(Tarʹsis) [af en rod der betyder „at sønderslå, ødelægge“].

1. En af Javans fire sønner der blev født efter Vandfloden. (1Mo 10:4; 1Kr 1:7) Han nævnes blandt overhovederne for de 70 slægter hvorfra nationerne har „forgrenet sig på jorden“. (1Mo 10:32) Ligesom tilfældet var med Javans andre sønner, kom navnet Tarsis til at stå for både et folk og et område.

2. Et område der først blev beboet af efterkommere af Tarsis, Javans søn og Jafets sønnesøn. Der er flere ting som kan vise i hvilken retning Tarsis’ efterkommere drog i århundrederne efter Vandfloden.

Profeten Jonas (ca. 844 f.v.t.), som af Jehova fik befaling til at rejse til Nineve i Assyrien, forsøgte at slippe for sin opgave ved at tage til havnebyen Joppe (Tel Aviv-Jaffa) ved Middelhavet og gå om bord i „et skib som skulle til Tarsis“. (Jon 1:1-3; 4:2) Tarsis må derfor have ligget i eller ved Middelhavet i den modsatte retning af Nineve, og det var øjensynlig lettere at nå frem til det over havet end over land. I forbindelse med „tarsisskibene“ i Ezekiel 27:25, 26 nævnes „hjertet af det åbne hav“. — Jf. Sl 48:7; Jon 2:3.

I en inskription (fra det 7. årh. f.v.t.) praler den assyriske hersker Asarhaddon af sine sejre over Tyrus og Ægypten og hævder at alle konger på øerne fra Cypern „helt til Tarsisi“ betalte ham tribut. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 290) Eftersom Cypern ligger i den østlige del af Middelhavet, tyder også dette citat på at Tarsis lå i den vestlige del af Middelhavet. Nogle forskere mener at Tarsis var øen Sardinien.

Muligvis et andet navn for Spanien. De fleste forskere forbinder imidlertid Tarsis med Spanien, da græske og romerske forfattere i oldtiden omtalte et sted eller et område i Spanien ved navn Tartessos. Den græske geograf Strabon (fra det 1. årh. f.v.t.) omtaler en by ved navn Tartessos i området ved floden Guadalquivir i Andalusien (Geography, 3, II, 11), mens navnet Tartessis almindeligvis synes at have været anvendt om den sydlige del af Den Iberiske Halvø.

Mange opslagsværker fremhæver fønikiernes kolonisering af de spanske kyststrækninger og betegner Tartessos som en fønikisk koloni, men denne teori er ikke velbegrundet. Encyclopædia Britannica (1959, bd. 21, s. 114) siger således: „Hverken fønikierne eller kartagerne efterlod sig varige spor i landet, hvorimod grækernes indflydelse er helt tydelig. Handelsskibe fra Tyrus og Zidon kan i hvert fald i det 9. århundrede f.Kr. være sejlet gennem Gibraltarstrædet og have nået til Cádiz, men nutidige arkæologer som har afdækket og udgravet græske, iberiske og romerske byer, er ikke stødt på et eneste fønikisk bosted og har ikke fundet mere betydelige fønikiske efterladenskaber end diverse nipsgenstande, smykker og lignende bytteobjekter. Det er således tydeligt at fønikierne ikke byggede nogen byer, måske med undtagelse af Cádiz; det eneste de havde, var handelsstationer og anløbssteder.“ Historien viser også at Spanien allerede var beboet da fønikierne og grækerne begyndte at drive handel med landet, og at landets indbyggere fremskaffede det sølv, jern, tin og bly som de handlende var ude efter.

Der er derfor god grund til at tro at Javans efterkommere (jonerne) gennem hans søn Tarsis efterhånden spredtes til og blev dominerende på Den Iberiske Halvø. Denne identificering af Tarsis med Spanien stemmer også udmærket med andre skriftsteder i Bibelen.

Handelsforbindelser med Salomon. Den bibelske beretning bekræfter at fønikierne drev handel med Tarsis på kong Salomons tid (ca. 1300 år efter Vandfloden) da israelitterne også begyndte at give sig af med søhandel. Salomon havde en flåde af skibe i Det Røde Hav der til dels var bemandet med erfarne sømænd som den fønikiske kong Hiram af Tyrus havde stillet til rådighed. Salomon drev især handel med Ofir, der havde rige guldforekomster. (1Kg 9:26-28) Det hedder videre i beretningen at „kongen havde en flåde af tarsisskibe på havet sammen med Hirams flåde“, og der siges om disse skibe at de hvert tredje år foretog rejser for at importere guld, sølv, elfenben, aber og påfugle. (1Kg 10:22) Det er den almindelige opfattelse at ordet „tarsisskibe“ med tiden kom til at betegne en bestemt skibstype. Ét leksikon udtrykker det på denne måde: „Store, søgående fartøjer, i stand til at sejle til Tarsis.“ (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 1077) Et eksempel fra nyere tid er betegnelsen ostindiefarer. Den blev oprindelig brugt om store sejlskibe der sejlede på Ostindien, men gik med tiden over til at blive anvendt om alle skibe  af denne type, uanset hvor de kom fra og hvor de skulle hen. I tråd hermed siges der i 1 Kongebog 22:48 at kong Josafat (936-911 f.v.t.) „havde lavet tarsisskibe til at rejse til Ofir efter guld“.

I beretningen i Anden Krønikebog står der imidlertid at de af Salomons skibe der drog ud hvert tredje år, „sejlede til Tarsis“ (2Kr 9:21), og at Josafats skibe var bygget til at „kunne gå til Tarsis“, og at de, da de havde lidt skibbrud, ’ikke kunne holde til at gå til Tarsis’. (2Kr 20:36, 37) Dette tyder på at Ofir ikke var den eneste havn de israelitiske „tarsisskibe“ lagde til i, men at de også besejlede Middelhavet. Dette frembyder imidlertid et problem, da i det mindste nogle af disse fartøjer blev søsat i Ezjon-Geber ved Aqababugten. (1Kg 9:26) For at skibene kunne nå frem til Middelhavet, måtte de enten følge en kanal fra Det Røde Hav til Nilen og derfra til Middelhavet eller sejle rundt om Afrika. Det er i dag umuligt at fastslå hvilke sejlruter (deriblandt kanaler) der var til rådighed eller blev benyttet på Salomons og Josafats tid, men der er på den anden side heller ikke nogen grund til at betragte den skibsfart der beskrives, som umulig.

I profetien. Tarsis synes at have været et betydningsfuldt marked for handelsbyen Tyrus, måske kilden til denne bys største rigdomme i en periode af dens historie. Fra gammel tid har der i Spanien været miner med rige forekomster af sølv, jern, tin og andre metaller. (Jf. Jer 10:9; Ez 27:3, 12.) I Esajas’ profetiske udtalelse om Tyrus’ ødelæggelse siges der at tarsisskibene skulle ’hyle’ når de nåede Kittim (Cypern, måske deres sidste anløbssted på vejen mod øst) og hørte nyheden om at den rige havneby Tyrus var blevet ødelagt. — Es 23:1, 10, 14.

I andre profetier blev det forudsagt at Gud ville sende nogle af sine tjenere til Tarsis for at de dér skulle fortælle om hans herlighed (Es 66:19), og at ’tarsisskibe’ skulle bringe Zions sønner fra det fjerne. (Es 60:9) „Kongerne fra Tarsis og øerne“ skulle betale tribut til den konge Jehova udnævnte. (Sl 72:10) Ifølge Ezekiel 38:13 venter „Tarsis’ købmænd“ og andre handelsfolk imidlertid begærligt på at Gog fra Magog plyndrer Jehovas genrejste folk. Blandt meget andet der står som et symbol på selvophøjelse, hovmod og stolthed, skal tarsisskibene tilintetgøres, og kun Jehova skal sættes højt på „dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova“. — Es 2:11-16.