Det at bringe tråde af to trådsystemer til at krydse hinanden under rette vinkler sådan at der dannes vævet stof. De tråde der løber i stoffets længderetning, kaldes kæden eller trenden, og de der går på tværs, kaldes skudgarnet eller islætten. Skudgarnet skydes ind imellem kædegarnet så det skiftevis ligger over og under trådene. (3Mo 13:59) Det var ofte kvinderne der vævede, men det kunne også være en mandlig beskæftigelse. (2Kg 23:7; 1Kr 4:21) Den væv som hebræerne, ægypterne og andre folk benyttede, bestod hovedsagelig af en træramme. — Dom 16:13, 14; Es 19:1, 9, 10.

Oldtidens væve var enten lodrette eller vandrette. En lodret type bestod af to pæle med en tværbom foroven som kædegarnet hang ned fra, strakt ud med lodder. I nogle væve var lodderne erstattet af en nedre tværbom, og i visse typer kunne denne tværbom drejes så det vævede stof kunne rulles op. En almindelig vandret væv bestod af to parallelle bomme der var anbragt et stykke fra hinanden og blev holdt på plads af fire pløkke der var slået ned i jorden for enderne af dem. Mellem dem var kædegarnet udspændt. Det var muligvis en sådan svær vævebom Goliats spydskaft blev sammenlignet med. — 1Sa 17:4, 7.

Kædegarnets tråde blev som regel delt i to lag, sådan at skudgarnet passerede hen over det ene lag når det blev ført igennem kædegarnet i den ene retning, og under det når det blev ført tilbage i modsat retning. Hertil behøvedes to „skel“ eller passager i kædegarnet. I en simpel vandret væv blev et fladt „skelblad“ stukket ind under hver anden tråd i kædegarnet, og når man drejede skelbladet så det stod på højkant, opstod der et „skel“ som skudgarnet kunne føres igennem. Derpå løftede man en „skelkæp“ der lå oven på kædegarnet og ved hjælp af løkker var fastgjort til de modsatte tråde i kædegarnet, hvorved der opstod et nyt „skel“ som skudgarnet blev ført igennem i modsat retning. Efter hver gennemføring blev skudgarnet presset mod det vævede stof med en vævekam. Væveren førte skudgarnet gennem kædegarnet med en skyttel, egentlig en pind som tråden var rullet op på. Eftersom en dygtig væver bevægede skyttelen hurtigt, kunne Job sige: „Mine dage går hurtigere end en væveskyttel.“ — Job 7:6.

Når et stykke stof var vævet færdigt og rullet op, skar væveren kædegarnet over så stoffet blev frigjort fra væven. (Es 38:9, 12) De almindeligste materialer der blev anvendt, var dyrehår (2Mo 36:14; Mt 3:4), uld og hør. — Jf. Ord 31:13.

Man kunne væve stoffer i forskellige mønstre ved at anvende kæde- eller skudgarn i forskellige farver eller ved at benytte farvet skudgarn som kun delvis blev indflettet i kædegarnet. (1Mo 37:23; 2Sa 13:18; Ord 7:16) Væveren kunne også væve mønstre med tråd af samme farve, idet han for eksempel førte en gruppe skudtråde over én og under to kædetråde hele vejen tværs igennem kæden og derefter førte den næste gruppe over to kædetråde, under to og så over én og så videre, tværs over, som i nutidens gabardinevævning. Aron fik en lang kjortel af linnedgarn som var vævet „i tern“. — 2Mo 28:39.