Den patriarkalske ordning, der ifølge den bibelske beretning fandtes både før og efter Vandfloden, bidrog uden tvivl meget til at ingen blev ensomme, kom i stor nød eller blev afhængige af offentlig bistand, og den modvirkede således at der opstod en klasse af fattige. Desuden var det fra gammel tid almindeligt at man viste gæstfrihed mod fremmede og vejfarende; i hvert fald fremgår det af Bibelen at det med få undtagelser var sådan. (1Mo 19:1-3; 2Mo 2:18-20; Dom 19:15-21) Med bygningen af byer svækkedes den patriarkalske ordning imidlertid, og dette, forbundet med en selvisk tilbøjelighed til at udnytte andres gæstfrihed eller godgørenhed, førte til at der opstod tiggeri.

Tiggeri eller betleri har efter alt at dømme en meget lang historie i de orientalske lande. Det er derfor så meget mere bemærkelsesværdigt at intet i De Hebraiske Skrifter tyder på at tiggeri var udbredt eller udgjorde et særligt problem i Israel fra nationen blev oprettet til den kom i landflygtighed i Babylon. Da israelitterne drog ud af Ægypten, og deres trældom i landet derved ophørte, „gav [de] sig til at bede [en form af det hebr. udsagnsord sja’alʹ] ægypterne om sølvting og guldting og kapper. . . . Og således udplyndrede de ægypterne“. (2Mo 12:35, 36) Dette skete imidlertid i overensstemmelse med Guds befaling og forudsigelse, og det blev åbenbart betragtet som en retfærdig kompensation for de mange års slavearbejde og de uretfærdigheder ægypterne havde påført dem. (2Mo 3:21, 22; jf. 5Mo 15:12-15.) Denne hændelse dannede således ikke præcedens for tiggeri i almindelighed.

Moseloven indeholdt klare bestemmelser vedrørende de fattige som, hvis de blev overholdt, fjernede enhver grund til tiggeri. (3Mo 19:9, 10; 5Mo 15:7-10; 24:19-21; se BARMHJERTIGHEDSGAVER.) De Hebraiske Skrifter afspejler en stærk tillid til at Gud sørger for dem der følger retfærdige principper, sådan som det fremgår af den aldrende Davids ord: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter [„tigge“, DA92; en form af det hebr. biqqesjʹ] brød,“ og sådanne retfærdige kunne også selv vise gavmildhed. (Sl 37:25, 26; jf. Kl 1:11; 4:4, som viser hvordan det gik det frafaldne Jerusalem.) Derimod fremstiller Ordsprogene 20:4 den dovne som en der „tigger i høst“, og Salme 109:10 siger at fuldbyrdelsen af straffen over den ugudelige vil tvinge hans sønner til at ’strejfe om, tigge og søge efter føde’. Ordet ’tigge’ er disse to steder oversat fra det hebraiske sja’alʹ, der har grundbetydningen at „spørge“, „bede“ eller „anmode“ om noget. (2Mo 3:22; 1Kg 3:11) I begge tilfælde antydes det imidlertid at anmodningen fremsættes på den direkte og måske offentlige måde der kendetegner tiggeri.

Det ser ud til at det i tiden mellem jødernes tilbagevenden fra landflygtigheden (i 537 f.v.t.) og Jesu komme blev en almindelig opfattelse blandt jøderne at dét at give almisser eller barmhjertighedsgaver i sig selv kunne føre til frelse. Det synes for eksempel at fremgå af følgende udtalelse i den apokryfe Siraks Bog (der er skrevet  i begyndelsen af det 2. årh. f.v.t.): „Godgørenhed [soner] synder.“ (3:30, DA53) En sådan opfattelse tilskyndede uden tvivl til tiggeri. (Sml. dette med Mt 6:2, hvor Jesus fordømmer at man udbasunerer sin gavmildhed.)

Fremmedherredømmet medførte at jøderne blev undertrykt og bidrog uden tvivl til at man i vid udstrækning opgav at følge Moselovens principper om retten til arvelodderne og lignende. Dette, samt falske religiøse opfattelser der ikke fremmede den sande og principbetonede næstekærlighed (Mt 23:23; Lu 10:29-31), var uden tvivl også medvirkende til at tiggeriet blev mere udbredt i Palæstina. I De Kristne Græske Skrifter findes der således flere henvisninger til tiggere i landet.

Blandt tiggerne på Jesu og apostlenes tid var der blinde, vanføre og syge. Blindheden kan i nogle tilfælde have været forårsaget af ophtalmia, en øjensygdom som stadig er almindelig i Mellemøsten. (Mr 10:46-49; Lu 16:20, 22; 18:35-43; Joh 9:1-8; Apg 3:2-10) Ligesom nu placerede tiggerne sig ofte langs hovedgaderne eller i nærheden af steder hvor der kom mange mennesker, for eksempel ved templet. På trods af at man lagde vægt på at give almisser, blev tiggere ringeagtet, og husholderen i Jesu billedtale kunne derfor sige: „Jeg skammer mig ved at tigge.“ — Lu 16:3.

De to græske udsagnsord der anvendes om at tigge, er sammensætninger med udsagnsordet aiteʹō, „at bede“. — Mt 7:7.

Det græske ord ptōchosʹ, som Lukas (16:20, 22) bruger om tiggeren Lazarus i gengivelsen af Jesu billedtale, betyder egentlig en der kryber sammen af frygt, og sigter til de meget fattige, de subsistensløse, tiggerne. Det samme ord bruges i Mattæus 5:3 om dem „som erkender deres åndelige behov [„de som er tiggere med hensyn til ånden“, fdn.]“ („de fattige i ånden“, DA92). Om brugen af ptōchosʹ i dette skriftsted siges der i Word Studies in the New Testament af M. R. Vincent (1957, bd. I, s. 36) at „det er meget beskrivende og passende her, idet det betegner den dybe, åndelige armod som man må erkende før man kan komme ind i Guds rige, og som ikke kan afhjælpes af den enkelte selv, men kun ved Guds rundhåndede barmhjertighed“.

Det samme ord bruges af Paulus i Galaterne 4:9, hvor han udtrykker sin bekymring for dem der vendte tilbage til „de svage og fattige [ptōchaʹ] elementære ting“ som de tidligere havde været trælbundet af. Disse ting var „fattige“ i sammenligning med de åndelige rigdomme man kunne opnå gennem Kristus Jesus.

Jesus og hans apostle viste venlighed mod tiggere, men de tilskyndede ikke til tiggeri. De tog taknemmeligt imod gæstfrihed, men de tiggede ikke. Jesus sagde til dem der kun fulgte ham for at få brød, at de ikke skulle bekymre sig om „den mad der forgår, men [om] den mad der forbliver til evigt liv“. (Joh 6:26, 27) Til en vanfør tigger ved templet sagde Peter: „Sølv og guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig,“ hvorefter han brugte sine åndelige gaver til at helbrede manden. (Apg 3:6) Skønt apostlene til tider var sultne, hjemløse og mangelfuldt klædt, ’arbejdede de med deres egne hænder nat og dag for ikke at ligge nogen til byrde’. (1Kor 4:11, 12; 1Ts 2:9) Blandt de kristne gjaldt princippet: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2Ts 3:10-12.