En forhøjning af jord eller sten, eller en mur, rejst som et fæstningsværk rundt om et sted.

En belejringsvold (hebr.: solelahʹ) var en forhøjning af jord (og til tider sten) som en hær opkastede for at danne en skråning der gjorde det muligt at føre stormbukke og andet belejringsudstyr frem mod en befæstet by. (2Sa 20:15) Assyrerkongen Sankerib opkastede en belejringsvold mod Lakisj. Udgravninger ved Lakisj viser at denne vold hovedsagelig bestod af sten der blev holdt sammen af store mængder mørtel. Sankerib kunne imidlertid ikke opkaste en belejringsvold mod Jerusalem. — 2Kg 19:32.

Det var forudsagt at Babylons konge Nebukadnezar skulle opkaste belejringsvolde mod Jerusalem og Tyrus. (Jer 6:6; Ez 21:22; 26:7, 8) Belejringen af Jerusalem blev forudskildret da Ezekiel fik besked på at indridse en model af Jerusalem i en teglsten og bygge en belejringsvold imod den. — Ez 4:1, 2.

Den fæstningsmur (hebr.: matsōrʹ) der omtales i Zakarias 9:3, 4, var øjensynlig Tyrus’ stærke fæstningsværker, som bestod af høje mure bygget af store stenblokke. Byen Babylon var usædvanlig stærkt befæstet, idet den havde en indre vold og en ydre vold, der begge var lavet af mursten. — Se BABYLON, 1.

I nogle tilfælde bestod den vold (hebr.: chēl) en by havde som en del af sine fæstningsværker,  af den jord man havde gravet op da man lavede en voldgrav rundt om byen. Den vold der blev dannet af materialet fra voldgraven ved Hazor, var ca. 15 m høj. Det betød at volden, målt fra bunden af voldgraven, var næsten 30 m høj. Også Jerusalem var forsynet med fæstningsværker, deriblandt en vold. — Sl 122:7; 48:13; se FÆSTNINGSVÆRKER.

Guds hjælp eller „frelse“ kan, i lighed med mure og volde, være en sikker beskyttelse. Tydeligt med Jerusalem i tanke siger Esajas 26:1 hvad Jehova Gud ville gøre for byen: „Frelse gør han til mure og vold.“