En der hævder at kunne forudsige hvad der vil ske i fremtiden. I Bibelen omtales magere, spiritistiske spåmænd, astrologer og andre. (Se SPIRITISME; SPÅDOMSKUNST.) Det hebraiske ord jidde‛onīʹ, der gengives med „en spåkyndig“, kommer af rodordet jadha‛ʹ („at vide“) og indeholder tanken om at personen er i besiddelse af en kundskab som almindelige mennesker ikke har adgang til. Det forekommer ofte sammen med ’ōv, der betyder „åndemedium“. (5Mo 18:11) Nogle mennesker havde okkulte kræfter som følge af kontakt med dæmonerne, de onde engle der er fjender af Gud og underlagt Satan Djævelen, dæmonernes hersker. (Lu 11:14-20) I fortiden anvendte disse spåkyndige forskellige metoder til at skaffe sig viden om fremtiden, blandt andet kiggede de stjerner (Es 47:13), undersøgte leveren og andre organer fra offerdyr (Ez 21:21), tydede varsler (2Kg 21:6) og rådførte sig med det de mente var de afdødes ånder. — 5Mo 18:11.

Ligesom babylonierne lod ægypterne i udstrakt grad deres liv styre af deres spåkyndige. (Es 19:3) Guds sande tjenere har derimod aldrig søgt oplysninger hos sådanne. Moseloven, som israelitterne fik kort tid efter at de var blevet løst fra trældommen i Ægypten, indeholdt et strengt forbud mod at rådspørge „de spåkyndige“. (3Mo 19:31) De der ’bedrev utugt’ med disse, ville blive udryddet af Guds folk, det vil sige de skulle dø. Og om dem der praktiserede spådomskunst, sagde Loven videre: „Hvad angår en mand eller en kvinde i hvem der viser sig at være en medieånd eller en spådomsånd, så skal de ubetinget lide døden.“ (3Mo 20:6, 27) Da israelitterne næsten 40 år senere var rede til at drage ind i det forjættede land og drive dets indbyggere bort, fik de denne påmindelse: „Du [må] ikke lære at efterligne disse nationers vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig . . . som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde.“ — 5Mo 18:9-11.

Over 350 år senere fjernede Israels første konge, Saul, alle de spåkyndige fra landet, men før sin død var han selv kommet så langt bort fra Jehova at han opsøgte ’en kvinde som var åndemedium i En-Dor’ for at få hende til at forudsige hans fremtid. Hun var først bange for at praktisere sin kunst, men da Saul insisterede på at hun skulle ’bringe Samuel op’ for ham, fremmanede hun et syn. Hun beskrev det hun så, som „en gammel mand . . . hyllet i en overklædning uden ærmer“. Saul var overbevist om at det var profeten Samuel. (1Sa 28:3, 7-19) Det kunne det imidlertid ikke være, for Samuel var død, og de døde „ved slet ingenting“. (Præ 9:5) Da Samuel levede, ville han ganske givet ikke have noget at gøre med et åndemedium, og Jehova Gud og hans hellige engle ville heller ikke samarbejde med et åndemedium. Gud selv sagde til sit folk: „Hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig? Skulle man henvende sig til de døde for de levendes skyld? Til loven og til vidneerklæringen!“ Og han sagde videre: „Visselig, de  vil blive ved med at sige hvad der stemmer med denne udtalelse, som ikke har daggryets lys.“ — Es 8:19, 20.

Næsten 400 år efter Sauls regeringstid gjorde kong Manasse af Juda „meget der var ondt i Jehovas øjne og krænkede ham således“, blandt andet ved at rådspørge de spåkyndige, hvis tal steg i hans tid. (2Kg 21:6; 2Kr 33:6) De måtte alle fjernes fra landet af Manasses sønnesøn, den retfærdige kong Josias. — 2Kg 23:24.

I De Kristne Græske Skrifter findes spådomskunst kun omtalt i ét tilfælde, nemlig i beretningen om hvordan apostelen Paulus i byen Filippi udfriede „en tjenestepige med en spådomsånd“ af dæmonernes vold. Hun havde skaffet sine herrer stor fortjeneste „ved at øve spådomskunst“. At der er tale om noget dæmonisk og noget som Gud ikke godkender, fremgår af at pigens herrer skabte store vanskeligheder for Paulus i Filippi og bragte ham og hans medarbejder Silas for de øverste i byen, der gav befaling til at de skulle have stokkeslag, hvorefter de blev kastet i fængsel. — Apg 16:12, 16-24.