I De Kristne Græske Skrifter bruges ordet hōʹra (time) til at betegne en kort tidsperiode; en bestemt, fastsat tid; eller et tidsafsnit af dagen. De Hebraiske Skrifter har derimod ikke noget ord for „time“. Fortidens israelitter har måske inddelt dagen i fire dele. (Ne 9:3) I stedet for at tale om bestemte timer angav de tiden ved hjælp af udtryk som „morgen“, „middag“, „middagstid“ og „aftenstid“. (1Mo 24:11; 43:16; 5Mo 28:29; 1Kg 18:26) Desuden brugte man mere præcise angivelser som „så snart solen bryder frem“ (Dom 9:33), „den tid af dagen da brisen kom“ (1Mo 3:8), „den hedeste tid af dagen“ (1Mo 18:1; 1Sa 11:11) og „den tid solen gik ned“ (Jos 10:27; 3Mo 22:7). Påskeofferet skulle slagtes „mellem de to aftener“, hvilket øjensynlig betød i tidsrummet mellem solnedgang og det tidspunkt da det blev helt mørkt. (2Mo 12:6) Denne opfattelse støttes af nogle bibelforskere, samt af karæerne og samaritanerne, mens farisæerne og rabbanitterne opfattede dette tidsrum som tiden fra solen begyndte at gå ned indtil tidspunktet for den egentlige solnedgang.

Gud befalede at der skulle bringes brændofre på alteret „om morgenen“ og „mellem de to aftener“. Sammen med hvert af disse brændofre blev der bragt et kornoffer. (2Mo 29:38-42) Udtryk som „indtil man skulle ofre kornofferet“ — hvor det af sammenhængen fremgår om det var om morgenen eller om aftenen (som i 1Kg 18:29, 36) — og „tidspunktet for aftenofferet“ (Da 9:21) kom på den måde til at stå som forholdsvis præcise tidsangivelser.

 Natten blev inddelt i tre perioder kaldet ’nattevagter’ (Sl 63:6), hvoraf to omtales specifikt: „den midterste nattevagt“ (Dom 7:19) og „morgenvagten“. — 2Mo 14:24; 1Sa 11:11.

Døgnets inddeling i 24 timer. Det menes at være ægypterne der inddelte døgnet i 24 timer — 12 dagtimer og 12 nattetimer. Disse timer varierede i længde med de skiftende årstider; om sommeren blev dagtimerne således længere og nattetimerne kortere (undtagen ved ækvator). Den nutidige inddeling af døgnet i 24 timer a 60 minutter skyldes en kombination af den ægyptiske inddeling og babylonisk matematik, idet babylonierne brugte et seksagesimalsystem, et talsystem der havde 60 som grundtal. Den praksis at regne døgnet fra midnat til midnat, hvorved man undgår den årstidsbestemte variation af timernes længde, er kommet til senere og stammer muligvis fra Rom.

I det 1. århundrede. I det 1. århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang. „Der er tolv timer med dagslys, ikke sandt?“ sagde Jesus. (Joh 11:9) Derved varierede timerne naturligvis i længde fra den ene dag til den anden, alt efter årstiderne; det eneste tidspunkt af året hvor de var af samme længde som vore timer, var ved forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn. Men denne variation, der ikke var så stor i Palæstina, har åbenbart ikke været til større gene. Dagen begyndte omkring kl. 6 efter vores måde at beregne tiden på. I billedtalen om arbejderne i vingården talte Jesus om den 3. time, den 6., den 9. og den 11. time, og den efterfølgende time (den 12.) kaldte han „aften“. Disse tidsangivelser svarede til henholdsvis kl. 8-9, kl. 11-12, kl. 14-15, kl. 16-17 og kl. 17-18. (Mt 20:3, 5, 6, 8, 12; Apg 3:1; 10:9) Andre tidsangivelser der anvendes i De Kristne Græske Skrifter, er „midnat“ og „hanegal“. (Mr 13:35; Lu 11:5; Apg 20:7; 27:27; se HANEGAL.) Det ser ud til at jøderne under det romerske herredømme overtog den romerske inddeling af natten i fire vagter i stedet for tre. — Lu 12:38; Mt 14:25; Mr 6:48.

En tilsyneladende uoverensstemmelse. Nogle har peget på at der tilsyneladende er en uoverensstemmelse mellem Markus 15:25, hvor der siges at Jesus blev pælfæstet ved „den tredje time“, og Johannes 19:14, hvoraf det fremgår at Jesu sidste forhør hos Pilatus sluttede „omkring den sjette time“. Johannes havde adgang til Markus’ beretning og kunne blot have gentaget det tidspunkt Markus angav. Han må derfor have haft en grund til at angive et andet tidspunkt end Markus.

Hvad er grunden til den tilsyneladende uoverensstemmelse? Der er forsøgt forskellige forklaringer, men ingen af dem besvarer spørgsmålet tilfredsstillende. Vi har simpelt hen ikke oplysninger nok til at kunne give en tilfredsstillende forklaring på forskellen mellem de to beretninger. Det er muligt at enten Markus’ eller Johannes’ henvisning til tidspunktet var parentetisk, og at de begivenheder de nævner, ikke er angivet helt kronologisk. Én ting er imidlertid sikker: begge skribenter var inspireret af den hellige ånd.

De synoptiske evangelier viser klart at Jesus ved den sjette time, eller kl. 12 middag, allerede havde hængt på pælen så længe at soldaterne kastede lod om hans klæder, og at de øverste præster, de skriftlærde, soldaterne og andre forbipasserende gjorde nar af ham. De viser også at Jesus udåndede ved tretiden. (Mt 27:38-45; Mr 15:24-33; Lu 23:32-44) Det vigtigste for os er at Jesus døde for vore synder den 14. nisan år 33. — Mt 27:46-50; Mr 15:34-37; Lu 23:44-46.

Andre anvendelser. Ordet hōʹra bruges ofte i De Kristne Græske Skrifter i betydningen „straks“ eller „i løbet af meget kort tid“. En kvinde der rørte ved frynsen af Jesu yderklædning, blev rask „fra den time“. (Mt 9:22) Ordet „time“ bruges også om et særligt eller betydningsfuldt, men ikke nærmere angivet, tidspunkt eller begyndelsen til en særlig tidsperiode. Jesus sagde for eksempel: „Om den dag og time ved ingen noget“ (Mt 24:36), „den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste“ (Joh 16:2), og: „Den time kommer da jeg ikke mere skal tale til jer ved hjælp af sammenligninger.“ — Joh 16:25.

Ordet „time“ kan også bruges i mere generel betydning, som da disciplene sagde til Jesus om de mange mennesker der var fulgt med dem: „Stedet er øde og det er allerede sent [ordr.: „timen er allerede gået“]; send de mange mennesker bort.“ — Mt 14:15; Mr 6:35.

Billedlig eller symbolsk betydning. I symbolsk eller billedlig betydning bruges „time“ om en forholdsvis kort periode. Jesus sagde til skaren der kom for at arrestere ham: „Dette er jeres time, og mørket har myndigheden.“ (Lu 22:53) Det skarlagenrøde vilddyrs ti horn siges at betyde ti konger der får myndighed til at regere „én time“ sammen med vilddyret. (Åb 17:12) Om Babylon den Store siges der: „På én time er din dom kommet!“ (Åb 18:10) I overensstemmelse med Jesu ord i Mattæus 13:25, 38 om hveden og ukrudtet, Paulus’ advarsler i Apostelgerninger 20:29 og 2 Thessaloniker 2:3, 7 om det kommende  frafald og Peters udtalelse i 2 Peter 2:1-3 kunne den sidste overlevende apostel, Johannes, med rette sige: „Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time.“ Denne „sidste time“ var en ganske kort tid, den allersidste del af aposteltiden, hvorefter frafaldet ville bryde ud i lys lue. — 1Jo 2:18.

Som det fremgår af Åbenbaringen 8:1-4, så apostelen Johannes en engel der ofrede røgelse sammen med alle de helliges bønner mens der var tavshed i himmelen „i omkring en halv time“. Dette minder om det der foregik i templet i Jerusalem „ved den time røgelsesofferet blev bragt“. (Lu 1:10) Alfred Edersheim beretter i værket The Temple (1874, s. 138) hvad der ifølge jødernes overlevering skete ved denne „time“: „Langsomt gik præsten der skulle ofre røgelsen, og hans medhjælpere op ad trappen til Det Hellige Sted . . . Derpå spredte en af medhjælperne ærbødigt kullene på guldalteret; den anden lagde røgelsen til rette; og derefter blev den tjenstgørende præst alene tilbage på Det Hellige Sted for at vente på signalet fra forstanderen til at brænde røgelsen. . . . Når forstanderen gav befalingen som markerede at ’røgelsens time var kommet’, trak ’hele folkemængden udenfor’ sig bort fra den indre forgård og faldt ned for Herren idet de udbredte hænderne i tavs bøn. Det er denne yderst højtidelige stund der er tale om — når der overalt på det vidtstrakte tempelområde hvilede en dyb stilhed over skaren af tilbedere mens præsten i selve helligdommen lagde røgelsen på guldalteret og den vellugtende sky steg op for Herren.“