Spyt, spytten
At spytte på en, måske i ansigtet, var et udtryk for dyb afsky, fjendskab eller vrede og en ydmygelse af den det gik ud over. (4Mo 12:14) Mens Job led modgang, blev han spyttet i ansigtet som et udtryk for foragt. (Job 17:6; 30:10) Hvis en mand i Israel nægtede at indgå svogerægteskab som påbudt ifølge Moseloven, skulle han ydmyges offentligt ved at den afviste enke tog en sandal af hans fod og spyttede ham i ansigtet i nærværelse af de ældste i hans by. — 5Mo 25:7-10.
Der blev spyttet på Jesus Kristus da han var stillet for Sanhedrinet (Mt 26:59-68; Mr 14:65), og romerske soldater spyttede på ham efter at han var blevet forhørt af Pilatus. (Mt 27:27-30; Mr 15:19) Jesus havde forudsagt at man ville vise ham foragt på denne måde (Mr 10:32-34; Lu 18:31, 32), og det tjente som en opfyldelse af de profetiske ord: „Mit ansigt skjulte jeg ikke for ydmygelser og spyt.“ — Es 50:6.
Som en modsætning hertil beretter Bibelen om tre tilfælde hvor Jesus Kristus benyttede sit spyt da han udførte mirakuløse helbredelser. (Mr 7:31-37; 8:22-26; Joh 9:1-7) Eftersom de helbredelser Jesus udvirkede, var mirakuløse og skete ved Guds ånds kraft, var det ikke hans spyt der i sig selv virkede som et effektivt naturlægemiddel.