorimod der i vers 18 og i 2 Mosebog 6:18 kun nævnes fire sønner. En nærmere undersøgelse af sammenhængen viser at listen over „Kehats sønner“ i 1 Krønikebog 6:22-24 i virkeligheden er et udsnit af en fortegnelse over slægter i Kehats linje der havde stillet medlemmer til rådighed som David kunne udpege til at varetage forskellige opgaver i forbindelse med tempeltjenesten.

Omvendt kan „fader“ også betyde „bedstefader“ eller endog forgænger i et kongeligt embede. (Da 5:11, 18) Mange steder, som for eksempel i 5 Mosebog 26:5, 1 Kongebog 15:11, 24 og 2 Kongebog 15:38, bruges det hebraiske ord ’av (fader) også i betydningen „forfader“. Tilsvarende bruges de hebraiske ord ’em (moder) og bath (datter) undertiden for henholdsvis „bedstemoder“ og „datterdatter“. — 1Kg 15:10, 13.

Bynavne og navne i flertal. I nogle lister står mænd anført som ’fædre’ til byer, for eksempel i 1 Krønikebog 2:50-54, hvor Salma kaldes „Betlehems fader“ og Sjobal „Kirjat-Jearims fader“. Byerne Betlehem og Kirjat-Jearim blev øjensynlig enten grundlagt af disse mænd eller befolket med deres efterkommere. Der siges videre i samme liste: „Salmas sønner var Betlehem og netofatitterne, Atrot-Bet-Joab og halvdelen af manahatitterne, zoritterne.“ (1Kr 2:54) De her nævnte netofatitter, manahatitter og zoritter var åbenbart slægter.

I 1 Mosebog 10:13, 14 ser navnene på Mizrajims efterkommere ud til at være flertalsformer. Nogle mener at det drejer sig om slægter eller stammer snarere end om enkeltpersoner. Man må dog ikke glemme at andre navne som står i dualis, som for eksempel Efraim, Appajim og Diblajim, og for øvrigt også ovennævnte Mizrajim, Kams søn, alle betegner enkeltpersoner. — 1Mo 41:52; 1Kr 2:30, 31; Ho 1:3.

Forkortede lister. I mange tilfælde er listerne stærkt forkortede, idet bibelskribenterne åbenbart kun har medtaget de mere fremtrædende familieoverhoveder, de betydeligste personligheder eller de personer der har størst betydning i den sammenhæng der er tale om. Ofte vil kronikøren blot fastslå at en omtalt person stammer fra en bestemt fjern forfader, og udelader derfor mange af de mellemliggende led.

Et eksempel på en sådan forkortelse finder man i Ezras eget slægtsregister. (Ezr 7:1-5) Han fører her sin slægtslinje tilbage til ypperstepræsten Aron, men i den parallelle liste i 1 Krønikebog 6:3-14 forekommer der adskillige navne i versene 7 til 10 som er udeladt i Ezra 7:3. Ezra sprang sandsynligvis disse navne over for at undgå unødige gentagelser og for at gøre den lange navneliste lidt kortere. Hans liste er alligevel tilstrækkelig til at dokumentere hans præstelige afstamning. Når Ezra siger at han er „søn“ af Seraja, mener han åbenbart efterkommer, for han må have været Serajas oldesøn eller måske tipoldesøn. Seraja var ypperstepræst og blev dræbt af Nebukadnezar ved bortførelsen til Babylon (607 f.v.t.), og hans søn Jozadak blev ført i landflygtighed. (2Kg 25:18-21; 1Kr 6:14, 15) Ypperstepræsten Josua (Jesua), der vendte tilbage 70 år senere sammen med Zerubbabel, var Serajas sønnesøn. (Ezr 5:2; Hag 1:1) Ezra rejste til Jerusalem 69 år senere igen og kan derfor umuligt  have været Serajas virkelige søn og Jozadaks broder.

Noget andet vi erfarer ved at sammenligne disse slægtsregistre, er at Ezra, skønt han nedstammede fra Aron gennem Seraja, øjensynlig ikke tilhørte den slægtslinje fra Seraja hvori ypperstepræsteembedet gik i arv, det vil sige Jozadaks slægt. Den ypperstepræstelige linje fra Seraja gik gennem Josua (Jesua), Jojakim og Eljasjib, der var ypperstepræst mens Nehemias var landshøvding. Ezra opnåede dog hvad han ville med sit forkortede slægtsregister; han oplyste tilstrækkeligt med navne til at godtgøre at han hørte til Arons slægt. — Ne 3:1; 12:10.

Nogle grunde til afvigelser i listerne. En mand der døde barnløs, blev ofte udeladt i listerne. Nogle kan også være udeladt fordi de ingen sønner havde, men kun en datter, hvorved arven gik videre til datteren, som ved indgåelse af ægteskab blev underlagt et andet familieoverhoved i samme stamme. (4Mo 36:7, 8) Undertiden kan en mindre fremtrædende familie være lagt ind under et andet familieoverhoved, sådan at den ikke optræder i slægtsregisteret. Faktorer som barnløshed, videregivelse af arv gennem kvinder, måske adoption og manglende evne til at grundlægge et selvstændigt fædrenehus har derfor bevirket at navne er blevet udeladt af slægtsregistrene, mens grundlæggelse af nye fædrenehuse kan have føjet nye navne til listerne. Det er derfor klart at navnene i et senere slægtsregister på mange punkter kunne afvige fra navnene i et tidligere register.

En række familieoverhoveder kan være opført som var det en række brødre, mens der i virkeligheden også er nevøer iblandt. Da Jakob „adopterede“ Josefs sønner, sagde han således: „Efraim og Manasse vil være mine ligesom Ruben og Simeon.“ (1Mo 48:5) Senere bliver Efraim og Manasse derfor regnet som stammeoverhoveder sammen med deres farbrødre. — 4Mo 2:18-21; Jos 17:17.

I Nehemias’ Bog, kapitel 10, oplyses en række navne hvormed „en bindende aftale“ om at overholde Guds bud blev beseglet. (Ne 9:38) Navnene i denne liste er ikke nødvendigvis navnene på selve de personer der satte deres segl på overenskomsten, men kan være navnene på overhovederne for de pågældende fædrenehuse. (Jf. Ezr 10:16.) At dette kan være tilfældet, fremgår af at mange af navnene er de samme som navnene på dem der vendte tilbage fra Babylon sammen med Zerubbabel omkring 80 år tidligere. Selv om de der indgik overenskomsten, i nogle tilfælde kan have haft samme navn som familieoverhovedet, er det derfor mere sandsynligt at de blot optrådte som repræsentanter for deres navngivne fædrenehuse.

Gentagelse af navne. Ofte forekommer samme navn flere gange i et slægtsregister. At en mand fik samme navn som et tidligere led i slægten, kan have gjort det lettere for vedkommende at fastslå sin afstamning — selv om det samme navn selvfølgelig også kunne forekomme i andre slægtslinjer. Nogle af de mange eksempler på navne der optræder flere gange i et slægtsregister, er Zadok (1Kr 6:8, 12), Azarja (1Kr 6:9, 13, 14) og Elkana (1Kr 6:34-36).

I flere tilfælde er der forskel på navnene i parallelle lister. Det kan skyldes at nogle personer har haft flere navne, som for eksempel Jakob, der også blev kaldt Israel. (1Mo 32:28) Der kan også være mindre forskelle i navnenes stavemåde, hvorved navnene ligefrem kan ændre betydning. Nogle eksempler på dette er: Abram (der betyder „fader er høj (ophøjet)“) og Abraham („fader til en mængde“), Saraj (måske „stridbar“) og Sara („fyrstinde“). Profeten Samuels forfader Elihu blev sandsynligvis også kaldt Eliab og Eliel. — 1Sa 1:1; 1Kr 6:27, 34.

I De Kristne Græske Skrifter præciseres personers identitet ofte ved hjælp af tilnavne. Simon Peter blev således kaldt Kefas, som er det aramaiske ord med samme betydning som det græske Peter. (Lu 6:14; Joh 1:42) Et andet eksempel er Johannes Markus. (Apg 12:12) Et tilnavn kunne beskrive et typisk træk ved personen, som når en apostel kaldes Simon „Kananæeren“ (eller „den Nidkære“) til forskel fra Simon Peter. (Mt 10:4; Lu 6:15) Eller der blev skelnet med en beskrivelse som „Jakob, søn af Alfæus,“ hvorved denne apostel adskilles fra den Jakob der var søn af Zebedæus og broder til apostelen Johannes. (Mt 10:2, 3) Undertiden blev personens oprindelsessted føjet til navnet, som i navnene Josef fra Arimatæa og Judas Galilæeren. (Mr 15:43; Apg 5:37) Tilnavnet Iskariot betyder måske „mand fra Kerijot“. (Mt 10:4) De samme metoder blev brugt i De Hebraiske Skrifter. (1Mo 25:20; 1Sa 17:4, 58) Somme tider oplyste man navnet på en broder til den pågældende for at skabe klarhed. (Joh 1:40) Mellem kvinder der havde samme navn, skelnede man ligeledes ved at anføre enten faderens, moderens, broderens, søsterens, mandens eller sønnens navn. — 1Mo 11:29; 28:9; 36:39; Joh 19:25; Apg 1:14; 12:12.

Når personer i De Hebraiske eller De Kristne Græske Skrifter benævnes ved et slægtsnavn  eller en titel, kan de identificeres enten ved et personnavn (som teksten oplyser) eller ud fra den tid eller de begivenheder de forbindes med. Der var for eksempel tre filisterkonger som alle bar navnet eller titlen Abimelek, ligesom kongerne i Ægypten blev betegnet Farao. (1Mo 20:2; 26:26; 40:2; 2Mo 1:22; 3:10) Den bestemte Abimelek eller Farao der er tale om i en given beretning, må derfor identificeres på grundlag af tidsperioden og sammenhængen. Herodes var et slægtsnavn. Når man henviste til en af Heroderne, kunne man (hvis der var fare for tvetydighed) præcisere hvem man mente, ved kun at bruge personnavnet, for eksempel Agrippa, eller ved at benytte personnavnet sammen med slægtsnavnet og for eksempel sige Herodes Antipas, Herodes Agrippa. — Lu 3:1; Apg 25:13.

Kvinder. Enkelte kvinder blev nævnt i slægtsregistrene hvor det havde historisk betydning. I 1 Mosebog 11:29, 30 nævnes Saraj (Sara), åbenbart fordi det lovede afkom skulle komme gennem hende og ikke gennem en anden af Abrahams hustruer. Milka nævnes i samme passage, sikkert fordi hun var farmoder til Rebekka, Isaks hustru, hvorved det påvises at Rebekka stammede fra Abrahams slægtninge, da Isak jo ikke måtte finde sig en hustru blandt de fremmede folkeslag. (1Mo 22:20-23; 24:2-4) I 1 Mosebog 25:1 nævnes Abrahams senere hustru, Ketura. Heraf fremgår det at Abraham giftede sig igen efter at Sara var død, og at han stadig havde sin forplantningsevne over 40 år efter at Jehova mirakuløst havde genoplivet den. (Ro 4:19; 1Mo 24:67; 25:20) Oplysningen om Ketura viser også hvordan Midjan og andre arabiske stammer var beslægtede med Israel.

Jakobs hustruer, Lea og Rakel, og hans to medhustruer nævnes sammen med de sønner de fødte. (1Mo 35:21-26) Dette er med til at forklare den måde Gud senere handlede på i forbindelse med disse sønner. Af tilsvarende grunde nævnes andre kvinder i slægtsregistrene. Nogle nævnes fordi familiens ejendom gik i arv til dem. (4Mo 26:33) Tamar, Rahab og Rut er særlig fremtrædende, idet de hver især på en bemærkelsesværdig måde kom til at indgå i den slægtslinje der førte frem til Messias, Jesus Kristus. (1Mo 38; Rut 1:3-5; 4:13-15; Mt 1:1-5) Flere eksempler på kvinder som er nævnt i slægtsregistrene, findes i 1 Krønikebog 2:35, 48, 49; 3:1-3, 5.

Slægtsregistre og generationer. I nogle slægtsregistre finder man navnene på en mand og hans efterkommere anført frem til tipoldesønnerne. Disse kunne, under en bestemt synsvinkel, tælles som fire eller fem generationer. Men den første har måske levet længe nok til at se alle disse generationer af efterkommere. Set med hans øjne kunne en „generation“ derfor opfattes som tiden fra hans fødsel til hans død eller indtil den seneste efterkommer han fik at se. En sådan „generation“ er naturligvis af meget længere varighed end de førnævnte generationer.

Det kan belyses med et eksempel: Adam levede i 930 år og fik sønner og døtre. Han nåede at se mindst otte generationer af efterkommere. Men hans egen levetid strakte sig ind i Lemeks levetid, og Lemek blev fader til Noa. Set med Adams øjne kunne det derfor siges at der kun var tre generationer mellem menneskets skabelse og Vandfloden. — 1Mo 5:3-32.

Der er nogle få eksempler på denne beregningsmåde i Bibelen. Jehova lovede Abraham at hans efterkommere ville komme til at bo som udlændinge i et land der ikke var deres, og at de ville vende tilbage til Kana’an „i fjerde generation“. (1Mo 15:13, 16) Folketællingen i Fjerde Mosebog, kapitel 1-3, viser at der må have været mange generationer, målt fra fader til søn, i de 215 år israelitterne opholdt sig i Ægypten, eftersom det samlede antal mænd som var 20 år eller derover kort efter udgangen af Ægypten, var på 603.550 (foruden mændene i Levis stamme). De fire ’generationer’ der omtales i 1 Mosebog 15:16, regnet fra det tidspunkt da folket drog ind i Ægypten indtil det drog ud igen, kan imidlertid tælles således: (1) Levi, (2) Kehat, (3) Amram og (4) Moses. (2Mo 6:16, 18, 20) Disse mænd levede hver over hundrede år i gennemsnit, og hver af disse fire „generationer“ så derfor talrige efterkommere, måske tipoldebørn eller endnu senere efterkommere, hvis man regner med at der gik omkring 20 eller helt op til 30 år fra faderens fødsel indtil hans første søn blev født. Dette kan forklare hvordan der i løbet af blot ’fire generationer’ kunne være så stor en befolkning der drog ud af Ægypten. — Se UDGANGEN AF ÆGYPTEN.

En anden vanskelighed for bibelforskerne i forbindelse med ovennævnte folketælling er at Kehats efterkommere i 4 Mosebog 3:27, 28 siges at omfatte fire slægter som ved udgangen af Ægypten talte så mange som 8600 mandlige medlemmer (8300 ifølge nogle Septuaginta-håndskrifter) i alderen fra en måned og opefter. Det vil sige at Moses på det tidspunkt må have haft tusinder af brødre, fætre og nevøer. Nogle har på baggrund heraf sluttet at Moses ikke var søn af Kehats søn Amram, men af en senere Amram, og at der var flere generationer imellem, sådan at der kunne nå at fødes så talrig en mandlig befolkning i blot fire kehatitiske slægter indtil israelitternes udgang af Ægypten.

 Vanskeligheden kan imidlertid løses på to måder. For det første er det, som vi har set, ikke altid at alle sønner bliver nævnt. Det er derfor muligt at Kehats fire sønner havde flere sønner end dem der er opført i registeret. For det andet kan Levi, Kehat, Amram og Moses, selv om de personligt repræsenterer fire led eller generationer, alle have set adskillige generationer i deres levetid. Hvis man for eksempel siger at der er gået 60 år mellem Levis og Kehats fødsel, mellem Kehats og Amrams fødsel og igen mellem Amrams og Moses’ fødsel, kan der være født flere generationer indimellem i hver 60 års periode. Moses kan således have set grandnevøer i fjerde eller måske endda femte led inden udgangen af Ægypten. En slægt på 8600 (eller måske 8300) mandlige medlemmer forudsætter altså ikke nødvendigvis at der må have været en anden Amram mellem Kehats søn Amram og Moses.

Et spørgsmål af samme art opstår i forbindelse med det lovede afkoms slægtslinje i det afsnit af linjen der går fra Nahsjon, som var høvding over Judas stamme efter udgangen af Ægypten. (Se oversigten på næste side.) I Rut 4:20-22 anføres Isaj som det femte led i rækken fra Nahsjon til David, og David blev født omkring 400 år efter udgangen af Ægypten. Det vil sige at hver af disse forfædre til David må have været omkring 100 år gammel (ligesom Abraham) da deres søn blev født. Dette er dog ikke nogen umulighed. De sønner der nævnes i Ruts Bog, behøver ikke at have været de førstefødte, ligesom David jo heller ikke var Isajs førstefødte, men den yngste af hans mange sønner. Jehova kan ligefrem have bragt afkommets slægtslinje gennem dette næsten mirakuløse forløb for at det bagefter skulle kunne ses at han hele tiden havde ledet begivenhedernes gang i forbindelse med det lovede afkom, sådan som han tydeligvis gjorde allerede i forbindelse med Isak og Jakob.

På den anden side er det også muligt at der med vilje er udeladt nogle navne i dette 400 år lange afsnit af den messianske slægtslinje. Dette afsnit findes imidlertid også gengivet i 1 Krønikebog 2:11-15, Mattæus 1:4-6 og Lukas 3:31, 32, og den omstændighed at alle listerne stemmer overens på dette stykke, taler for at der ikke er udeladt noget. Men selv om skribenterne som opstillede disse lister, skulle have udeladt nogle navne som de ikke anså for vigtige eller nødvendige i sammenhængen, udgør det ikke noget problem. Selv om der skulle indføjes flere generationer i listen, ville det ikke stride mod andre udtalelser i Bibelen eller mod Bibelens kronologi som et hele.

Slægtsregistrenes pålidelighed. Den oprigtige og grundige gransker af de bibelske slægtsregistre vil ikke anklage de bibelske historikere for at have gjort sig skyldige i skødesløshed, unøjagtigheder eller overdrivelser i et forsøg på at forherlige deres nation eller en bestemt stamme eller person. Man må holde sig for øje at de skribenter der medtog slægtsregistre i deres bøger (som for eksempel Ezra og Nehemias), rådførte sig med dokumenter i det nationale arkiv og hentede deres oplysninger fra de officielle kilder de havde adgang til. (Se KRØNIKEBØGERNE.) De fandt dér de oplysninger de behøvede, og de brugte disse oplysninger til at dokumentere over for enhver hvad der skulle dokumenteres dengang. Deres genealogiske lister blev åbenbart godtaget af dem der levede dengang, personer som havde adgang til optegnelserne og var kendt med forholdene. Man må altså tage de særlige omstændigheder i betragtning hvorunder listerne blev udarbejdet. Ezra og Nehemias levede og virkede i en genopbygningstid, og de slægtsregistre de opstillede, havde betydning for vigtige funktioner der betingede nationens fortsatte eksistens.

Sådanne slægtsregistre var underlagt tidsbestemte forandringer: Nye navne ville blive tilføjet og andre udeladt. I fortegnelser der gik langt tilbage, ville ofte kun de vigtigere familieoverhoveder blive nævnt. Mindre vigtige navne ville måske blive medtaget i visse fortegnelser fordi de havde øjeblikkelig interesse. I nogle tilfælde har de anvendte kilder været ufuldstændige, eller kronikøren har selv sprunget nogle afsnit over fordi de ikke har haft nogen betydning for ham. De har heller ikke nogen virkelig betydning for os i dag.

I nogle få tilfælde kan der have indsneget sig afskriverfejl, især i stavningen af navne. Men det indvirker ikke i væsentlig grad på de slægtsregistre der er nødvendige for forståelsen af Bibelen, og det berører heller ikke kristendommens grundlag.

En omhyggelig undersøgelse af Bibelen gør det også af med den urigtige opfattelse at de gamle slægtsregistre i Første Mosebog, kapitlerne 5 og 11, og i andre bibelbøger indeholder frit opfundne navne på personer som kun er indføjet for at få et forud fastlagt skema til at passe. Kronikørerne var ikke nationalister. De var helhjertede tjenere for Jehova, og de var optaget af Jehovas navn og hans omsorg for sit folk. Desuden henviste ikke blot senere bibelskribenter, men også Jesus Kristus, til mange af de nævnte  personer som nogle der virkelig havde levet. (Es 54:9; Ez 14:14, 20; Mt 24:38; Joh 8:56; Ro 5:14; 1Kor 15:22, 45; 1Ti 2:13, 14; He 11:4, 5, 7, 31; Jak 2:25; Jud 14) At modsige alle disse vidnesbyrd ville være at beskylde sandhedens Gud for at lyve og at gøre brug af bedrag. Det ville være at benægte Bibelens inspiration.

Det er som apostelen Paulus siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2Ti 3:16, 17) Vi kan derfor have fuld tillid til de slægtsregistre der er optegnet i Bibelen. De indeholder oplysninger som ikke alene havde betydning for dem der levede dengang de blev skrevet, men også for os i dag. Takket være disse genealogiske lister kan vi forvisse os om at Jesus Kristus er Abrahams lovede og længe ventede afkom. De hjælper os til at fastlægge kronologien tilbage til Adam, hvad ingen andre skriftlige kilder sætter os i stand til. Vi får bekræftet at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. (Apg 17:26) Vi ser at „da den Højeste gav nationerne en arvelod, da han skilte Adams sønner fra hinanden, fastsatte han folkenes grænser efter tallet på Israels sønner“ (5Mo 32:8), og vi forstår hvordan nationerne er beslægtede.

Ud fra vort kendskab til menneskets oprindelse — at Adam oprindelig var „søn af Gud“, og at vi alle nedstammer fra ham (Lu 3:38) — forstår vi til fulde ordene: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Ro 5:12) På den baggrund forstår vi også hvordan Jesus Kristus kan være „den sidste Adam“ og „Evig Fader“, og hvordan det kan ske at „ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias“. (Es 9:6; 1Kor 15:22, 45) Vi forstår bedre hvordan Gud vil føre lydige mennesker tilbage til et forhold hvor de er ’Guds børn’. (Ro 8:20, 21) Vi bliver klar over at Jehova viser loyal hengivenhed „i tusind generationer“ mod dem der elsker ham og holder hans bud. (5Mo 7:9) Vi erkender at han trofast har overholdt sine pagter, og at han har bevaret en pålidelig historisk beretning som vi trygt kan bygge vor tro på. Slægtsregistrene hører med til de ting i Bibelen der fremstiller Gud som den store historiker der lader optegnelser nedfælde og bevare til gavn for eftertiden. — Se SLÆGTSREGISTER, JESU KRISTI.

Paulus’ vejledning angående slægtsregistre. Omkring år 61-64 skrev apostelen Paulus til Timoteus at han ikke skulle agte på „usande historier og slægtsregistre, der ikke fører til noget, men som snarere fremkalder spørgsmål til granskning end bidrager til en forvaltning af det  der hører Gud til, og som er forbundet med tro“. (1Ti 1:4) Man forstår bedre hvad der ligger i denne advarsel, når man ved hvilke yderligheder jøderne efterhånden gik til i deres granskning af slægtsregistre, og hvor minutiøst de undersøgte enhver mulig uoverensstemmelse. Den Babyloniske Talmud (Pesahim 62b) bemærker at „mellem ‛Azelʹ og ‛Azelʹ [1 Krønikebog 8:38–9:44, et afsnit i Bibelen med slægtsregistre] var de belæsset med fire hundrede kamelladninger af eksegetiske udlægninger!“ — Hebrew-English Edition of the Babylonian Talmud, oversat til engelsk af H. Freedman, London 1967.

At studere og diskutere disse spørgsmål var formålsløst, og det gjaldt i endnu højere grad da Paulus skrev til Timoteus. Da var det ikke længere af betydning at kunne dokumentere sin afstamning, for Gud skelnede ikke mellem jøder og hedninger i den kristne menighed. (Ga 3:28) Og slægtsregistrene havde allerede fastslået at Kristus var af Davids slægt. Desuden ville Jerusalem snart blive ødelagt, og dermed også de jødiske registre. Gud bevarede dem ikke. Det lå derfor Paulus stærkt på sinde at advare Timoteus og menighederne mod at spilde tiden på at udforske og diskutere personlige stamtræer, noget som ikke ville virke fremmende på den kristne tro. De bibelske slægtsregistre er tilstrækkelige til at godtgøre at Jesus er Messias, hvilket er det slægtsspørgsmål der har størst betydning for kristne. De øvrige slægtsregistre i Bibelen står som et vidnesbyrd om at den bibelske beretning er pålidelig, at den er en sand historisk beretning.